Rapporter

Musikundervisning og efteruddannelse

Samrådet for musikundervisnings første større initiativ, en konference om efterud-dannelsesproblemer, havde samlet godt et halvt hund rede deltagere fra alle undervisningsområder. Konferencen fandt sted på Ryslinge højskole i dagene 19.-22. oktober.

Konferencen blev en ubetinget succes — først og fremmest for samrådstanken. At så mange mennesker fra så forskellige interesse niveau'e r kan mødes, tale sammen og arbejde sammen, må tages som et tegn på, at traditionelt stivnede fronter er ved at komme i bevægelse. Om dette så på længere sigt kan udmøntes i konkrete resultater på det område, konferencen havde sat sig som mål at belyse, er en anden og måske i øjeblikket ikke så afgørende sag. Med et Gunnar Heerup-bon-mot: ""Det drejer sig ikke om at springe ti meter i vejret"". Den gode vilje manifesterede sig, og den ser givetvis ikke alene Vorherre på.

Eet kontant resultat nåede man frem til: Samrådet vil arbejde aktivt på at etablere et samarbejde omrking udgivelsen af DMT. Det vender vi selvsagt tilbage til. Nedenstående er klip fra indlæg, debatter og gruppearbejde på konferencen. Vi beklager stærkt at måtte undvære uddrag af vægtige indlæg af rektor Gunnar Sjostrøm, Göteborg, professor Gunnar Heerup, rektor Tage Kampmann og andre. Det skyldes dels pladsmangel, dels at disse indlæg simpelthen ikke foreligger skriftligt. Men iøv-rigt udsender Samrådet et fyldigt konferencereferat, som vi henviser interesserede til.

SEW

I. Synspunkter

Johan Bentzon, Samrådets formand:

. . . Ikke blot er det jo indlysende rigtigt at musikundervisernes centrale opgave er at skabe amatører d.v.s musikelskere — i ordets videste betydning, men jeg tror yderligere, at det kan give et frugtbart udgangspunkt, hvis man siger, at jo mere musikunderviseren selv kan udvikle sig til — og forblive — musikamatør, desto større muligheder har han eller hun for at kunne tilskynde og hjælpe andre til at blive det, ikke blot i ordets brede betydning men i den vi i almindelighed anvender: en der selv er i stand til at deltage i fremførelse af musik. . .

. . . Såvidt jeg husker er det Zoltan Koda-ly der har formuleret den pædagogiske grundregel: ""at man skal lære børn at elske musik, før man bibringer dem viden om musik"". Vi har vel alle oplevet at ud af vor glæde over musik opstod der en trang til at høre og læse om musik: om komponisterne, om deres plads i musikhistorien, om de enkelte værker og om musikkens sprog i det hele taget. Der er jo heller ikke tvivl om, at det hører med til den musikalske udvikling, at man lærer at bevidstgøre oplevelsen, at man får kendskab til musikkens grundelementer, til kompositionsteknik til former og strukturer, kort sagt til alt det man kan vide om musik, det der hører med til at have forstand på den. Men ligesom jeg for mit eget vedkommende endnu kan huske —

og til en vis grad længes efter — oplevelser i forbindelse med ganske bestemte musikværker længe før jeg havde nogen anelse om, hvad det var for et særligt kompositorisk forhold, der gjorde, at oplevelsen kom istand — på samme måde vil jeg stadig hævde, at det vigtigste ved musik er dens evne til at påvirke det menneskelige sind. Og jeg tror, at man kan være med til at denne evne forflygtiges, hvis man lægger for megen vægt på al det, der sammenfattende kan betegnes som den æstetiske oplevelse. . .

.... Den østtyske filosof, Ernest Bloch, har sagt, at det er menneskets adelsmærke at kunne gøre sig forhåbninger. Ethvert ægte kunstværk indeholder den forhåbning, at det må kunne betyde noget værdifuldt for andre. Van Gogh skriver i et af sine breve til broderen Theo: ""og med et maleri vil jeg gerne kunne sige noget, der kan være trøstende som musik"". Er der komponister idag, der skriver ud fra en lignende forhåbning? Eller er der snarere komponister idag, der ville sige, at det er deres forhåbning at bidrage til at gøre mennesker kontroversielle og ikke at gøre dem teknemmelige. Det er kunstens mulighed at kunne forøge det enkelte menneskes evne til at holde af.

