Musikkalender

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 155-157

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

MUSIKKALENDER

Oslo nye Koncerthus

Norsk musikliv er i færd med at løse et af sine problemer: et koncerthus, der giver større musikalske arrangementer ordentlige vilkår i hovedstaden.

I 1956 udskrev Oslo kommune en arkitektkonkurrence om et koncerthus, og året efter forelå afgørelsen, idet den svenske arkitekt Gösta Åberghs projekt vandt konkurrencen mellem 50 indsendte forslag. Gösta Åberghs ,projekt er nu under praktisk udarbejdelse, og byggeriet kan ventes påbegyndt i den nærmeste fremtid.

Deltagerne i konkurrencen har haft ret stramme betingelser for projekteringen. Bygningen skulle placeres i et nyreguleret område mellem Kong Hakons Gate-Munke-damsveien - Dronning Mauds Gate og Roald Amundsens Gate (altså i centrumsområdet mellem Carl Johan og havnen nær rådhuset), og grunden, der kunne reserveres, havde nærmest triangulært format.

Gösta Åberghs projekt omfatter en koncertsal til 1800 tilhørere, en kammermusiksal til 400 tilhørere og en biograf til 1100 tilskuere samt diverse udenomsrum til bl. a. orkestermusikere, solister og korsangere. For-slaget indebærer en overbygning af Munke-damsveien, således at den tilstødende Edvard Griegs Plads inddrages som en monumental opkørsel til hovedindgangen i 1. sals højde over Munkedamsveien (ses midt i model-fotografiet, gengivet på forsiden).

Forslaget indbragte arkitekten stor ros fra dommerkomitéen, skønt det i forbindelse med bro-forbindelsen til Edvard Griegs Plads overskred konkurrencebetingelserne. Det hed bl. a. i bedømmelsen:

»Prosjektet ... viser et overlegent dyktigt grep på hoveddisposisjonen. Den assymetri-ske innførte akse fra Ruselökkveien - Munkedamsveien medfører en like original som klar deling av arealet i et triangel og et rektangel. Over disse to enkle geometriske former løses planerne såvel i hovedtrekk som i vesentlige detaljer, tilsynelatende uten besvær. Trekantformen forbeholdes den store konsertsal med vestibyle, garderobe og foyer. Rektanglet [skimtes på billedet bagved koncertsalen. - Red.'} inneholder kino, lille konsertsal samt alle forlangte bruksrum. Att disse to grupper er holdt fra hverandre har medført en enkel harmoni over opplegget, som man ikke finner tilsvarende i noe annet prosjekt.«

Rettelse

Trykkfeiidjevelen har moret seg med min artikkel i Nordisk Musikkultur nr. l, 1963, og jeg ville sette stor pris på å få inn følgende rettelser:

Den feilaktige ordlyden på side 24, 3. av-snitt nedenfra lyder: «Ved kunne holde et jevnt grunnsiag. Først må vi et levende og rytmisk spül er det ikke nok å føle rytmen innenfor hver enkelt takt».

Dette rettes til: «Først må vi kunne holde et jevnt grunnsiag. Ved et levende og rytmisk bevisst spill, er det ikke nok å føle rytmen innenfor hver enkelt takt».

Og på side 23, 2. afsnitt. Rytmen på elevens navn rettes slik:

Det jydske Musikkonservatorium

OPTAGELSESPRØVE

Den optagelsesprøve, der tidligere har været afholdt midt i august, vil i år blive rykket frem til sidst i juni - nærmere betegnet den 28. og 29., hvilket menes at være et mere belejligt tidspunkt for de aspiranter, der søger optagelse.

Tilmeldelse til optagelsesprøven - men angivelse af hovedfag - må være konservatoriet i hænde senest den 15. juni.

Undervisningen er vederlagsfri.

Sang, spil og bevægelse

I Lyngby starter den 1. september kurser for pædagoger i bl. a. rytmik, skabende dramaarbejde, legemsdannelse og meget andet.

Nærmere oplysning og undervisningsprogram fås hos viceskoleinspektør Henning Krogsholm, Buddingevej 90 C, Kgs. Lyngby (01) 874449.

