Og derfor er vidnesbyrd om disse aktiviteter indlysende undervisningsmateriale

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 11 - side 266-268

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jesper Tang:

... OG DERFOR ER VIDNESBYRD OM DISSE AKTIVITETER INDLYSENDE UNDERVISNINGSMATERIALE

- om Bob Dylan's placering i pædagogisk sammenhæng.

Borgens Forlag har for nylig udsendt den overhovedet første samlede analyse af teksterne i Dylans sangproduktion: »Bob Dylan smiler!« af Jesper Tang. DMT præsenterer bogen; der senere vil blive anmeldt her i bladet, med følgende artikel. Den er forfatterens svar på et spørgsmål om forholdet mellem Dylans placering i samfundsdebatten og et eventuelt pædagogisk sigte med bogen, - diskuteret på basis af det følgende klip fra bogens indledning.

Citat:

»Det er denne situation, der er det egentlige afsatspunkt for de analyser af Dylans sange i perioden 1962 til 1969 som står i denne bog. Altså: en stigende irritation over at se sangene forvrænget, naturligvis iblandet sympati for den Dylan og den holdning som analyserne slutter af med at antage for den mest naturlige (...) Analyserne og deres resultat skulle gerne bringe nogle oplysninger og forslag til læsninger af sangene frem; et materiale som man så bagefter kan kritisere og bygge om og videre på. Væsentligst er det, at der kommer gang i aktiviteten omkring Dylans tekster og musik, hvilket for øvrigt allerede er begyndt at ske. Så kan Dylan måske komme ind i samfundsdebatten på en meningsfyldt måde - og det vil debatten have godt af. Dylan har nemlig ikke tabt det sociale af syne, selvom han bliver demaskeret som traditionel revolutionær. Tværtimod.«

»Bob Dylan smiler!« er af forlaget udgivet i en serie af bøger som man kan kalde »alternativ« eller supplerende undervisningslitteratur. Bøger, som man kan studere i eller efter i forbindelse med specielle emner, som ellers ikke - eller endnu ikke - indgår i de egentlige undervisningsplaner. Altså er det en pædagogisk bog!

Men der er heldigvis også andre grunde til at forbindelsen mellem »det pædagogiske« og Dylans pla-

cering i samfundsdebatten er god nok. l første omgang er der måske nok tale om, at man kører på en fornemmelse af, at Dylans centrale tanke, den holdning til et samfund og en »samlivsform« som danskere stort set deler med amerikanere, er vigtig. Dylans personlige konflikt og hans forsøg på at løse den kan være et kernepunkt for videre spekulationer. Fuldkommen som man kan ha' det med »rigtige« digtere, filosoffer og andre som giver sig af med at spekulere over hvad der nu foregår udenfor deres vinduer.

Og så snart man har konkretiseret den fornemmelse for sig selv og begynder at spekulere over om/hvordan man skal kanalisere sin oplevelse af sangene, glider man over i noget »pædagogisk«. Dels fordi man jo altså helst skulle forklare sig sådan at det bliver klart hvad man skriver, og hvad man vil. Dels fordi man uundgåeligt løber ind i den pædagogiske situation (der ganske vist ikke er ens egen ved skrivemaskinen) som man godt véd er et dilemma i folkeskoler, gymnasier, på seminarier og højskoler: elevernes velbegrundede krav om at få hevet sådan noget som Dylans sange ind i undervisningen, og mange læreres lidt tøvende holdning overfor materialet: det er ligesom for nyt, og måske på en paradoksal måde »elevernes stof« detdér.

Hele feltet er altså næsten fra begyndelsen »pædagogisk« ladet: de to ting falder sammen og har iøvrigt ikke så lidt at gøre med forestillingen om at føre Dylans idé ind i »samfundsdebatten«, eller i alle tilfælde den mere eller mindre diffuse del af den som gælder det fundamentale spørgsmål om »livsholdning« osv. Og hvis denne debat ikke primært skulle foregå i undervisningssektoren - erkendt eller uerkendt - véd jeg ikke hvor den burde høre hjemme.

Det er derfor klart, at én af hensigterne med bogen

- og et grundlæggende synspunkt ved den praktiske disponering og formulering af den - har været at skaffe noget materiale til veje, som kan danne udgangspunkt for beskæftigelsen med Dylan. Det er analyser, oplysninger og vurderinger som lægges frem, og de må ikke opfattes som andet. At tillægge dem værdi af

- eller udgive dem for at være - endegyldige løsninger ville være svindel, og iøvrigt gøre dem fuldkommen uinteressante som undervisningsmateriale.

