ISCM WORLD MUSIC DAYS 1983 - Verdens-musik i Århus

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 06 - side 265-268

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Siden begyndelsen af 20'erne har Det Internationale Selskab for Nutidig Musik hvert år arrangeret de såkaldte verdens-musik-dage rundt omkring i verden, og i efteråret 1983 er det blevet Danmarks tur til at være vært for det store arrangement.

Egentligt skulle Spanien stå for ISCM-dagene i år, men af politiske og økonomiske årsager sagde spanierne fra i sidste øjeblik, og i stedet vedtog ISCM's præsidium, at Danmark skulle have æren af at stå for arrangementet, der afvikles i Århus fra den 29. oktober til og med den 4. november. DMT har i den anledning interviewet Karl Aage Rasmussen, der er kunstnerisk leder af arrangementet, og primus motor i den danske arrangør-komité, og han fortæller her lidt om planerne for verdens-musik-dagene i år og om de vanskeligheder, der er forbundet med at planlægge så stort et arrangement. Hvilke planer har I f or verdens-musikdagenen i Århus?

Det er et ret sindrigt og regelbundet spil, man skal spille, når man laver en ISCM-festival, en festival med en hel række traditioner og forpligtelser. Som udgangspunkt har jeg i sin tid lavet et idé-oplæg, - en grovskitse til hvordan arrangementet kunne blive afvekslende og samtidig ændre lidt på nogle af de »forsteninger« der sommetider har præget ISCM-festivallerne. Grovskitsen rummer en række koncert-strukturer, som vi kan putte værker i efterhånden som de vælges ud, og som giver os fleksibilitet i planlægningen. Grundstammen i en ISCM-festival er jo værker, som indsendes til festivalen og derefter udvælges - normalt af en international jury, men vi har brugt en ny udvælgelses-strategi i år. Det er et ældgammelt problem for ISCM, hvordan man på en rimelig måde skal vælge værker ud, og problemet er ikke mindre i år, hvor vi har modtaget omkring 600 værker - vi kan jo ikke spille mere end 40-50 stykker af dem. Hvis man vil have en jury af højt kvalificerede mennesker, f.eks. berømte komponister (der måske ikke er bedre kvalificerede end så mange andre, men hvor det kan være særligt interessant at se, hvad de vil vælge), kan man ikke regne med at få dem til at sætte mere end tre-fire dage af ialt. Men hvis man skal kigge 600 værker igennem på tre-fire dage, bliver der ikke mere end et par minutter til hvert værk. Og det er indlysende ufagligt. Derfor har vi, inden for forskellige genrer, bedt nogle mennesker tage det suveræne ansvar for udvælgelsen. Hvis man laver en samarbejdende jury, skal juryen være nogenlunde enig om, hvad den foretager sig. Det betyder, at de værker, der vælges ud, ikke er de værker ét jurymedlem finder fantastisk spændende, et andet medlem helt håbløse. Det bliver de værker, som alle synes er ret gode. Det er en stadigt gentagen erfaring for folk, der har siddet i juryer, at juryer tenderer mod det middelmådige ved selve deres arbejdsform. Derfor forsøger vi i år med noget nyt, nemlig én-mands-juryer. Vi har bedt Hans Werner Henze, Lukas Foss og Mauricio Kagel udvælge værker til henholdsvis en koncert med stort orkester, en med kammer-orkester og til en koncert med værker med teatralsk eller dramatisk indhold. Henze er sikkert verdens mest spillende orkester-komponist i dag, Kagels betydning for musik-teatralsk tænkning er velkendt, og Lukas Foss har vi med bl. a. for at få en musiker ind - Foss er foruden at være komponist også en fremragende dirigent.

Foruden én-mands-juryerne har vi, ganske som det altid har været praksis, haft en international jury bestående af fire mennesker til at kigge på de øvrige værker. Det var Arne Nordheim, én af de betydeligste skandinaviske komponister i dag, Oliver Knussen fra England, -bl.a. fordi han er ung, det har nemlig tit været et problem ved ISCM-juryer, at de har været de 50-åriges juryer. Desuden deltog Frederick Rzewski fra USA, - igen en kombineret musiker og komponist, og en mand som er kendt for at have et alternativt, politisk engageret forhold til musik. Og endelig deltog jeg selv som repræsentant for værtslandet.

