Plader

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 02 - side 52-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

PLADER

Avantgarde, vol. 3 DG 2561 039-44

DG viser efterhånden større og større interesse for ny musik. I 1970 er således udkommet 4 plader: en med 4 nutidige orgelværker, en med Stockhausens »Opus 1970«, en med Kagels »Ludvig van« og en med Boulez' 2. klaversonate og Bergs klaversonate op. 1. Og i efteråret kom så avantgarde-album nr. 3 med de sædvanlige 2-3 måneders forsinkelse.

Bedre sent end aldrig - begejstringen for det nye album er hos undertegnede ganske ubetinget. Mens vol. 2 var en sælsom blanding af lige dele mesterværker og kedsommelige ligegyldigheder, har DG nu påny svunget sig op til den høje kvalitet, som kendetegnede vol. 1. På 2 plader findes 2 værker af 2 af vor tids betydeligste komponister: Stockhausen og Kágel. En tredje plade bruges til præsentation af Luc Ferrari, som hidtil har været genstand for en alt for ringe opmærksomhed. La Salle-kvartetten har fået overladt en plade, og det samme gælder »Center of Creative and Performing Arts, State University of New York and Buffalo« og »Studio di Fonologia della RAI di Milano«.

»Center of Creative and Performing Arts« har 3 værker på programmet: »Paradigm (»for my friends«)« af Lukas Foss, »Algorithms I« af Lejaren Miller og »Signals« af den ikke særlig velkendte Elliot Schwartz.

»Paradigm« er et typisk Foss-værk med forskellige former for aleatorik. l nogle afsnit vælger musikerne hver for sig rækkefølgen af de musikalske hændelser, i andre reagerer de på hinandens spil. Som så ofte hos Foss er sproget inddraget i musikken, og da ord og toner behandles på ganske den samme måde, resulterer den alea-toriske anvendelse af det i forvejen opstillede ord-skema ofte i både barokke og ganske morsomme tekstsammenhænge.

(Eks.: Bury / your nostalgic / sonata / calculated / mistakes / with twelve tones«.) Det er et værk, som helt igennem er præget af komponistens ganske spontane glæde ved at skrive musik. 6 musikere medvirker.

Lejaren Miller's »Algorithms I«, som her kan høres i 2 af de 4 mulige versioner, er komponeret ved hjælp af en IBM-7094-computer. Værket gør i begge versioner (som uden større vanskeligheder kan identificeres som 2 versioner af det samme værk) et ganske pudsigt indtryk. Værket lyder (bl. a. på grund af de benyttede instrumenter) mange steder nærmest som Stockhausens »Kontra-Punkte«, oversat til Hillersk tonesprog! Man kunne fristes til at tale om »Darm-stadt-neoklassicisme«. Uden at jeg dog vil driste mig til at sætte lighedstegn mellem Bach/Stravinsky og Stockhausen/Hiller.

»Signals« er et lille værk for basun og kontrabas. Det må siges at være en ganske god repræsentant for den musikalske stil, som i disse år viser sig i utallige kammermusikalske værker.

Hos »Studio di Fonologia della RAI di Milano« foregår der spændende ting. Nonos »Contrappunto dialettico alla Mente« er holdt i den samme meget karakteristiske nyere Nono-stil, som kendetegner f. eks. »La fabbrica illuminata« og »A flo-resta é jovem e cheja de vida«. Teksten - som også her er politisk orienteret og beskæftiger sig med mordet på Malcolm X, Vietnam-

krigen etc. - gøres i størstedelen af værket komplet uforståelig ved hjælp af elektronisk bearbejdelse. Den fremføres af 5 vokalsolister (bl. a. Liliana Poli) og Coro da Camera della RAI).

Roland Wayns »Cybernetics III« er en glædelig overraskelse. Så vidt jeg ved, har ingen af Kayns værker været indspillet på plads før, og hverkan bøger eller tidsskrifter har ofret den nu 38-årige komponist megen omtale. Det må siges at være noget af en gade; »Cybernetics III« vidner - som også andre Kayn-værker - om et umiskendeligt talent. Som grundmateriale for værket benyttes udelukkende vokalklange (frembragt af både mennesker og dyr), og som hos Nono ændrer klangene karakter ved hjælp af elektronisk modulation. Resultaterne af de to komponisters arbejde er vidt forskellige: hos Nono fremføres et entydigt budskab i en højspændt dramatisk form, hos Kayn skabes strukturen med en ganske overbevisende, stilfærdig elegance.

