Musiklivet i Den tyske demokratiske republik

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 03 - side 72-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musiklivet i Den tyske demokratiske Republik

Af EBERHARD REBLING

Midt i Thüringer Wald ligger den lille by Ruhla, kendt for sin ur-industri og en fabrik for elektriske installationer, og kun tilgængelig ad den lokale bane fra Eisenach. Musik fra de nærtliggende byer Gotha, Eisenach eller Weimar nåede indtil for kort tid siden endnu ikke ud til Ruhla. Den folkemusik der endnu holdt sig i live på egnen, et dårligt danseorkester ved særlige festligheder og en biograf — det var alt, hvad der blev budt indbyggerne af musik. I de sidste to-tre år har dette imidlertid ændret sig grundigt. I Ruhlas fabriker tilbyder man arbejderne såvel abonnementer til teater- og operaforestillinger som koncerter i Eisenach til billige priser. I busser kører man så ind til byen og hjem igen sent om aftenen. Desuden er der i selve Ruhla blevet oprettet folkemusikgrupper. Og nogle gange i løbet af vintersæsonen kommer også symfoniorkestret i Gotha kørende i busser og giver symfonikoncerter i et endnu beskedent kulturhus, der har en sal med plads til ca. 500 tilhørere.

Ved en af disse symfonikoncerter har jeg selv medvirket som solist. Programmet bestod af Beethovens II. Leonore-ouverture, Tjajkovskijs b-moll klaverkoncert og Sjostakovitsj's X. symfoni. Et stort og krævende program for publikum, som hidtil næppe har haft lejlighed til at overvære en symfonikoncert. Men hvordan var resultatet? Dirigenten Fritz Müller gav som indledning til aftenen og før Sjostakovitsj-symfonien nogle korte oplysninger, fortalte på let forståelig måde om komponisterne og om de pågældende værker, og publikum, der udelukkende bestod af fabriksarbejdere og deres pårørende, og som havde fydt salen til sidste plads, lyttede med en sådan opmærksomhed, at det for os musikere var en glæde at give vort allerbedste. Efter koncerten mødtes vi musikere ved et glas øl med et halvt hundrede af koncertens tilhørere, og de hjertelige, anerkendende ord, som vi i løbet af den tvangløse samtale fik at høre, bekræftede det indtryk vi havde haft, mens vi musicerede: gennem den oplevelse, som musiken gav dem, åbnede der sig en ny verden for disse mennesker.

Endnu en personlig oplevelse. I Loburg, en lille by i nærheden af Magdeburg, deltog jeg for kort tid siden i en kulturaften (forøvrigt den første kulturaften i Loburg). De optrædende var en recitator, en sangerinde, en violinist og jeg. Loburg ligger i et landbrugsområde, der tidligere udelukkende bestod af godser. Indenfor kulturlivet blev der overhovedet intet gjort for bønderne. Ikke engang en biograf fandtes der. Også det har forandret sig i de sidste år. En stor del af egnens bønder har nu sluttet sig sammen i kooperative landbrugsvirksomheder, og de øvrige arbejder som selvstændige stor- eller småbønder. I byens eneste sal bliver der nu regelmæssigt vist film.

Vi bragte et blandet program, mest med kortere musikstykker, for vi vidste, at der her endnu måtte udføres kulturelt pionerarbejde. Men, som det var tilfældet i Ruhla, var resultatet en overraskelse for os. En del af vores program var viet Mozart, hvis 200-års dødsdag man netop i de dage mindedes over hele verden. En række sange og arier, en violinsonate og nogle klaverstykker af Mozart blev modtaget med levende interesse af bønderne, der næppe har kendt andet af Mozart end »Eine kleine Nachtmusik« fra radioen.

Den slags kulturelt pionerarbejde er meget ansvarsfuldt. Det går ikke allevegne sådan som i Ruhla og i Loburg. Tit forekommer det endnu, at arbejderne og bønderne bliver borte fra sådanne koncerter. Men når de een gang har været der, og når det kunstneriske niveau er antageligt, så kommer de også igen anden og tredje gang.