Meddelelse fra DUT:

Vi gør opmærksom på, at forslag — herunder også forslag til valg af bestyrelse og suppleanter — som ønskes sat under behandling og afstemning på den ordinære generalforsamling i september skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen inden 15. juli. Nyt fra Københavns Universitets musikvidenskabelige Institut

ved Kamm a Wedin

OPTAGELSESPRØVE

Optagelsesprøven i musik finder sted tirsdag den 3. september og onsdag den 4. september på Musikvidenskabeligt Institut. Indtegning må ske på det filosofiske fakultets kontor, Nørregade 10, i dagene den 26. august til den 31. august.

Nyt fra Musikkonservatoriet i København

ved Jens Wilhelm Pedersen

Studiekredsens »Fluxus«-koncert fandt sted den 23. april. Havde det været meningen at provokere eller forarge tilskuerne, må koncerten siges at være mislykket, thi hverken talentløshed, trivalitet eller lysbilleder af nøgne piger formåede at fremkalde uro, endsige protest i den fyldte sal. Ja, det virkede næsten som blid ironi, at publikum modtog hvert nummer med en venlig klappen, et høfligt konventionalt bifald, som det høres ved en konventionel koncert under konventionelle former, en klappen, der røbede, at det budskab, som nogle af værkerne muligvis har at bringe, ikke nåede ud over rampen. Jeg har bedt to af tilskuerne, direktør Knudåge Rnsager og pianisten Boje Marstal om at referere deres indtryk og derefter en af aftenens hovedredaktører, Eric Andersen, om en kommentar til svarene.

Knudåge Rnsager skriver:

Efter en heftig diskussion dels i pressen og dels på et møde afholdt af elevforeningen af 1959 i fjor efterår imødekom jeg meget gerne ønsket om en koncertserie med de helt nye aggressive, avancerede, anormale, amorfe, asociale, amusikalske, tivoli-(avant)-gardistiske foreteelser og fremskaffede de fornødne finansielle midler til dens gennemførelse.

At der blandt disse foranstaltninger også måtte være en F/#x«.r-koncert, måtte findes ganske rimeligt, hvorfor jeg også mødte med spændte forventninger til selve koncerten. Desværre må jeg erkende, at koncerten blev en skuffelse. De prøver der fremvistes, har jeg i det store og hele overværet for en halv

snes år siden i Paris og andre steder, og jeg følte derfor situationen noget molboagtig, blandet med et vist vemod, idet forestillingen på en ubehagelig måde mindede om vor placering i den europæiske kulturs mere boreale yderdistrikter.

Efter koncerten spurgte en tilstedeværende komponist mig, hvilken stilling jeg indtog til disse fænomener. Jeg kunne kun svare, hvad jeg også gerne her vil gentage, at man kan virkelig ikke være forpligtet til at tage stilling til hvad som helst - endnu mindre til intet som helst.

Men det er storartet, at denne koncert har fundet sted, således at man ikke går rundt og taler om noget, som man ikke har haft lejlighed til personlig at stifte bekendtskab med. I den henseende tror jeg, at F luxu s-aftenen blandt de studerende ved Musikkonservatoriet har gjort musikken en næsten uoverskuelig tjeneste.

Knudåge Rnsager.

Boje Marstal siger:

Havde det så bare været morsomt!

Man gik ind til denne Fluxus-»koncert« med en vag idé om, at fik man ikke andet ud af det, så kunne man da i det mindste opfatte det fra den humoristiske side. Og så var det hele nærmest tragisk. Jeg brød mig i hvert fald ikke om at se en af vore kendteste unge komponister vælte sig rundt på gulvet og lege med en tennisbold - og boksning interesserer mig slet ikke. Og hvad med at trille toiletpapir ud over scenen? Der skete intet hele denne lange aften - og den var meget lang - som ikke enhver kunne have stillet sig op og gøre - hvis man vel at mærke havde haft den fornødne frækhed. Dette udtryk er måske lidt stærkt, men desværre - det var virkelig mit hovedindtryk den aften: at det var noget med frækhed. Den første times tid undrede jeg mig nemlig over det helt groteske i, at ingen i salen protesterede, men sad rolige og så til! Men så gik det op for mig, at forklaringen sikkert var den, at det foregik på en scene og ikke hjemme på dagligstuegulvet. For det sidder vel i alle musikere - og musikelskere i det hele taget - at dette med at stille sig op på en tribune er en alvorlig sag, og så vægrer man sig uvilkårlig ved at tro, at det hele bare er svindel; der m à da være noget i det, som vi bare ikke har forstået, når de virkelig tør føre sig frem med det offentligt.

