Musikalier

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 245-248

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Musikalier

REGNBUE,BOGÆN. 'V'ed Heiming Elbirk. Ill. af J(,iisenius. - Skandimtvisk Musikforlag, 19,52. Pris kr. -1.60, indb. k r. 5. 6 0.

På Skandinavisk,Musikforlag har Henning Ellbirk udgivet en saniling af 144 børnesange for skolens første tre khasser. Det er måske ikke så rnærkværdigt, at Henning Elbirk med det san-iine forinål for øje --- koininer til et lignende udvalg af sange C4,:'~ er gengangere) som Gunnar Nyborg-Jensen i »De sniå s~,iigei-«, soni forhængst har bev . st sin levedygtighed og allerede foreligger i 7.oplag.»Begnbuebogen« er i hele sin idé, udførelse og udstyr så nær opad sin forgænger, at spørgsniålet vil blive, om

11

ni,,an foretrækker Bitte Bbchers eller Herluf Jensenius' illustrationer. Men selve titlen: »Regnbuebogen« er inspirerende og poetisk. Den vil sikkert bidrage

t'

til at skabe denne nye sangbog

nia,nge venner. iln.LESLIE, WOODGATE,: 7,12e M-11,111i11

Soug Book. - Pengmiii Books 19,51-

BBC's kor(1irigent, den engelske koniponist Leslie Woodgate, har ined Tlic 11enguin Song Book tilvejebragt en' tiltalende sani

Z,

ling af folkelige sange, lige fra. Purcells ».Nkan is for tlie woman made« til (len anonyme franskcanadiske »Alouette«. I forordet bemærker udgiveren med det klædeligste engelske lune, at sangbogen ikke har anden hensigt end at være til fornøjelse, og .at klaverakkonipagneinenterne på grund ,if arrangørens beskedne evne er udforinet ganske enkelt. Principielt er (let tilrettelagt således, at klaveret ikke bare følger sangstemmen, men danner et selvstændigt akkompagnenient, som eksekutøren. iøvrigt kan brodere på efter lyst

og håndelag. Selvfølgelig har d'ette brud ined gængs tradition nie(Iført den n~iods,,atte ensartethed, der ligger i hyppige krydsninger inelleni klaveret og solosangen soin oversteninie, inen det er ligegodt forfriskende at blade (te sniå to liundrecle sider igennein. Tillige er s,-,,-iiigeile for(lelt aldeles planløst, så iman i stedet for deii kendte gruppeinddeling i-nå folge tilfældets kurs. Og (let har sel,,,Iølgelig væ - ret 'v Voodgate's ganske bestenite inening.

T110RALF BORG: To små norske bornesaizge. -- Engstrøm &- Sødring 195,22.

Til to dejlige tekster af hen-

holdsvis Nordalil Grieg og Ru-

dolf Nielsen har (len norske

koniponist Thoralf Borg lavel

et par teninielig enslydende ine-

lodier, soni fra A/S Norsk Note-

stik &- Forlag i Oslo er koniniet

i klaverudgave hos Engstrørn &

Sødring i København. Susanne

Palsbo har oversat versene i

pagt med komponistens elskvær-

(lille traditionalisme, liarnioni-

seret i inageligste dur-molka-

dencer; inere er natur-

li 11 vis de originale tekster, nien

(let står til fortolkeren at yde et

-originalt bidrag til unde, rhold-

ningen. For Aksel Schiøtz' ved-

komniende er »Gartnerløkka«

forkængst blevet et reperloirc~-

numnier. V.VIA NOVA: Ny vej til ny musik. ','cd BIRGITTA NORDENFELT og FINN HØFFDING. - Iniudico.

Det er en velkendt sag, -at nioderne klaverpædal--,ogik forlængs L har brudt med forrige tiders undervisningsmetoder. Eleven skal nu. i stedet for at øve kedsoininelige etyder opdrages i at høre musikkens inderste detaljer, kende tonesystemer m. i-n., altså en

materiale, hvor klaveret blot er niidlet. INu er der blot (len

I

f.eks. ved 'l""onic,,i-do-undervis-

ningen, -at inan stadig er blevet

liængende~ i (let traditionelle

tonestof, ska Lafornei-nnielsen, o,,

derined prac Iges hele indstillin-

gen overfor musikken endnu af

dur-rnoll-tonaliteten, iiii og da

med en lidt ubehagelig »histo-

risk« skelen tilkirketonearterne.