Symfonikoncerter i fabriker, i småbyer, ja selv i landsbyerne, og afvekslingsrige estradekoncerter i populær form, men i forsvarlig udførelse, — det er to af de måder, på hvilke man kan nå hovedmålet for Den tyske demokratiske Republiks kulturpolitik indenfor musiken: at formidle fortidens og nutidens mesterværker til de bredeste kredse i befolkningen. Eftersom det tidligere praktisk talt var umuligt for arbejderne og bønderne at komme i forbindelse med tonekunstens bedste værker, og da det eneste man fandt dem værdige til var døgnmelodier, billig underholdningsmusik og fad dansemusik, så kræves der en mægtig opdragelsesproces, hvis det skal lykkes at gøre god musik tilgængelig for et nyt, bredt publikum.

Orkestrene i Den tyske demokratiske Republik

Mange er de veje man går, for at nærme sig målet: kunsten for folket. Og staten har stillet meget høje tilskud til rådighed for at hele befolkningens kulturelle opdragelse kan blive realiseret. Til alt hvad der falder ind under kultur, d.v.s. undervisning, videnskab og kunst tilsammen, betalte staten i 1951 1,7 milliarder mark. I 1953 voksede denne sum til 2,6 milliarder og i 1955 til 3,2 milliarder mark, udgifterne blev altså i løbet af fire år næsten fordoblede! Vi vil nu se lidt nærmere på et område indenfor musiklivet, som kun gennem denne understøttelse fra staten har kunnet vokse så hurtig og stærkt: symfoniorkestrenes arbejde.

Der findes i øjeblikket i Den tyske demokratiske Republik ialt 101 orkestre med professionelle musikere, som udelukkende beskæftiger sig med den »alvorlige« musik, eller i det mindste den »højere underholdningsmusik«. Deraf er der 54 opera- og teaterorkestre, som imidlertid allesammen regelmæssigt afholder symfonikoncerter. 39 orkestre er rene symfoniorkestre. Dertil hører Gewandhaus-orkestret i Leipzig, Dresdener Filharmonikerne og andre traditionsrige orkestre. Af disse 39 symfoniorkestre blev ikke mindre end 23 oprettet i årene 1952—1954. Og i særlig grad er der blevet oprettet nye orkestre i industricentrene, som for eksempel i Riesa (Sachsen), og også i landbrugscentrene, som i Salzwedel (Thüringen), for at hæve det kulturelle niveau disse steder. I den overvejende landbrugsprægede provins Mecklenburg, som forhen var særlig tilbagestående kulturelt og musikalsk, er der blevet oprettet symfoniorkestre i Prenzlau, Neubrandenburg og andre byer.

Foruden disse orkestre må også nævnes to radio-symfoniorkestre, endvidere to radioorkestre, som har specialiseret sig i den gode, »højere« underholdningsmusik, et fjernsynsorkester og filmselskabet DEFAs orkester. Alt i alt findes der i Den tyske demokratiske Republik med ca. 18 millioner indbyggere nøjagtigt lige så mange orkestre, som der før krigen fandtes i hele Tyskland med over 60 millioner indbyggere.

Mens det til at begynde med først og fremmest drejede sig om at oprette nye ensembler, så er tyngdepunktet siden 1954 blevet lagt på at forbedre den kunstneriske kvalitet, især indenfor de nyoprettede orkestre. Også her har staten, gennem kulturministeriet, truffet en række forholdsregler. Således bliver der årligt afholdt kurser på tre uger, hvert med 50 orkestermusikere fra forskellige orkestre, hvortil de mest kendte musikpædagoger bliver engageret. Der bliver også holdt foredrag om de mest forskellige emner, kunstneriske og praktiske, som har interesse for orkestermusikere. Foruden disse kurser, der altid bliver afholdt i en smuk egn, har kulturministeriet oprettet en institution af musikalske rådgivere, som er fast engagerede. Den består af kendte musikpædagoger, mest strygere, som regelmæssigt arbejder sammen med en række orkestre, videreuddanner orkestermusikerne fagligt og vejleder kammermusikgrupper indenfor orkestrene. Denne praksis har allerede vist gode resultater, og der vil derfor til næste år blive ansat endnu flere af disse musikalske rådgivere. Det er hensigten, at der for hvert 10. orkester skal ansættes en pædagogisk rådgiver, som således mindst i en måned om året skulle kunne beskæftige sig indgående med hvert orkester. For dirigenterne betyder denne institution en væsentlig understøttelse i deres arbejde.