Det skulle gerne igen blive de skabende kunstneres forhåbning. Og musikundervisernes.)

(fra indlægget ""Efter uddannelsesbehovet set med amatørøjne"")

Frede V. Nielsen, Danmarks Lærerhøjskole:

Umiddelbart kunne man vel hævde, at et indlæg om musikpædagogiske grunduddannelser ikke hører hjemme på en konference om ""efteruddannelse af musikundervisere"". Imidlertid er det min overbevisning, at man må anskue de to ting i umiddelbar tilknytning til hinanden: Efteruddannelsen kommer ind i billedet, når og hvis grunduddannelsen viser sig på den ene eller anden måde ikke at holde mål med den virkelighed og de krav, pædagogen stilles over for eller stiller sig selv. Dette betyder imidlertid ikke automatisk, at en pædagog, der søger efteruddannelse, har fået en dårlig grunduddannelse. Måske betyder det bare, at den virkelighed, han stilles over for, ændrer sig hurtigere og hurtigere — men det kan man jo dog ikke bebrejde hans grunduddannelse. Måske betyder det, at han simpelthen søger en fornyet inspiration i form af personlig faglig dygtiggørelse uden at man kan sige, han var udygtig til sit arbejde. Den tanke vinder da også mere og mere frem, at uddannelse ikke er et spørgsmål om nogle år — det er tværtimod en proces, der løber livet igennem (""lifelong education"").

(fra et indlæg om de musikpædagogiske grunduddannelser)

Lærer Carsten Andersen, Vindeby:

.... Nogle vil måske her indvende, at Den blå Betænkning jo indeholder en formulering af målet for undervisningen. Det er rigtigt. Den indeholder en formulering, men denne går i hovedsagen ud på det, den nyere forskning i målsætningspro-blematikken kalder for de affektive mål. Det vil sige, at målsætningen går på en holdningsdannelse hos eleverne og i meget ringe grad på tilegnelsen af en bestemt viden. Den lærer, som ved tilrettelæggelsen af sin undervisning vil søge hjælp i Den blå Betænknings målformulering, finder i den ikke nogen støtte, for han kan dreje en hvilkensomhelst aktivitet ind under dens formulering. Oveni købet — og det er jo det vanskelige ved undervisning, der sigter mod holdningsdannelse hos eleverne — uden, på kortere sigt, at være i stand til at foretage en evaluering af sin egen undervisnings effekt.

For at afhjælpe ovennævnte målsætnings-forvirring mener jeg, at enhver efteruddannelse af lærere enten må have et på forhånd meddelt folkeskolemusikalsk sigte eller i sit indhold arbejde med at sætte sig mål ...

. . . Fagets karakter taget i betragtning vil det nok være nødvendigt at splitte efteruddannelsen op i to dele:

1) en personlig uddannelse,

2) en metodisk-didaktisk uddannelse. Med hensyn til det første, er det jo det område, der er tilgodeset i de efteruddan-nelsestilbud, der eksisterer idag. En fordomsfri vurdering af disciplinerne og disses indhold er dog nok ønskelig.

Læreren må være i stand til at tilegne sig nyt stof, hvorfor discipliner som hørelære og brugsinstrumenter må prioriteres højt (stemme, guitar, klaver, blokfløjte).

Læreren må besidde så store teoretiske kundskaber, at han er i stand til at ændre og udarbejde satser, som kan passe netop til det stof, han arbejder med. Koralharmonisering kunne måske erstattes af et mere skolerelevant arbejdsgrundlag. Læreren må have et vist kendskab til sammenspil og korsang. Han må besidde et bredt kendskab til de forskellige arter af musik, der i tidernes løb er frembragt. Hvis en lærer besidder de nævnte færdigheder, må hans musikalske kvalifikationer siges at være i orden. Det, der nu mangler, er hans pædagogiske kvalifikationer. Her kunne jeg tænke mig etableret en disciplin, som hed musikpædagogik, som skulle indeholde en såvel teoretisk som praktisk gennemgang af musikpædagogiske ideer og metoder. Man skulle selvfølgelig her lære noget om de store — Orff, Koda-ly — men også mindre kendte synspunkter på det at arbejde med musik kunne gennemgås.

