Grammofon

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 03 - side 75-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

SCHÖNBERG

The Music of Arnold Schoen-berg, vol. 5. Robert Craft. CBS M2S 752 (stereo).

Albummet rummer Suite for strygeorkester i G dur (1934) med The Columbia Symphony Strings; 6 sange for sopran og orkester op. 8 med Irene Jordan og The Columbia Symphony Orchestra; Friede auf Erden for kor op. 13 med The Ithaca College Concert Choir; Schönbergs instrumentation af Brahms' klaverkvartet i g moll op. 25 med The Chicago Symphony Orchestra. - Både orkestersange-

ne og Brahms-instrumentationen er nye på plademarkedet. Strygersuiten findes på HMV med Norman Del Mår og Royal Philh. Orchestra, og op. 13 foreligger med Helmut Koch og Berlins radiokor (Le Chant du Monde) og med John Aldis Choir (Argo) i a cappella versionen, samt med The Robert Shaw Chorale (RCA Victor) i den af komponisten udarbejdede version med instrumentale støttestemmer. Vokalværkerne er en skuffelse. De ellers negligerede op. 8 sange havde fortjent en bedre introduktion på plademarkedet. Solisten er ikke velvalgt. Irene Jordan har klanglig egalitet og store dynamiske ressourcer; men klangen er grødet, og hun intonerer som folk

med absolut gehør: aldrig ved siden af, men næsten heller aldrig helt i centrum af tonal ren intonation, hvilket er uheldigt i senromantiske sange. Sammenhængende hermed er fraseringen uklar og indifferent; og desuden er den tyske tekstudtale under al kritik. På podiet lever Robert Craft ikke op til det klangideal, han selv har sat med Pelleas og Melisande i vol. 2. - Korsatsen er meget dygtigt udført, præcist i rytme og intonation, og optagelsen er blændende. Lades man dog kold, skyldes det, at det af denne vel eksercerede marchkolonne ikke fremgår, at det er en bøn om fred på jorden, der frembæres. Den ret mekanisk tak-terende orkesterdirigent Craft burde have overladt denne rene a cappella opgave til en dertil mere kaldet. Et prestigespørgsmål?

Instrumentalværkerne kommer mere helskindede i land. Strygersuiten, som var skrevet med pædagogiske formål for øje, men som faktisk kræver professionel status af de udøvende, får en særdeles professionelt flot udførelse. Det giver en mærkeligt atmosfærefor-ladt adagiosats, som - trods dens noget stakåndede præg - falder mere oplevet ud hos Del Mår. De øvrige satser er mere tilfredsstillende. Få af komponistens mange pointer undgår Crafts skarpe analytiske sans. Vel hjulpet af en god optagelsesteknik formidler han en nuanceret gengivelse af det meget differentierede satsbillede. -Schönbergs tolkning af andre komponisters musik burde en gang betragtes under et; de opfordrer til et mere nuanceret syn på berettigelsen og værdien af transskriptioner end det gængse. Her skal blot en helt ud fortræffelig optagelse af den næsten ukendte Brahms-transskription hilses velkommen. Bach-transskriptionerne har vi i vol. 3. Når vi også får cellokoncerten (efter Monn) og kvartetkoncerten (efter Händel) i lige så gode udførelser, kan vi begynde at tale om det. Jan Maegaard.

BOULEZ DIRIGERAR BERG OCH DEBUSSY

Den nu i Tyskland bosatte fransmannen Pierre Boulez är inte bara en af samtidens mest berömda och inflytelserika tonsättare, hari är också en av vår tids allra främsta orkester- och operadtrigenter. Hans framföranden av Wozzeck og Lulu har ansetts représentera en ouppnåbar höjdpunkt i fragå om-musikdramatisk helhetsgestaltning och instuderingen av Parsifal i Bayreuth har mötts med lovord från en så gott som enhällig kritikerkår. Man kunde innerligt önska att Stockholmsoperan engagerade Boulez för ett gästspel, frågan är bara om orkestern skulle stå ut rner an en timme med hans fana-tiska krav på teknisk och musika-lisk exakthet. Även sångsolister och kör skulle val få en del ovana problem. Att låta alla detaljer un-derordnas den musikaliska helhets-verkan, utan att dessa detaljer för-lorar något av den relativa betydel-se som rätteligen tillkommer dem, var och en i sin grad, är nämligen det främsta kännetecknet för Boulez som dirigent.

