Litteratur

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 02 - side 57-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

LITTERATUR

Dansk aarbog for musikforskning

Naturligvis må det hilses med tilfredshed, at dansk musikvidenskab lægger ud med en årbog. To gange tidligere har man forsøgt at skabe regelmæssig periodisk publikation.

Nu skulle vel tiden være moden til stabilere drift. Årbogen redigeres af Nils Schiørring og Søren Sørensen; den udgives af Dansk Selskab for Musikforskning i samarbejde med Det unge Tonekunstnerselskab. Det kan næppe være mere tillidvækkende. At starten har været tung aner man dog. Nu må det understreges, at indenfor humanistiske videnskaber har man i dag ikke det hastværk som indenfor teknik og naturvidenskab. Det »aktuelle« stof omfatter beretningen fra den 3. nordiske musikforsker kongres 1958, og en del af artiklerne er versioner af tidligere foredrag.

Det kan ikke være hensigten i denne artikel at indlade sig på en kritisk gennemgang af de enkelte bidrag. Søren Sørensen lægger for med en undersøgelse af instrumental forspillene i Buxtehudes kantater. Jens Peter Larsen skriver om tradition og opførelsespraksis i forbindelse med Händel, specielt vedrørende oratorierne og i særlig grad med en oversigt over tempoangivelser i Messias i udgaver fra det sidste c. 150 år. Børge Saltoft skriver om Scheibes stilling til matematikken. Dag Schjelderup-Ebbe fremfører nye synspunkter om Griegs ungdom, der går ud på, at den norske mester nok alligevel lærte mere ved studierne på Leipzig-konservatoriet, end han senere ville være bekendt. Jan Maegaard anstiller nogle ganske interessante betragtninger over intervallernes betydning hos Schönberg og Webern.

Det kan være fristende at diskutere et og andet; det bør dog overlades til fremtidige specialarbejder på de enkelte områder. I hvert fald har stoffet kvalitet. Derimod er det på sin plads at bemærke, at flere af bidragene med fuld berettigelse kunne have været optaget i bestående udenlandske tidsskrifter.

Grieg-artiklen ville således naturligt høre hjemme i den norske årbog. Disse ting nævnes ikke af nedrighed, men fordi man ikke rigtig mærker, at der bag årbogens udsendelse ligger et fast greb om de organisatoriske problemer. Der spores dog sunde indslag i nogle af referaterne fra kongressen i 1958.

Det gælder Nils Schiørrings forslag til tilnærmelser i de nordiske universiteters studie planer og eksamensfordringer. I den forbindelse anføres positive momenter i det nordiske samarbejde indenfor musikforskningen.

Interessant er udtalelsen om udgivelse af musikmindesmærker, om en passende fordeling af opgaverne, således at hvert land udgiver sine ældre og nyere musikværker, mens man samles om fællesnordisk varetagelse af visse publikationer, for eksempel af værker fra Dübens samling i Uppsala. Positivt var ligeledes Ingmar Bengtssons forslag til et fælles meddelelsesorgan for nordiske musikforskere.

I sig selv er de nordiske kongresser naturligvis også et vidnesbyrd om samarbejde.

Desværre er det ikke rigtig klarlagt, hvad man har tænkt sig vedrørende det interne danske samarbejde. Foreløbig er vi altså så vidt, at redaktionen er modtagelig for bidrag af danske musikforskere.

Men vi fik ikke noget at vide om, hvad selskabet har foretaget sig for at løse problemerne eller for at få overblik over situationen. Hvorledes er stillingen til Samfundet til udgivelse af dansk musik? Har man prøvet mulighederne for et samarbejde? Har man prøvet at gøre status med hensyn til, hvilke danske musikværker der fortrinsvis er behov for at udsende. I den forbindelse kan det nævnes, at der går rygter om, at selskabet vil udgive Scheibes begravelsesmusik over Frederik V. I fortsættelse heraf kunne man efterlyse et dansk-tysk samarbejde, for eksempel med hensyn til Scheibe, Buxtehude og Förster. I yderligere tilknytning kunne nævnes nogle rygter om tyske planer om udgivelse af J. A. P. Schulz' større værker. Foreligger noget sådant, og skulle her ikke være mulighed for dansk medvirken og imødekommenhed? Har man i øvrigt fra dansk side udtrykt sin undren over, at planerne for Documenta Musicologica ikke omfatter Scheibes Critischer Musicus? Et andet problem er dansk musikhistorie i almindelighed. Har man gjort sig nogle tanker om, hvorledes man kan opildne til at få udarbejdet de mange specialundersøgelser, som behøves. Har man skitseret nogle langtidsplaner om udarbejdelsen af den hårdt tiltrængte bog om musikken i Danmark gennem tiderne? I specialerne til universiteternes afgangseksaminer findes i hvert fald enkelte ting af'nogen betydning.

