Litteratur

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 04 - side 118-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

• LITTERATUR HARALD BJERG EMBORG: Syng rigtigt efter noder. — Gjellerup, Kbhn.

Etter hvert som jeg har gått igjennom de tre første bindene av dette systematisk tilrettelagte undervisnings verk for folkeskolen, er jeg blitt mer og mer imponert. I begynnelsen kunne jeg ikke riktig bli fortrolig med alle fargene på de f or sk j ellige notene: grunntonen er f. eks. blå, tersen er grønn, dominanten er rød osv. Jeg har stilt spørsmålet om ikke dette er nok en omvej å gå for de stakkars barna. Jeg er ennå ikke overbevist om metodens styrke, men jeg innser mer og mer det nye og formålstjenlige i den, og ved det mesterskap som Bjerg Emborg utfolder i sin metodiske oppbygning av stoffet, og ikke minst ved alle de små vink og råd som forfatteren gir læreren, er jeg like ved å bli en svoren tilhenger av ham. Og når man ser verket som en helhet, tror jeg ikke det er for meget å si at «Syng rigtigt» er et av de aller beste verk om musikk- og sang-undervisning i folkeskolen som en lærer i dag kan få i hånden.

Det er foreløpig kommet tre hefter: 1.

skoleår med Legebogen, 2. og 3. skoleår med Rytmebogen og 4. og 5. skoleår med Melodibogen. Senere følger Sangbogen for 6. og 7.

skoleår, og verket tenkes avsluttet med Musikbogen som skal føres fram til den «store» musikk. Videre finnes det en tekstbok som inneholder samtlige vers til rytme- og melodibokens sanger. Hvert bind har ett hefte for eleven og ett for læreren, for de to førstes vedkommende er det ordnet slik at lærerens bok inneholder elevens hefte like utfor den siden i boken som omhandler metodikken.

Sangutvalget synes meg å være fortreffelig, med hovedtyngden i dansk folkelig sang.

Det er selvsagt meget viktig å kunne bruke levende folkesang som stoff i hørelæreundervisningen. Kunne man være med på å bygge opp gehøret hos barn etter det stoff som finnes i disse bøkene, eller det som det henvises til, ville meget være vunnet. Men man må jo ikke overse det faktum at alle barn synger en hel del utenfor skolen, ja, lenge før de kommer inn i barnehagealderen, er de jo blitt oppflasket med sine typiske dur- og moll-melodier.

«Syng rigtigt» er blitt en vakker bok, füllt av muntre farger og tegninger. Den vil nok bli møtt med skepsis av mange lærere som er vant med sine gamle metoder, og som har nådd gode resultater med disse, men jeg skulle tro at mengder av musikklærere vil tå imot denne samlingen med stor begeistring.

Også blant norske lærere bør den få stor utbredelse.

Jeg ser med giede fram til de to neste bind, Sangbogen og Musikbogen, som er under utarbeidelse. F. B.

EHE SIE VERKLINGEN ... Alte deutsche Volksweisen vom Böhmerwald bis zur Wolga. Mit 4 Schallplatten (45 rpm, 17 cm) und 24 Bildtafeln. Gesammelt, herausgegeben und eingeleitet von Johannes Künzig. — Verlag Herder, Freiburg 1958. - SO + XXIV s., hellærred. DM 38.

Da jo alle folkemelodisamlere siden romantikkens dage har smykket sig med den påstand, at netop det, de havde at bringe, var den sidste ægte folkesang på stedet, falder man ikke for første skud ved at se denne usædvanlig smukt udførte bogs titel. Nærmere undersøgelse viser imidlertid dens særlige og sørgelige berettigelse. Gennem århundreder har der været tyske sprogøer i Østeuropa, navnlig i det Østrig-ungarske riges nu jugoslaviske, ungarske eller rumænske dele, men også længere mod øst ind til Volga, og disse skyldes sjældent tysk expansion, men oftere herskeres ønske om kolonisation; nogle af disse øer er middelalderlige, andre fra 18. århundrede, og ofte kunne de bestå af sekscifrede befolkninger med velbevaret tysk sprog og kultur. Den musikalske side af denne kulturarv findes indsamlet på gammeldags manér i forskelligt omfang, se herom Walter Salmen: Das Erbe des ostdeutschen Volksgesanges, 1956.