Jeg er ked af det, men dette var mit ind-tryk af aftenen. Og da jeg ikke selv giver mig af med at komponere, nærer jeg ingen skræk for at indrømme, at jeg er håbløst gammeldags.

Boje Marstal.

PS: Der blev på et vist tidspunkt af aftenen opført en pantomime. Men da denne blev udført af professionelle kunstnere, faldt det helt uden for det øvrige arrangement, hvorfor det ikke behøver nærmere omtale her.

Forelagt disse reaktioner siger Eric Andersen følgende:

Knudåge Riisager's nydelige og smukt disponerede brev er et fortræffeligt udtryk for de overfladereflektioner, han må have foretaget omkring koncerten den 23. april.

Man ser først og fremmest den særdeles sædvanlige og bekvemme attitude, han indtager i den første del af brevet. En attitude der må forekomme ligesindede uangribelig på grund af dens manglende engagement.

At være informativ bliver kun brugt som skældsord over for Fluxus, — det eneste kunstneriske udtryk der kan nivelleres til ren information - (idet den egentlige kunstneriske proces undertiden overflyttes til den enkelte tilhører).

Senere i brevet ser vi endnu en særdeles sædvanlig og bekvem attitude: at møde med forventninger og iagttage om disse forventninger bliver opfyldt eller skuffet. At K.R. fremdrager denne sagligt set irrelevante faktor kan tilgives, men at han benytter den som værdimåler er i sandhed en sørgelig og utilgivelig sag.

Det bekvemme i attituden er indlysende, når man betænker, at kategorier bedst forsvares ved at stille indtryk løsrevet fra synteser i relation til dem. Langt mere besværligt og betænkeligt må det forekomme den jævne mand at skulle opleve efter en pålydende værdi, at skulle opstille nye kategorier samt at skulle stille nye og gamle kategorier over for hinanden.

At attituden er usaglig og uværdig for K.R., er ligeledes indlysende, hvis man accepterer, at kunst skal iagttages ud fra dens forudsætninger.

Den logiske konsekvens af K.R.'s attitude er, at han anskuer det, der opførtes den 23. april på konservatoriet som en dårlig version af det, han oplevede for en halv snes år siden i Paris, samt at han anskuer f. eks. Hän-

del som en dårlig eller bedre version af Bach (mere korrekt i denne forbindelse vil det måske være at anskue Mozart som en dårlig eller bedre version af Palestrina).

K.R.'s bemærkninger om bl. a. »tivoli-(avant)-gardister«, at »forestillingen på en ubehagelig måde mindede om vor placering i den europæiske kulturs mere boreale yderdistrikter«, samt »at man kan virkelig ikke være forpligtet til at tage stilling til hvad som helst« — (efterskriften kan næppe være reflekteret) - ligner i beklagelig grad den polemiske form, en hvis skægget dansk komponist benytter sig af.

K.R. slutter med, at han mener at have stiftet bekendtskab med de ting, han overværede ved Fluxus-koncerten.

At dette er noget fælt sludder fremgår forhåbentlig dels af ovennævnte, dels af at hans indvending mod en enkelt komposition - der bl. a. udmærker sig ved at være kedelig set ud fra sædvanlige kategorier - var, at den var kedelig.

Til Boje Marstal kan jeg oplyse, at pantomimen var indføjet på logisk vis. At Deres konception har ladt Dem i stikken her, kan ikke bebrejdes dispositionen.

Eric Andersen.

Årgang 38/1963, nr. 04