Four texts in music

Af
| DMT Årgang 52 (1977-1978) nr. 05 - side 185-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Four texts in music

En komposition for mezzo sopran og orkester af Ingolf Gabold

En introduktion til værket ved komponisten

Om teksterne:

Vayvra hælohim ett haadamm behtzalmo

Betzelem haelohim barra otto (1. Mosebog 1. kap. v. 27)

(en slags lydskrift af hebraisk, som på dansk en)

Og Gud skabte mennesket i sit billede

i Guds billede skabte han det

Ein Zeichen sind wir, deutungslos

Schmerzlos sind wir und haben fast

Die Sprache in der Fremde verloren (Hölderlin)

We are such stuff

As dreams are made of, and our little life

Is rounded with a sleep

(Shakespeare af The Tempest)

Blepomen gar arti di esoptrou en ainigmati

(Paulus 1. brev til Kornterne 13. kap. v. 12) (som på dansk er:)

Nu ser vi jo i et spejl,

i en gåde.

Disse fire tekster er hver for sig forsøg på definition af væren, og således som teksterne her sættes efter hinanden/overfor hinanden, indgår de i en ontologisk (ontologi 3: læren om det værende eller eksisterende som sådant) diskurs med hinanden og i og for sig med sig selv.

Om den 1. tekst:

Jøderne kaldte deres Gud »Jahve« (o: jeg er den der er) (2. Mosebog 3. kap. v. 14) - således lod de deres Gud definere sig selv.

Og de lod denne »jeg er den, der er« befale, at ingen måtte gøre billeder af »jeg er den, der er«.

Ingen må gøre billeder af »jeg er den, der er« eller »jeg er, at jeg er« eller »den/ det værende«, for i billedet er det »værende« forsvundet til fordel for billedet.

Det er så vor skæbne, at vi ustandseligt søger og forsøger at definere »væren«, men dermed glider »væren« os af hænde i en evig bevægelse af væren og bærens fravær i definitioner - eller i en værens tilblivelse, hvor væren skjuler sig bag tilblivelse, en tilblivelse af kommunikation i form af billeder, skrift, gestik, mimik, tale, musik, berøring - alle er de repræsentationer af »væren«, alle meddeler de i sig selv »væren«, men skjuler samtidigt det værende i meddelsen.

Jøderne definerede altså deres Gud »jeg er den, der er«,o: Jahve, men ord/billede Jahve turde/ville de ganske rigtigt ikke anvende, derfor brugte de ordet Elohim.

»Vayvra haelohim ...« »Og Gud (»jeg er den, der er«) skabte ...« - i denne (ontologisk geniale) skabelsesfortolkning ligger en klar erkendelse af, at Gud o: den der er, O: værende skaber i sit billede, dette billede er mennesket. Mennesket er altså et billede på/af »det værende« og skjuler dermed »det værende« i billedet - i sit billede. Mennesket er ikke »det værende« - men billedet på »det værende«.

Om den 2. tekst:

»Ein Zeichen sind wir« - et tegn på/af »det værende«, en projection, en re-præsentation af »det værende«, -»deutungslos«, dvs. tydningsløse i »værens« (be-)tydning, fordi vi allerede er tydede o: som tegn.

Og på samme måde som vi selv er tegn på/af det værende - skabende, på samme måde skaber vi selv tegn O: kommunikationsmidler, f.eks. vort sprog, men dette sprog har vi næsten mistet i det fremmede (und haben fast die Sprache in der Fremde verloren) - mistet det i forhold til det værende, som er sprogløst, fordi et hvert ord, der forsøger at beskrive det værende - skjuler det værende i beskrivelsen, gør det beskrivende vigtigere som erkendelse i vor menneskeforståelse end det værende i sig selv, som ligger udenfor vor erkendelsesmulighed, fordi vi selv er (be-)skrevne, er tegn.

Men det er så vor skæbne, at vi ustandseligt må tyde væren igennem nye begreber - en tydningsproces, som er uendelig og enestående, en lykkelig mulighed for strukturering af vort liv, som - dybest forstået gør vort liv smerteløst, fordi vort liv igennem en uendelig »mening« - med evige definitioner af væren igennem nye tegn, ord/billeder.