Med henblik på de unge dirigenters videreuddannelse foranstalter ministeriet også hvert år kurser, som varer fire uger. Under ledelse af en erfaren orkesterpædagog (som generalmusikdirektør Gössling i Halle) arbejder de unge dirigenter sammen med et symfoniorkester, som står til rådighed hele tiden. Foredrag af kendte musikvidenskabsmænd om fortolkningsproblemer og diskussioner om talrige spørgsmål indenfor dirigentkunstens praksis gør yderligere disse kurser meget tiltrækkende for deltagerne. Alle de unge dirigenter, der hidtil har deltaget, har været opfyldt af begejstring.

Disse kurser for orkestermusikere og unge dirigenter er — ligesom tilsvarende kurser for unge musikkritikere — fuldstændig gratis for alle deltagerne. Rejse, forplejning og selve undervisningen bliver altsammen betalt af staten.

Hvad bliver der nu foretaget for at udvikle et publikum af arbejdere og bønder, som til at begynde med endnu står fremmed overfor den symfoniske musik? Naturligvis har alle orkestre, sådan som det overalt er skik, en abonnementordning. Desuden har arbejderne i de forskellige virksomheder adgang til at tegne abonnement med 40 pct. rabat. Siden 1953 er disse arbejdsplads-abonnementer steget til det femdobbelte. Ved hjælp af et godt propagandaarbejde i fabrikerne, ved hjælp af indledende foredrag og et hensigtsmæssigt valg af program, ved til at begynde med at afholde sig fra at bringe for lange og tunge værker fra det klassiske og moderne repertoire, har det været muligt at opnå et sådant resultat. Har man først fået fat i publikum ved hjælp af de noget lettere programmer, så kan man efterhånden også bringe større og vanskeligere tilgængelige værker. Naturligvis er resultaterne ikke ens overalt. Der findes orkestre, som f. eks. i Pirna, Riesa, Salzwedel og Hildburghausen, som har haft stor succes med arbejdsplads-abonnementerne. I andre byer, f .eks. i Frankfurt an der Oder, er det, trods god propaganda, endnu ikke lykkedes i større tal at interessere arbejderne for symfonikoncerter.

Det samme gælder i endnu højere grad for musiklivet i landsbyerne. I mange landbrugsområder er der i de sidste år blevet bygget smukke kulturhuse, som allesammen har en stor sal der er velegnet til symfonikoncerter. Men her er der endnu større fordomme at overvinde overfor den »svære« musik. For befolkningen i landsbyerne er der lavet en abonnementsordning, hvor prisen ligger 50 pct. under det sædvanlige offentlige abonnement. Mange forsøg er her mislykket i første omgang. Alligevel har flere orkestre allerede gennemført regelmæssigt tilbagevendende koncerter selv i landsbyer og i ganske små byer. Således har symfoniorkestret i Pirna først givet lette programmer med Strauss-valse, operaouverturer, Mozarts Kleine Nachtmusik og andre lignende kompositioner, for derefter at gå over til Schuberts ufuldendte, Smetanas Moldau, og lettere, specielt til den slags lejligheder skrevne stykker af Johannes P. Thilman, Sachse, Schanze og andre komponister. Nu spiller Pirna-orkestret i landsbyer som Bischofswerda eller Dippoldiswalde Mozart, Beethoven, Schumann, Ottmar Gerster, Prokofjev o.s.v. I en landsby som Niedersedlitz, der har 600 indbyggere, er der solgt næsten 400 abonnementer! Her blev der i slutningen af Januar afholdt en hel Mozart-aften. Det er indlysende, at der i sådanne landsbyer idag ikke findes noget behov for fad underholdningsmusik og dårlige døgnmelodier. Forøvrigt bliver der indsat busser i de landsbyer der ligger langt af vejen, og hvor bønderne har lang vej til koncertsalen.

Overalt bliver der også givet symfonikoncerter for ungdommen. Det er lykkedes at overbevise dirigenterne og orkestrene om den store betydning for opdragelsen, som ungdoms- og skolesymfoni-koncerter har, så at samtlige symfoniorkestre i Den tyske demokratiske Republik nu giver mindst otte sådanne koncerter indenfor hver sæson. Besøget er gratis for de koncerter, der afholdes i selve skolerne. Desuden er der mange gange abonnementskoncerter til billige priser for ungdommen, f. eks. i Jena, i samarbejde med Det frie tyske Ungdomsforbund (F.D.J.).