Klavereleven lades således ofte i

stikken, når de[ (]rejer sig otn

opdragelse i (len moderne tone-

kunst. Det kan føles lidet til~

fredsstillende at bygge et under-

visningssystelli 01) pa et længst

forgangent materiale, hvorved

opvakte borneelever får en -skæv

indstilling, til vor tids toner. På

(len -anden side tror jeg, at inan-

ge elever, der har tilegnet sig et

grundhag for vor tids niusik og-

sit vil i stand til at gå i

g,ang med (le klassiske værker,

nien nu på en ganske ,inden

frisk måde, end hvis undervis-

ningen (,,,,nsidigt baseres på (let

traditionelle- toneinaleriale. Dette

er naturligvis frenitidstoner, no-

get soin v,,inskeligt lader sig en-

neniføre lielt koniproniisløst, så

hænge vi endnu ikke besidder en

moderne klaverskole. Men vejen

mod nye liorisonter synes mig

banet ved udgivelsen af »Via.

Nova«, et liefte med 53 i-noderne

småstykker, sai-nlet af Birgithi

Nordeizfelt og Fijm Høffdin~1.

Udgiverne har allieret sig nied

koniponisterne Holmboe, Kol)j)el,

Lidholin og Sætyerzid, og det

skal nied (let saninie fastslås:

Dette hefte er en niusikalsk og

w--x~dagogisk begivenhed, soni ab-

solut savner nogget sidestykke

her i Skandinavienl hvor vi til

overflod vader rundt i klaver-

skoler og undervisningslitteratur

af niere eller niindre tvivlsom

karakter, når nian holder sig

følgende mål. for øje: opdra-

gelse i moderne mæsik.

Soni udgangspunkt for en ton-al stabilisering har tidgiverne valgt kirketonearterne, inen uden historiske tendenser, blot soni en afstivniiill, af en. ton.efornen-inielse by""

,,,Igende på lialv- og hel-

tonernes indbyrdes

spændingsforhold, hvor det melodiske og rytniiske er de bærende kræfter.

Den friske, folkelille inelodik, (ler gennemsyrer c, et nye stof i »Via Nova«, el- et skandinavisk sidestykke til Bartóks pædagogi~ ske klaverværk »Mikrokosmos«. I tekniskhenseenele arbejdesder i lieftet nied et lignende princip soni i Carl Nielsens femtonige småstykker: toneniaterialet placeres foran stykkets begyndelse nied fingersætning knyttet til den tonerække, stykket, bygger på. Det kan uden overdrivelse siges--,,it eleven gennem en grun(lig indstudering af de forelig

zn

gende stykker foriffien at vinde

indpas i vor tids tonesprog til~

lige udvikles rent klaverteknisk.

Højre og venstre hånd behand-

les ofte som selvstændige nielo-

disk-rytniiske steninier, li-ænder-

nes, uafliængighed udvikles, vejen

til senere at dyrke polyfont spil

(f. eks. Hindeinitlis »Ludus to-

nalis«) er banet. I de fleste af-

snit forekommer firehændige

stykker, livor både primo- og

se eundostemmen lader sig ud-

føre af en elev. Udgiverne und-

skylder i forordet den »sp,-,-ii--

somine« brug af hurtige node-

wærdier.Der overskrides således

ikke ottendedele, nien dette fø-

les ingenlunde som et bånd,

tv,,,ertiniod er der inden fol- (len-

ne straninina niuli«~- ort eii va-

n 1111,"" i

riation af (le rytniiske muligheder, som altid virker frisk og fri fol- konstruktion. Så må nian jo tillige notere sig (len fordel, denne forenkling af nodev,,-erdierne frembyder for eleven, (ler ikke behøver at stejle over (le inange »sorte« noder. Uden at ville forbigå nogle kapitler, skal jeg frenih,,-eve kap.V: frygisk toneart. Der er intet tilbage af