Det må være utænkeligt, nu da selskabet har bestået i henved otte år, at disse problemer ikke har været diskuteret bag tæppet. Det havde blot været hensigtsmæssigt at få lidt at vide om, hvorledes man indenfor selskabet har tænkt sig at anskueliggøre og siden at løse problemerne. I dag er det ikke nok, at vi har en række forskere, der individuelt plejer deres egne gøremål. Vi kan heller ikke - navnlig i betragtning af landets lidenhed tillade os at opretholde en i sig selv hvilende videnskab, uden at dens placering i forhold til de øvrige grene af dansk musikliv og til kulturlivet i det hele taget er klarlagt, at de fornødne kontakter og overensstemmelser er tilvejebragt. Årbogen betyder et prisværdigt fremskridt. Her er mulighed for et forum for de hårdt tiltrængte specialarbejder, også for debat om anskuelser, ideer, hensigter og retningslinjer. Og hermed være årbogen lykønsket i håb om sund og livskraftig fortsættelse. ming Winkel INGA GRAAE: Harpen - dens muligheder og begrænsning (udgivet af Det kgl. danske Musikkonservatorium. 32 p.) Harpen er et gammelt instrument. Sumererne benyttede det, og ægypterne. Kendere af østafrikansk musik påstår, at disse egnes negerharpe må være noget nær identisk med den klassiske tids ægypter-harpe. Har de ret, må den gamle tids harpe have været et yderst høreværdigt instrument. Det er vor europæiske nutidsharpe imidlertid også. Berlioz søgte at indlemme den i symfoniorkestret, men først Debussy, Ravel og Stravinskij gav den eksistensberettigelse. Mange komponister skriver den dag i dag for harpe, som var den et mislykket pianoforte.

Vil man vide noget om harpen, kan man naturligvis, som mange komponister gør det, søge oplysning i Guirauds af Busser reviderede Traité d'Instrumentation. Men elementære oplysninger savnes i den franske lærebog. Det er derfor lykkeligt, at en fremstående musiker og pædagog som Inga Graae har fundet tid til i skriftlig form at videregive nogle af sine erfaringer med harpen.

I hendes lille pjece kan man få at vide, hvad der lader sig gøre på en harpe, og hvad der ikke lader sig gøre. Man får en klar redegørelse for pedalsystemets virkemetode. Man bliver oplyst om sons étouffés, flageoletter og meget andet - dog ikke om det af Bartok i Concertoen benyttede stavspil.

Harpen indtager en stadig mere betydningsfuld plads i vor tids musik. For enhver nordbo, der interesserer sig for dette fascinerende instrument, vil Inga Graaes lille indføring i harpens muligheder og begrænsninger være et uvurderligt hjælpemiddel.

Pro Musikbilleder fra Pío WERNER NEUMANN: Bach. En billedbiograo.

Oversat af Karina Windfeld-Hansen. 143 s. ill. Jespersen & Pio I960. Indb. kr. 37,75.

ERICH VALENTIN: Mozart. En billedbiografi.

Oversat af Karina Wîndfeld-Hansen. 144 s. ill. Jespersen & Pio 1959. Indb. kr. 37,75.

I den statelige serie »Píos billedbiografier« foreligger nu to elegante publikationer, en om Bach og en om Mozart, udkommet i snævert samarbejde med Kindlers forlag i München, hvorfra det rige billedmateriale i kobberdybtryk er leveret, uden hvilket intet dansk forlag havde kunnet magte opgaven indenfor en rimelig pris.

Begge disse bøger er lagt an på samme måde med hovedvægt på billedstoffet. Da der i Bach-bogen findes 121 billeder på 143 sider og i Mozart-bogen 158 billeder på det samme sideantal, og da tilmed illustrationerne er af antageligt format med et stort antal helsidesbilleder, har teksten måttet indskrænkes til det nødtørftigste. For ingen af de to forfatteres vedkommende har denne koncentration gjort fremstillingen tør. Tværtimod synes begrænsningen at have været en inspiration i sig selv, og det er faktisk forbløf fende, hvor rigt og broget billede man får af begge de store skikkelser, som i vore dage er mere levende end nogensinde tidligere.

Det er vel overflødigt at bemærke, at alt det anvendte billedstof er absolut autentisk.

Reproduktionen er upåklagelig og står klart og fornemt på det svære matte papir.

Af de to forfattere er Werner Neumann ikke bekendt for undertegnede, mens Erich Valentin, som nu er midt i 50'erne, allerede som ganske ung skabte sig et anset navn blandt Tysklands musikforskere. Som pædagog har han virket ved Mozarteum i Salzburg og er nu professor ved Münchenerkonservatoriet. Han har et stort musikhistorisk forfatterskab bag sig, især adskillige arbejder om Mozart, hvoraf »Der fruheste Mozart« blev skrevet i samarbejde med den højt ansete engelske Mozartforsker Edward J. Dent, som døde 1957.

Smukkere gavebøger til en musikalsk fødselar end disse billedværker kan næppe tænkes, s. B.

GERDA BUSONI: Erinnerungen an Ferruccio Busoni. - Afas Musik-Verlag. Berlin 1958.

Ak, titlen dækker for meget. - Fru Gerda Busoni, der sikkert har været et menneske, der udstrålede vitalitet og hjertevarme, begyndte for sent på at skrive erindringer fra det stormfulde liv, hun delte med en af sin tids største kunstnerpersonligheder. Der kunne være blevet alle tiders erindringsbog ud af det - nu er der kun en forlovelseshistorie fra firsernes Helsingfors. Derunder den overbærende omtale af den gamle fru Weiss Busoni. Det er rørende at læse, men udvider ikke vort kendskab til Busoni. Bogens indhold er i nøje overensstemmelse med professor Dents fremragende livsskildring af komponisten — læs hellere den. # fj