Ved udgangen af Chopin-feståret

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 01 - side 4-6

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

BENGT JOHNSSON: Ved udgangen af Chopin-feståret

Man kan naturligvis spørge, hvorfor vi i I960 har festligholdt 150-året for Chopins fødsel. En komponist som han, der måske som ingen anden har opnået både populær udbredelse og høj kunstnerisk anerkendelse, behøvede ikke en mindefest i anledning af et rundt årstal. Men alligevel! Når man ser, hvor meget, ofte kunstnerisk upåagtet stof, der ligger i Chopins produktion og ikke mindst, hvor uhyre svingende de mangfoldige pianisters fortolkning af hans musik er, så er det vist ingen skade til, at man standser op et øjeblik og besinder sig på, hvad der er den egentlige Chopin. For mig at se er der ingen tvivl om, at vi først møder den egentlige Chopin i de »polske« værker, d.v.s. Mazurkaerne, der i uforlignelig sammensmeltning af noget for os fremmedartet folkeligt og noget højst subtilt og kunstnerisk stiliseret har nået det helt geniale. Og når vi skal tænke efter, i hvilken fortolkning, man møder den egentlige Chopin, må det blive i den generation af polske pianister, der tværs igennem anden verdenskrigs ragnarok har evnet at løfte den ældre tradition fra f. eks. Paderewsky. Det er da også ganske naturligt, at den polske nation har hædret sin store landsmand ikke blot med en fornem mindeudgave af samtlige værker, en publikation, som allerede påbegyndtes i 100-året for komponistens død, nemlig i 1949, men også med den »autentiske« grammofonindspilning af samtlige værker med polske kunstnere.

I det eksemplar, der er blevet mig stillet til rådighed (tre store kartoner med seks Lp-plader i hvert), mangler desværre endnu nogle værker, f. eks. f-moll fantasien, trioen m. m., men måske skyldes det tilfældigheder, at det sidste materiale endnu ikke er nået frem. Det er det polske grammofonselskab Aluza, der har foretaget indspilningerne. For flere af optagelserne må det nødvendigvis fremholdes, at selve det optagelsestekniske apparat ikke er i den allerbedste stand. Der er en del overfladestøj på pladerne, og navnlig de dybe bastoner i soloklaverværkerne har tilbøjelighed til at blive klanglose. Man har i Polen åbenbart følt dette, for en del af de senere tilkomne plader er blevet fremstillet af Deutsche Grammofongesellschaft, og her er alting i den skønneste orden. Følgende navne har stået for fortolkningerne: Halma Czerny-Ste-fanska, Regína Smendzianka, Boleslaw Woytowicz, Jan Ekier, Zbigmew Drzewiecki og Henryk Sztompka. Igennem alles spil går en bøjelig rytme, en spændstig rubatofornemmelse, som aldrig overdrives, og fremfor alt en enkelt og tilbageholdt dynamik. Intet steds overdimensioneres det dynamiske, sådan som man altfor vel kender det fra virtuose Chopin-gengivelser. De polske Chopin-spilleres adelsmærke synes netop at være den fornemme, reserverede klangbehandling, hvor de enkelte højdepunkter virker så meget stærkere gennem klanglig økonomi og beherskelse.

Naturligvis spiller ikke alle de nævnte pianister ens. Og det har vel heller ikke været det polske Chopin-selskabs mening, at fremstille en lad os kalde det polsk Chopin-maksimalstil, hvorfra enhver afvigelse på forhånd burde forkastes. Halina Stefanskas slanke tone, hendes virtuose teknik og mere »koncertmæssige« fortolkning står i kontrast til f. eks. Henryk Sztompkas næsten kammermusikalske intime gengivelse af samtlige Mazurkas, uden at det polske temperament på noget punkt holdes borte. Netop i mazurkaerne forløses, som jeg nævnte det før, noget af det musikalsk værdifuldeste i Chopins produktion, på baggrund af de nationale danseformer. Dette kommer fuldt ud til sin ret i Sztompkas tolkning. Hvad man især hefter sig ved er de forholdsvis rolige tempi, der er valgt, selv i de hurtigste satser, som normalt lires af i et forhastet valsetempo.

Til den unge generation hører Regina Smendzianka. Undertegnede har aldrig hørt f-moll koncerten i en så beåndet og klangskøn gengivelse. Hendes tone er ikke stor, men inciterende og i den berømte Larghetto-sats intim og drømmende. Man gribes af dette spil, som, hvis man skal tro traditionen, er som en inkarnation af Chopins egen spillemåde. I Smendziankas utallige nuancer inden for et meget begrænset dynamisk område ligger hendes speciale, og på dette punkt er hun den fuldendte Chopin-fortolker.

Af de ældre pianister, der før krigen og også efter 1945 har koncerte ret i Europas hovedbyer (men desværre ikke i København), skal fremhæves Boleslaw Woytowicz. Hans indspilning af samtlige 24 etuder er ikke alene en teknisk strålende præstation, men tillige en musikalsk gennemlysning af stoffet. Til den lidt yngre generation hører Jan Ekier, der har indspillet begge de to store sonater og de fire ballader og enkelte nocturner. Hans poesimættede klaverspil er måske det, der sammen med Smendziankas fortolkning af f-moll koncerten kommer Chopinidealet nærmest. Det tekniske apparat er overlegent udviklet, men altid intimt knyttet til det musikalske og det klanglige. Hertil føjer Ekier måske mere end nogen af de andre af hans polske kolleger en bøjelighed i rytmen.

Polen har med denne komplette indspilning af Chopins værker trods enkelte tekniske fejlgreb i de første optagelser sat den store musiker et klingende monument, som udøvende kunstnere, pædagoger og musikforskere langt frem i tiden vil kunne nyde godt af.

Årgang 36/1961, nr. 01