Grammofon

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 06 - side 207-209

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

Philips' moderne serie: Operaerne I Philips' nye serie med moderne musik indgår også 6 sceneværker, som er skrevet i dette århundrede, nemlig Schönbergs »Erwartung« (1909), Alban Bergs »Wozzeck« (1921) og »Lulu« (1935), Carl Orffs »Carmina burana« (1936), Menottis »Mediet« (1946) og Schönbergs »Moses og Aron« (1932-51). Af disse værker har »Erwartung«, »Lulu« og »Moses og Aron« ikke tidligere været udsendt på plade; »Wozzeck«-pladerne er et genoptryk af den eneste eksisterende indspilning, som nu er en halv snes år gammel.

Udstyret i denne nye serie er ret beskedent; pladerne leveres i kartonalbummer, som udvendig er prydet med et abstrakt billede af en moderne kunstner - billeder, som i de fleste tilfælde ikke har meget at gøre med den tid, hvori de pågældende værker er opstået. Pladealbummerne rummer for alle værkernes vedkommende ret gode og fyldige oplysninger om det pågældende værk, de to Berg-operaer og »Erwartung« endda desuden den fuldstændige tekst. Man må absolut prise Philips' initiativ til at udsende denne nye serie, og det gælder ikke mindst for operaernes vedkommende, et område, som jo ellers er ret sparsomt betænkt af grammofonselskaberne, hvad vor tids produktion angår. På den anden side kan man ikke lade være med at ærgre sig over kvaliteten af disse indspilninger, idet de fleste af dem både teknisk og kunstnerisk er temmelig utilfredsstillende.

Schönbergs »Erwartung« er et »monodrama« for sopran og orkester med tekst af Marie Pappenheim. En kvinde vandrer gennem en skov, hvor hun finder sin utro elsker dræbt. Værket viser ekspressionismen i sin mest ekstreme udfoldelse; både tekst og musik er præget af en hæmningsløs lidenskab, hvis udtryk grænser til det uartikulerede.

Isoides lange klage ved Tristans lig er et mønster på mådehold i det kunstneriske udtryk og beherskelse i de harmoniske virkemidler i sammenligning med dette. Det hele virker meget overspændt, og det er egentlig en lille smule kompromitterende for Schönberg, at han har gidet beskæftige sig med Marie Pappenheims på en gang hysteriske og konventionelle tekst. Men man kender jo hans smag fra »Verklärte Nacht«, som er inspireret af Dehmels gyselige digte. Udførelsen på pladen virker i øvrigt ret overbevisende med den amerikanske sangerinde Do ro thy Doiv som solist; hun har en god stemme og synger velgørende rent, om end jævnthen lovlig kraftigt og uden alt for stor fantasi. New Yorks philharmoniske orkester spiller fortrinligt under Mitropoulos, og optagelsen er tilfredsstillende.

Indspilningen af »Wozzeck« er som nævnt et genoptryk, og rollebesætningen ser således ud: Wozzeck: Mac k Harrell, kaptajnen: Joseph Mordino, Andres: David Lloyd, Marie: Eile en Farrell, lægen: Ralph Herbert, tambourmajoren: Frederick Hagel, dirigent: Dimitri Mitropoulos. De fleste af de medvirkende er gode, titelfiguren endda udmærket, men Mitropoulos har ikke formået at skabe den meget påkrævede klarhed i udførelsen af dette indviklede partitur; det hele vader både rytmisk og klangligt, og optagelsen er foretaget med en teknik, som nu virker ganske forældet. Selvfølgelig er det dyrt at foranstalte en nyindspilning af et sådant værk, men det er dog efterhånden blevet spillet virkelig godt så mange steder, at det ikke skulle være vanskeligt at finde en opførelse, som var mere værdig til at opbevares for eftertiden end den her forevigede. Man må imidlertid glæde sig over, at værket dog findes på plade - og håbe på, at der snart kommer en virkelig fremragende afløser af denne temmelig utilfredsstillende indspilning; værket fortjener det.

Berg anden og sidste - ufuldførte - opera, »Lulu«, møder vi som sagt her for første gang på plade. Indspilningsåret er ikke angivet, men den virker nyere end »Wozzeck«indspilningen. Nogen nærmere omtale af værket er det ikke stedet til her, kun kan det fastslås, at vanskelighederne ikke er mindre her end i »Wozzeck«. Musikken er ikke mindre betydelig end i det ældre værk, men Wedekinds tekst og hele sujettet virker langt mere forældet end Büchners geniale drama, som stadig stråler med uformindsket friskhed.

Rollelisten er således: Lulu: Ilona S teingruber, dr. Schön: Otto Wiener, Aiwa: Hans Libert, maleren: Waldemar Kmentt, Schigolch: Emil Sie gert, grevinde Geschwitz: Maria Czerny, Rodrigo: Karl Loida, dirigent: Herbert Hafner. Wiener symfonikerne spiller godt, men også denne dirigent synes at savne den prægnans i det rytmiske, som er absolut nødvendig for at musikken skal få liv og mening. Sangerne er stort set gode, Lulus, dr. Schöns og malerens fremstillere endda udmærkede, men det er også kun disse tre, for hvem deres partier synes at være andet og mere end vanskelige træffeøvelser. - Indspilningen er så god, som man vel kan vente, når det drejer sig om et så svært og sjældent opført værk, og man må glæde sig over, at den ñndes.

Carl Orffs »Carmina burana« foreligger her i en amerikansk udgave, hvor Ormandy dirigerer Philadelphia-orkestret og The Rutgers University Choir; solisterne er Jamce Harsanyi, Rudolph Petrak og Harve Presnel L Indspilningen står i alle måder langt tilbage for Sawallisch's storartede udførelse på Columbia - og også for Jochums retskafne indspilning på DG. Den kunne Philips have sparet sig.