Under senare år har han spelat in fiera skivor, med såval egen som andra tonsättares musik, bl. a. »Le Soleil des eaux» (HMV) och »Le Marteau sans maître» (Harmonia Mundi) och med Yvonne Loriod som solist Mozarts fyra forstå pianokonserter (Vega). För drygt ett år sen kom på CBS hans tolkning av Wozzeck, som trots tek-niskt delvis svaga sångsolister gor ett musikaliskt alldeles överväldi-gande intryck, och nyligen har sam-ma bolag (CBS SBRG/BRG 72614) givit ut den andra Bergskivan med Boulez i den enligt rykten som fullständig planerade grammofon-utgåvan av hans musik. Den om-fattar kammarkonserten för piano, violin och tretton blåsare (solister Daniel Barenboim och Sachko Gawriloff, båda utmärkta), de tre berömda orkesterstyckena opus 6 och de musikaliskt minst lika be-tydande men ännu långtifrån lika

bekanta fem orkestersångerna till »vykortstexter» av Peter Altenberg - »ett av de mest perfekta verken i vår tids musik», som Stravinsky sagt.

För samma bolag har Boulez också speiet in en skiva med tre av Debussys mest kända orkester-verk: Prélude à l'après-midi d'un faune, Jeux och La Mer (CBS SBRG/BRG 72533). En mer kongenial Debussy-tolkning är svar att föreställa sig. Partiturens krav på subtil nyansering in i minsta detalj uppfyller Boulez med en lätthet och musikantisk frihet som bara kan kallas mirakulos. Den slitna frasen, att man tycker sig hora mu-siken för forstå gangen, med all sin fräschhet bevarad, har for en gangs skull sitt berättigande.

Ove Nordwall.

PLADE FRA SAMFUNDET '

Gunnar Berg: ... pour clarinette et violin. Tage Scharff, klarinet, og Niels Nielsen, violin. Finn Høffding: Kammermusik op. 11. Bodil Christensen, sopran, Erwin Jacobsen, obo, og Friedrich Gürtler, klaver. Tage Nielsen: 2 Nocturner for klaver. Bengt Johnsson. Jørgen Bentzon: Mikrofoni nr. 1. Ulrik Cold, baryton, Tarnas Veto, klaver, Per Mendel Stern, violin, Pierre René Nonnens, cello, og Eyvind Gerhard Rafn, fløjte.

Odeon PASK 2005 stereo/ mono. Udgivet 5 samarbejde med Samfundet til udgivelse af dansk musik.

Samfundet til udgivelse af dansk musik har som sin ordinære udsendelse i år en indspilning af fire kompositioner, der hver for sig er smukke og karakteristiske eksempler fra dette århundredes danske kammermusik. Ældst er Finn Høff-dings Kammermusik op. 11 fra 1927, hvis oprindelige titel er »Kvartet for sopran, obo og tostemmigt klaver«. Hvorfor Finn Høffding har forladt denne titel, forstår jeg ikke. Det kvartet-agtige

- med hældning mod barokkens trio-sonate - er udpræget i værket, og kvartet-titlen antyder bedre den instrumentale behandling af sopranstemmen, end det mere anonyme »kammermusik« gør det.

Sopranens anvendelse er nemlig det mest karakteristiske ved Høff-dings værk. Den anvendes koncer-terende med oboen over klaver-biciniet, og er yderligere nedsvalet gennem den tekst, Finn Høffding har konstrueret til lejligheden: Med udgangspunkt i en række italiensk klingende fonemer er der skabt et »sprog«, som hverken har mening eller associationslast; men som fastlægger sopranstemmens klangfarve helt præcist.

