Grammofon

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 02 - side 52-56

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

GRAMMOFON

Nye innspiilinger av norsk musikk

MONN-IVERSEN/HARALD SÆVERUD: Salmesymfoni, LUDVIG IRGENS JENSEN: Passacaglia, TNLP 2, ERLING KJELLSBY: Strykekvarteit nr.4, KNUT NYSTEDT: Strykekvartett nr. 3, TNLP 4, EGIL HOVLAND: Music for 10 Instruments, ARNE NORDHEIM: Af t oni and, FORLP 6100. HMV, GEIRR TVEITT: 1. suite for orkester av «Hundrad Folketonar fra Hardanger» (op. 151, nr. 1-15). PHILIPS: «Classas from Norway», JOHAN SVENDSEN: Romanse for fiolin og orkester op. 26 (solist Bjarne Larsen] , GEIRR TVEITT: Suite nr. 4 fra «Hundrad Folketonar fra Haräanger» (op. 151, nr. 4), HARALD SÆVERUD: Kjempeviseslatten, op. 22as nr. 5, LUDVIG IRGENS JENSEN: Tema con variazioni, A 631 096 L, JOHAN SVENDSEN: Symfoni nr. l i D-dur, op. 4, Zorahayda, op. 11, A 631 097 L, EIVIND GROVEN: Hjalarljod overfure, DAVID MONRAD-JOHANSEN: Symfonisk fantasi, op. 21, KLAUS EGGE: Symfoni nr. 2, op. 22 (sinfonía giocosa), JOHAN SVENDSEN: Festpolonese, op. 12, A 631 098, JOHAN HALVORSEN: Norsk Rapsodi nr. 2, FARTEIN VALEN: Klaverkonsert, op. 44 (solist Robert Riefling), EDVARD FLIFLET BRÆIN: Serenade, op. 5, JOHAN SVENDSEN: Karneval i Paris, op. 9, A 631 099 L.

Etterat Mercury-innspillingene av nyere norsk musikk gikk ut av handelen kunne man kjøpe Monn-Iversens Triola lp plater av nyere norsk musikk. Det er med stor forventning man setter seg ned for å høre innspillingene av Sæveruds Salmesymfoni og Irgens Jensens Passacaglia for orkester, men desverre blir man meget skuffet over platens tekniske kvalitet som på langt nær yter musikken füll rettferdighet. Det er i grunnen synd da verkene er meget interessante og sikkert ville ha vakt større oppmerksomhet i utlandet om de hadde foreligget i bedre pressinger. Filharmonisk Selskaps Orkester spiller under ledelse av Odd Grüner Hegge ypperlig uten at musikken får komme helt til sin rett.

Det samme kan sies om innspillingen av Nordheims følsomme og stemningsfulle Aftonland for sopran og kammerensemble til tekst av Pär Lagerquist. Såvidt jeg kan høre av denne dårlige innspilling er det intet å utsette på solisten Erna Skaugs og de øvrige medvirkendes prestasjoner. Pussig nok er baksiden med Egil Hovlands morsomme Music for 10 Instruments teknisk sett meget bedre hva nå grunnen enn kan være. For dette verk fikk Hovland i 1957 «Koussevitzky Composition Prize». Stilistisk sett hører vel dette verk til et tilbakelagt stadium for Hovland som nå har begynt å interessere seg mere for seriell musikk.

På His Master's Voice har det lenge vært mulig å kjøpe Geirr Tveitts humørfylte og stemningsfulle orkestersuite av de første femten nummer av «Hundrad Folketonar fra Hardanger» (op. 151). For noen perler av folketoner som her blir kongenialt gjendiktet av Geirr Tveitt! Hans suverene håndlag med orkesterklanger kommer kanskje bedre til uttrykk her enn i den fjerde suiten for orkester fra samme opus i Philips' innspilling. I begge innspillinger svinger Odd Grüner Hegge taktstokken over Filharmoniske som later til å befinne seg såre vel i Tveitts magiske klangverden. Man kunne kanskje ha ønsket at Grüner Hegge hadde latt filharmonikerne slippe seg litt mer løs i den første orkestersuiten på HMV. Teknisk sett er disse platene av god kvalitet.

Det er giedelig at Philips satser så meget på moderne musikk og at det har tatt seg av nyere norsk musikk i den såkalte «Classics from Norway» serien. Innspillingene er teknisk sett av høy standard selv om det kan være litt sus på noen av platene. Verkene er «broderlig» fordelt mellom dirigentene Odd Grüner Hegge og Öivin Fjeldstad som begge loser sine musikere trygt i havn. Det er forholdsvis mange ukjente verk av kjente nålevende norske komponister og en uforholds messig mengde musikk av Johan Svendsen til fortrengsel for bl. a. Chr. Sinding som vel burde ha vært representert med sin utmerkede d-moll symfoni (nr.l). Mens halvparten av platene domineres av Svendsens musikk er Halvorsen bare representert med sin andre rapsodi. Det kunne ha vært ønskelig å tatt med Halvorsens uforlignelige «Suite Ancienne» som vel er det verk man helst forbinder med Halvorsens navn. Blant de mest interessante verkene (uten forkleinelse for noen av de andre komponistene) er utvilsomt Egges sinfonia giocosa og Fartein Valens klaverkonsert (ikke konsertíno som det står på omslaget). Irgens Jensens Tema med variasjoner er et interessant verk, men jeg for min del ville ha foretrukket hans margfulle d-moll symfoni som vel er mer representativ for denne fine komponisten.