Hvad bliver der nu spillet ved disse symfonikoncerter? Hele koncertrepertoiret fra Bach til Bartok, fra Händel til Hindemith, fra Vivaldi til Katjaturian. Dirigenterne, i mer eller mindre godt samarbejde med orkestermedlemmerne, udvælger fuldstændig selvstændigt programmerne. Mange dirigenter går, især med henblik på det nye publikum, den mindste modstands vej og vælger næsten udelukkende værker, hvis succes på forhånd er sikret. Andre igen går energisk i brechen for den nutidige musik og skyr ingen risiko. Mange værker af vor tids komponister bliver således opført af Gewandhaus-orkestret i Leipzig, af symfoniorkestret i Gotha og af de to radiosymfoniorkestre. Her hersker stort set det princip at spille et værk fra vor tid ved hver koncert. Publikum reagerer for det meste meget aktivt på den nye musik: det er åbent overfor alle gode, udtryksfulde værker med et klart indhold, men i læserbreve til aviser og tidsskrifter, i tilhørersammenkomster, i breve til orkestrene o.s.v. tager det energisk stilling mod musik, der er følelseskold og som blot eksperimenterer med klangeffekter. Derfor binder man næppe nogen antihumanistisk, dekadent, eksperimental musik i vore koncertprogrammer. Indenfor vor tids musik står den tyske musik fra øst og vest på første plads. Navne som Hindemith, Gerster, Dessau, Egk, Cilensek, Thilman og Bialas forekommer regelmæssigt i programmerne. Indenfor udlandets musik står Sovjetunionen på første plads. Men man vil også hyppigt finde ungarske, tjekoslovakiske og polske musikværker fra vor tid, især ved de gæstebesøg af dirigenter og solister fra disse lande, som så ofte forekommer. Fra det vestlige udland bliver der tit opført værker af Honegger, Britten, den unge Stravinskij, Martin og Sutermeister. Dirigenter og solister fra Finland og de andre skandinaviske lande — fra Danmark f. eks. Henrik Sachsenskjold, Vibeke Warlev og Ole Willumsen — bringer ofte i deres gæsteprogrammer hidtil ubekendte kompositioner fra deres lande.

Kammermusikdyrkning

Mange af vore orkestre har dannet kammermusikgrupper, som især optræder i småbyer og landsbyer, hvor der af lokale årsager kun kan arrangeres få eller slet ingen symfonikoncerter. Teaterorkestret i Meiningen har således sammenstillet strygekvartetter og et blæserensemble, som regelmæssigt besøger rekreationshjemmene og landsbyerne i Thüringen og overalt finder taknemlige tilhørere.

Efter at kammermusiken i de første efterkrigsår næsten var trængt i baggrunden i forhold til kantaten, oratoriet og symfonien, — der herskede visse fordomme, der gik ud på at kammermusik kun egnede sig for musikalske feinschmeckere og ikke for brede tilhørerskarer af arbejdere — så dyrker man siden 1950 ivrigt kammermusik i alle byer i Den tyske demokratiske Republik. Under titlen »Musikens Time« er der i de sidste 5—6 år blevet givet serier af kammermusik- og solistkoncerter, og både besøgenes antal og den kunstneriske kvalitet befinder sig i stadig opgang. lait bliver der i løbet af sæsonen i 125 forskellige byer og småbyer gennemført ca. 900 kammermusikkoncerter. Omkring en fjerdedel af de optrædende kunstnere kommer fra Vesttyskland eller fra udlandet. Koncertdirektionen (Die deutsche Konzert- und Gastspieldirektion) som organiserer disse koncerter, har i løbet af de sidste år for så vidt forstået at overbevise de medvirkende kunstnere, så der bliver opført et nutidigt værk i mindst 75 pct. af koncerterne. I forrige sæson har 250.000 tilhørere besøgt »Musikens Time«, hvorved siddepladserne blev udnyttet til 90 pct. — det vil sige, at kunstnerne aldrig mere behøver at musicere i slet besøgte sale eller at optræde på egen risiko.

