Plader - Vor tids rekviem?

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 06 - side 288-289

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Sven-David Sandström. Requiem. De ur alla minnen fallna. Tekst: Tobias Berggren. Caprice 2015.

AF POUL BORUM

Sven-David Sandströms Requiem med undertitlen »De ur alla minnen fallna« (De fra alle erindringer faldne) var årets musiksensation i Sverige sidste år. Til DR's musik-nytår 84 skal det opføres på dansk. Og nu er det kommet på et Caprice-dobbeltalbum i en medskæring fra uropførelsen i Berwaldhallen 19.2.82. Desværre har pladeselskabet foretaget en fuldstændig absurd disposition: for ikke at overfylde den enkelte pladeside og for at få cirka lige meget på hver af de fire pladesider har man afbrudt side l efter 22 minutter og lade Dies Irae-satsen fortsætte på side 4, hvor den efterfølges af sidste sats. Man skal altså som pladelytter, når man har hørt side l sætte side 4 på og høre 8 minutter, så skal man have den af og have side 2 på, derpå side 3, og så side 4 de sidste 19 minutter. Det forekommer helt unødvendigt. Der er virkelig før lavet aldeles udmærkede plader med 31 minutters spilletid, som side l ville have haft uden afbrydelse! Men når man er kommet over denne irritation må man sige, at Sandströms Requiem er et interessant og spændende værk, om end måske ikke så sensationelt som den svenske lancering og modtagelse ville gøre det til. En del af sensationen skyldtes for øvrigt nogle latterlige forældreprotes-ter, blæst op af aviserne: forældre til det deltagende pigekor ville ikke have børnene til at synge de »frække« ord, der forekommer i Tobias Berggrens tekst! Sådanne bornerte reaktioner slipper vi forhåbentlig for, når værket skal op i Danmark. Værket omtales overalt med rette som Sven-David Sandströms og Tobias Berggrens Requiem, for det er et værk hvor forfatterens tekst er i usædvanlig høj grad medbestemmende, ja man kan sommetider synes næsten for meget. Sandström har i utrolig grad indordnet sig under teksten, både i detaljer og i helheder, og somme tider synes man næsten han har underordnet sig, hvad der jo ikke kan være meningen med et musikværk. (Jeg taler med glødende engagement på dette område ud fra mine egne erfaringer som tekstleverandør til musik, fra opera til rock. Mit mest typiske modeksempel er Ib Nørholms Modskabelse, universitetskantaten, hvor komponisten suverænt (med varigheden som passende undskyldning) omorganiserede min femdelte tekst (som findes i bogform) til en tredelt symfoni: dvs. indførte en dialektik som var imod forfatterens intentioner. I al fald een anmelder (Jørgen I. Jensen i Studenterbladet) bemærkede dette, men konstaterede samtidig værkets fremragende musikalske kvaliteter. Og det giver jeg ham 100% ret i. Det skyldes altså ikke nogensom-helst privat foraærmethed at jeg drager det frem her: tværtimod skal eksemplet tjene til at vise at der kan komme god musik ud af det, også selv om den arbejder imod tekstens intentioner.)

Sandström komponerer næsten for meget med. Det er en vældig rig og smuk musik han har lavet, og dens lydhøre følgeagtighed er smuk. Det er virkelig en tekst-fortolkning. Men det betyder også, at når man har konstateret de kompositoriske raffinementer, hjulpet af de storartede artikler i Nutida Musik, 1981/82, nr. 3 (som absolut bør bruges som supplement til det fyldige pladehæfte), så tvinges man til at koncentrere sig om teksten. Og det er her jeg ikke kan lade være med at udtrykke en vis tvivl. Tobias Berggren er en af Sveriges bedste yngre lyrikere, og den umådeligt svært tilgængelige poesi han har skabt i sine digtsamlinger har han med forbilledlig lyttervenlighed og stort teknisk mesterskab forenklet i sin musiktekst, som virkelig i stort og småt er musikalsk tænkt (måske endda så meget at det har været lukkende, fastlåsende for Sandström?). Men teksten er stadigvæk for svær. Først og fremmest fordi den bevarer den lyriske modernismes nagende introspektion fra Berggrens digte og kombinerer den med en satirisk collage af »moderniteten«^ stemmer og med beretninger fra koncentrationslejrene, bearbejdet fra en fransk bog om jøderne under anden verdenskrig. Der er en stor sorg, en stor vrede og en stor håbløshed i Tobias Berggrens tekst - og et stort håb i den afsluttende dunkle hymne til »gudinden«. Men der er samtidig et eller andet næsten ubehageligt påtrængende i sammenblandingen af private kriser og menneskelig katastrofe. Kun ét eneste sted bliver det pinligt, og det skyldes hverken tekst eller musik, men tenoren! Denne, som ikke er svensk af fødsel, synger nemlig i første sats linjen »till minne av små fötter som drog bort...« så skurrende sentimentalt, at jeg vrider mig, hver gang jeg kommer til det sted i lytningen. (Dette viser også, at der er brug for en »instruktør« også til ikke-dramatiske værker, en fremførelses-kyndig person, som kan kontrollere udtrykkets ægthed og meningsfylde). Men denne ene linje afslører alligevel ligesom svagheden i den generelle komposition: når een linje ved en forkert fremførelse kan blive til kitsch, hvad ligger der så ikke og dirrer under resten?

Jeg kan ikke blive klog på vægtfordelingen mellem det æstetiske og det moralske i det problem, som jeg synes gør Requiem til et problematisk værk (samtidig med at jeg på mange måder er betaget af det og finder det smukt og stærkt): hvordan kan man tillade sig at sammenføre og derved sammenligne private samvittighedskriser med børns død i gaskamrene? Det er umuligt at undgå at teksten (og dermed den tjenende musik) får en tendens til sentimentalitet, som gør værket »sensationelt« i en forkert forstand.