Men for på en radikal måde at sikre, at vi undgår den ensretning som ISCM til tider har lidt under, har vi som udgangspunkt for planlægningen tilstræbt, at der ikke er nogen væsentlig udtryksform i den seriøse musik i dag, som ikke finder et eller andet udtryk på denne festival. Vi ønsker med andre ord at sikre både bredde og variation, så det bliver en udadvendt og underholdende, publikums-rettet festival. Men det er et vældigt puslespil at få det hele til at falde på plads, for der er en lang række hensyn vi skal varetage. Foruden at tænke på kvaliteten og den stilistiske bredde, skal vi sørge for at festivalen geografisk set får en bredde, der gør det meningsfuldt at tale om verdens-musikdage. Det betyder, at vi i visse tilfælde er nødt til at udelukke f.eks. engelske værker af meget høj kvalitet, for i stedet af principielle og geografiske grunde at vælge håndværksmæssigt ringere værker fra lande f.eks.i Sydamerika, hvor det ofte har karakter af 5. kolonne-virksomhed at beskæftige sig med moderne, seriøs musik. Som sagt udvælger vi 40-50 værker blandt de ting, vi har modtaget fra ISCM-landene, men desuden rummer festivalen mulighed for at vi i den arrangerende danske komité kan supplere med andre væsentlige værker, og jeg vil tro, at festivalen alt i alt byder på 80-90 værker fra de senere år.

Hvad kan man så forvente at høre på festivalen?

Programmet ligger ikke fast endnu, men jeg kan røbe lidt om strukturen i det: Vi starter hver formiddag med arrangementer, som vedrører forholdet mellem elektricitet og musik - altså sådan noget som video og musik, film og musik, det svenskerne kalder »tekstlyd« og selvfølgelig elektronmusik. Det vil sige ting, der kan gennemføres, uden at der nødvendigvis skal stå en række musikere klar.

Hver eftermiddag har vi en tema-koncert, og kl. 20 er der enten en signeret koncert af Foss, Henze eller Kagel - el1er en koncert med værker udvalgt af den internationalt samarbejdende jury. Aftenkoncerterne bliver de centrale ISCM-koncerter, hvor de fleste af de udvalgte ISCM-værker placeres. Og endelig sent på aftenen er der mere alternative musikformer, f.eks. new wave, improvisation og jazz samt et arrangement med en efter min mening fantastisk, helt ukendt, 92-årig indisk-engelsk komponist, Sorabji, som i 30'erne skrev et 4^i time langt klaverværk, som vi spiller i uddrag. Der er også musik af en anden uretmæssigt overset komponist, italieneren Scelsi, og et arrangement med underholdning og dans. Om eftermiddagen laver vi som sagt en tema-prægetkoncert-række. Temaerne er givet på forhånd, og hvis juryen vælger værker som naturligt passer ind i temaerne, så er det godt, hvis ikke, vælger vi selv værker ud, så vi kan garantere for den stilistiske bredde på festivalen. Den første og den sidste eftermiddag på festivalen er viet dansk musik, og inden for de ensemble-mæssige muligheder, vi har, vil de to »Danish aspect«-koncerter vise variations-rigdommen i dansk musik. Og jeg tror den vil forbløffe udlændinge, når man tager landets størrelse i betragtning. Der er et tema, der hedder »Is Darmstadt alive?«, og det er selvfølgelig en bevidst provokation, fordi ISCM-dage-ne hidtil har været meget centreret omkring den såkaldte midt-europæiske avantgarde. Der er en del uenighed om, hvad Darmstadt egentlig står for, men vi har valgt at forstå det i »kompleksitetens« betydning. Derfor er der på den koncert placeret nye værker af bl.a. Ferneyhough, Henze og Xenakis, og så kan folk efter koncerten selv tage stilling til, om Darmstadt og den »komplekse« musik stadig har noget at sige. Som kontrast er der næste dag en koncert over temaet »Minimal expressions«, altså musik som rent materiale-mæssigt er enkel, ofte af repeterende karakter. Jeg vil tro, der kommer et værk af Steve Reich, men der er også et par jury-udvalgte ting på den koncert. Det gælder også den næste eftermiddags-koncert, hvis tema er »Neo-tona-lity«. På tidligere ISCM-festivaler har juryerne ikke haft meget til overs for hverken minimal-musik eller neo-tonalitet, så den musik har kun sjældent fundet udtryk i ISCM-sammenhæng. Man skændes jo om neo-tonalitet - er den udtryk for noget progressivt eller noget reaktionært? Inden for f.eks Darmstadt-tænkningen har tonaliteten været totalt forbudt, men siden slutningen af 60'er-ne har den haft stigende betydning i avantgarde-musikken. For bare ti år siden tror jeg ikke man kunne finde et eneste klart tonalt værk blandt de indsendte værker, men nu er der faktisk temmelig mange.