' (len gai-n Ie inystiske vokalklang fra denne »middelalderlige« tone, der vel ligger længst muligt borte fra dur-moll- fornemmelsen. De fire satser klinger smukt på et klaver, den arabeskagtige saninienslyngen af højre og venstre hånd i (len føl-ste (af Høffding?), den klangligt fy-ldigere og lidt køligt-majestætiske af Holinboe, den rytiiiisk markerede firliændige sats af Koppel og den interessante tostemmige Chaconne af Høffding med (len smidige taktveksel mellem :V, og `A,. Tillige skal

næ-viles (le fil-c. 1)ftoliale salser af Harald Sæverud. »Via Nova« cl- et liefte, som (let er enliver herers pligt at gå i gang med i sin undervisning. Kuli ved komproinisløst at bryde nied (let traditionelle stof kan (ler banes vej for en fuldkommen tile,fnelse ,tf (le store v,-erdier, der ligger bun~ (let i (,len moderne musik; kun altfor få elever vover al give sig i kast ined (le ofte umenneskelige opgaver, og derfor må vejen

z,

,gå gennem (-,li s~-stenlatisk ud(Laillielse i (let n~-e stof. Hertil er »Via Nova,,,« en uvurderlig lijælp på elevens første

dring. Kronen på dette værk niå nu sættes ined en ny klaverskole, og måske vil denne snart ligge på klaverp,,-edagogens flygel. Dette vil nian iniodese i ned hengsel, vejen er ])anet af »Via Nova«. Bengt Johiissoiz.

RUDOLF NVAGNFM-RÉGI',,NY: Intro

(111c1i011 el (-0m17111nieation å. mon unge-gardieiz, pour trois instruments å cordes. -- Universal Edition 1951.

At Arnold Se Miiberg's tolvtone-

systein, (len såkaldte dodekafo-

il (,,, skriveinåde, (ler kort for-

talt tilstr-wber en rent polyfon

sats nied ligelig anvendelse af

de tolv kromatiske toner fol,

derved at undgå fornemmelsen

af et tonalt centrum, kan lægg-

,ges til grund for vidt forskellige

niusikalske liensigter, har man

set mange eksenipler på (snilgn.

f. eks.: Selibnberg, Alban Berg,

Ernst Krenek o-, Fartein V-alen).

Ligeledes el- nian ofte nok ble-

vet mindet oni, at svsteniet soni

sådan er et ægtefødt af

senroniantikken, irien alligevel

tror jeg, at de færreste havde

t,ænkt sig, at en konsekvent an-

vendelse af tolvtoneteknikken

nogensinde kunne resultere i

inusik af en så blid og følsom

i-nollstenini,ng som denne. Sehu-

niaiiii's og Bruckner's ånd swæ-

vel- over vandene -- og hveni

ved, om sidstnævnte ikke er (len

,skytsengel, soli), komponisten

henvender sig til i 2. sats?

Et sådant resultat kali naturligvis kuli opnås ved anvendelse

t_,

a f en ganske speciel tolvtone-

række, solil grundlag for kompo-

sitionen; o', Illan vil d..,I Også b Cat (let skelil-a, solil 'Wagimerke, ner-Régeny lier bruger, indehol(ler ikke inindre end tre ])rudte inoll-trekl.ange,og kvartføllger cl, fremherskende (4.-5., 6.-7.), hvilket giver rig lejlighed til anven,tf '

delsen , en harmonik, del- i riiangt og nieget minder om den

I -I

almindelige dur-n-ioll-tone; s å sanitidig nied at man konstaterer, at komponisten benytter tolvtonesysteinet, må inan gøre sig klart, at han på afgørende punkter bryder med (le liensigter, soni Ligger til grwid derfor.

