Litteratur

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 249-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Litteratur

FRANZ WERFEL: »~'erdi«, 416 s. Over

sat til svensk fra den tyske originalversioh »Verdi, Roman der Oper« af Knut Stubbendorff. - Forlag: Bonniers, Stockholm 1946.

Franz Werfel er først og fremmest di-,ter. Man skal derfor ikke af hans roman »Verdi« vente si-, iiogen musikhistorisk korrekt udlægning af den store italienske operakomponists liv og livsværk. Naturligvis er Werfel gået til arbejdet med denne op,mve udfra en oprigtig kærliglied til Verdis niusik, og lian er .selv en kunstner, der ikke overser betydningen af, at der på væsentlige områder er hold i udgangspunktet for selv en digterisk 1)eåndelse af et historisk enine. Ja, så vidt er lian træ iigt ind i sit stof, at lian eiidda, er i stand til med visioiiær fantasi at levendegøre niusikhistorien niere end 300 år tilbage i tiden, (la operaen opstod soni renaissaneeiis iiye nitisikalsk-drarnatiske udtryksform.

Han drager disse begivenlieder ind i billedet. og skal)er i en digterisk. forin kontinuitet melleni Monteverdi og Verdi. Og lian 11ør (let nied en overlegenlied, soni kuii (len kan vise, (ler dybest set er et niusisk o"" dertil

n

et gennenimusikalsk menneske.

Werfel fører med sin kunst et bræiffleiide forsvar for Verdi, o,, lian gril)er sti-aks fast om wlden ved at sætte I,'erdi contra Wagner op soin sin rornans problenistilling. Som dette punkt er værkets psykologiske akse, såle(les er Venedig iniljøets kærne, hvoroni, der grupperes et prægtigt figurgalleri. Det er digterisk kostunieret ined eii frodig fantasi, (ler alligevel strengt er holdt tinder kontrol af en mesterli,, forinsans.

For inusikelskeren. bliver det (log billedet af kunstneren o,,,

Z"",

mennesket Verdi, der virker stærkest. Vi inøder først den af (let italiewske folk forgudede

og fejrede men her i begyndels en af 80'erne af (le æstetisk indstillede inusikfolk forkætrede operakomponist, da han ineognito kommer til Venedig og dér på afstand følger sin store kollega Wagners sukees. Dels får inan et dybt indtryk af Verdis kunstneriske kanip med sit stof, da hans skabende evne synes at svinde helt, fordi fornyelsen, soni. han føler ina være en nødvendighed, ikke vil tage iiiusikalsk forni, og dels. fuldstændiggøres billedet af Verdi gennem beskrivelsen af den sjælekamp li,an fører for at overvinde den snigende skinsyge inod Wagner. To gange står lian på tærskelen til Palazzo Vendramin med det formål at inødes med Wagner. Første gang opgiver han at trække i klokkestrengen, han føler (let soni en ydniygelse, anden gang overvinder han sin modvilje, men da er det for sent: et kvarter inden hans ankomst er Wagner sovet ind i (i ø d e n.

Denne begivenhed løser op for hans kunstneriske henininger. Otellos og Falstaffs komponist får sin skaberevne tilbage, og (len udfolder sig til et rriegeniet ' terskab, som kun er givet.

Digt og virkelighed er i (lette

værk kædet sammen; intuitivt

opridser Werfel menneskeskæb-

ner, (ler griber læseren umid-

delbart. Det er et betagende

(ffi:,terværk. fsp.

ALFRED CORTOT: In -~earrh of Chopiri. 261 s. oversat af Cyril og Rena Clarke. -- Peter Nevill Ed. 1951. 1

sh., 6 d.

