Musikpædagoguddannelsen i Europa

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Musikpædagoguddannelsen i Europa

af Henning Bro Rasmussen

Det er altid spændende, når der udkommer litteratur om det musikpædagogiske område, fordi det er så sjældent, at noget nyt, originalt ser dagens lys. Det er ikke mindst spændende, når der publiceres skrifter om de problemer, der vedrører uddannelsen af lærere til de forskellige musikpædagogiske gebeter, fordi dels uddannelsen af gode lærere er en af forudsætningerne for en indholdsrig musikkultur, og fordi dels dette område, der altid vil være under en eller anden form for revision, er ganske overordentlig svært at overskue og fastholde et indtryk af.

Fra Institut für Musiksoziologie und musikpädagogische Forschung i Wien (leder: Prof. Dr. Kurt Blaukopf) er der just udsendt et foreløbigt referat af en europa-omfattende granskning og forsøg på overblik over problemet, hvorledes man her 5 vor verdensdel uddanner lærere i de instrumentale fag og i sang. Forfatteren er Gottfried Scholz, medarbejder ved instituttet og en anset pædagog og videnskabsmand i Østrig.

Gottfried Scholz koncentrerer sig i sit lille skrift på 29 sider samt en stor oversigtstavle om uddannelsen af lærere til den private undervisning og til (musik)-skoler, hvor der gives instrumental begynderundervisning. Hermed lader han problematikken ligge omkring uddannelsen af lærere til musikhøjskolerne, akademierne, konservatorierne - eller hvad man nu ellers i Europa kalder de højeste musiklæreanstalter. Ikke fordi der ikke findes særuddannelse af lærere til disse læreanstalter, for det gør der, men dér - som her - er uddannelsen af lærere til de lavere uddannelsesformer et mere påtrængende problem, som kræver forskning og langtidsplanlægning. En grundig studie i musik-konservatoriepædagogik mangler endnu, men må kom me en dag. Konservatorierne klarer sig indtil da på tradition og undervisningsimprovisation resp. - eksperimenteren, og det går jo da, takket være mange dygtige lærere og mange selvstændige og modne studerende.

Den faglige, kunstneriske uddannelse på et konservatorium må ifølge den også på vore breddegrader velkendte klaverpædagog Franzpeter Goebels koncentrere sig om:

værkforståelse og interpretation,

kendskab til hovedfagets litteratur i musikhistorien,

kammermusikalsk sammenspil.

For pædagoger gælder følgende målsætning, der mere eller mindre må ses i forlængelse af målsætningen for den almindelige kunstneriske uddannelse som anført foran:

overbevisende kunstneriske færdigheder,

omfattende musikalsk og almen-kulturel interesse og viden,

pædagogisk kunnen på områder, der er relevante for det fremtidige arbejde.

Hvordan målsætninger som disse betragtedes og søgtes opfyldt Europa over, blev af Gottfried Scholz undersøgt ved henvendelse i 2. halvdel af 1960'erne til en lang række læreanstalter i Østrig og så mange læreanstalter som muligt i lande uden for Østrig. Af de tilbagevendte spørgeskemaer synes at fremgå følgende interessante iagttagelse, at der finder en udbredt musikpædagogisk uddannelse sted i Østrig, Tyskland, Holland, de østeuropæiske lande, England, de nordiske lande, mens der i de romanske lande (Belgien, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal) ikke normalt gives pædagogisk uddannelse på de højere læreanstalter på de områder, som skriftet her behandler. I Schweiz er man ved at oprette en uddannelse af denne art.

Det skal bemærkes, at Danmark ikke har bidraget til undersøgelsen. Om vi er spurgt, eller om vi ikke har besvaret en henvendelse, eller om en evt. besvarelse er forblevet ubehandlet er ikke oplyst.

Hvad angår selve studiet bemærkes det, at der overalt selvfølgelig er afsat tid til beskæftigelsen med den kunstnerisk betonede side af hovedfaget. Mens spil på de gængse orkesterinstrumenter og på klaver som pædagogisk hovedfag er almindeligt forekommende i alle de lande, der har pædagogik på programmet, er der en signifikant forskelligartet holdning til de teoretiske fag som hovedfag. Generelt kan det siges, at teoretiske fag som hovedfag med henblik på musikskoleundervisning hovedsagelig kun findes i de østeuropæiske lande på grund af deres stærkt udbyggede musikskolevirksomhed og det deraf følgende store behov for specialiserede lærere. I Østrig findes det næppe, i Tyskland er disse fag ved at dukke op.

Reaktionen hos en dansk læser af Gottfried Scholz lille skrift er øjeblikkelig: hov, her i Danmark har vi da en masse studerende med et teoretisk fag som hovedfag, hvor kan det være? Svaret må vel gå i retning af at den danske musikpædagoguddannelse ikke skarpt skelner mellem uddannelse af dem, der skal til den elementære undervisning på det private marked eller til musikskolerne, og dem der skal til den videregående undervisning på de højere læreanstalter. Kandidaterne i de teoretiske fag må jo - ligesom kandidaterne i sang og et par andre fag - hovedsagelig søge deres udkomme som universitets-, konservatorie-, seminarie- eller lærerhøjskolelærere. Musikskolevæsenet eller skolemusikvæsenet opsuger ingen af den kategori, ja, disse væsener er jo overhovedet endnu kun på det embryonale stadium hos os.

Der er meget, der tyder på, at vi herhjemme er på vej mod et fastere etableret musikskolevæsen. Kravet til lærerne vil blive fastere formuleret, og det er kun et spørgsmål om tid, føretnd behovet for en egentlig musikskolepædagogisk uddannelse trænger sig uafviseligt på. Her er det så et spørgsmål, om de teoretiske fag høreer hjemme i den pulje som hovedfag.

