Harmonika på konservatoriet - hvorfor ikke

Af
| DMT Årgang 43 (1968) nr. 06 - side 147-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

HARMONIKA

Mogens Ellegaard:
HARMONIKA PÅ KONSERVATORIET - HVORFOR IKKE?

l Danmark findes der ca. 25.000 harmonikaspillere. De fleste spiller dårligt. Det gør de fleste andre instrumentalister forresten også, men harmonikaspillere regner man ligesom ikke rigtigt med i den »legitime« musikverden. Instrumentet er - som der står i Grove's »Dictionary of Music and Musicans« - ikke meget andet end et stykke legetøj. Harmonika ... det er et musikalsk u-land, som i musikkredse betragtes med afsky. Og det er forståeligt, når man betænker, hvilket fåtal af harmonikaspillerne der i grunden har opnået en position som blot akcepterede medlemmer af det »civiliserede« musiksamfund. Ja, om det ikke var, fordi man har læst så meget om milieuets' betydning, kunne man vel næsten fristes til at tro, at harmonikaspillere af naturens hånd er blevet udstyret med ringere musikaske anlæg end andre instrumentalister. Eventuelle teorier om dette mærkværdige fysiologiske fænomen er imidlertid i de senere år blevet rystet en smule, fordi det trods alt er lykkedes enkelte eksemplarer af den uciviliserede harmonikastamme at hæve sig over normen og skabe respekt om deres navn -og deres instrument. Deres aktivitet har resulteret i, at dørene til de danske koncertsale langsomt er blevet åbnet for harmonikaen. Solokoncerter, gæstespil med symfoniorkestre, medvirken i kammermusikalske udfoldelser, i operaer, balletmusik, osv. osv. ... alt dette er ved at blive dagligdags foreteelser i dansk musikliv. Komponisterne har forlængst opdaget instrumentet, og en liste over de sidste 10 års opførelser af ny dansk harmonikamusik ville ganske enkelt blive for omfattende til at medtage i denne artikel. Lad det være nok at tilføje, at harmonikaen er godt på vej til at indtage en permanent plads i vor tids musik.

På nuværende tidspunkt varetages harmonikaens interesser i musiklivet imidlertid kun af nogle få Tordenskjolds soldater, som søgte videre uddannelse enten i udlandet, eller i hvert fald uden for harmonikaverdenen. Den øvrige harmonikaverden fortsætter uanfægtet tilværelsen i den musikalsk isolerede um-pa-pa jungle - som oftest helt uden kontakt med den almene musikverden eller de tidligere »stamme-medlemmer«. Og man må forudse, at status quo næppe ændres, før der sker radikale ændringer i de tilgængelige uddannelsesmuligheder for harmonikaspillere i Danmark. Hormonikaspillere er hverken dummere eller mindre musikalske end f. eks. pianister eller blokfløjtespillere, men de har ikke de samme undervisningsmuligheder. Når man vil lære at spille harmonika herhjemme, er man henvist til privatundervisning - hvis man da ikke foretrækker at tilmelde sig kurser, der arrangeres af kommercielle foretagender - som oftest med instrumentsalg for øje. Harmonikalærernes tekniske og musikalske baggrund er som regel rodfæstet i det gamle standardrepertoire for harmonika - fra Gubben Noah og Lørdagsvalsen, via Københavner-March og Jularbo - til Nola og Frosinis eller Deiros harmonikatravere. Her stiger langt de fleste af, og i den forløbne tid har eleven i de fleste tilfælde stiftet et, mildt sagt, kun overfladisk bekendtskab med selv elementære grundprincipper for bælgteknik, tonedannelse, etc. - for ikke ,at tale om den teoretiske side af sagen! Læreren interesserer sig kun for harmonikarepertoiret, paradenumrene. The rest is silence. Sådan er de generelt tilgængelige uddannelsesvilkår for harmonikaspillere i Panmark (selvom der eksisterer nogle få undtagelser, der blot bekræfter reglen).

Kan man derfor undre sig over, at harmonikaspillerne befinder sig på et så deprimerende lavt musikalsk niveau? - Det er på denne bedrøvelige baggrund, at man i mere ansvarsbevidste harmonikakredse med stigende utålmodighed i de seneste år har formuleret kravet om harmonikaens optagelse i de danske musikkonservatoriers læreplan. De unge talenter MÅ kunne uddanne sig på lige fod med andre instrumentalister, under kvalificerede pægagogers vejledning - uanset om de søger en musikpædagogisk, solistisk eller musikfaglig uddannelse, mener man. Vi MÅ komme dertil, at man i musiklivet - og det gælder både den seriøse musik og underholdningsmusikken - kan regne med at kunne disponere over professionelle harmonikaspillere, der ikke bare kan flytte fingrene hurtigt, men som også er gode musikere. Og på længere sigt er det naturligvis også ønskværdigt i det mindste at give de solistisk begavede talenter en chance for at udvikle sig under de samme vilkår som f. eks. violin- eller fløjtetalenter herhjemme.

I dette demokratiske land er det vel også svært at forestille sig, at harmonikaspillernes krav om ligeberettigelse bestrides ud fra et moralsk synspunkt. Konservatoriernes hidtidige afvisende indstilling har nok snarere været et udtryk for en forståelig skepsis med hensyn til det rent faglige grundlag for harmonikaspillernes krav.

Er der repertoire-dækning? Findes der kvalificerede lærekræfter? Kan en forsvarlig læreplan opstilles? Er der behov for harmonikaundervisning ved konservatorierne? Det er vel sådan, man spørger i musikpædagogiske kredse. Og det er klart, at harmonikaspillerne omsider mener at have positive svar på spørgsmålene. Man synes, at tiden er inde til en revision af den traditionelle kategoriske opfattelse af harmonikaen som et proletarinstrument. I hvert fald synes harmonikaens overbevisende indsatser i dansk koncertliv siden 1957 at retfærdiggøre en saglig stillingtagen i de ansvarlige musikpædagogiske kredse, som måske hidtil har ignoreret instrumentets eksistens. Men man imødeser unægtelig en sådan »hearing« på højeste plan med en vis ængstelse, samtidig med at man gerne vil provokere den frem. Først og fremmest spørger man sig, om »tribunalen« vil sikre instrumentet en 100 % fair og saglig behandling, bl. a. ved at optage medlemmer, som har faglig autoritet, overblik over, og kendskab til instrumentet, repertoiret, alle de tekniske og musikalske problemer involveret. I så fald er harmonikaspillerne mindre nervøse: Deres sag står på forhånd så godt, at man optimistisk håber på fuldstændig frifindelse - en ligeberettiget optagelse i dansk musikliv ... begyndende med fremtidig harmonikaundervisning på de danske musikkonservatorier.

Årgang 43/1968, nr. 06