Den store franske klaverspiller Cortot kender man tillige som forfatter til værket La musique fran~,-aise de piano, hvori lian navnlig for inipressionisternes vedkoniniende giver en ~,ærdi

t,fuld beskrivelse af musikstilen og deiis klaveristiske ejendomineligheder. Som Chopinfortolker er Cortot verdensi)erømt, hans stærkt personlige spil, hans sans for ele-,ance og brillans samt en z,

særpræget spænding i rubatospillet synes i særlig grad at smelte sammen i-ned Chopins tonesprog. Den 75-årige pianist har nu som forfatter sø,,,,t at give os

:n,

et indtryk af Chopin som musi-

ker og som menneske. Man ville

på forhånd mene, at dette var

ganske overflødigt. Det vrimler

med alskens Chopin-bøger, som

kan tilfredsstille enlive`rs smagf,

ligefra strengt objektive, stilkri-

tiske studier af klaverværkerne

til banale filmshistorier. C.s bo,,

tilhører ingen af (le to yder-

punkter. Gennem sin pianistiske

virksomhed er Cortot træiigt

hengere ind i Chopins kunst, ind

til kærnen i hans kunstneriske

og menneskelige personlighed,

end rnanren en sa-fli-, musiklii-

storiker eller merkantil rnusik-

skribent. In search of Chopin,

på spor af Chopin er ikke eii

biografi. I syv kapitler skildres

væsentlige træk hos Chopin og

af hans virke byggende på au-

tentiske dokumenter som breve,

samtidens skildringer, for eks.

inusikkritik og endelig George

z,

Sand's og Liszt's beretninger. Særlig betydningsfuld er vel nok kap. V, Chopins v ærk, hvor C. har sammenstillet breveitater in. m., hvori Chopin selv har udtalt sig om sin kunst. I kap. VI gennemgås Chopins koncertvirk~ somhed, og dette kap. er tillige en historisk interessant skildring af tidens koncertliv, et område, som den musikvidenskabelige forskning lidt hovniodigt har forbigået.

Sidste kapitel »He was not like other inen«, er en meget fin psykologisk skildring af Chopin ,som skaber og levende nienneske. Også lier tager C. sit udgangspunkt i breve m. in., og man læser interesseret C.s fine konklusioner på dette døde historiske materiale. Selvom niaii irlåske bedst får et indtryk af C. som forfatter, hvis man læser den franske original, vidner den engelske oversættelse alligevel orn C.s elegante og billedrige sprog, der lader roniantikkens mærkeligste musikerskikkelse træde levende freni for I-æserens øjne i en realistisk belysning befriet for senere tiders Hollywood-glorie.

Bogen er endelig udstyret med

bibliografi og discografi, begge

afsnit sainnienstillet af Cyril

Clarke. For bibliografiens, ved-

kommende er der lier tale om en

temmelig mangelfuld og tilfæl-

dig oprenisning af bogtitler. Der

savnes væ.,,rdifulde væ- rker bl. a.

på tysk, f. eks. et par nyere

grundlæggende svejtiske bøger,

ligesom skandinaviske Chopin-

bøger er forbigået. Til geng,--,-cld

er discografien så temnielig ud-

tørnmende. Man noterer si-, så-

ledes danske optagelser både

nied Johanne Stoekniarr og Vic-

tor Schiøler. B. i.

SMILMANS MUSIKLEXIKON. Bind M. (Inituni - opus). (IS8 s., ill. + 7 tvi.

--- Solilnians fi~rlag, Stockholni 1951.

I Nordisk Musikkultur, 2. liefte, liar Benlt Pleijel anmeldt det sidst udkonine (3.)bind af Sohlnian o-~ fra dansk side slutter n

m,an si-, til hans entusi,,atiske glæde over dette præ-tige opslagsværk. Udstyr og indre kvalitet er stadig forbilledlig. Vi danske kan især gl..Cde os over Schandorf Petersens 12 spalter store,niønstergyldige artikel oni Carl Nielsen o., af andre ny tilkomne medarbejdere kan næ vnes adjunkt Helge Gad, der har givet en frernstilling af rnusiklivet i Odense. (Forresten savnes (ler oplysninger om niusiklivet i Aalborg i 1. bind). Vi har i en tidligere annieldelse af dette værks 2. bind anket over (le udtalebetegnelser, der er vedføjet en del danske navne, - og (ter er misforståelser på dette område også i 3. bind: Knudsen [kno'sen], Vilfred Kjaer(!) [t S,,i:r], Hans Kurt [kort] o.s.v.; nian kunne også ønske, at lexikonets trykkeri havde anskaffet danske æ'er og ø'er niens tid var. I Henrik Glahns- artikel oni Musikforeningen i København meddeles (let fejlagtigt, at Carl Nielsen var foreningens dirigent til sin død 1931. Det er

ikke rigtigt, idet Carl Nielsen trak sigg tilbage allerede 1927, livilket også oplyses i Schandorf Petersen,,, Carl Nielsenartikel, spalte 1203. Det var Ebbe Hamerik, der dirigerede fra 1927-1931.