I Østrig og Tyskland kan også som hovedfag vælges Rytmisk opdragelse, folkemusikalsk opdragelse, ensembleledelse, korledelse, sangskole-(musikskole)ledelse, musikalsk grunduddannelse (Orff), fag som herhjemme har et sidestykke alene i Musiklederuddannelsen og i Musikhøjskolens folkemusikanske læreruddannelse.

Som obligatorisk bifag findes næsten allevegne klaverspil, først og fremmest med henblik på akkompagnement. For studerende i alle instrumenter trænger faget sang frem som obligatorisk bifag. Undervisningen gives ofte under etiketten: korisk stemmedannelse. Blokfløjtespil og spil på Orff-instrumenter bliver ligeledes mere og mere nødvendige som studiefag ved de europæiske konservatorier. Kor- og ensembleledelse samt de dertil hørende øvelser i korsang og ensemblespil er generelt set i vækst som obligatorisk studieemne, fordi musikskolernes antal vokser, og fordi musikskolernes lærere i stigende antal og 5 stigende grad må tage sig af sammensang og sammenspil.

De pædagogiske fag er alle relativt nye i Europa. Som nævnt har udbredte områder - især i Sydeuropa - endnu ikke optaget disse fag på studieplanerne. I de tysksprogede lande er musikpædagogik som studie-og praktikobjekter indført samtidig med skolereformerne i årene mellem de to verdenskrige, og man vil her ikke drømme om at tage skridt til at undvære de pædagogiske discipliner. Det er tankevækkende, at der i England ifølge Gottfried Scholz skal være en vis retræte at spore i forholdet til musikpædagogikken. At de østeuropæiske lande lægger overordentlig stor vægt på den teoretiske og praktiske oplæring til en musiklæregerning kan efter det sagte ikke undre. I de nordiske lande er denne indstilling i vækst.

Almenbilledet i Europa er således temmelig blandet og forvirrende på grund af de pædagogiske fags korte tradition og ofte eksperimentelle karakter. Scholz udtrykker det diplomatisk således: »Man dürfte in der Annahme nicht fehl gehen, dass bisweilen die Fachbezeichnung dem Dozenten in der Wahl des Lehrstoffes weitgehende Freiheit lässt«. Blandt de fagbetegnelser, der møder en i gennemgangen af europæiske studieplaner er Almindelig musikopdragelse, Musikopdragelsens grundproblemer, Elementær musiklære, Metodik, Opdragelseshistorie, Skolelitteratur-kundskab, Pædagogik og didaktik, Pædagogisk psykologi, Undervisningslitteratur, Pædagogisk arbejdsfællesskab, Systematik o. a. Hertil knytter sig - specielt til hovedfagsstudiet - følgende undervisningsemner: Metodik og praktik, Gruppeundervisningsmetodik, Musiklærermetodik, Ensemblespilsmetodik, Instrumentation, Hørelæremetodik, Stillære, Ornamentik, Interpre-tationslære, Opførelsespraksis, Interpretationsanalyse, Litteraturkundskab. Værs'go og vælg, der er nok at tage af til et helt livs studium!

Undervisningsiagttagelse (hospiteren) og praktikundervisning er alment udbredt.

De teoretiske fag har allerede en lang historie på bagen. De fleste af dem blev almindelige allerede i 1800-tallet og frembyder ikke større eller interessante problemer som studiefag betragtet. Et fag som akustik og instrumentkundskab findes næsten overalt i Europa; det er vel en ting, som forsømmes i nogen grad hos os. At Almen kulturhistorie som baggrund for mu-sikhistorieiæsning er helt almindelig i Østrig, som lektioner i marxisme og leninisme er det i de østeuro-pæske lande konstateres, ligesom det konstateres, at der i Tyskland og i de andre europæiske lande ikke er faste traditioner for kulturhistorisk beskæftigelse uden for musikkens område. Ny musik optræder sjældent som isoleret fag. Man må antage - sammen med Scholz - at beskæftigelsen med vor tids musik indgår organisk i undervisningen iøvrigt.

Det er klart, at man under læsningen hele tiden sidder med de hjemlige forhold i tankerne og sammenligner for at finde ud af, om vi er »in« eller »out« af det europæiske uddannelsesbillede. Spørgsmålet lader sig naturligvis kun vanskeligt besvare, fordi sammenligningsgrundlaget er skrøbeligt. Hvor der i udlandet hele tiden kan skelnes mellem privat praksis og musikskolepraksis - og det gælder jo især Østrig og Tyskland, som Scholz' skrift gør mest ud af -, er vi herhjemme kun lige begyndt at mærke, at musikskoler er en sag, der er kommet for at vokse og blive. På nær Musiklederuddannelsen er ingen musikpædagoguddannelse her i Danmark direkte sigtende mod undervisning på musikskoler. Konservatoriernes musikpædagogiske uddannelse har den private praksis som baggrund og mål. Seminariernes, Universiteternes og Lærerhøjskolens undervisning falder uden for denne betragtning. Vort problem er uddannelse af lærerkræfter til musikskolevæsenet, og til klargøring af denne problematik er det foreliggende skrift til stor hjælp. Gottfried Scholz: Die Instrumental- &. Gesangslehrerbildung in Europa. Versuch eines Überblicks über die Studiengänge europäischer Musikhochschulen, Akademien und Konservatorien. Universal Edition, Wien, 1970.

Årgang 46/1971, nr. 02