Opera

Det vil næppe overraske nogen, at operaen nu som før ligger i spidsen blandt de former for musiklivet, der nyder størst popularitet. Antallet af arbejdere og bønder, der besøger operaopførelser, er allerede stort og vokser stadig. Og hvad spiller man? Hele operarepertoiret, idet dog enkelte operahuse specialiserer sig indenfor særlige områder, f. eks. Dessau med at dyrke Richard Wagners operaer, Halle med Handel-operaen, Den saksiske Landsdelsscene i Dresden-Radebeul, en rejsende opera, med den lettere spilleopera, syngespillet. I spidsen står utvivlsomt Staatsoper i Berlin, der med sit genopbyggede hus på Unter den Linden udøver en stærk tiltrækning på de bedste sangere fra hele Tyskland og Østrig. Fra Gluck og Mozart rækker dens repertoire allerede til Alban Bergs Wozzeck, Wagner Régenys »Günstling« og Katjaturians helaftensballet Gayaneh. Og Komische Oper, det andet operahus i Berlins demokratiske sektor, er forlængst kendt som det førende hus i hele Tyskland i bestræbelserne for at skabe et levende musikteater.

Musikfester

I arbejdet med at bringe hele folket i forbindelse med de store mestres værk er mindedagene af stor betydning. Bach-festen i 1950, Beethovenfesten i 1952, Schubert-festen i 1953 og Mozartog Schumann-mindefesterne iår indskrænker sig ikke til blot en festuge med udenlandske gæster og musikvidenskabelige konferencer, som i Leipzig i 1950 og Berlin i 1952. Samtlige musikinstitutioner i republiken deltager. Således findes der ikke noget orkester, som ikke har afholdt mindst een Mozart-koncert. Dresdener Filharmonikerne, Salzwedel-orkestret og andre giver hele Mozartserier. I alle skoler og i mange fabriker blev der i anledning af mindedagen afholdt højtideligheder. Vandreudstillinger om Bach og Beethoven, med tonebåndskoncerter, er blevet vist over hele landet, selv i landsbyerne, og er blevet besøgt af hundrede tusinder. DEFAs dokumentarfilm »Ludwig van Beethoven«, der også er blevet vist i Danmark, er blevet spillet i alle biografer i Den tyske demokratiske Republik og har også i udlandet vakt stor opmærksomhed (i Sovjetunionen, Kina, Japan, Svejts o.s.v.). Desværre har regeringsinstanser i Bonn ikke tilladt, at denne film bliver vist i Forbundsrepubliken.

Populære tryksager og naturligvis radio og fjernsyn bidrager i høj grad til at udbrede kendskabet til mindedagenes betydning. Robert Schumann-festen, som fejredes i slutningen af juli i Zwickau, komponistens fødeby, blev indledt med en international konkurrence i Berlin mellem unge pianister og sangere, hvortil der havde meldt sig deltagere fra 19 forskellige lande i hele Europa, Asien og Amerika. Større og større international interesse vækker også de årlige Händelfester, der afholdes i juni måned i Handels fødeby Halle.

Musikfester, der er viet vor tids musik, bliver regelmæssigt afholdt i alle større byer i Den tyske demokratiske Republik. En særlig betydning havde den fællestyske musikfest, som fandt sted i Weimar i maj 1955, og som blev arrangeret af Verband Deutscher Komponisten und Musikwissentschaftler fra Den tyske demokratiske Republik i fællesskab med Vereinigung der Landesverbände Deutscher Tonsetzer und Musiklehrer fra Forbundsrepubliken. Programmerne var delt ligeligt mellem kompositioner fra begge Tysklands dele, og de udøvende bestod ligeledes af kunstnere fra hele Tyskland. Dette kollegiale samarbejde mellem kunstnere fra begge dele af Tyskland udgør et bidrag til vore bestræbelser for en demokratisk genforening af vores land.

Musikopdragelse

I betragtning af den voldsomme udvikling, som musiklivet i de sidste år har gennemgået, trænger problemet med ungdommens musikopdragelse sig naturligvis stærkt på. Efter en periode med eksperimenter er der i løbet af de sidste par år blevet udformet et musikopdragelsessystem, som allerede har vist sig at være alle de tidligere systemer overlegent.