Om den 3. tekst:

»We are such stuff ...« - men et stof, flygtigt og mangetydigt som drømme. Og vores liv - som er fuldt af tegn og sprog - er omgivet af søvn, - søvnen, forglemmelsen, mørket, døden, - antitesen til vort vågne, bevidste liv med dets projektioner og re-præsentationer af væren, det værende, som kun erkendes af os gennem spejling.

Om den 4. tekst:

»Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde« - og dermed må det blive for os som mennesker: at vi i spejlingen, i billedet på/af ofer værende oplever- som »i en gåde« -det værende. The rest is silence - eller nye spejlinger, nye billeder, nye tegn, tegn som f.eks. musik.

Om musikken:

Den 1. tekst i musik:

Begynder med ordet »haelohim« re-præsenteret i et stryger-cluster, hvis frekvensområde styres af en al-intervalrække (de elleve mulige intervaller i en strukturering af vort europæiske tolvtone-rum) - en repræ-sentation af den totale, almægtige Gud O : Elohim/Jali ve, i en mangfoldighedens »hvide støj«, hvor al videre strukturering er mulig. Ordet »Haelohim« er projiceret i al-intervalrækken:

hvis frekvensområder i de 3 firetonegrupper styres af de 3 vokalers farve: Hae- = mellemtone register, -lo-= dybtone register, -him = højtone register.

Ordet hviskes kun, og al-intervalrækkens toner ses/høres kun som »negativ« i cluster'et, dvs. at de tolv toner er udeladt i de 3 hvid-støj klange; Jahve »eksisterer« i (tone-)stoffet som fravær af stof- som negation af stoflighed. Først i det øjeblik Jahve skaber, høres al-intervalrækken i intervalpar succesivt indført begyndende med lille sekund og sluttende med stor septim - instrumenteret i blæserne. Gennem de elleve (talte) udbrud af ordet »vayvra«:

skabes da »haadamm« - mennesket i Jahves billede, »Haelohim« i den musikalske struktur, men dog således, at Jahve er stofligt tilstede i sit billede, dvs. at al-intervalrækkens tolv toner er tilstede i de 3 hvid-støj klange, samtidigt sker der en omgruppering af de 3 firetone grupper styret af vokalfarverne: beh- = højtone register, -tzal- = mellemtone register, -mo = dybtone register.

I interferensen imellem Gud og Guds billede opstår da mennesket, - her lægges altså noget til i den ontologiske diskurs: mennesket er altså ikke (kun) Guds billede, mennesket er en interferens imellem Gud og Guds - den/det værendes - (billed-)skabende virksomhed.
Mennesket »haadamm« identificeres i den musikalske struktur med 2. teksts ord »Ein Zeichen« og »Die Sprache« samt med 3. teksts ord »life«: mennesket, der er liv, er identisk med sit sprog og et tegn på/af Jahve o: den, der er.

Men i værens (be-)tydning er »haadamm« tydningsløs, derfor omkrandses de 3 haadamm-identificeringer af den musikalske struktur for 2. teksts ord »deutungs-los«:

Den 2. tekst i musik:

Fremtræder som en række permutationer af Hölderlins digt, således: ordene ein Zeichen og die Sprache nærmes i tidsforløbet hinanden, sammenfald, for derefter at fjerne sig fra hinanden, die Sprache føres (jvf. nedenstående model- ud til venstre) in der Fremde og ein Zeichen føres (ind til højre) bagved deutungslos - ind i det tydningsløse:

Således kommer tekstledene - i deres tidsforløb kom frem i syntax

Ein Zeichen sind wir
Schmerzlos sind wir
und haben fast die sparche
in der fremde veloren

deutunglos
ein Zeichen sin wir
und haben fast die Sprache
in der fremde verloren
Schemerzlos sind wir

in der Fremde verloren
und haben fasr die Sprache
ein Zeichen sind wir
deutungslos
Schmerzlos sind wir

und haben fast die Sprache
in der Fremde verloren
deutungslos
ein Zeichen sind wir
Schmerzlos sind wir

(på dette sted glider så die Sprache ud af systemet, og her indtræder da den 3. tekst)

in der Fremde verloren
Schmerzlos sind wir
Schmerzlos sind wir
deutungslos
Ein Zeichen sind wir

Sproget projiceres i musikalsk struktur udfra flg. principper:

Ein Zeichen = D-dur/e-mol

Die Sprache = G-dur/a-mol

life (3. tekst) = C-dur/d-mol

(denne ord/tonearts-gruppe kan applikeres på astrologiens begreb: Ild-tegn, henh. v. Labil (skytte), Fix (løve), Cardinal (vædder)).