En enkelt anden ting forekonnner påfaldende. Den danske komponist Poul London ser ud til «at være smuttet ind i lexikonets spalter udenom den danske redaktion. Artiklen oni hani er undertegnet G.M. (Gbsta Morin). Poul London er ikke medtaget i Politikens »Musikens Hveni, Hvad, Hvor«, som imidlertid runimer tilsvarende dan.ske navne indenfor den lettere niusik, f. eks. Edv. Brink, Dan Folke og Lauritz Hovolt. De tre sidstnævnte figurerer derimod ikke i Solilnians lexikon, hvilket kunne se ud soni niere end et tilfælde.

Det forlyder, at Solilmans lexikon ikke kan klare sig med (le fire, oprindelig planlagte bind nien påtænker en udvidels~ til fem 1)ind. Det kan kun blive til gla~de for deni, (ler altid me(I (len største tilfredshed sætter det sidst udkonine bind af Solilnian på plads i reolen.

C,. M. SAVERY: Musil~ og menneske. En skitse. 91 s. --- Munksgaard, 1951.

I denne lille bog har den kendte niusikpæd,agog og folkeniusikskolepionér C. M. Savery nedlagt hele sin urokkelige tro på musikkens etiske betydning og dens niuligheder for at gøre samfundet o.-.1 menneskenes børn bedre o-, lykkeligere. Han bygger på tanker, der var aktuelle allerede for flere tusinde år si(len i det ~,anile Grækenland, hvor musikken regnedes for en

Z»,

væsentlig, i i,-- es t e n nødvendig

discipli'n for medlemmerne af

et velordnet samfund. Savery

fortæller om den internationale

kostskole »Ecole d'Humanité« i

Meiringen i Schweiz, hvor børn

og unge af alle nationaliteter

indgår i et arbejdsfællesskab i

grupper med udviklet ansvars-

:I

bevidsthed og lærer at forstå, at de primære oplevelser er de saninie for alle, uafli,-engillt af

race og nation; lian mener, at de i-nusikpædagogiske metoder, nian d&r har arbejdet med, kan vise vejen frem til en international fa-fflesfølelse, til fællesmenneskelige værdier, som ikke er lokaliseret til no-,en bestemt kreds, noget bestemt land eller nogen bestenit verdensdel. Soni et andet eksempel på musikkens etiske betydning beretter han. om fl- g

y-tnin-elejrene i Danmark efter den sidste verdenskrig, hvor de psykiske problemer som følge af' indespærring og afsavn var næsten uo,,,,ervindelige, og hvor det niusik-alske ,irbejde gav så overraskende gode resultater.

Denne bog er skrevet af en hjertevarm idealist. Den er i høj grad kaotisk og på ,sine steder mere sentimental, end ,,i danske i almindelighed syne.,, om. Desuden kunne sproget godt have træ n gt til et grundigt ef tersyn; men man fængsles trods ,ilt af forfatterens t illid til at kunsten er (let eneste, der har mulighed for at gøre nienneskene bedre og lykkeligere. Og (let har han jo ganske givet i-et i.

B.

ERNEST HUTCHESON: The Literature

of the Piano. -- Hutehinson.

Den australsk-anierikanske pia-

nist Ernest Hutcheson har i sit

77. år samlet et livs erfaringer

z,

i en håndbog over klaverlitera-

Z!,

turen fra Virginalisterne til Ekspressionisterne. Hovedvæ,,,ten er lagt på den klassisk-romantiske klavermusik, men forfatteren noterer ikke uden stolthed, at lian stillede sin lejlighed i New York til rådighed for George Gershwin, (la denne skrev sin »Concerto in F«. Bogen henvender sig nok så meget til den interesserede amatør som til den professionelle musiker; (ler knyttes niange forskelligartede bemærkninger til repertoirev,,--ei-~

~1

kerne, af såvel historisk og

Z,

anekdotisk, soni teknisk og interpretativ art; af danske koniponister nævnes kun Niels Gade og Ludwig Schytte. Bogen sluttes med nogle nok ikke fuldstændige, nien (lo,, anvendelige

1)iblior,,Irafiske oversigter. ly.

