uden titel

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 05 - side 211-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

NEJ, dette nr. af DMT er ikke så fyldigt som de somme tider er. Det er sparetider mange steder - også her. Til gengæld håber vi, næste nr. bliver et af de digre, men det er klogest ikke at love noget...

Finn Høffding har portrætkoncert på Louisiana og traditionen tro, prøver vi at følge trop med en samtale her i bladet. Svend Ravnkilde har været på besøg hos ham og de går især i dybden med tiden frem til begyndelsen af 30'erne. Portrætterne kommer somme tider før - somme tider efter at koncerten har fundet sted. Vi håber, at mange finder/fandt vej til vor hæderkronede komponists koncert - selv om DMT sikkert ikke nåede at komme ud inden. Hans Gefors må vente lidt endnu - portrættet kommer i næste nr. - eller næste nr. igen. Også i næste sæson vil vi portrættere »Louisianakomponisterne«.

Vi bringer et par klip fra Per Nørgårds opera Siddharta, som for nylig havde premiere i Stockholm. Som man kunne vente er de udenlandske anmeldelser - i dette tilfælde de svenske - langt mere positive end de danske. De er faktisk overstrømmende. Hvad er der egentlig galt med de danske anmeldere? - For den danske musik fejler ikke noget særligt - måske lidt feber engang imellem, men ikke noget livsfarligt. Måske man istedet skulle anbefale kritikerne en helbredsundersøgelse?

Hans Gefors har talt med en ung, lovende verdensdirigent som har gæstet København. Progressiv - og lovende. Det sidste kan ende med at være ødelæggende: pludselig at være en vare der skal sælges rigtigt, er ikke morsomt. Se blot symposion illustrationen!

Numusfestivalen står for døren - ISCM forberedelserne er i fuld gang - begge dele følges op senere.

DUT hører man ikke så meget om - i DMT i hvert fald, men denne gang bringer vi en rapport fra DUT's animationsprojekt. Dette kan være at betragte som en kraftig opfordring til alle foreningerne om at benytte DMT som talerør for de ting som - forhåbentlig - rører sig rundt omkring. - Det manglede bare ...

Og en rent praktisk ting: vi er lettere at træffe nu. På DUT/DMT sidder journalisten Claus Overlund i dagtimerne ved telefonen, parat til at forny dit DUT-medlemsskab eller dit DMT-abonnement