La Salle-kvartetten har i dette album indspillet Ligetis Strygekvartet nr. 2, Earle Browns Strygekvartet og Wolf Rosenbergs Strygekvartet nr. 3. Af disse er Ligetis værk så ubetinget det musikalsk mest givende, hvilket vel ikke kan undre nogen. At kalde det et mesterværk er ingenlunde nogen overdrivelse. »Allegro nervoso; Sostenuto, molto calmo; Corne un meccanismo di precisione; Presto furioso, brutale, tumultoso; Allegro con delicatezza stets sehr mild« -således lyder satsernes betegnelser, og det giver ganske relevante oplysninger om deres art. Skiftevis nervøst, ekstremt roligt, mekanisk - netop således kan hele Ligetis musikalske produktion karakteriseres, og aldrig har det vel vist sig så tydeligt som i dette værk. Man kan roligt betegne det som uhyggeligt og adrenalin-producerende indtil det uudholdelige. Og meget smukt. Med andre ord: det ejer de

samme kvaliteter som kvartetterne af Bartok, Berg og Schönberg.

Med stor fornøjelse lytter man til Browns strukturelt krystalklare værk, som fortolkes perfekt. Og med spænding hører man kvartetten af Wolf Rosenberg, som lige som Kayn hører til de af en eller anden grund negligerede komponister. Forhåbentlig ændrer dette sig til det bedre efterhånden. Rosenberg hører til de »ældre« avantgardister (f. 1915), hans stil er særpræget og nærmest ekspressionistisk, og hans tredje strygekvartet er ikke noget ringe værk - men vel nok den sværest tilgængelige af de tre kvartetter på denne plade.

Luc Ferrari har også i nogen grad hidtil været overset. For ikke så længe siden kom dog to af hans nyere værker på Wergo, og også på forskellige plader med konkret musik har han været repræsenteret. Her høres »Presque Rien No. 1« og »Société II«. Det førstnævnte er simpelt hen en optagelse af en morgen ved en strand - et »elektroakustisk naturfotografi«. Bagsidekommentaren oplyser, at det ville glæde Ferrari, hvis man fandt, at dette ikke var »kunst«. Det kan jeg ikke glæde ham med. Et fotografi af en strandbred om morgenen kan være et glimrende kunstværk.

»Société 11« - med undertitlen »et si le Piano était un Corps de Femme« - er et bastant stykke musikalsk humor, hvori man finder citater fra forskellige andre komponisters værker. Værket er for klaver, slagtøj og 16 instrumenter. Det ville være i overensstemmelse med Ferraris idé, hvis man fandt, at værket var en krænkelse imod »god smag«. Igen må jeg skuffe komponisten - hvad er »god smag«?

En enorm klanglig fantasi viser sig i Mauricio Kagels »Der Schall« for 5 musikere med 54 instrumenter. Instrumentariet er mildest talt særpræget og består af 2 hovedkategorier: eksotiske instrumenter og genstande, som man normalt ikke sætter i forbindelse med musikfrembringelse (f. eks. 20 m haveslange med plastictragt). Værket har en varighed på 37 min. 20 sek., men ligesom »Musik für Renaissance-Instrumente«, med hvilket der i høj grad er beslægtet, virker det egentlig ikke for langt. »Kölner Ensemble für Neue Musik«, i hvilket Vinko Globokar og Christoph Cas-kel er de mest kendte medlemmer, står for værkets glimrende realisation.

Endelig er der så Stockhausens »Stimmung« for 6 vokalister, som fremføres af »Collegium Vocale Köln«. Det består af et stort antal enkle fonemstrukturer og 2 digte, som i vilkårlig rækkefølge indsættes i et skema, som er forsynet med detaillerede oplysninger om delenes behandling. Hver sanger har 8 eller 9 strukturer (af Stockhausen kaldet »modeller«) og 11 såkaldte »magiske navne«, som er hentet fra talrige nutidige og fortidige religioner fra hele verden. Disse navne integreres i modellerne under opførelsen. »Stimmung» refererer bl. a. til de benyttede tonehøjder: det dybe B's 2., 3., 4., 5., 7. og 9. overtone, og til begrebet »sjælelig stemning«.