Alle de her nævnte discipliner skulle dan-ne grundlag for det, jeg kaldte efteruddannelsens anden del, den metodisk-di-daktiske.

Denne disciplin skulle foruden en kort indføring i de metodisk-didaktiske begreber bestå af arbejdsopgaver i form af tilrettelæggelse/gennemførelse og vurdering af undervisningssituationer. Gerne tilknyttet en eller anden praktikvirksomhed. . .

(fra indlægget ""Behov for efteruddannelse'"")

II. Konkrete forslag

3. A. Organisation a. Nødhjælp

En efteruddannelse der forsøger at gøre nuværende undervisere, som på trods af manglende eller mangelfuld uddannelse varetager undervisningen indenfor den frivillige musikundervisning, bedre egnede

hertil i en overgangsperiode. Uddannelsen foregår på lokalt plan eller ved offentligt støttede/private kursussteder. Financières af under-visningsstedet (amt, kommune).

b. Omskoling

En uddannelse for at gøre musikere og undervisere i stand til at varetage undervisning indenfor et andet, men beslægtet område end deres egen uddannelse kvalificerer dem til. Uddannelsen skal foregå på læreanstalter og offentligt støttede kursussteder. Financières af staten.

a. og b. skal samtidig ses som et forsøg på at mobilisere musikundervisere som ikke er i arbejde.

c. A-jour-føring

At bringe tidligere uddannede op på samme niveau som nuværende dimittender med samme uddannelse. Initiativet bør udgå fra de faglige organisationer, der er interesseret i et ensartet niveau, og forestås af læreanstalterne. Financières med statstilskud.

d. Videreuddannelse

Uddannelse i forlængelse af et tidligere studium, givende øget undervisningskompetence. Påhviler læreanstalterne og finder evt. sted som et yderligere studieår efter nogen tids praksis. Financières af staten. (fra referat af gruppearbejde om den frivillige musikundervisning på forskellige niveau'er)

1) Forslag om efteruddannelseskurser, sigtende mod undervisning i børnehave samt 1., 2. og 3. klasse.

2) Forslag om instrumental efteruddannelse.

3) Forslag om, at lærere uformelt kan overvære hinandens timer såvel på eget som på tilstødende undervis-ningsniveau'er. En lignende kommunikation vil være ønskelig mellem børnehavepædagoger og lærere på skolens yngste klassetrin.

4) Forslag om, at der i planlægningen af efteruddannelsen skelnes mellem en undervisning, der vedrører det musikfaglige og selve kommunikationsprocessen .

Man opfordrer Samrådet til at indbyde alle interesserede til konferencer, studiekredse m.v. til drøftelse af følgende problemkredse vedr. børnehave, børnehaveklasse og folkeskole:

— fælles målsætning — med evt. sammenhæng via delmål —

— fælles metodik —

— fælles uddannelse — eller en fælles basis i uddannelserne —

— fælles undervisningsmark.

(fra referat af gruppearbejde om efteruddannelse af lærere til musikundervisning i skolens første år ind. børnehaveklasse)

Voyeurernes middagsselskab

18.-23. september blev der i WIEN afholdt det første internationale symposion over BEATMUSIK. Der var 33 foredragsholdere fra 18 lande. De fordelte sig som 4 pædagoger, 9 musikvidenskabsfolk, 13 sociologer og 7 mediefolk. Påfaldende var det, at der til dette så udpræget vestlige fænomen var 13 af de 33, som var fra østlandene, 6 wienere og kun 3 engelsksprogede, af hvilke ingen var fra USA. Når dertil føjes, at der fra Vesttyskland deltog to helt traditionelle folk, af hvilke den ene aldrig har arbejdet med beat/pop overhovedet, så forstår man, at der varen vis skævhed over udvalget. Symposiet var iøvrigt arrangeret af FN's UNESCO og det ""Institut for musik, dans og teater i de audiovisuelle medier"" i Wien, som blev oprettet for 3 år siden, og hvis forskningsleder professor B LAU KOPF er. Han ledede og tilrettelagde også symposiet, og hans Doc. 1 D: NEUE MUSIKALISCHE VERHALTENSWEISEN DER JUNGEN GENERATION IN DER INDUSTRIELLEN GESELLSCHAFT dannede oplægget til symposiet. På grund af den (som Kurt Blau köpf selv udtrykte det) omhyggelige håndplukning af symposiets deltagere kom hans egne teser i høj grad til at dominere foretagendet. De kan trækkes op i følgende punkter:

