Efter festen

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 06 - side 181-181

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Efter festen

Endnu i 1956 kunne der i dette blad føres debat om en mulig nordisk fællesfront over for tidens musikalske problemer. Om ikke før, så må Nordiske Musikdage 1962 have punkteret denne rødhvidblågule sæbeboble. Dengang skabte en gruppe svenske komponister røre ved at bekende sig til nye internationale strømninger siden er »internationalismen« i sin mangfoldighed trængt frem i alle fem lande.

Nu har Nordiske Musikdage altid haft et solidere formål end det at fremme en musikalsk uniformering. Det er ofte nok blevet sagt, at biennalen er kom porn sterne s anliggende, snarere en kongres end en festival. Den fælles sprogligtkulturelle baggrund og lighederne i samfundsstruktur gør det naturligt, at fagfæller fra de nordiske lande søger sammen. Men musikdagenes faglige sigte udelukker ikke en kritik af det, der foregår. Koncerterne bæres jo for en stor del af institutioner, som er ansvarlige over for et publikum, og det er ret ubeskedent at stille et publikum over for en koncertrække som den nyligt afviklede. Man behøver vist ikke gå i detaljer for at påvise, at de seks offentlige koncerter savnede tilstrækkelig afveksling, i form af kvalitet eller nyhed, til at være seks.

Hvis komponisterne fastholder ønsket om en præsentation i bredden af ny nordisk musik, så må man råde dem til at lade den foregå internt. De arrangementer, der vender udad, må blive færre og festligere. Tre-fire koncerter skulle være nok til at rumme de virkelig markante værker, og endda bør der være et islæt af såvel ældre som yngre hovedværker inden for nordisk musik, for at programmerne kan få perspektiv og blive tillokkende. Ved en sådan nedskæring kan der blive råd til at disponere friere over antallet af medvirkende og dermed over fordelingen af genrer, til yderligere fordel for programopbygningen. Samtidig vil publicity-arbejdet koncentreres.

Komponistforeningerne bør vel som hidtil samle de enkelte landes repertoireforslag, men den endelige udvælgelse må foregå uden for deres rækkevidde, mest praktisk vel sådan at værtslandet alene nedsætter programudvalget, således at den gensidige respekteren af lokale hensyn udelukkes. En norm for de enkelte landes andel i programmerne kan sikre, at musikdagene fortsat er nordiske; derudover skulle kun kvalitetsmæssige hensyn bestemme programlægningen.

Der kan måske findes bedre løsninger end den her skitserede, men næppe mange kan være tjent med musikdagene i deres nuværende form.

Årgang 37/1962, nr. 06