De tre stry.gere, -violin, bratscli og cello, er alle behandlet nied (.len ,,tørste forsi,dighed; næsteil

~1

,ilt kan spilles i 1. position, og hurtige ptissager f orekoninier ikke. Dynainikken bølger blidt mellem pp og rrif, kuli to steder er der foreskrevet forte, i 2. sats' andet afsnit, som gentages til .sidst, og det forsvinder (la også omgående i et piaiiissimo; desuden ligger alle instrumenterne lier i (let dybe leje, således at (let aldrig kan virke voldsomt. Noget klart definerbart tonalt forløb el- der n.,,aturligvis ikke tale oni, inen inan noterer dog, at 1)egge satser klinger tid i cisnioll, og at denne klang i det lieje taget spiller en stol- rolle. Det i-,~.,,tiiiiske forløl)ei-,j«,cviit skridende, i 1. sats i 2- fjerdedelestakt, i sidste sats tiden fastholdelse af nogen bestenit taktart.

Der er ingen. tvivl oni, at man lier stål- overfor musik af stolklangskønhed, og så er værket så tilpas kort, at det næppe vil virke ensformigt. Jeg anbefaler det -,~,arnit til »klassisk-orienterede« aniatører (og professionelle!), som lierigenneni vil få lejlighed til på en let og behagelig måde, (1. v. s. tiden at vride liverken fingre eller øren af led, at komme ind på livet af den dodekafone niusik; det vil sikkert stimulere lysten til at gå i lag med teknisk o,,, musikalsk

~1

vanskeligere tilg,,engelige opga-

PRIAULX RAINIER: Barbarie Dum-e Sizite, Schott, London 19,50.

Den engelske komponist P. R., der har fået sin musikalske uddannelse bl. , i Afrika (K,«~ipstaden), har fået udgivet sin Barbaric Dance Suite for klaver. N'ærket cl- komponeret i 1945, og de tre rytniisk komplicerede danse virker på engang primitivt spilleimæssige, og samtidigt uli Yre koncentrerede i det musikalske stof. Den første dans er niere niotorisk i sin rytine, byggende på kantede klaverfigurer, (len anden en langsom dans, hvilende på en uregelmæssig ryti-nefigur i venstre hånd, der udgør baggrunden for en frit strømniend'e pentaton melodi i højre. Den sidste dans, et i

iiiisk lienseende enestående »barbarisk« stykke, der med sine fuldkonine frie og stadig vekslende inetre virker soni en transskription af naturfolkenes rituelle danse, modgående akeenter, synkoperinger, taktskifte (15/16, 9/16, 17/16 etc.). Koncentrationen. af dette rapsodiske udtrykkes gennem et ostinat tre-toners motiv, li-c-li resp. e-f-e.HEINZ SCHRÓTER: 6 Bagatellen op. 9, og 5 Elilden ol). 10. - Ed. Seliott, Mainz.

H. S. er leder af kammermusikafdelingen i Hessischer Rundfunk, Frankfurt. Han er tillige en begavet pianist, og det mær

~1

ker man, nar man gennemspiller hans Bagateller og Etuder, der nu foreligger på Schott. Bagatellerne er for to klaverer, og jeg tror navnlig ni-. 3, en invention, vil gøre sig for '(len vanskelige besætning. De fire hæn(ler og de to instrumenter behandles polyfont, og den rytmiske vekslen mellem ottendedels og sekstendels bevægelse virker ret frisk. Iøvrigt frembyder både nr. 2 (en v als) og nr. 4 (en pastor,ale) umiskendelige Hindemitli-iskæt, svagest står nr. 5, en ostinato-sats.

Hans op. 10, 5 etyder, er andet. end tørt, teknisk materiale. Det er i særlig grad klangog udtryksstudier, som naturligvis kræver en velplejet pianistisk teknik og brillans, men tillige en musiker. Der skal her

S~t""'ligt f""eluliæves nr- -1, et virkeligt fant«asifuldt klangstykke.

HARALD GENZMER: Sizile i G. -- Ed. Sellott, Mainz.