1) Beat'ens opståen skyldes den accelererede generationskløft i et samfund, hvor alt går hurtigere og hurtigere. MEDIERNE har desuden medvirket stærkt.

2) Da den manifesterer sig på nogenlunde samme måde i øst som i vest, så har den altså ikke noget med ""social-poli-tiske"" forhold at gøre.

3) For Wien er det en fremmedartet musik, som ikke har noget med den østrigske musik-kultur at gøre, og den fungerer her nærmest som ""fremden-verkehrsmusik"" (turist-musik).

4) Dens benyttelse af den moderne teknik kan kaldes ""anti-fidelity"", fordi den ikke stræber mod en ren gengivelse, men derimod ofte bevidst forvræn-ger lydbilledet.

5) Lydstyrken i nærheden af smertegrænsen bruges til at skabe et eget rum omkring de unge, som er overladt til sig selv, fordi deres forældre sidder foran fjernsynsapparatet. De skaber deres egne grupper med nye normer, hvor guitarer og forstærkere er statussymboler, og hvor det ""normale"" forbrug træder tilbage. Den ændrede akustiske omverden kalder han ""lydforureningen"".

Forståelse er sympati

Nogle få anderledes tænkende var dog sluppet igennem Blaukopfs strenge regi. PAUL WILLIS fra Birmingham havde lavet sociologisk forskning efter deltagermetoden: han havde levet et års tid med en hippi-gruppe og en gruppe af ""bike boys"" (vilde engle) i Birmingham og havde beskrevet deres såvel kropslige som sproglige omgangsform og også — især — deres forhold til musik. Hans påstand var, at man kun kan forstå det, man kan lide, og udgangspunktet for hans undersøgelse var hans eget tilhørsforhold til Birmingham og til Pop'en, som han fra starten erklærede, at han godt kunne lide. Hermed adskilte han sig afgørende fra samtlige tysksprogede forskere. For dem er beskæftigelsen med pop og beat, ja med ungdomskulturen i det hele taget, en veritabel begraven sig i skidtet.

Kultur er interaktion

Willis bygger blandt andet på David Maxim og hans teorier om symbolikken i gruppers omgangsform. Når man er i en gruppe, ændrer den (og dens musik) sig — og det må man tage højde for. Metoden står i skarp modsætning til den traditionelle, positivistiske metode, som Blau-kopf og de fleste af sociologerne på symposiet hylder; den, der som resultat giver store, flotte skemaer og endeløse statistikker, som ser umådelig ""videnskabelige"" (d.v.s. naturvidenskabelige) ud. Resultaterne fra Willis' undersøgelser går på andre ting; såsom,, at motorcykeldrengenes musik er aggressiv og kropslig og deres verden en typisk traditionel mandeverden; mens hippierne er særdeles verbalt orienteret, de tolker deres musik, og forskellige grupper har en helt forskellig

funktion (f.eks. syre-musik). Deres ynd-lingsmusik er Zappa, Mothers og Pink Floyd, mens rockerne foretrækker Buddy Holly og Elvis Presley. Naturligvis anklages Willis for manglende objektivitet — men, som han siger, han mister jo ikke distancen, fordi han er optaget i en gruppe (og de bliver også ved med at tale anderledes til ham end til de andre), og enhver god forskning bygger jo på engagement: man har ""sat sig ind i"" tingene. Forskellen ligger mere i den måde, man fremlægger sine resultater på — samt i en meget vigtig ændring i opfattelsen af videnskabelighed og objektivitet. Willis mener nemlig, at ""subjektive ytringer er vigtigere end sociologi"". Han har derfor ikke de ældre forskeres naturvidenskabelige nostalgi, og han nærer ikke nogen illusion om uangribelig, uafhængig objektivitet. FUNKTION er for ham ikke noget min-dreværdigt, men derimod det eneste rimelige (og det vigtigste) at undersøge, når det gælder musik, såvel som når det gælder alt muligt andet. Den traditionelle interview-metode kan ikke indfange det vigtigste element i rockernes forholden sig til musikken: deres ""bodyly behaviour"" kropsligheden.