De sidste årtier har ændret dette billede ganske. De fleste af disse afgrænsede populationer er i dag oprevne, i bedste fald stærkt reducerede i antal og velstand, oftere vendt tilbage til det tyske stamland, hvor de lever i lejre eller splittet i den øvrige befolkning, eller hvorfra de atter er udvandret. Prof.

dr. Johs. Kiinzig har i Freiburg skabt et Zentralinstitut für ostdeutsche Volkskunde, hvortil han er særlig kvalificeret gennem gamle, mere normale tiders rejser i næsten alle disse områder; og fra dette instituts samlinger stammer den times musik, der i fortrinlig gengivelse er indheftet i ovennævnte bog.

Sangene er ordnet efter genrer og suppleret med nogle få instrumentalnumre; deres tekst med oplysninger er meddelt i bogen, derimod ikke deres noder, og bogens hovedstykke indeholder en skildring af de tyske øst-områders kulturelle forhold; den musikvidenskabelige del af værket er derimod indskrænket til nogle få sider ved dr.

Salmen. Læsningen alene giver derfor den specifikt musikalsk interesserede begrænset udbytte; til gengæld er det særegne musikbilag af mageløs kvalitet. Vi får her et ubetinget ægte og teknisk udmærket repertoire af gamle og nyere, muntre og alvorlige, episke og lyriske sange i enstemmig, folkeligt flerstemmig eller evt. ledsaget gengivelse. Den menneskelige baggrund, som de pågældende milieuers og visse særligt fremhævede sangerskers skæbne giver sangen, er unægtelig en særlig valør ved denne; men selv uden dette er det alsidige repertoire af stor kunstnerisk og videnskabelig værdi, fra det smittende danseglade til det gribende tragiske.

Den trods al kvalitet populært anlagte bog bidrager ikke direkte til det spørgsmål, som melder sig: om forholdet mellem moderlandets og de århundredgamle, isolerede udformninger af traditionerne. Men de 34 numre er vidnesbyrd om de rige samlinger, prof. Künzig og hans medarbejdere har samlet til belysning af disse emner; og det var i sandhed i sidste øjeblik, før sangene dør ud ... E. D.

JOSEPH MÜLLER-BLATTAU: Deutsche Volkslieder. Wort und Weise, Wesen und Werden, Dokumente. - Hans Köster, Königstein im Taunus 1959 (Neubearbeitung). 240 s., 5,40 DM i helshirting.

Hvad den tyske Volkslied er, har man kæmpet om og nydefineret i mange generationer.

Lad det ligge. Vigtigt er i øjeblikket kun, at det er et forvirrende mangfoldigt område, men samtidig et område, hvor vi af mere eller mindre forklarlige grunde føler os mærkværdigt hjemme, selv når vi må erkende, at vort egentlige »repertoire« af tyske folkesange er fåtalligt. Alligevel er vejvisere kærkomne, og man skal lede efter noget så godt (og billigt!) som ovennævnte lille bog i lommeformat.

Wort und Weise vil sige tekster og melodier til 100 Volkslieder, ordnet efter en praktisk slingrende retningslinje dels efter alder, dels efter genre; de sidste numre er taget fra Johannes Künzigs andetsteds omtalte bog med grammofonplader, andre fra Deutsches Volksliedarchivs endnu upublicerede pladeserie. - Wesen und Werden er en efterskrift på 60 sider, en fortræffelig allround-indføring med særligt henblik på bogens eget sangmateriale. Dokumente endelig nogle berømte kildesteder fra førromantikkens og romantikkens viserenæssance, delvis ellers svært tilgængelige; endelig registre og bibliografi.

Bogen er således ikke tynget af noget specielt apparat til hver sang - et par linier til hver havde nu været ganske praktisk. Alligevel er det en såre tiltalende og kvalitetspræget løsning af den opgave: i overskueligt omfang at give tyskere og andre det bedste eller noget af det bedste af den tyske Volkslied, forstået bredt med åndelige sange fra forskellige tider indblandet.