Deutungslos = Gis-dur/ais-mol

sleep (3. tekst) = Fis-dur/gis-mol

(denne ord/tonearts-gruppe kan applikeres på astrologiens begreb: Luft-tegn, henh. v. Labil (tvilling), Cardinal (vægt), det Fix'e tegn (vandmand) er udeladt).

Schmerzlos = F-dur/g-mol

stuff (3. tekst) = Es-dur/f-mol

(denne ord/tonearts-gruppe kan applikeres på astrologiens begreb: Jord-tegn, henh. v. Labil (jomfru), Cardinal (stenbuk), det Fix'e tegn (tyr) er udeladt).

In der Fremde = H-dur/cis-mol dreams (3. tekst) = A-dur/h-mol

(denne ord/tonearts-gruppe kan applikeres på astrologiens begreb: Vand-tegn, henh. v. Labil (fisk), Cardinal (krebs), det Fix'e tegn (skorpion) er udeladt).

Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at redegøre for det ikke-traditionelle »paralleltonearts«-forhold, f.eks. C-dur/d-mol i stedet for C-dur/a-mol, her skal blot fastslåes flg.:

»Dur/mol-akkorderne« optræder hele tiden som totale akkorder, dvs. indeholdende hele dur-toneartens tone-repertoire f.eks.

Til ord-gruppen Zeichen, Sprache, life - bruges »Dur-akkorder«, instrumenteret i blæsere.

Til ord-gruppen Schmerzlos, stuff - bruges »Dur-akkorder, instrumenteret i blæsere og slagtøj.

Til ord-gruppen in der Fremde, dreams - bruges »mol-akkorder«, instrumenteret i strygere.

Til ord-gruppen deutungslos, sleep - bruges »mol-akkorder«, instrumenteret i strygere og træblæsere.

Af ovenstående fremgår at Ildtegns-ordgruppen og Jordtegns-ordgruppen associeres maskulinum (Dur/blæsere/slagtøj), hvorimod Lufttegns-ordgruppen og Vandtegns-ordgruppen associeres femininum (mol/strygere/træblæsere). Til disse associationer hører også begreberne maskulin »avls«-tone og feminin »avls«-tone: (f.eks. vurderes tonen G som avistone (opadgående) for den totale C-dur-akkord (maskulin), ligesom tonen A vurderes som avistone (nedadgående) for den totale d-mol-akkord (feminin) - dette er af vigtighed for det følgende, idet det musikalske forløb af den 2. tekst indledes med et afsnit, der består af sopranens sungne »wir sind« på avistoner. Som tidligere anført associeres hovedbegreberne i Hölderlins digt til de 4 klassiske element-begreber:

Ild-element: ein Zeichen, die Sprache

Luft-element: deutungslos

Jord-element: schmerzlos

Vand-element: in der Fremde

- og som tidligere anført »mangler« det Fix'e tegn/ord i teksten for Luft-, Jord- og Vand-elementerne, kun for Ild-elementet findes det Fix'e tegn i ordet Sprache. For Ild-elements ord bruges, i dette indledende afsnit, avls-tonerne d,e (avls-tonerne for G-dur/a-mol), altså die Spräche's avls-toner. Disse 2 toner bruges følgeligt også for det indledende Ein Zeichen (der ellers retteligt, med tonearterne D-dur/e-mol, har avistonerne a,h). Sprog og tegn identificeres altså her med det samme.

Ordet deutungslos (der ellers retteligt, med tonearterne Gis-dur/ais-mol, har avistonerne dis,eis) behæftes med avistonerne for det ikke eksisterende Fix'e tegn/ord, altså med avistonerne gis,ais (vandmandens tonearter er Cis-dur/dis-mol) og så fremdeles:

wir sind (avls-tonerne d,e) (ein Zeichen)

wir sind (avls-tonerne gis,ais) (deutungslos)

wir sind (avls-tonerne f,g) (schmerzlos)

wir sind (avls-tonerne d,e) (die Sprache)

wir sind (avls-tonerne h,cis) (in der Fremde)

At dette musikalske forløb påbegyndes med avls-toner for ikke eksisterende ord i Hölderlins digt unddrager sig egentlig sproglig/begrebsmæssig forståelse og redegørelse, her skal blot tilføjes: - det musikalske forløb tager sin begyndelse med en identificering af sprog og tegn »ein Zeichen/die Sprache«, dvs. sproget er tegn ligesom musikken er tegn, og således opstår musikken da i sprogets fravær (de manglende Fix'e ord i digtet) - eller snarere: hvor den ene form for tegn-givning ophører, der begynder en ny.