Stockhausen siger selv om værket: »Gewiss ist STIMMUNG meditative Musik. Die Zeit ist aufgehoben. Man horcht ins Innere des Klanges, ins Innere des Harmonischen Spektrums, ins Innere eines Vokales, INS INNERE. Feinste Schwebungen - kaum Ausbrüche - ALLE SINNE sind wach und ruhig. In der Schönheit des Sinnlichen leuchtet die Schönheit des Ewigen.«

»Die Zeit is aufgehoben« - det er en rammende karakteristik af værkets virkning. Det varer over 70 min., det er ganske enkelt - og det virker ikke et sekund for langt. Banal »ny enkelhed« er det ikke, men et umiskendeligt Stockhausen-ar-bejde. Et ganske udramatisk og afslappet forløb; et mesterværk af fornemste karat. Og utvivlsomt en behagelig overraskelse for dem,

som mener, at ny musik altid er »hysterisk«, »nervepirrende«, »forvirrende« o.s.v.

Lyt og slap af! En glimrende afspændingsøvelse.

Jørgen Lekfeldt.

Wilhelm Kampff spiller Liszt på Turnabout Tv-S 34385

Wilhelm Kempff er den sidste nulevende repræsentant for den store romantiske pianisttradition. Hans spil er altid præget af en intens musikalsk oplevelse, han besidder en rigt varieret klang og en forbløffende karakteriseringsevne, der altid rammer i centrum. For mange står han som den uovertrufne Beethoven-fortolker, men dertil kommer hans dybt personlige fortolkninger af den romantiske litteratur. For år tilbage stod han tillige som den suveræne Liszt-inter-pret, der specielt formåede at hæve Liszt's deskriptive værker fra f. eks. Années de Pèlerinage op i den poetiske og metafysiske sfære, hvor disse forunderlige klaversatser med rette hører hjemme. Det amerikanske selskab Turnabout har udsendt noget af dette repertoire, fra Pèlerinage l og 11 »Au lac de Wal-lenstadt«, »Au bord d'une source«, »Egloque«, »II Pensieroso«, de tre Petrarca-sonetter, »Canzonetta del Salvátor Rosa« og det mindre beåndede stykke »Gondoliera« samt de to legender, den hellige Frans' fugleprædiken og den hellige Frans af Paolo vandrende på bølgerne. Desværre er den tekniske kvalitet temmelig ringe. Der er megen båndstøj, præklang, og de høje frekvenser i klaverklangen bliver skarpe og klangløse. Dette er yderst beklageligt, da man bl. a. kender Petrarca-sonetterne fra ældre optagelser i Kempff's indspilning, hvor hans fornemme klangbehandling kommer bedre til sin ret. Men pladen er billig, og det optagelsestekniske har åbenbart ikke ligget firmaet på sinde. For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at Liszt-forskeren, den

engelske komponist Humphrey Searle har skrevet glimrende kommentarer til værkerne bag på pladehylstret.

Bengt Johnsson.

HOFMUSIK

Å Gala Dinner Concert at The

Court of Vienna (late 18th Century)

- Karl Georg von Reutter: Servizio di Tavola; Johann Matthias Monn: Harpsichord Concerto in D Major; Georg Muffat: Concerto »Victoria maesta«; Gregor Werner: Prelude and Fugue in C Minor for String Orchestra; Heinrich l. Biber: Serenade for Strings, Continuo and Bass Solo (Nightwatchman Serenade). Turnabout TV-S 34324.

Numrene 1, 3 og 5 spilles af Mainz kammerorkester dirigeret af Günter Kehr med Heinz Zickler (clarino) og Laerte Malaguti (bas) som solister. De øvrige af det ungarske kammerorkester dirigeret af V. Tatrai og med Janos Sebestyen som cembalist i koncerten.

Turnabout har gennem en lang række indspilninger af mindre kendte værker indlagt sig fortjeneste af at have gjort musikhistorien bredere for grammofonlytterne. Det er tænkeligt, at det undertiden kan være en utaknemlig opgave, fordi det i denne forstand historisk interessante måske ikke altid er lige musikalsk givende. Men ikke så sjældent har det dog vist sig, at små komponisters bedste værker tåler sammenligning med de store komponisters mindre arbejder, og det er naturligvis sådanne værker, Turnabout er på jagt efter.

