Pop

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 03 - side 94-95

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

POP

Det var et lidt billigt opgør med pop-begrebet, som blev præsteret i marts-nummeret af DM. Et par trøstens ord - ved Poul Nielsen — søgt og fundet hos profeten Adorno, der i hvert fald har uklarheden fælles med andre profeter, og en smule retten stil - ved Per Nørgård - på nogle slager-arrangementer. - Tror man så, at den ganske armé er »auf einmal ruiniert«?

Nej desværre, så let går det ikke. Popmusikken kan ikke udryddes, hverken ved signen, manen, truen, afstandstagen, foragt eller hvilke midler, man kan tænke sig at anvende. Den er kommet for at blive, hvilket faktum man bør gøre sig klart, hvis man har interesse — positiv eller negativ - af dens placering i musiklivet.

En af de hjemlige popkoryfæer mente at kunne placere sig i det gode selskab ved at påstå, at H. C. Lumbyes musik også var pop. Men det er en fejltagelse. Lumbyes dansemusik er præget af et sprudlende geni, som ikke genfindes hos nogen af de hjemlige pop-producenter. Kald det »light-music«, men pop er det ikke. Det kunne måske være fristende at kalde J. L. Heibergs Gadeviser for pop, eller Niels W. Gades »Ak, kæreste hr. guldsmed« - den med refrænet »Farvel, farvel, lille Grete« - eller Carl Nielsens slager »Jens Vejmand«. Men der er - bortset fra det kunstneriske - en afgørende ting, der skiller Lumbye, Heiberg, Gade og Carl Nielsen fra vor tids popkomponister, nemlig: Penge. Men den drejning, pop-begrebet har fået herhjemme og med den klang, ordet har fået i det danske sprog, kan man vist kortest definere pop som de til kommercielt formål fremstillede slagere.

Slageren opfylder et bestemt behov, et behov der er størst hos dem, der i musikalsk henseende er de små« Men de er som bekendt de fleste, hvorfor der står store økonomiske interesser bag for at dække dette behov, simpelthen fordi gevinsten også er stor.

Et par faktiske oplysninger kan sikkert være gavnlige. Ifølge Statistisk Årbog 1962 var aldersfordelingen for visse yngre årgange af befolkningen i 1961 følgende:

14 år........... 90.300

15-19 år...... 392.900

20-24 år...... 307.600

Det drejer sig - som det ses - om teenagerne og de nærmest følgende årgange. Det er dem, der satses på i modebranchen, underholdningsbranchen, sæbebranchen, i bladverdenen med de store ugeblade, i grammofonpladeindustrien og i flere andre industrigrene og brancher. Man kan blot gå i en biograf og se de indledende annoncer: billige ure, cigaretter, rensemidler til hud, hår, lagner og tænder. Der er tænkt på alt, De behøver ikke at tænke selv, der er tryghed også til Dem, følg filmsstjernerne, gift Dem med chefens datter, så skal De nok få succes.

Det økonomiske grundlag er i den skønneste orden. For skatteåret 1956-57 var indkomstansættelserne for de 18-24-årige ialt 1.404.000.000 kr. (Statistisk Årbog 1962). Men siden 1956-57 er befolkningstallet i de nævnte årgange steget, og indtægterne er gået i vejret. Lavt regnet kan tallet nu sættes til ikke under 2.000.000.000 kr., altså 2 milliarder kroner, hvoraf man kan regne med, at en stor procentdel går til ikke-livsfornødenheder, bl. a. slagere på grammofonplader.

Man må ikke glemme, at den moderne forretningsteknik går ud på først at skabe et behov og derefter at dække dette behov. Der er et stort behov for slagere, et behov der delvis er skabt af pladeindustrien, som nu kører hårdt frem for at dække behovet. Der er ikke plads til sentimentale følelser. Det eneste det gælder om for de hjemlige selskaber, der for størstedelen drives for udenlandsk kapital, er at skaffe de størst mulige udbytter hjem til ejerne i England, USA, Holland og Tyskland. Slageren er en vare der skal sælges, den skal sælges hurtigt, for der skal nye frem. I den henseende er selskaberne ikke sarte. Kan de ikke får det bedste, lancerer de det næstbedste eller indtil 7. bedste som en prima vare. Køberne er mange, og der er penge at hente.

Man må håbe, at det ærede radioråd har gjort sig klart, at det så at sige udelukkende er gået udenlandske kapitalinteressers ærinde ved at starte »Pop 3«. Man må så have lov til at spørge om, hvilke foranstaltninger radiorådet har indført for at sikre sig, at disse udenlandske kapitalinteresser ikke får indflydelse på programlægningen af »Pop 3«? -Man må også håbe, at radiorådet er klar over, at der gennem »Pop 3« sker en langsom forgiftning af den danskbetonede musikfornemmelse. Så må man blot hertil spørge om hvilke foranstaltninger, radiorådet har taget for at værne om den danske musikkultur?

Situationen er temmelig alvorlig, fordi det svælg der har udviklet sig mellem pop-musikken og den højere musik af i dag har fået lov til at blive så stort. Her synes musikken at indtage en særstilling. Gennem et intensivt arbejde, ikke mindst fra folkebibliotekernes side, har nutidens unge dog lært at læse en god bog, og gennemgående har de god kunst på væggene. Men går man til deres pladesamling og ser, hvad de har af musik fra i dag, møder man oftest udelukkende pop.

Det hænder, at man blandt alle de billige amerikanske kopier, som udgør den hjemlige pop-produktion, møder en melodi, der klinger dansk. Det giver dog et håb om, at der er en vej fremover. Så kunne man ønske sig, at de blandt den højere musiks komponister som har evner for at give udtryk for den danske tone i deres musik, ville interessere sig lidt for poppen. Den fuldstændig forfejlede konkurrence, som radioens underholdningsafdeling for et par år siden foranstaltede, og hvor man med flid havde søgt frem til dem, der var mindst egnede, bør ikke skræmme. Men er der nogen, der har mulighed for at gå ind i markedet og være med til at give poppen en lille drejning over i et plan, hvor de sædvanlige melodikonstruktører ikke kan være med, er det kun godt.

Men hvem siger i øvrigt, at det lille musikalske behov hos de mange små ensidigt behøver at blive dækket af pop? - Dertil er at svare, at hvis der ikke findes andet, så er pop det nærmeste. Der var engang noget, der hed »den danske sang«. Men hvor er den? At vi har en stor sangskat, ved vi alle. Men det, man oplevede i årene omkring 1910-20, hvor digterne talte med tidens tunge og komponisterne sang i tidens tone, virkede som noget stort, noget forløsende for det, der lå dybt i sjælen hos den tids ungdom. Men desværre har vor tids ungdom ikke mulighed for sådanne oplevelser. Hvordan kan man så undre sig over, at størstedelen af den nøjes med det surrogat, som en stærk industri, understøttet af et velsmurt reklameapparat, pumper ind i dem: POP?

Sven Lunn.

Årgang 38/1963, nr. 03