Mens de digtere, for hvem det er lykkedes at udtrykke koncentrationslejrenes ufattelige rædsel - jeg tænker på Nelly Sachs, Paul Celan og først og fremmest Edmond Jabès - har brugt den totale identifikation som paradoksalt distanceskabende, bruger Berggren en imiterende æstetik: at gøre det uudholdelige uudholdeligt ved at sammenblande virkelig krig og nervekrig.

Jeg har svært ved at udtrykke det her, men det må siges, fordi det hele tiden trænger sig på, når man hører Sandströms og Berggrens utrolig fine og righoldige værk. Der er noget, der skurrer. - Eller måske kan man kun skrive »vor tids rekviem«, hvis det ikke er »vor tids rekviem« man vil skrive?

Ny musik på plade

Af IVAN HANSEN

Solo og duo

Allan Petterson »Sange« Car! Johan Falkman, Carl Otto Erasmie (Bluebell Swede 136)

Wolfgang Rihm, G. Sinopoli »Klaver- og orgelværker«, fra Steir. Hebst 78 Kate Wittlich klaver, Dieter Kaufmann orgel (ORF 0121310) Henze.»Carillon, Récitatif, Masque« samt andre guitarværker af Charles Wuorinen, William Bland m.fl. David Starobin guitar (Bridge Rec. 2001)

Ligeti »Hungarian Rock« Xenakis »Khoai-Xoai« Donatoni »Jeux« og andre nye cembaloværker af Halffter, Constant, Mache m.fl. Elisabeth Chojnicka cembalo (Erato STU 71266) Terry Riley »Descending Moonshine

Dervishes« (1975) Terry Riley modified Yamaha YC 45 D Organ (Kuckuck Records 047)

Kammermusik

Christian Wolff »For 1, 2 or 3 people« og andre nye amerikanske slagtøjsværker The Percussion-group of Cincinnati (Opus One Records 80/81)

Joel Chadabe »Rythms« (1981) Jan Williams slagtøj, Joel Chadabe synthersizer m. m. (Lovely Music Rec. VR 1301)

George Rochberg »Strygekvartetter nr. 4, 5, 6 (1977-78) Concord String Quartet (RCA 2-4198) George Benjamin »Duo« for cello og klaver. »Flight« - for fløjte. »Klaversonate« (1978) G. Benjamin klaver, Kathryn Lukas fløjte, Ross Pople cello (Nimbus 45009) Michael Nyman »The Draughtsman's Contract« The Michael Nyman Band (Charisma 1158) Nam June Paik/Joseph Beuys »In Memoriam George Maciunas« (1931-78) Paik og Beuys klaverer (Block Greb 113-14) Nordiske Musikdage Oslo 1982 Hans Abrahamsen »Waiden« Bö Nilsson »Flöten aus der Einsamkeit« Torsten Sigurdbjørnson »Euridice« og andre værker Den Danske Blæser-vintet, DR Symfoniorkester, Åbo Strygerkvartet m.fl. (Philips 6725028)

Salvátore Sciarrino »Che sai guar-diano« for klarinet og ensemble, samt nye italienske værker for obo, fløjte, vokal og ensemble af Donatoni, Pennisi, Gorli, Vacchi, Carluccio, Maderna og Cerha (Italia)

Orkestermusik

Ravi Shankar »Raga Maia - for sitar and orchestra« Ravi Shankar sitar,

London Philh., Zubin Mehta (HMV 067-43343)

Sven-David Sandstrøm »Requiem« Marianne Mellnäs, Birgitte Svenden m.fl., Leif Segerstam (Caprice 2015, 1-2)

lannis Xenakis »Cendres«, »Jonchais«, »Nomus Gamma« Orch. National de France, Chouer de Lissabon, M. Tabachnik (Erato STU 71513)

Niels Viggo Bentzen »Symfonier nr. 3, 5 og 7« Århus By orkester, Ole Schmidt (DMA 056-57) Niels Viggo Bentzon »2. Koncert for fløjte og orkester«, samt »3. Kvartet for fløjter« og »Sonate for 2 klaverer - op. 51« N. V. Bentzon og Anker Bly me klaverer, Toke Lund Christiansenfløjte, Kuhlaukvartetten og Århus By orkester m. Ole Schmidt (DMA 054)

Alexander Goehr »Metamorphosis -Dance op. 36« og »Romanza for cello and orchestra« Liverpool Philh. Orch. m. David Atherton, Moray Welsh cello (Unicorn DKP 9017) Geoffrey Burgon »Requiem« City of London Symph., R. Hickox, Ann Murray m.fl. (Argo 2 RDL 1007) Busotti »II Catalego e qesto« (1976880) for fløjte og orkester Robeno Fabbriciani fløjte, Milano Symph. Orch. og Zoltan Pesko (Italia 70085)

Louis Andriessen »De Tijd - Time« (1981) for orkester Royal Conservatory Ensemble Haag og Remben de Leeuw (Comp. Voice 8201) Salvátore Sciarrino (italiensk f. 1947) »Un immagine di Arpocrate« (1979) for klaver og orkester m. kor Massimiliano Damerini klaver, Roms Radiosymf. og kor med Gian-luigi Gelmetti (Italia 70088) Oliver Knussen »3. Symfoni« (1979) Philharmoniaorch., M. T. Thomas (Unicorn 400)

Årgang 57/1982-1983, nr. 06