Men når man beskæftiger sig med den, bliver der hele tiden en undren tilbage: hvorfor er man så indforstået også med mange af de sange, man ikke kender i forvejen, når man aldrig har arbejdet særligt med det tyske og knap nok med det nærmest beslægtede danske sangstof? E. D.

JAMES REEVES: The Idiom of the People. English Traditional Verse from the MSS of Cecil Sharp. - Heinemann. London 1958. Pris: 21 shillings.

Medens de sange, som Cecil Sharp indsamlede i Appalachian Mountains under første verdenskrig, blev udgivet i en videnskabelig udgave så tidligt som i 1919 og først senere udkom i »populære« udgaver med klaverakkompagnement, har hans engelske manuskripter, hvoraf størstedelen hidrører fra årene lige efter århundredskiftet, måttet vente til nu med at blive udgivet i en almindeligt tilgængelig, videnskabelig udgave. Mange af disse sange er i ordets sande betydning blevet folkeeje, fordi engelske børn i skolen lærer dem efter den af Novello udgivne serie »English Folk Songs for Schools«; melodierne i disse hefter afviger kun i uvæsentlig grad fra dem, som Sharp nedskrev - anderledes med teksterne, som i flere tilfælde helt blev skrevet om, oftest af sædelighedshensyn. (Man må dog ikke vente at finde synderligt krydrede tekster blandt Sharp's manuskripter. De fleste af de »uanstændige« sange følger mønsteret i »The Hazelbury Girl«: »I took her to the undergrove / the grass grew very high / I laid the pretty girl on her back / her garter for to tie / and was tying up her garter / such sights I never did see / so we both jogged on together my boys / sing fal the dal didle all day.« Så rummer Evald Tang Kristensens »Et Hundrede gamle danske Skjæmteviser« sandelig anderledes saftige sager).

»The Idiom af the People« gengiver teksterne til 115 af Sharp's engelske sange med disses varianter; de er af trykt ganske nøjagtigt, som de foreligger i manuskriptet. En del af dem har tidligere været trykt i Journal of the Folk Song Society, men denne kan kun købes af selskabets medlemmer. At en sådan udgave har videnskabelig interesse, siger sig selv. Men også dens litterære interesse for en poesiinteresseret læser uden specielle folkemusikalske forudsætninger er overordentlig stor. Bogen bringer som nævnt 115 sange (af de ialt ca. 800, som Sharp nedskrev i England), og et forbavsende stort antal af dem lader sig læse for deres poetiske kvalitets skyld. Vi finder perler som følgende linier fra »Dovn by a River Side«: It's other farmers' daughters To market they may go While I poor girl must stop at home And rock the eradle o'er.

And rock the eradle o'er and o'er And sing sweet lullaby Was there ever poor girl in all the Town So crossed in love as I? Bogen indledes af en kort oversigt over folkemusikbevægelsens historie i England, og der gøres rede for den indstilling, der var den fremherskende, da Folk Song Society blev stiftet i 1898: at det var folkesangens melodier, ikke deres tekster, der var det væsentlige. Reeves citerer Cecil Sharp's udtalelse fra selskabets »Journal« fra 1905: »Efter mit eget skøn er melodierne af den allerstørste værdi, medens teksterne er af mindre væsentlig betydning.« At det nyindsamlede materiale blev af den allerstørste betydning for engelsk musikliv i det hele taget, er uomtvisteligt. Men man må ikke tro, at Sharp betragtede teksterne med ligegyldighed. Han skrev to år senere i sin »English Folk Song, Some Conclusions«: »Man må håbe, at der en dag vil blive skrevet en bog om dette emne [folkesangens tekster], og at der vil blive gjort videnskabelig brug af det indsamlede materiale.« Dette er først i år - 50 år efter - blevet til virkelighed med James Reeves' bog. »The Idiom of the People« er med sin videnskabelige grundighed, sine fortræffelige indledningskapitler om folkemusikbevægelsens historie, om Cecil Sharps liv og arbejde, om tekstkritikken inden for folkesangsforskningen og med sit pålidelige noteapparat en uundværlig bog for den, der interesserer sig videnskabeligt for dette store og brogede emne. Men samtidig er den er ypperlig digtantologi for den almindelige læser, en yndig buket vilde blomster hentet fra folkedigtningens rige flora. N.M.

Årgang 34/1959, nr. 04