Vi har modtaget

Af
| DMT Årgang 45 (1970) nr. 07 - side 214-215

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

VI HAR MODTAGET

Er blokfløjtelærere virkelig så dogmatiske?

Et svar til Niels Bak fra Gunhild Deckert Knudsen.

Kære Niels.

Når jeg nu griber pennen, er det ikke fordi jeg på nogen måde er uenig med dig med hensyn til, hvordan en blokfløjte fungerer. Jeg er også helt enig med dig i, at denne viden - nemlig, at enhver nok så ringe forandring i luftstrømmen udelukkende påvirker tonehøjden -er en nødvendig forudsætning for den professionelle blokfløjtespiller og underviser.

Jeg er ganske klar over, at uvidenheden om instrumentets muligheder ofte er forbløffende - det gælder for resten ikke kun for blæsere -, men at den for blokfløjtens vedkommende skulle være så rodfæstet, så man kan tale om pædagogiske dogmer, er undgået min opmærksomhed. Hvis det virkelig er rigtigt, er der dobbelt grund til at takke dig for dit store forskningsarbejde og for at du offentliggør resultaterne i et musiktidsskrift.

Du skriver »det kunstneren fortæller os om aktiviteten, der foregår under spillet..., kan godt være rigtigt, men kan lige så vel være forkert«, og det er da sandt. Jeg vil oven i købet gå så vidt som at sige, at det i de fleste tilfælde må lyde som det argeste sludder, hvis det sagte bliver vurderet af en fysiker ud fra dennes konkrete viden om, hvad der i virkeligheden sker. Men det er jo meget ofte slet ikke meningen, at kunstnerens -pædagogens - ord skal forstås bogstaveligt. Man indretter i reglen sit ordvalg efter, hvem man underviser, og man bruger i den akutte situation de ord, som efter ens erfaringer hurtigst fører til det ønskede resultat, selv om de ville få nogle sprogforskere eller fysikere til at græmme sig. Heldigvis er sådanne sjældent til stede ved undervisningen, og lærer og elev er da som regel ganske klar over, at ordene bruges for at opnå et musikalsk resultat, ikke for at beskrive fysisk-akustiske forhold.

Lad mig prøve at vise det med et konkret eksempel: Jeg ønsker, at eleven skal fremhæve - betone -

en bestemt tone i en frase og spille en anden tone særlig ubetonet. Selv om jeg siger det, er det ikke sikkert det giver resultat, eleven har givetvis tænkt eller oplevet et eller andet ved ordene betonet-ubetonet, men jeg kan ikke høre nogen forskel i hans spil. Så må jeg prøve at appellere til hans musikalske fantasi med andre ord for at få lokket udtrykket frem: jeg siger muligvis denne gang, at den ene af tonerne skal være tung og de den anden let. Og nu kan det være, at resultatet bliver sådan som jeg ønskede det, selv om det jeg sagde umiddelbart må virke som noget sludder, for toner kan jo ikke vejes på samme måde som sukker og mel.

Nu kunne jeg i dette tilfælde godt have brugt ordene, så det jeg sagde, var rigtigt, nemlig: den ene tone skal blæses kraftigere, d.v.s. intoneres for højt, og den anden svagere, d.v.s. for lavt, i forhold til resten. Men efter mine erfaringer vil det hos mindst 90 pct. af eleverne bevirke, at den ene tone bliver så meget for høj, så ikke blot fintmærkende apparater, men også det menneskelige øre vil registrere den som værende pivefalsk og tilsvarende i modsat retning med den ubetonede tone. Resultatet ville ofte være, at man blev nødt til at forklare eleven, at man, når man fraserer, spiller falsk inden for meget snævre rammer, og muligvis føre til diskussioner om, hvorfor og hvor meget etc. At drøfte disse spørgsmål vil som regel virke forvirrende og hæmmende, måske endda være direkte skadeligt for elevens musikalske og instrumentale udvikling, med mindre vedkommende er meget viderekommende, for så skulle det kun kunne gavne.

Som du ser, prøver jeg på at forsvare musikpædagogernes letfærdige og fantasifulde omgang med ordene, når disse skal beskrive, hvad der ikke kan beskrives entydigt - nemlig musikalsk udtryk, selv om jeg udmærket kan forstå, at det må være irriterende at høre på for den, der ser det som sin opgave at udtrykke sig videnskabeligt korrekt og entydigt.

Selvfølgelig bør vi vide, hvordan vores instrument er lavet, hvordan tonen frembringes etc., men det er ikke vores hovedopgave at forklare eleverne dette. Det vigtigste for os må være, at eleven fra den første time prøver på at udtrykke sig musikalsk på det instrument han har valgt at spille, for det er det, der er forudsætningen for glæden ved at spille selv.

Derfor tror jeg heller ikke, at musikpædagogerne er så uenige med dig, og alle de, der ikke har tænkt så meget over, hvad der sker, når de blæser i fløjten, vil snarere blive glade end vrede, når de får det at vide, fordi denne viden kan lette dem deres arbejde ganske betydeligt. Mon ikke du ser lidt for pessimistisk på situationen?

Med mange venlige hilsener fra Gunhild.

Årgang 45/1970, nr. 07