Harald Genziiier cl, 111,atil Hindeniitlis elev. Han virker son-i professor i kompositionslære ved niusikhøjskolen i Freiburg i. 13r. Den nu udgivne klaversuite indeholder virkelig god og faiitasif Uld klaverniæssig musik, hvor (let rent virtuose føles velgøren(le organisk nied kompositionens udviklingsforlø1). Værket har tre satser, og (ler er tilstræl-A en effektfuld rytniisk, tenipoinæ-ssig og teknisk stigning genneni hele iten.

sul

HANS ULRICH ENGELMANN: Toceala. - Ed. Schott, Mainz.

Et nyt navn præsenteres os nied H. 1_1. E., udgået fra Frankfurter universitetet og Darmstadt Landesniusikselitile. Hans Toccata viser en genopfriskning på ny grund af den gamle toccata-type, hvor fantasifulde motiver veksler nied teknisk betonede episoder eller majestætiske akkordsøjler. Typen er kendt på dansk grund hos Niels Viggo Bentzon (hans Toccata op. 10). Engelmann. udvikler sin Toccata af et plastisk spilleniotiv, der ligeledes afrunder værket. Der veksles senere i stykket mellem lyrisk-cantabile perioder og rytinisk-tekniske afsnit. Det vanskelige klaverværk er en lønnende opgave for den pianist, der ønsker at nå ud over et traditionelt koncertrepertoire.

D. SCARLATTI: 10 sozzater (udgivet af Edwin Nielsen). - Wilhelni Hansen.

W. H. hal, fornyet sit klassikerrepertoire med ti af de ken-dteste Scarlattisonater. Udgivelsen er besørget af Edwin Nielsen og der tilføjes »nach Urtext«. Dette er jo i sig selv prisværdigt, når man kender de gængse rædsler vedrørende nyudgaver af Scar

lattis sonater. Dog er den foreliggende udgave en lille

suspekt, thi den rene urtekst er (let naturligvis ikke (desværre), der er for mange uvedkommende fraseringer, stilløse foredragsbe.tegnelser, stundom i parentes, ,stundom direkte tilføjet. En revideret udgave med anvisninger til udførelsesmåden på moderi~e flygel må givetvis se anderledes

. -C'

ud end originalteksten, men -,,-ar det ikke en idé, sådan som det iøvrigt praktiseres i f. eks. den storartede udgave af H.- ay,,Ins samtlige sonater på Peters forlag, at alle udgiverens tilføjelser skete i parentes eller med

lige typer, og yderligere tekstlige indgreb eller varianter pkaceredes i fodnoter? B. J.

Over 3000 orkester- og korværker er opført i Breitkopf & Mir,""e

tels nye 17erzeichnis der . ili

maleriale, dateret juli 1952. Ikke alene finder iman her bl. a. de klassiske synifonier o,,, koncerter i partitur o-::r sterli nier, men også en bet

,ydelig række nyere værker af Atterberg, Brånliganz, David, Defleiz, Drieselt, Elgar, Fussan, C-ral, l Mager, Heiduczek, Heiss,,lårnefelt, Kattnig, Klengel, Li,rnbert, Me Doivell, Miiller, Orff, Prohaska, Raphael, Raseh, Reiizeeke, Romberg, Rozsa, Selioeck, Schostakotvilseh, Sinigaglia,

Spendiarotv, 7homas, Wolf, Wolpert o., Zileher. Blandt kantater og operaer er naturligvis Bach 0 g 2dozart rigt repr.,,,x~senteret; en særlig afdeling onifatterklassiske værker, tilrettela~1t for skole-slryfleorkestre af professor Heinrieli Selimidt sanit fol,skellige middelalderspil og eventyroperaer i pædagogisk tilsnit. Af danske komponister har en liastig gennembladning afsløret Buxteliude og Gade. B&Hs lejebibliotek omfatter desuden også kainnierniusik, og ligesoni følkrigen har iiian optaget samarbejde med Fóreningen Svenska ]""wisåttere, del- er repræsenteret med over 40 moderne komponister, hvis europæiske interesser dermed s~

,vnes at blive varetaget efter international koutume.

Årgang 27/1952, nr. 07