Man kan også stille det lidt mere provokerende op: bogen er et forsøg på at komme de lærere og elever

- og ikke så få selvstuderende Dylan-enthusiaster - til hjælp, som har lyst til at gøre noget ved sangene og ved rock-scenen som sådan. Og samtidig (forhåbentlig) det totalt afvæbnende argument overfor dem, der ikke rigtig har opdaget, at der er sket en fantastisk glidning medierne imellem: meget af det nye, avantgardistiske og epokegørende som de traditionelle kunstarter/medier længe har haft monopol på at formidle, sker nu også på plader, i koncertsale, på græsplæner og offentlige pladser. Og derfor er vidnesbyrd om disse aktiviteter indlysende undervisningsmateriale.

Helt præcist forestiller jeg mig altså at bogen kan bruges som udgangspunkt for litterære/sproglige studier i Dylans poesi (og det vil faktisk sige i et fremtrædende stykke moderne angelsaksisk poesi) i engelskundervisningen og i litteraturformidlingen i dansktimer m. m. m. Og den kan forhåbentlig også tjene som et hjælpende redskab for musikpædagoger og elever som »på klassen« eller i arbejdsgrupper i eller udenfor skolens rammer forsøger at dykke ned i den musikalske side af Dylans produktion.

Men netop i disse situationer og fordi bogen er en »litterær« analyse af Dylans sange, opstår der markante problemer omkring tekst/musik-forbindeisen (overfor hvis sidste led bogen erkender sine undladelsessynder). Det kan derfor være snedigt at overveje dette -i to punkter.

For det første bliver man nødt til, rent »teoretisk« og temmelig trivielt, at betragte tekst/musik-forbindelsen som en »enestående«, autonom kunstart. Den mixer to medier på en speciel facon, sådan at der ikke

bare er tale om musik til nogle ord, eller omvendt, men om en stærk indbyrdes binding og afhængighed. Dylans specielle evner som »entertainer« giver hans sange en bestemt dimension i og med at han synger musikken og teksten sammen i en enormt tætpakket enhed, og med tilsvarende udtrykskraft. Og følgelig kan man godt have på fornemmelsen at man sidder med en torso foran sig når man er ude i den litterære analyses ærinde.

Det er bare spørgsmålet om man ikke alligevel kan gå dét ærinde med mening? Jo, man kan så, og det nok så meget fordi Dylans musik på en facon er »brugsmusik«, teksterne tilstrækkeligt sigende til at give noget selvstændigt fra sig. l sangteksterne findes et klart »erkendelsesforløb«, der har dobbelt status: for den syngende Dylan udgør de et stadigt mere kompliceret og til tider fortvivlet forsøg på at hitte rede i verden. For lytteren udgør de en stigende grad af indsigt i den syngende Dylans situation og i den sociale virkelighed som man som sagt har til fælles med Dylan. For den syngende bliver sangenes »konklusion« en lykkelig forløsning på en personlig konflikt, samtidig med en indsigt og erkendelse i forhold til samfundssituationen. For hans publikum kommer denne erkendelse til at fungere som et muligt standpunkt, en holdning og en erfaring som måske kan være central i bredere perspektiv.

»Konklusionen« af Dylans sangproduktion er i kort begreb, at han ikke rigtig mener at det nytter noget med en stor, gammeldags revolution, men at man tvært imod skal dykke ned i det enkelte menneskes slørede og falske bevidsthed for at finde frem til, hvad det egentlig er for nogle behov mennesker har brug for at udfolde i et samfund med hinanden. Nok så kompliceret, men nok så sandt måske.

Når man kan hente en så konsekvent »handling«, et så konsekvent forløb og en så konsistent holdning ud af sangteksterne alene, er det meningsfyldt at gøre det. Og når man kan lave om ikke udtømmende så dog sammenhængende enkeltanalyser af de fleste sange, så har det en mening. Men det er naturligvis ikke den »fulde« mening, det er ikke en analyse af Dylan »som sådan«; man kommer ikke helt ind på livet af de specielle vibrationer han gi'r fra sig, den »sansedimension« han rettelig skal fattes i. Men så har man jo heldigvis stadig pladerne: man »myrder« ikke Dylan ved at forsøge at forklare hvad der »står på« pladerne; det kan man slet ikke, for de eksisterer trods alt hele tiden, med deres hele udtrykskraft.