Grovens Hjalarljod-overture er typisk for Groven med sitt innledende klangmotto.

Fliflet Bræins Serenade for orkester er jevnt underholdende og humørfylt musikk uten noen problemer. D. Monrad-Johansens symfoniske fantasi er kanskje litt lang til å holde interessen fangen hele tiden. Jeg tror «Pan» ville ha vært et lykkeligere valg.

Vi er ikke vel bevent med innspillinger av norsk kammermusikk. Desto gledeligere er det å kunne anbefale en Triola (Monn Iversen) lp plate med Kjellbys 4. og Nystedts 3. strykekvartett som begge blir glimrende spilt av Den Norske Strykekvartett.

Musikken i disse to kvartettene er av moderat moderne karakter og er ypperlig skrevet for strykekvartett. Hermed er denne plate anbefalt på det beste både musikalsk og teknisk. Bjarne Korisen.

JOH. SEB. BACH: De seks Brandenburg-koncerter.

Philharmonia-orkesteret, dir.: Otto KLEMPERER.

Columbia 33CX 1763-64 (også stereo).

Hvis man på forhånd nærede visse betænkeligheder ved Columbias nyindspilning af Bachs Brandenburgkoncerter med Klemperer som dirigent, så gør pladerne dem til skamme på den smukkeste måde. Klemperer former musikken med aldrig svigtende noblesse, overdriver ikke det monumentale og tynger ikke det lyriske, men musicerer ubesværet og med varm, men altid behersket følelse. Solisterne er af fineste klasse og optagelsesteknikken ligeså. En herlig indspilning. G. S.

J. S. BACH: Das musikalische Opfer. Bath Festival Orchestra. Leder: Yehudi MENUHIN. Solofløjte: Elaine SHAFFER. - HMV ALP 1839 (også stereo).

Menuhin er i færd med at indspille alle Bachs orkesterværker og har taget sig af Das musikalische Opfer; han spiller det i en bearbejdelse af N. D. Boyling, som har udsat de dele af værket, som Bach ikke selv har instrumenteret. Arrangementet er smukt og overbevisende i stilen, og udførelsen er i fornemste klasse med Menuhin selv som soloviolinist; også Elaine Shaffer og Kinloch Anderson trakterer henholdsvis fløjte og cembalo meget smukt. Optagelsen er upåklagelig.

G. S.

BORODIN: Symfoni nr. 2, h-moll, og Poloveiserdansene af fyrst Igor. Wiens philharmoniske orkester og Singverein der Gesellschaft der Musikfreunde, Wien. Dir.: Rafael KUBELIK. - HMV ALP (også stereo).

For elskere af Borodins musik har HMV udsendt en virkelig lækkerbidsken. Den anden symfoni og Polovetserdansene (heldigvis med kor) dirigeret ganske storartet af Kubelik.

Både orkester og kor er på deres højde, og der spilles med virtuositet i den rytmisk meget svære scherzo i symfonien og med dejlig klang og smukt udtryk i den sjælfulde langsomme sats. Den tekniske side af optagelsen er også særdeles vellykket. G. S.

BRAHMS: Violinkoncert. David OISTRAKH med det franske radio-orkester, Paris, dir.: Otto KLEMPERER. - Columbia 33CX 1765 (også stereo).

Oistrakh har indspillet Brahms' violinkoncert adskillige gange før, men denne nye indspilning må vist være den bedste. Kombinationen Oistrakh-Klemperer har åbenbart været meget heldig og har resulteret i en mandig og samtidig meget klangskøn og fintfølende gengivelse af denne vanskelige koncert, en udførelse, som ikke mange kan konkurrere med. Den råhed, som undertiden har skæmmet Oistrakhs spil, er her intet spor af, og den somme tider lovlig store bredde i tempoerne, som kan være en svaghed hos Klemperer, er her afløst af livfuldhed og verve.

Orkesteret spiller med vanlig suverænitet, og optagelsen er pletfri. ç s SCHUBERT: Symfoni nr. 3 og 4. Wiens philharmoniske orkester. Dir.: Rafael KUBELIK. HMV ALP 1844.

Schuberts ungdomssymfonier, som alle er skrevet før han fyldte tyve, er ikke lige spændende at høre på; bedst er nok nr. 5 og 6, men også nr. 3 og 4 (den såkaldte tragiske) lader sig høre, navnlig i en sådan udførel se som den Wienerphilharmonikerne under Kubelik giver dem på HMV's nylig udsendte indspilning. Mens ydersatserne i begge symfonier er de svageste, rummer mellemsatserne finheder og ejendommeligheder, som kun Schubert kunne være ophavsmanden til, og som kommer fuldt ud til deres ret i Kubeliks levende og friske gengivelse. Også i teknisk henseende er pladen udmærket. ^ $ MOZART: De fire hornkoncerîer. Alan CIVIL med Philharmonia-orkesteret, dir.: Otto KLEMPERER.
Columbia, 33CX 1760 (også stereo).

Den fortræffelige engelske hornist Alan Civil har på en Columbia-plade indspillet alle Mozarts fire hornkoncerter, og han gør det med en blændende overlegenhed i både teknisk og musikalsk henseende; han brillerer ikke blot med sin instrumentale kunnen, men leverer klangskønt og charmerende Mozartspil i fineste stil. Han har selv skrevet udmærkede kadencer til to af koncerterne - og den fortrinlige introduktion af værkerne på pladehylsteret. Han akkompagneres af Philharmonia-orkesteret under Klemperer, og det kan ikke være bedre. Også optagelserne er storartede.