Hvad skal vi egentlig med videnskabelig autonomi — studerekammerets ensomhed bliver hurtigt kedelig, da det, det drejer sig om, dog er kommunikation, interaktion!

Hvor hurtigt kan man fratage En student evnen til at improvisere?

Den interessanteste af de traditionelt-soci-ologiske undersøgelser var foretaget i Ungarn af et hold under ledelse af IVAN VI-TANYi. Her havde man ladet 400 mennesker improvisere overforskellige harmoni-og melodi-mønstre og sammenlignet deres miljø, uddannelse og evne til at improvisere frit og selvstændigt. Man fandt frem til, at savel bønder som arbejdere følte sig vel hjemme i en pentaton melodi k, samt at den harmoniske tænkemåde var dem særdeles fremmed (især bønderne). Fornemmelsen for harmonisk improvisation hører udpræget til den ""borgerlige dannelse"". Studenterne havde selvfølgelig nemt ved at lave en pæn, kadencemæssig harmonisk improvisation, men den var til gengæld særdeles stereotyp og kedelig. Stort set var resultatet, at jo længere man har studeret, jo mere udtørret er ens evne for improvisation. Vitanyi kaldte den improvisatoriske evne for ""generativ kreativitet"" og mente, at man burde støtte og fremme denne evne. Han mente også, at beat-musikkens succes for en stor del skyldtes, at den bygger på den generative evne, og den via denne kunne medvirke til overskridelse af kulturkløften. Vitanyi og hans folk har også undersøgt forholdet mellem børn fra de berømte Kodaly-skoler og fra aim. skoler og har fundet, at Kodaly-børnene måske er mere receptive over for klassisk musik, mens deres forhold til pop/beat er det samme som de andres; men Kodaly-børnene er også udpræget overklassebørn. Endelig har de analyseret musikken, fundet frem til fremherskende melodi-formler, harmonifølger og formskemaer. De viser den forventede stereotypi — men efter min mening er det nu heller ikke nok at undersøge disse traditionelle elementer efter den traditionelle metode. Som bekendt finder man kun det, man ønsker at finde, eller rettere, det man spørger om. For mig at se er det vigtigste ved pop'en visse formelle elementer: fadeningen, først og fremmest, den let håndterlige opbygning, samt naturligvis det rytmiske element (som ungarerne ikke havde skænket nogen opmærksomhed). Men all right — de brugte deres resultater til at vise, at beat'en har brudt med pop'ens stereotypi, at den er formelt mere varieret, ofte i usymmetriske former, samtidig med at teksterne har fået socialt-politisk indhold, som gør dem relevante for fol k i deres dagligdag.

Mediemusik — gruppemusik — miljømusik

l symposiet deltog den hel del mediefolk, fra bl.a. Holland, Jugoslavien, Frankrig og Belgien. Holdningen til medierne var langt fra at være afklaret. På den ene side mente de fleste, at medierne så at sige havde skabt (eller i hvert fald havde været stærkt medvirkende til fremkomsten af ) beat og pop. På den anden side måtte man konstatere, som Campeaunu fra Bukarest udtrykte det, at musikken var opstået ikke på grund af, men på trods af radio og fjernsyn, og at den passivitet i forholdet til musikken, som man havde forventet, ikke var indtruffet, tværtimod var antallet af aktive musikudøvere stadig i stærk stigning. Flertallet var enige om en tendens i retning af, at fjernsynets betydning for musikken ikke er overvældende, og at den vil blive stadig mindre, hvorfor de konkluderede, at man især må sætte ind over for radiofonierne. Hertil kommer problemet, som Blaukopf kalder lydforureningen, og som andre, f.eks. Claude Geerts fra Brüssel, kalder lydkulisse og passiv lytning: musik som baggrund, transistor (mis)brug. Bag det hele lureren meget moralsk holdning samt hele den traditionelle æstetiks afvisning af funktion og brug. Man er klar over betydningen, og man bruger megen energi på, som Claude Geerts, at lave ""tidsbudgetter"" forde unge som viser, at lørdag aften kl. 22 er der flest, der hører radio overhovedet, og i week-enden hører man mere radio end på hverdage o.s.v. Men man drager ingen konsekvenser af resultaterne. F.eks. viser Claude Geerts' undersøgelser, at det er alle de undertrykte, som hører radio: pigerne hører dobbelt så meget som drengene, jo lavere miljø, jo mere hører man radio, og mest hører hjemmegående husmødre.