Der findes i Den tyske demokratiske Republik fire slags musikskoler: folkemusikskolerne, de faglige grundskoler for musik, konservatorierne og de højere læreanstalter (Hochschulen für Musik). Folkemusikskolerne har først og fremmest den opgave at fremme musikudøvelsen blandt amatører, musiken i hjemmene; både børn og voksne deltager. Netop i disse skoler viser der sig ofte musikalske begavelser blandt folket, som så kan blive optaget i fagskolerne og i konservatorierne. De faglige grundskoler for musik er i sin art en helt ny institution. Børn fra 14-års alderen, som har gennemgået grundskolen, modtager her en første klasses fagundervisning, en omfattende musikalsk uddannelse — foruden det frit valgte hovedfag består pligtfagene af teori, klaver, hørelære, korsang og musikhistorie — og de bliver desuden undervist videre i de almindelige skolefag (tysk, historie, fremmedsprog, gymnastik o.s.v.), så at de i løbet af fire år bliver istand til at tage studentereksamen. Fremtidige orkestermusikere, korrepetitører og folkemusikskolelærere bliver derefter optaget i konservatorierne, mens komponister, dirigenter og særligt begavede instrumentalsolister og sangere kommer i de højere læreanstalter (Hochschulen für Musik). I de større byer som Berlin, Leipzig, Dresden og Weimar findes der en faggrundskole, et konsevatorium og en højere læreanstalt, så at de unge musikere kan modtage en otteårig kontinuerlig musikopdragelse.

Hele studiet ved disse tre institutioner er gratis, og næsten 90 pct. modtager stipendier, som er tilstrækkelige til at dække deres udgifter til at leve, bo o.s.v. Hvert institut besidder desuden alle slags musikinstrumenter, som står til rådighed for studenterne. På denne måde, takket være regeringens store understøttelse, er enhver musikalsk begavelse blandt folket sikker på at kunne udfolde sig frit, uafhængigt af fars pengepung. Man venter imidlertid af studenterne, at de arbejder flittigt. Årlige prøver giver et billede af hver students udviklingstrin. Viser der sig vanskeligheder, så kan en student skifte hovedfag: er hans færdighed ikke tilstrækkelig til at han kan blive f. eks. koncertpianist, så råder man ham til at lære et andet instrument, f. eks. kontrabas eller et blæseinstrument, d.v.s. områder, hvor der hersker en udpræget mangel på gode faglige kræfter. Kun i meget alvorlige tilfælde, hvis evnerne heller ikke her viser sig tilstrækkelige, eller ved vedvarende mangel på flid, og efter moden overvejelse og samtaler med lærerne og forældrene, anbefaler man en student at vælge en anden levevej.

Dette omfattende musikopdragelsessystem har allerede hævdet sig på udmærket vis. I stigende grad gør vore unge kunstnere sig gældende ved internationale konkurrencer, men virkeligt iøjnefaldende resultater vil man først kunne vente i de kommende år. laltfald møder alle unge musikere, der har fuldendt deres studier, et sådant væld af arbejdsmuligheder, at de nærmest må tage sig iagt for at påtage sig for meget på een gang.

Man kunne fortælle ydermere om amatørernes musikliv, der griber mægtigt om sig. I den tyske demokratiske Republik eksisterer der for øjeblikket 27.000 folkekunstensembler, kor og instrumentalgrupper, hvis virksomhed er af umådelig betydning med hensyn til at hæve folkets smag og almindelige kulturelle niveau. For kort tid siden debuterede også et opera-studieensemble i Berlin, der bestod af amatørsolister, med en meget vellykket opførelse af syngespillet »Lottchen am Hofe« af Joh. A. Hiller.

Endelig spiller musiklivets voldsomme udvikling større krav til komponisterne. Behovet for den gode musik er vokset stærkt indenfor alle områder, så at komponisterne kan føle sig sikre på at deres værker vil blive vel modtaget i brede kredse, forudsat at de er gode, indholdsrige og udtryksfulde — d.v.s. tilfredsstiller tilhørernes krav. Sange af Hanns Eisler, Ernst Hermann Meyer, Andre Asriel, Günter Kochan, Eberhard Schmidt, Günter Fredrich og mange andre bliver sunget af hundredtusinder af mennesker. Kantater af Ottmar Gerster, Paul Dessau, Joh. P. Thilman og orkesterværker af Max Butting, Rudolf Wagner-Régeny, Johan Cilensek, Gerhard Wohlgemuth og mange andre nyder stor og glædelig popularitet. Således bliver alle kræfter sat ind for at skabe en ny blomstringstid for tysk musik.

Årgang 31/1956, nr. 03