TRYGVE LINDEMAN: Tonetreffing og musikdiktat. - 11. Aseliehoug & Co., Oslo 1951. 66 sider.

Denne lille bog er liverken så grundig eller så systematisk som Jersilds Lærebog i solfége; men den er i pædagogisk henseende langt niere stimulerende. Lindeman ønsker at give en vejledning både i bladsang og i musikdiktat. Han bygger på solfégemetodens fremgangsmåde, men supplerer straks fra begyndelsen intervalorienteringen, med opøvelsen af hukommelsen for toner, man nys har mødt i en melodi o,~f derfor kan benytte soni orienteringscentrer ved springvis bevæ-gelse. Allerede i begyndelsen af sit skrift søger han også at gøre tonalitetsfølelsen bevidst både for dur og mol. På sædvanlig i-nåde freniskrider~,hans gennemgang af stoffet fra trinvis bevægelse til tertser, kvarter, kvinter o.s.v. Øvelser i modulation og i »udvidet tonalitet« (dur- og niol-nielodier med ri,,, benyttelse af kromatiske vekseltoner) bliver gennemgået udf ra tonalitetsfølelsen, medens atonale inelodier (bl. a. Schónberg og Fartein Valen) indøves intervalin,,,essigt med støtte i den ovenfor næviite »liukommelsesteknik«. Side oni, side med det melodiske stof dyrkes rytniepro~ blemerne, oniend. langt mindre systematisk og omfattende end i

Jersilds solfégelære. IL R.

KURT SCHUBERT: Die Technik des Klavierspiels. 132 sider. Sammlung C,,~~schen, bd. 1045. - Verlag Walter de (3,myter, Berlin 1946.

Kurt Schubert er professor ved Berlins Hochschule. Gennem fire hovedafsnit, redegør forfatteren for både de psykiske, fysiologiske og alment musikalske forhold, der muliggør en beherskelse af klaveret. Det er en mønsterværdig klar beskrivelse, og særlig skal lier fremhæves afsnit III: Der Bewegungsvorgang beim Klavierspiel.

Det ville være en god idé, livis en grundbog som denne blev brust til underbygning af

1~1

vor hjemlige klaverundervisning for vordende pianister. En jysk klaverpædagog har som bekendt forlængst indset det nødvendige i at hellige sig anatomi som et videnskabeligt studium til brug for klaverundervisningen for at undgå de ofte forekommende fysiologiskelidelser og åndelige liænininger, soin man tit kan iagttage ved en mangelfuld. klaverundervisning.

For en fuldstændigheds skyld skal gøres opniærksom på, at bogen giver mange ,ode oplysninger til pædagogen, hvorledes lian skal vejlede eleven i at øve, og øve rigtigt tinder sin egen kontrol. Klaverundervisning består jo nemlig ikke i blot at rette gale noder eller i at give inusikalsk instruktion, nien, soin

K. S. siger det, al fuldendt klaverspil er først og fremmest afhængig af en mønsterværdig belierskelse af (let tekniske og det fysiologiske apparat. B. J.

CYRIL WINN: Children Singinq. -

Oxford University Press 1952. 6 sli.

Forfatteren, der en årrække har

været det engelske undervis-

ningsministeriums musikinspek~

tør for skolerne, liar samlet sine

erfaringer i denne av ydre så-

vel som av indre yderst noble

lille bog. I en række korte ka-

pitler fortælles om undervisnin-

gen av mindre og større børn. i

steininepleje, saniniensang og

,z,

inusikkundskab isprængt en mængde gode riid til lærerne angående pædagogisk og systeinatisk tilrettelægning av undervisningen. Med glæde noteres således, at forf. stærkt går ind for kontinuiteten i undervisningen, der sikrer barnet en inusikalsk sniertefri overgang fra den ene skoleform. til den anden.

Selvonibogen naturligvis især

er stilet til engelske læsere, er

det dog for en dansk en for-

nøjelse og en inspiration til det

daglige arbejde at læse Winn's

bog, der helt. igenneni bærer

præg av en s,,,,,.inivittighedsfuld

musiker og en kyndig pædagog

li. B. R. '

Årgang 27/1952, nr. 07