Men når pladeselskabet påtager sig en musikhistorisk betonet opgave, må det samtidig være forpligtet til at præsentere resultatet med en vis respekt for historiske kendsgerninger. Pladens titel passer til Reutters værk, men næppe til nogen af de andre kompositioner. Det er meget uvist, hvad Muffat, Werner og Biber havde med Wien at gøre. Muffat og Biber døde 5 øvrigt allerede i 1704 og spilledes sikkert ikke ved århundredets slutning. En Johann Matthias Monn har man aldrig kendt. Derimod en Georg Matthias, som er komponisten til denne koncert, og en broder til ham ved navn Johann Christoph. For resten hed de snarere Mann. Ingen af dem havde med hoffet at gøre. Omslagsteksten (af Egon F. Kenton) rummer desuden påstande om, at Østrig på denne tid endnu ikke eksisterede hverken politisk eller kulturelt, at Biber blev adlet af kejser Leopold III (med den rigtige tilføjelse, at det var der ikke mange, der blev), og at Georg Muffat var elev af Fux (det var derimod hans søn Gottlieb), og pladeetikettens oplysningerom satsbetegnelserne i Muffats koncert er ufuldstændige, mens de for Manns vedkommende er helt korrupte.

Det ældste af værkerne er nok Bibers serenade, der antages at stamme fra ca. 1670, da komponisten endnu virkede i Olmütz. Navnet natvægter-serenaden skyldes de morsomt indlagte vægtervers i den langsomme fjerdesats. De synges af en bas, der akkompagneres pizzicato af strygeorkestret. Georg Muffats koncert er fra en samling fra 1701, der i mange henseender vidner klart om forbilledet Corelli, men også - f. eks. i den langsomme tredie sats - om den anden store læremester, Lully. Manns cembalokoncert, der har satserne Allegro, Andante og Tempo di Minuetto, er et nydeligt senbarok uden megen substans, men den spilles med glimrende rytmisk verve af solist og orkester. Orkesterspillet kaster også glans over Gregorius Werners lidt konservative værk og Reutters lille symfoni med »rauschenden Violinen«. I det hele taget lytter man til pladen med glæde.

Carsten E. Hatting

Béla Bartók:

Musik for strygere, slagtøj og celesta. Philharmonia Hungari-ca, dir. Thomas Ungar. Cantata Profana. Murray Dic-

kie, tenor, Edmond Hurshell,

baryton, Wiens kammerkor og

symfoniorkester, dir. Heinrich

Hollreiser.

Turnabout TV-S 34382.

Denne nye indspilning af Musik for strøgere, slagtøj og celesta udmærker sig først og fremmest ved at være gennemført middelmådig. Den musikalske fortolkning er hverken særlig god eller decideret dårlig, og klangen er som så ofte på Turnabout-pladerne lovlig »ulden«. Desuden er overfladen på det anmeldte eksemplar alt andet end støjfri.

Hvorfor har man egentlig gjort sig den ulejlighed at indspille dette værk, som allerede foreligger i adskillige fremragende indspilninger?

Så er der straks mere mening i at tage sig af Cantata Profana. Når man ser bort fra de allerede nævnte tekniske defekter, er indspilningen egentlig ganske udmærket med en rimelig balance imellem solister, kor og orkester. Værket er et af Bartóks bedste, og besynderligt nok også et af de mindre kendte. Måske kan denne plade ændre dette forhold noget - prisen kan i hvert fald næppe afskrække nogen.

Jørgen Lekfeldt.

Witold Lutoslawski:

Maia Suita.

Fem dansepræludier for klarinet, strygeorkester, harpe, klaver og slagtøj.

Ouverture for strygeorkester. Berlins symfoniorkester, dir. Arthur Gruber.

Sørgemusik. Hamburgs symfoniorkester, dir. Arthur Gruber. Die Strohkette. Barbara Miller, sopran, Oksana Sowlak, mezzosopran, Robert Dohn, fløjte, Willy Schnell, obo, Hartmut Stute og Martin Klose, klarinetter, Karl Steinbrecher, fagot, dir. Arthur Grüber. Candide CE 31035.