Man skal ikke opfatte denne behandling af stemmen som et varsel om nyere kompositioners opløsning af sproget i fonemer. F. eks. Per Nørgårds tekstbehandling i værket »Prisme«, Svend Nielsens »duetter« til tekst af Ole Sarvig og lignende. Snarere kalder Finn Høffdings fonemer Louis Armstrongs specielle sang fra tyvernes hotte periode frem i erindringen. Man føler proceduren som en musikantisk udfoldelse. Ikke som en bevidst musikalisering af sproget.

På pladen (ODEON PASK 2005. Stereo, kan også afspilles mono) udføres de to koncerterende stemmer af Bodil Christensen og Erwin Jacobsen, mens Friedrich Gürtler spiller klaver og alle forener den umiddelbare spilleglæde med en nøjagtig og autentisk udførelse af nodebilledet. Skal indvendinger rettes, må det blive mod sopranens tostregede a - især hvor det kommer i forbindelse med det tostregede ges som toptone i en forstørret sekund. Her vakler intonationen lidt; men man hæfter sig ved det, fordi resten af sopranpartiet er sunget med den største kompetence og sikkerhed.

Jørgen Bentzons »Mikrofoni nr. 1« er det andet store værk på pladen og desuden det, hvis udførelse og kompositoriske kvaliteter har slået mig stærkest. Mikrofoni nr. 1 - der kun har titlen tilfælles med Stockhausen - udføres blændende af Ulrik Cold, baryton, Eyvind Rafn, fløjte, Pierre René Honnens, cello, Tamás Veto, klaver og Per Mendel Stern (på etiketten omdøbt til M en d el stern) på violin. Balancen er perfekt, klaveret og barytonen udføres med en klangsans, der synes specielt opdyrket til sammenspil med fløjte, violin og cello, og samspillet er noget af det mest gennemtænkte, klare og artikulerede jeg har hørt i en dansk indspilning.

Samtidig er Bentzons værk på en gang original og betydelig musik. Klart tænkt og overlegent formuleret, l mine øren langt væsentligere end den »Symfoniske Trio op. 18«, der tidligere er udsendt af Samfundet, og på alle måder et betydeligt bidrag til 30'ernes danske musik.

De to sidste værker på Samfundets plade, der begge følges af noder i den ordinære udsendelse, er Tage Nielsens »2 nocturner for klaver« fra 1960-61 og Gunnar Bergs »... pour clarinette et violon« fra 1959. Begge er glimrende værker - personligt sætter jeg Gunnar Bergs højest, måske fordi det bringer mindelser om et andet yndlingsværk, Bergs Gaffky's, må-søe fordi indspilningen virker mest tilfredsstillende.

Tage Scharff og Niels Nielsen giver nemlig Bergs værk en udførelse, der vidner om engagement og intensitet i samspillet mellem de to instrumenter. De mange små motiver og enkelttoner, som Berg arbejder med, står med vægt og prægnans i udførelsen, og den syntese værket arbejder sig op mod i sidste sats, kommer til fri udfoldelse. Momentvis er indspilningen af Bergs værk forstyrret af præ-ekko; men forsøg med forskellige pick-up'er viser, at præekkoet varierer stærkt med den anvendte nål og også er afhængigt af den styrke, man afspiller med, ligesom et par kraftigt dæmpede højttalere kan holde det nede.

Tage Nielsens »to nocturner for klaver« er derimod knapt så tilfredsstillende indsjpillet. Teknisk fejler pladen ganske vist intet; men der er grund til at skyde på pianisten. Bengt Johnsson udfører nemlig sin århusianske kollegas værk med en kunstnerisk frihed, der i mine øren lyder helt misforstået. Bengt Johnsson synes at associere »nocturne« med en mellemting mellem Chopin og Ravel, og han spiller Tage Nielsens værk, så det lyder som forsinket impressionisme.