Så står man ved det andet punkt: at pladerne som fænomen »i verden«, teksten og musikken som sådan og i sammenhæng kan repræsentere en faktisk kraft -parallel til den, som indholdsmæssigt findes deri. Herbert Marcuse mener at kunsten i et monopolkapitalistisk samfund på forhånd er afvæbnet: selve eksistensen af kunstnerisk form gør ethvert kunstværk »ufarligt« i et revolutionært perspektiv fordi kunstneren kan .have nok så revolutionære idéer, de skal dog passes ind i den æstetiske form, som eksisterer på et bestemt samfunds betingelser. Og det vil igen sige: på nogle bestemte sansedimensioners betingelser, idet den kunstneriske form og samfundets begreb om »det æstetiske« er en følge af sanseniveauet.

Man kan også tænke sig at det forholder sig knap så fastlåset: at samfundet utvivlsomt befinder sig på et givet, reduceret sanseniveau, men at der til gengæld også findes en og anden kunstnerisk form, som kan bryde dette niveau, krybe ind under huden på de usansende og sætte sig fast. F. eks. kunne man godt tænke sig at Dylans og iøvrigt en del af rockscenens form - i overensstemmelse med den dy-lanske tanke - sneg sig ind og med sine specielle sansninger og med sit eksempel sønderslog, eller dog slog hul på, »det norrnalsproglige« i bred forstand, den givne, reducerede sansedimension.

Hvis man kan tænke sig det, kommer selve eksistensen af Dylans meget informative tekster og den musikalske dimension, Dylans »entertainment«, i sig selv til at bevirke en form for løsning af den falske bevidsthed. Sangene kan i sig selv med deres eksempel - i forlængelse af den dylanske ironi - afvæbne den gængse samlivsform, det eksisterende sanseniveau. Det gør behovet for beskæftigelse med hans sange, deres tekst og musik og vibrationer til en uomgængelig nødvendighed.

Dylans tekster og hans musik; gør man det, har man nemlig en mulighed for at fange Dylans »budskab« og hans placering på en sådan måde, i sådan nogle begreber, at det kan sættes parallelt med, i niveau med de begreber vi »normalt« fatter verden i; altså på vores »normale« sanseniveau. Derfra går vejen videre ind i Dylans specielle sanseniveau, til fornemmelsen for hans specielle vibrationer. Det er altså i det hele et spørgsmål om at komme derind.

Man kan sætte alt dether i forbindelse med noget ganske konkret: det nytter ikke noget at man har en vidunderlig dimension stående foran sig, hvis den ikke kan kommunikeres, hvis man ikke kan komme rigtig ind i den. Man får ikke turned alle de mennesker på Dylan som både Dylan og en hel masse andre mener at man skal. l den konkrete pædagogiske situation kan man ikke forestille sig en marcusesk frigørelse eller en dylansk kærlighed, hvis der f. eks. på forhånd eksisterer en barriere mellem læreren og Dylan, eller mellem nogen af eleverne og Dylan. Men hvis man begynder med at bringe det hele på niveau med hinanden, hvis man finder ud af at Dylan både lader sig behandle som Shakespeare og Guldhornene og som en helt ny oplevelse, sansedimension, så er der en mulighed. Og det gælder også i et større perspektiv, hvorfor det »pædagogiske« og det bredere perspektiv i samfundsdebatten falder så fortræffeligt sammen. Men kan ikke bare sidde og vente på at læreren og eleven og en hel masse andre skal begynde at danse sammen.

Jesper Tang.

Jamen så er det da for alvor skrigende inkonsekvent at sætte sig til at spolere den nye sansedimension med en analytisk bog? Ikke slet så meget. Det er spørgsmålet om et valg, der lige præcis kan træffes på baggrund af en tanke som den Dylan-pladerne selv bærer med sig. Når man lige spekulerer tilbage, vil man opdage at den erkendelsesmæssige effekt hos Dylan ligger i teksterne; det er ikke så mærkeligt af den enkle grund, at bevidstheden (og følgelig enhver form for erkendelse) former sig sprogligt. Selvom man altså måske nok stræber ud over det umiddelbart sproglige niveau, må man alligevel begynde i det. Og på lignende vis med den »pædagogiske« situation: det er meget præcist at begynde med en analyse af

Årgang 46/1971, nr. 11