Medierne er egalitære

Ovenstående udtryk er lånt fra hans mag-nus enzensberger, som siger, at mens den traditionelt-borgerlige kultur er elitær, så er medierne i deres form egalitære, de sætter i princippet folk lige. Heraf kommer en del af borgerlighedens modstand: medierne er et angreb på deres privilegier. Det er baggrunden for bl.a. Vitanyis håb til dem, som overvindere af kulturkløften. Indtil videre må man være skeptisk, fordi medierne over det meste af verden styres af borgerligt-pædagogiske folk; men mulighederne er der. Først må man dog erkende musikkens funktion og forstå, hvorfor musik er ""dårligt fjernsyn"": årsagen er, at musik i traditionel forstand er ren reproduktion, mens fjernsynet er et reportage-medium, i endnu højere grad end radioen. Derfor har fjernsynet også haft størst succes på programmer, som viste processer, indlæring af musik: orkesterprøver, virtuosers prøver med elever. Det er jo også godt nok! Det gælder om, at vi overvinder vores medie-puritanisme og indser, at medierne skal benyttes i overensstemmelse med deres form og struktur, som vor tids vigtigste middel til en virkelig fornyelse.

Symposiet viste med al mulig tydelighed Blaukopfs generationskløft: på den ene side stod en lille flok yngre folk, som kendte musikken og grupperne, og for hvem beat'en er et af tidens mest opmuntrende tegn på udvikling i retning af en ny, mere menneskelig og egalitær måde at organisere sig på. På den anden side: en langt større flok, med Kurt Balukopf i spidsen, for hvem al beat og pop er ""lydforurening"", som ikke har noget med musik at gøre, et fremmedartet overgangsfænomen, et civilisationens affaldsprodukt, som det gælder om at få krammet på, inden det breder sig for meget. Samtidig kan det altså bruges som forskningsobjekt for Blau köpf og hans til lejligheden oprettede institut, og den kan give mulighed for nye symposier og kongresser, hvor man igen gensidigt bekræfter hinanden i sin mistillid til folk og især til de unge, og hvor man slutter af som man gjorde her, med at konstatere

Forskningens afmagt

Sidste indlæg på symposiet kom fra Lennart Reimers fra IMDT. Han fortalte — som Blau köpf sagde — rædselsfulde historier om manglende kommunikation, om dilettantismus og uvidenskabelighed i forskningen på dette vigtige område. Forklaringen er enkel nok. Som Oscar Negt siger: ""Sociologiens afmagt overfor prognoser består netop deri, at den ganske vist kan angive kapitalismens normaltilstand, dens ligevægtsbetingelser, men overhovedet ikke er i stand til virkeligt entydigt at bestemme noget potentielt"". Derfor vil den traditionelle forskning uafladeligt blive overrasket over, at tingene sker, og den vil også være ude af stand til bagefter at forklare hvorfor. Men det er jo altid fint,

når øst og vest mødes. Som prof. Sochor

fra Leningrad, der spurgte: Sig mig, mr.

Willis, er ""Beatles"" populære i England?

Anna-Lise Malmros

NOTE:

Citatet af Hans Magnus Enzenberger stammer fra hans ""Baukasten zu einer Medientheorie"", Kursbuch 20, oversat til dansk i Vindrosen, nr. 3, 1971. - Oscar Negt-citatet stammer fra et interview med ham i Vindrosen, nr. 2, 1972.