Det er en relativt ukendt del af Lu-toslawskis produktion, man her har taget sig af. Selv om man kun har et ganske overfladisk kendskab til ny musik, kender man antagelig lidt af værker som »Trois Poèmes d'Henri Michaux«, strygekvartetten, Symfoni nr. 2 - med andre ord, det er de større, senere værker af Lu-sig opmærksomheden. Den eneste toslawski, som mest har tiltrukket undtagelse er »Koncert for orkester« fra 1954, som spilles ret ofte. Men bortset fra denne hører man ikke meget om de tidligere værker.

Nu skal der naturligvis ikke klages over interessen for de nye værker - det ville være direkte tåbeligt! - men der er grund til at gøre opmærksom på tilstedeværelsen af denne Candide-plade, samtidig med at man glæder sig over udgivelsen af Symfoni nr. 2 (sågar i 2 indspilninger), Paroles tissées etc.

Jeg har på fornemmelsen, at selv en indædt forkæmper for det »enkle«, »folkelige«, »sangbare« o.s.v. vil blive begejstret for værkerne på pladen. Der er tale om ret korte ting fra perioden 1949-58( og udviklingen fra det decideret tonale (Ouverture for strygeorkester) til den specielle Lutoslawski-opfattel-se af dodekafonien (Sørgemusik) kan her iagttages.

Overturen må nærmest karakteriseres som et stykke neoklassicisme i en skarpt accentueret og kortfattet stil (varighed: 41A minut). I Maia Suita (lille suite) og Dansepræludierne, som begge er omtrent samtidige med orkesterkoncerten, er Bartók-indflydelsen tydelig: temaerne er afledt af polske folkemelodier, og instrumentationen er yderst raffineret. Stykkerne har udpræget divertimento-karakter.

»Die Strohkette« er en samling bondesange, som er arrangeret for orkester, sopran og mezzosopran. Også her viser Lutoslawskis overtegne instrumentale kunnen sig. »Sørgemusik« for strygeorkester er skrevet til minde om Bartók. Som før nævnt benyttes her tolv-toneteknik, uden at værket dog af den grund får den ringeste lighed med Wiener- eller Darmstadtsko-len. Snarere er der igen tale om Bartok-påvirkning; ligheden med Bartóks »Divertimento« er tydelig. Indslipningen er fremragende og -i hvert fald i teknisk henseende -bedre end den ældre Philips-indspilning med Warszawa-filharmo-nikerne og Witold Rowicki.

Som sagt: Lutoslawski er blevet berømt for sine store værker fra 60'erne. Men har man ikke været opmærksom på det før, viser denne plade, at også hans folkloristisk prægede værker fortjener interesse.

Jørgen Lekfeldt.

Luciano Berio: Visage for menneskestemme og elektroniske lyde. Cathy Berberian. Sequenza III for solostemme.

Cathy Berberian. Circles for kvindestemme, harpe og 2 janitsharer. Cathy Berberian.

Cinque Variazioni for klaver. David Bürge. Candide CE 31027.

Bortset fra det tidlige klaverværk »Cinque Variazioni« er denne plade udelukkende et udvalg af Berios værker for solostemme med eller uden ledsagelse af andre lydfænomener. Stemmen leverer Cathy Berberian.

»Visage« skal ikke omtales nærmere her; den er allerede én gang anmldt i DMT (1968, nr. 1), og om nogen forskel i indspilningskvalitet er der ikke tale, da det benyttede lydbånd er det samme, og lydkvaliteten er ens på de to plader. (Den ældre indspilning: Turnabout TV 34046S).

»Sequenza III« fra 1965 er tidligere indspillet på Wergo. Berberians udførelse er også i den nye indspilning perfekt, og optagelseskvalite-ten forbilledlig. Værket er ligesom »Visage« og »Circles« et glimrende

eksempel på Berios fuldendte beherskelse af den menneskelige stemmes udtryksmidler, og den anvendte tekst (af Markus Kutter) kunne dårligt få en bedre musikalsk-dra-matisk fortolkning.

»Circles« fra 1960 er hermed indspillet for tredje gang (tidligere på Time Records og Wergo). Igen må man beundre Berios evne til at behandle digte (i dette tilfælde nr. 25, 76 og 221 fra »Collected Poems« af

e. e. cummings) således, at en slående overensstemmelse imellem tekst og musik opstår. Såvel ud-førelsesmæssigt som optagelsestek-nisk ligger indspilningen ganske på linje med Time's og Wergo's.