Menottis gyseropera »Mediet« har tidligere foreligget på en amerikansk plade, som var en overspilning af et film-lydbånd. Den her foreliggende indspilning er nyere, men absolut ringere. Ingen af de medvirkende synes at have synderlig føling med hverken handling eller musik, og de fleste af dem har en usalig trang til at udføre de recitativiske steder cantabile og snakke sig fra melodierne. Orkestret og dirigenten synes også at have taget sig sagen temmelig let - men hvad kan man forlange af de udførende i et værk som dette, der er et af de fæleste eksempler på Menottis uoriginalitet i det musikalske, skamløshed i det dramatiske og forløjethed i hele tendensen. Lad os forsage ham og alt hans væsen og alle hans gerninger, for det er kun en sicændsel, hvis han skal komme til at stå som en af vor tids typiske komponister. Rollebesætningen i den foreliggende indspilning af »Mediet« er følgende: Madame Flora: Marie Powers, Monica: Evelyn Keller, mr. Gobineau: Frank Rogier, mrs. Gobineau: Beverley Dame, mrs. Nolan: Catherine Mastíce, dirigent: Emanuel Balaban.

Den med størst spænding imødesete af seriens operaindspilninger var nok Schönbergs »Moses og Aron«, som der har stået så meget gny af i de senere år. Den foreliggende indspilning er en overføring af en båndoptagelse af uropførelsen i Norddeutscher Rundfunk i 1954. Jeg har nu hørt den flere gange, både med og uden noder foran mig, og jeg er ikke i tvivl om, at Schönberg er en meget stor personlighed; men det skulle ikke undre mig, om senere tider snarere vil henregne ham til de store inspiratorskikkelser, som musikhistorien jo rummer adskillige af, end til de allerstørste komponister. Ideen med, at Moses taler og Aron synger, er ikke ueffen, og det samme princip er mange steder overført på koret, som så er delt i en syngende og en talende gruppe. Teksten, som Schönberg selv har skrevet, er absolut ikke uden litterære kvaliteter, men som tekst til et sceneværk forekommer den mig at rumme alt for megen tung filosoferen. De umiddelbart mest tilgængelige dele af værket er scenerne ved guldkalven; musikken har her i sig selv en stærk suggestiv kraft - og jeg skulle tage meget fejl, hvis det ikke også i teatret var disse optrin, der havde den største umiddelbare virkning. - Men hvordan skal man i øvrigt kunne yde værket en retfærdig bedømmelse på grundlag af en udførelse som den, der foreligger på denne indspilning. Guderne skal vide, at det ikke er nemt for sangerne at orientere sig i musikken, som for det utrænede øre har en betænkelig lighed med krimskrams. Det er den naturligvis ikke, men det er trist, når dette indtryk bestyrkes ved, at de fleste af solisterne over lange tsrækninger synger skrupforkert. Selv den dygtige Helmut Krebs, som ellers på mange måder er en udmærket Aron, sætter mange steder ind en tone for højt eller for lavt og gennemfører sin strofe i dette leje - indtil orkestret atter bringer noget, han kan tage pejling af. Hos flere af bipersonerne synes denne fremgangsmåde at være reglen. Man undrer sig både over, at en dirigent som Hans Ro s b au d ikke har kunnet opnå bedre resultater med sine solister, når dog både kor og orkester i det store og hele har fået lært at spille og synge, hvad der står på noderne - og endnu mere over, at ingen har gjort grammofonselskabet opmærksom på disse forhold - men allermest over, at Sch Onberg-entusiaster kun synes at juble over denne udførelse af værket. Selvfølgelig kan man på disse plader få et vist indtryk af det, men det kan da ikke være ligegyldigt for dets virkning, om sangstroferne synges en halv eller en hel tone over eller under det noterede leje - eller er dette synspunkt kun et tegn på reaktionært pernittengrynen? Noget, man savner, når man lytter til pladerne i denne serie - og for øvrigt næsten altid, når man hører moderne operaer, også på teatret, er vokal velklang. Der er sikkert dem, der vil hævde, at vor tids værker slet ikke er beregnet på at skulle præsenteres af virkelig smukke stemmer, men hellere bør udføres af en slags syngende og agerende musikere. Jeg kan nu vanskeligt forestille mig, at udførelsen ville tabe ved, at sangernes stemmer var virkelig smukke, og jeg til lader mig at fremsætte den formastelige tanke, at forholdet skyldes den simple omstændighed, at de virkelig store vokalkunstnere kan tjene deres brød uden at skulle anstrenge sig med at lære disse hundesvære partier, som oven i købet ikke giver deres stemmer megen mulighed for udfoldelse. Musikken er meget vanskelig at udføre, det er sikkert og vist, og ved flere af de her foreliggende indspilninger spørger man sig selv, om de udførende overhovedet endnu er nået til den overlegne beherskelse af det rent tekniske, som er en forudsætning for en virkelig kunstnerisk forløsning af værkerne - eller om de kun er nået til det punkt, hvor de med nød og næppe har overvundet de rent elementære vanskeligheder. Det er svært at bedømme, når man ikke kender disse komplicerede ting særdeles nøje, men jeg synes, at man aner, at de indeholder betydelig mere, end man her får indtryk af, momenter, som først vil træde frem, når samtlige udførende behersker stoffet med langt større overlegenhed, end det her er tilfældet.

Lad os imidlertid trods alle forbehold takke Philips for deres initiativ og håbe, at det vil anspore både dem selv og andre selskaber til at gå videre ad denne bane - og helst med indspilninger af højere kvalitet. G. S.

Årgang 37/1962, nr. 06