»The social committment« har vi kaldt det næste tema; det at musik ikke blot er for skønånder, den er også ofte udtryk for et socialt engagement - den skal bruges til noget. Denne koncert bliver i alt væsentligt gennemført af et hollandsk ensemble, der hedder »Volharding« -et social-kritisk ensemble, som består af både musikere med klassisk erfaring og musikere med rytmisk baggrund. Vi havde også tænkt os et tema, der drejede sig om teatralsk, dramatisk musik. Men der var ikke mange egentlige dramatiske eller semi-dramatiske værker blandt de indsendte, og da vi i forvejen har temaet repræsenteret på Kagels koncert, har vi i stedet valgt et tema, der hedder »Electronic means«.

Arne Nordheim vælger alene værkerne til den koncert, som tager udgangspunkt i de elektroniske midler, så der bliver i alt fire signerede koncerter med ISCM-værker - blot placeres Arne Nordheims koncert altså om eftermiddagen.

[indsat billedtekst start]

ISCM-festival i København 1947, deltagerne er opstillet foran Odd Fellow Palæet. Bageste række:

?, ?, ?, Jon Leifs, ?, ?, ?, ?,Johan Bentzon,fru N. V. Bentzon, Niels Viggo Bentzon, Arne Brighel Müller og frue, fru Sønstevold, fru Thybo, Leif Thybo, Svend Westergaardogfru, Karl Birger Blomdahl, Elsebeth Møllgaard, Rolf Bækkelund, E. de Lange, Humphrey Searle, Ingmar Liljefors, ?, ?, ?, Karel Mengelberg, John Linneke, ?, ?, ?.

[indsat billedtekst slut]

[indsat billedtekst start]

Midterste række:

Direktør Börjegaard, Edvard Tubin, Pylkkänen, ?, Thorild Anderberg, Leif Haraldsted, W. Welander, Br. Tomacek, Kl Slavícky, Inger Raasløff, Seijffert, Jürgen Balzer og frue, Arne Matthiasson, Vagn Holmboe, Metha Holmboe, dir. Aber og frue, ?, Sine Butenschön, fru S. Berg, Peggy Bates, Sverre Berg, Narayana Menon, Gunner Sønstevold, Marianne Weis, Guillaume Landre, Mdm. Jolivet, R. Peterkin, André Jolivet, Viggo Forchhammer, Frank Martin, dir. Gibson, Andre Souris, Roman Palester, Pierre Capdevielle, David v.d. Woestyne og frue, ?, Hilding Rosenberg, Zb. Drzewiecki, Arthur Malawski, Julius Råbe.

Forreste række:

Lars Erik Larsson, Dag Wiren, frk. Ny ström, Gösta Nyström, Sten Broman, fru Sæverud, Harald Sæverud, Vera Repkovka, Bretislav Bákala og frue, Vitez slav Novak, Alois Maba, Stefan Lucky, Jan Kapr, ?, M. Kozina, Flemming Weis, Edward Clark, Edward Dent, Charles Koechlin, Roberto Gerhard, Luigi Dallapiccola, fru Martin, Kenneth Wright, fru Souris, fru Dallapiccola, Marcel Cuvelier, Miss Elderind, ?, ?, Mrs. Farguharsson. Ragnhild Toft, som var værtinde på festivalen, er ikke med på billedet, og hun oplyser, at der mangler en del andre deltagere. DMT takker hende for konsulentbistand m.h.t. navnene på de fotograferede personer. Hvem kender resten?

[indsat billedtekst slut]

Årgang 57/1982-1983, nr. 06