Rummet er her inddraget i musikken; sangsolisten anbringer sig i løbet af stykket på forskellige angivne steder, og instrumenternes placering foreskrives ligeledes ganske nøje i partituret. Alligevel er der ikke som hos f. eks. Stockhausen tale om en benyttelse af den rumlige dimension som absolut-musikalsk virkemiddel på lige fod med de andre parametre, men snarere om inddragelse af et teatralsk aspekt i musikken. (Berio: »Music is never pure: it is attitude: it is theatre.«).

Klaverværket »Cinque Variazioni« fra 1953 foreligger her indspillet for første gang i den reviderede version fra 1966. At værket stammer fra tiden før Berios »Darmstadt-periode« kan ses allerede 5 titlen: variationer over et »tema« (en serie). Denne fastholden ved tema-begrebet skulle snart efter opgives.

Det er et ganske fængslende værk med en klarhed i opbygningen, som nok kan få én til at tænke på

f. eks. Dallapiccola, hvem værket da også er tilegnet. David Bürge spiller det perfekt.

Fire glimrende værker i upåklagelig udførelse. Der skulle vel egentlig ikke være nogen grund ti! kritik - og dog: kunne valget af værker ikke have været heldigere? Hvis man havde ofret Cathy Berberian lidt mindre interesse, kunne man til

gengæld have fået plads til nogle af de af Berios værker, som endnu ikke er indspillet, men som nok kunne fortjene at blive det. Ting som f. eks. »Nones«, »Allelujah l« eller »II«, »Tempi concertati« (alle for orkester) eller strygekvartetterne, for nu blot at nævne et par af de mest nærliggende muligheder.

Berio er en af de betydeligste nutidige komponister. Og han har også vist sit talent andre steder end i »Berberian-værkerne«.

Det ledsagende kommentarhefte er som pladen selv hovedsagelig en gentagelse af noget allerede sagt: programnoter af Berio og Bürge samt en kort biografisk notits. Når man nu i så høj grad har koncentreret sig om en bestemt værkkategori, havde det været nærliggende at give den en mere grundig og sammenhængende beskrivelse.

Jørgen Lekfeldt

Edgar Varèse: Intégrales for lille orkester og slagtøj. Offrandes for sopran og lille orkester. Density 21,5 for fløjte. Helmut

Reissberger.

Octandre for fløjte, klarinet, obo, horn, fagot, trompet, basun og kontrabas. Hyperprism for lille orkester og

slagtøj.

Ionisation for 13 janitsharer. Ensemble »Die Reihe«, dir.: Friedrich Cerha. Candide CE 31028. Samtlige ovenfor nævnte værker er i forvejen indspillet på CBS-plader under ledelse af Robert Craft. Den ene af disse (MS 6146) har næsten det samme værkudvalg; den eneste forskel er, at »Offrandes« mangler på Craftpladen; i stedet er her indspillet »Poème Electronique«. Til gengæld findes »Offrandes« på den anden CBS-plade (CBS 72106) sammen med »Déserts« og »Arcana«.

Når jeg beskriver disse plader så detailleret, er det for at anbefale dem. Den nye Varèse-plade er nemlig på ingen måde bedre end de »gamle« - tværtimod. Craft-indspil-ningerne anskueliggør mere overbevisende værkernes rytmiske og dynamiske kontraster. Og det klæder faktisk Varèses værker langt bedre at blive fremført på den karakteristiske, lidt stive og påtrængende Craft-manér end at blive udpenslet i det væsentlig langsommere tempo, som Cerha benytter.

Den dynamiske balance er mange steder på den nye indspilning direkte uheldig, hvadenten det nu skyldes udførelse eller indspilningstek-nik. Det er en lovlig træg og upræcis Varèse, man her får at høre. Dette viser sig i særlig høj grad i »Ionisation«, hvor den gamle indspilning så ubetinget er den nye langt overlegen.

En række ganske fine klangfarvenuancer, som Craft ikke har fået med, kan opspores i de forskellige værker, men som helhed er denne nye plade desværre en skuffelse.

Kommentarheftet er fremragende skrevet af Egon F. Kenton: en udførlig biografi og en række interessante oplysninger om de enkelte værker.

Jørgen Lekfeldi

Årgang 46/1971, nr. 02