Akkompagnementet, der sættes i gang af sopranens udsagn, »svarer« hele tiden negativt (»sind wir?), -men ikke forstået som negation af væren, blot som en »tillukning«, hvori væren slutter sig om sig selv. Kun die Sprache (takt 4) kan stille spørgsmål ved væren: jeg er, at jeg er (dybest set vor eneste udsagnsmulig-hed, - alt andet er (for-)tolkning) - kan, ved hjælp af sprogets syntaktiske muligheder stilles: jeg er, at jeg ikke er, eller to be or not to be, sådant et udsagn kan kun sproget opstille - ontologisk (og i øvrigt også eksistentielt) er dette rent vrøvl. Kun i takt 6 går akkompagnementet udover sit »besvarende« udsagn: ved at samle udsagnene efter - og videre ind i der Fremde. Hele indledningen - der følger de 25 permutations-tekstled er altså centreret om »vi er!/er vi?«: tegn, tydningsløse, smerteløse, sprog, i det fremmede. Herefter indgåes en diskur» om, hvorvidt disse ord/tegn/begreber forsvinder i det tydningsløse - fremmede, som skjulende væren qua deres definition af det værende.

Som tidligere anført er sprog-tegn og musik-tegn bragt klangligt overens, således at denne diskurs også kan følges rent akustisk:

avls-tonerne for hvert musik/sprog-tegn høres enten i sopranens »sind wir« eller i akkompagnementets mf-tenuto toner (wir sind el. sind wir).

Schmerzlos sind wir und haben fast

Die Sprache in der Fremde verloren

Efter 20 tekstled »forsvinder« die Sprache ud af permutationssystemet - og her opstår da muligheden for en ny sprogliggørelse af væren - en ny definition. I sprogets fravær opstår det ny sprog - i definitionens fravær opstår den ny definition - i tegnets fravær opstår det ny tegn, - ligesom Jahve i sit »stoflige fravær« (jvf. den 1. tekst i musik) skaber stof i/på vej mod sit billede.

Den 3. tekst i musik:

Den musikalske struktur, der re-præsenterer denne tekst (det ny sprog: engelsk), er et tone-»rum«, der sammenfatter avls-tonerne for hovedordene i Shakespeares tekst:

We are (such stuff) = c,b

(As) dreams = e,fis

(are made of, and our little) life is = g,a

(rounded with) a sleep = dis,cis

til en skala.

Denne skala er en transposition af i alt 3 mulige indenfor 12-tonerummet med denne struktur, hvoraf vi allerede tidligere (i 2. tekst i musik) har hørt de 2, nemlig skalaen for de (ikke eksisterende) Fix'e ord og skalaen for de Labile ord, ovennævnte skala er altså skalaen for de Cardinale (den engelske teksts) ord.

Denne skala gøres til genstand for yderligere »rum«-definition i form af harmonier:

Af ovenstående eksempel fremgår ligeledes, at tone-repertoire og tekst styres af sammenfaldet af avis-tonerne og deres tekst med de fællestoner, der opstår i hver enkelt akkord, rækkefølgen af tonerne og dertil hørende ord følger originaltekstens forløb, altså f.eks.: avls-tonerne (med tekst) har tonefællesskab med tonerne i 1. akkord som følger:

We are(b) such stuff as dreams(e) are made of, and our little life(g) is rounded with a sleep(cis) og med tonerne i 2. akkord, som følger:

We are such stuff as dreams(ges) are made of, and our little Iife(g) is rounded with a sleep(cis) ect. etc.

Denne tone-/tekstpermutation udformes på 3 måder:

I

De 8 akkorder høres i nedadgående bevægelse i alt 7 gange, avls-toner og tekst udspringer af fællestonerne med akkorderne i et forløb, der svarer til originaltekstens hovedord i den rækkefølge, hvori de optræder hos Shakespeare:

we are (stuff) (2 8-akkordsperioder)

dreams (2 8-akkordsperioder)

life (2 8-akkordsperioder) sleep (1 8-akkordsperiode)

at ordet sleep kun har én 8-akkordsperiode, skyldes at den »manglende« periode egentlig starter forløbet for ordet stuff (sangstemmens dis på ordet a (sleep)), således at stoffet egentlig udspringer af søvnen (døden), på samme måde som billedet (behtzalmo) er den stofliggjorte Elohim, den/det værende, der har sin rod i det stof-løse, billed-løse, definitions-løse, som vi kalder søvnen.