Det er især galt med den første nocturne, hvor komponisten i fore-dragsbetegnelserne skelner mellem »ritmico« og »poco rubato«, mens pianisten spiller »rubato« og »senza misura«. Men ud over denne generelle fortegning af nodebilledet forekommer regulære ændringer af musikken, i første nocturne, takt 10, springes en fjerdedelspause over, så en 5/4 takt bliver til 4/4, og det første kulminationspunkt i værket bliver afsnappet, l anden nocturne,

»takt« 8, bliver en ff-akkord forsinket og den efterfølgende optakt halveret.

Småting, vil nogle måske sige at hæfte sig ved den klangskønhed og indlevelse, der uimodsigeligt karakteriserer Bengt Johnssons spil; men hvad ville man sige, hvis komponisten hed Nielsen med et andet fornavn end Tage. For ikke at sige Mozart eller Chopin?

Rent principielt må man protestere mod en udførelse, der inkluderer overgreb mod nodebilledet. Og den omstændighed, at komponisten er nulevende og kan tænkes at have givet den udøvende kunstner carte blanche ændrer intet her ved. Når ny musik er noteret, så den kan udføres korrekt, hvilket Tage Nielsens nocturner er, er der ingen grund til at udføre den anderledes end korrekt. Og i det aktuelle tilfælde, hvor udførelsen tenderer mod en banalisering af musikkens rytmiske fremtræden, forekommer det helt uforståeligt. Jens Brincker.

RAVEL l BILLIG UDGAVE

Maurice Ravel, L'Enfant et les Sortilèges. Flore Wend, Marie Lise de Montmollin, Geneviève Touraine, Adrienne Migliette, Suzanne Danco, Juliette Bise, Gisèle Bobillier, Hugues Cue-nod, Pierre Mollet, Lucien Lo-vano, Geneves motetkor, Suisse Romandes ork., dir. Ernest Ansermet. Decca. Ace of Diamonds, SDD 168, stereo, l begyndelsen af 20'erne satte Ravel musik til Colettes lille teaterstykke »L'Enfant et les Sortilèges«. Det blev til et nu og da måske en anelse banalt, men stort set højst charmerende partitur. Hovedpersonen er et barn, der sættes i husarrest af sin mor, fordi det ikke vil læse sine lektier. Som hævn van-daliserer det sit værelse: Det flår tapeterne af, river bøgerne itu, smadrer standuret, stolene og kakkelovnen, piner katten og klipper

halen af egernet. Men oh under -de døde ting og dyrene får mæle og begynder, den ene efter den anden, at læse den lille barbar lektien. Lænestolen inviterer til en sarabande, tekoppen og tekanden har en foxtrot og kakkelovnsilden en koloraturarie. Tapetets hyrder og hyrdinder kvæder en pastorale, katten miaver forelsket, frøerne kvækker en vals, der er mere sentimental end nobel, standuret skammer sig, fordi det ikke mere kan holde tiden, og regnebogen gør sig hørt med en paroksysme af tal og regnestykker.

Dette veloplagte partiturs Decca-optagelse fra 1955 foreligger nu i en billig udgave, hvis høje tekniske standard på ingen måde røber dens alder. Orkestret står klart og farverigt. Teknikerne har imidlertid været knapt så flinke mod stemmerne, som for det meste er blevet forfordelt, og da sangerne ofte har R

sjusket med artikulationen, er teksten mange gange uforståelig. Fortolkningen er i det hele taget skuffende. Hverken sangerne eller kapelmesteren har mobiliseret megen fantasi. Der synges og spilles pænt, men jævnt kedeligt. Man husker med vemod en fransk Co-lumbia-optagelse af samme værk med kræfter fra den franske radio. Den blev publiceret for hen ved 20 år siden og havde alle de mangler, som var karakteristiske for shellac-epoken; men hvor den dog gnistrede af inspiration.

Herbert Rosenberg.

Årgang 43/1968, nr. 03