Lusene i skindpelsen

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 06 - side 247-247

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Lusene i skindpelsen

Diskussionsaf slutning

I fru Ulla Højby's sidste indlæg angående prof. Lohmann's kursus i København skriver hun, at det måske ville have interesseret offentligheden mere, hvis jeg havde stillet min formentlig positive mening op mod hendes negative. Men da jeg stadig mener, at fru Højby helt har misforstået prof. Lohmann, finder jeg ikke noget grundlag for en meningsudveksling.

Fru Højby placerer Lohmann som en pædagog i »Troens overdrev«. Hun mener for alvor, at hans undervisning gik ud på at få eleven til at tro, at hvis han bare kan koncentrere sig, kan han, når han virkelig vil og tror opnå straks at få bæreevne og egalitet i sin stemme. Også uden at få at vide, hvad han skal koncentrere sig om. Så behøvede han ikke det årelange arbejde med sit instrument som instrumentalisterne må præstere for at blive herre over instrumentet.

Tror fru Høyby virkelig, at en pædagog, der fremsætter en så totalt forkert opfattelse af stemmeproblemet, på sine kurser kunne samle så mange både gode og intelligente sangere, hvoraf flere har studeret hos ham i længere tid, altså »gået i lære«?

Fru Højby vil gerne sætte »lus i skindpelsen«, når det gælder sangpraksis og sangteknik i øjeblikkets Danmark. Det er sikkert også påkrævet, når det gælder de sangere, som optræder på koncert uden at kende noder og nodeværdi, endsige vide noget som helst om deres instrument. Fru Højby kender den type, skriver hun, og det er jo trist.

Men jeg tror, det må være vanskeligt at finde de rigtige skindpelse og de rigtige lus.

Og så tror jeg, vi skal afslutte vor lille diskussion om »Kapaciteten i troens overdrev«.

Alette Garde.

Årgang 38/1963, nr. 06