. .. damals in graz.. .

Årets ISCM-fest fandt sted inden for rammerne af den efterhånden traditionsrige østrigske oktober-festival for ny musik, Steirischer Herbst. På mange punkter blev dette ægteskab en mesalliance. De tre implicerede institutioner — ISCM's jury, programkomitéen for Steirischer Herbst og den østrigske radio — har åbenbart haft for modstridende interesser til at kunne formulere en fælles programlinje. Nogen hørbar idé bag de forskellige programcocktails lod sig i hvert fald vanskeligt registrere. Det skulle da lige være den at lave endnu en festival for den mellemeuropæiske modernisme og dens rejsende kommissærer — De ved: lidt Stockhau-sen-Nachfolge, lidt forbrugervenlig japansk muzakavantgarde, lidt musikteater-gøgl fra randstaterne o.s.v. l så fald var det en vellykket festival. ISCM-føljetonen har altså fået endnu et kedsommeligt kapitel. Men som så ofte tidligere var der også i år undtagelser, værker der pludselig hævede sig over den grå, forvaskede rutine og blev til oplevelser: f.eks. fik Friedrich Cerha's 7-delte cyklus ""Miroir"" sin første samlede opførelse, og uanset hvad man kan mene om Cerha's æstetiske referencer, er der tale om et værk af indiskutabel kompositorisk kompetence, som det må være en selvfølgelig opgave for f.eks. det danske radiosymfoniorkester at tage på programmet. Det samme gælder argentineren Carlos Roqué A/sina's ""Schichten"" — et besæt-tende, festligt stykke orkesteragression, glimrende spillet af musique vivante-ensemblet under Diego Masson og komponisten.

Andre positive overraskelser var indoneseren Soegijo's patetisk indignerede oratorium ""Landskaber"", hollænderen Peter Schat's systemisk naivistiske ""Thema"" for elektrisk obo og blæsere samt schweizeren Klaus Huber's ""Indwendig voller Figur"", et oratorium med tekster fra Johan-nes""åbenbaring i en nyromantisk, ekspressiv stil, der ligger lykkeligt langt fra Hu-bers tidligere, noget anæmiske udtryksmåde.

På debetsiden må — foruden alle ligegyldighederne - noteres et helt usædvanligt kedsommeligt Stockhausen-stykke for orkester. ""Stop"" hedder det — og vær hermed advaret. Minus også til musique vivante's messingblæsere foren ualmindelig sjusket gennemspilning af svenskeren Sven- David Sandström's spændende ""Disturbances"" — uden konkurrence festivalens ringeste opførelse. Den næstringeste tegnede radio Zagrebs kammerorkester sig for. Det gik bl. a. ud over et nyt Lutoslaw-ski-værk — præludier og fuga. Det forekom ikke at være helt på højde med tidligere Lutoslawski-stykker, men hævede sig dog himmelhøjt over gennemsnittet, trods den ilde medfart, det fik. Igen en programide til vore hjemlige koncertarrangører.

På i SCM's generalforsamling, der traditionen tro afholdtes i forbindelse med festivalen, var hovedtemaet fornyelse. Forståeligt nok — selv den mellemeuropæiske musik-mafias spidser føler sig nu trykket

af det ghetto-præg, de selv har været med til at sætte på ISCM-festerne. Ønsket om fornyelse gav sig to praktiske udslag: et — skandinavisk inspireret — forsøg på at udskifte den hollandske præsident André Jurres med den hidtidige vicepræsident, svenskeren Gunnar Bucht, og en — fællesnordisk — invitation til en alternativ ISCM-festival i Reykjavik 1973. Det første initiativ førte ironisk nok til, at Jurres blev siddende, men Gunnar Bucht måtte vige vicepræsidentsædet til fordel for canadieren Sam Dolin, der iøvrigt ville have været Buchts egen vicepræsidentkandidat, såfremt han — Bucht — var blevet præsident.

Det andet initiativ — invitationen til Reykjavik — blev efter en del skeptiske indvendinger accepteret af generalforsamlingen.

SEW se iøvrigt lederen