2

Avls-tonerne (med deres tekst) styrer forløbet af de 8 akkorder udfra princippet om fællestoner, stadig med et forløb, der svarer til rækkefølgen af hovedordene i Shakespeares tekst.

Som en kombination af, l avls-toneforløb, der ved tonefællesskab styres af de 8 akkorder og 2 akkordforløb, der ved tonefællesskab styres af 8 avistoner, ses nedenstående eksempel.

Instrumentationen i dette afsnit følger de samme principper som instrumentationen i den 2. tekst i musik: Jord-tegn: We are (stuff) = blæsere og slagtøj (schmerzlos)

Vand-tegn: dreams = strygere (in der Fremde)

Ild-tegn: life = blæsere (ein Zeichen, die Sprache)

Luft-tegn: sleep = strygere og blæsere (deutungslos)

Den 3. tekst i musik udtydes altså som en formulering af væren i »rum«, mens tekstpermutationer i tid styrer den musikalske struktur i den 2. tekst i musik, styrer den musikalske struktur i rum (harmonik) tekstpermutationerne i den 3. tekst i musik.

Die Sprache forsvandt »ud af systemet« for i sit fravær at give plads for nye sprogdannelser, nye billeder - og derefter vender, når den nye sprogliggørelse er opbrugt, den gamle tekst tilbage. De sidste 5 tekstled af permutationssystemet i Hölderlins tekst indgår nu i en diskurs med Shakespeares tekst, i en ny belysning - genfødt til et nyt/andet liv.

Efter denne diskurs i/mellem tid-rum indgåes en værens-definition, der unddrager sig tid/rum:

Den 4. tekst i musik, Blepomen : vi ser, - det vi ser, er Elohim i hans stoflige fravær i hvidstøjs-clustret - og Guds billede, behtzalmo, med Elohims stoflige tilstedevær efter at have skabt (jvf. den 1. tekst i musik), - begge udsagn identiske med esoptrou : spejlinger, eller snarere spejl (-billede). Denne spejling udtydes da som en gåde, ainigmati. Med disse ords re-præsenta-tion i den musikalske struktur (jvf. fremdeles den 1. tekst i musik) ses følgende kombinationer af de 3 clusters styret af ordenes vokalfarver (højtone-, mellemtone-, lavtoneregister).

h,m,l, = esoptrou, behtzalmo

h,l,m = blepomen

m,h,l = behtzelem

m,l,h = Elohim

l,h,m = denne kombination høres før ordet ainigmati

l,m,h = denne kombination høres efter ordet ainigmati Ainigmati, denne gåde eksisterer altså i et rum af samme art, som Gud (Elohim), Guds billede (behtzalmo, betzelem) og som det spejl (-billede) (esoptrou) vi ser (blepomen) - men gåden har sit udspring i den, der ser/aflæser det værende. Ordet ainigmati identificeres i den musikalske struktur med ordene deutungslos og in der Fremde (jvf. den 2. tekst i musik). Således ser vi, at det gådefulde ikke umiddelbart aflæses af Haadamm, mennesket - han er jo tegn (Zeichen), sprog (Sprache) og liv (life), og hans liv er fuldt af billeder, som han definerer - og med definitionerne forsvinder gåderne. Hvem er det, da der aflæser det værende? - det er naturligvis stadig mennesket, det er nu engang vor skæbne at aflæse, men det er det tyd-ningsløse menneske (deutungslos), mennesket, der vandrer ind i det fremmede (in der Fremde), mennesket, der forsøger at komme hinsides sig selv som liv, sprog og tegn - det transcenderede menneske : deutungslos, in der Fremde verloren - fortabt - men kun for i sin »fortabelse« at genfødes til nye definitioner, billeder og tegn - som f.eks. »Four texts in music«.

De to midsterste sange uropføres i en version for sang og klaver på Det kgl. Danske Musikkonservatorium d. 30/4 kl. 15. De udførende er Edith Guillaume og Hans Henrik Holm.

Årgang 52/1977-1978, nr. 05