ISCM-enquete

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 02 - side 73-77

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

ISCM-enquete

DMT har spurgt en række udholdende ISCM-publikummer om værkerne, komponisterne, musikerne og arrangementet.

Hvad har generelt været den karakteristiske tendens ved dette ISCM?

Rheinhard Oehlschlägel (Deutschland-Funk): Tendensløsheden.

Zagorka Zivkovic (Dagens Nyheter): Et musikudvalg præget af et personligt komponisttemperament - Karl Rasmussens.

Jens Brincker (Berlingske Tidende): Et højt kompositorisk og artistisk niveau - gode værker i gode opførelser ved mange af koncerterne.

Hans Gefors (komponist):.....
Anders Hillborg (svensk komponist): Downwards.

Bo Holten (komponist) : At det hovedløse Darmstadt-Nachplappern lykkeligvis er på retur.

Jan Jacoby (Politiken): Mangfoldigheden.

Svend Aaquist Johansen (komponist): Nogle blændende, mange gode og meget få dårlige værker i udførelser der kan beskrives lige så positivt. Desuden et fantasifuldt planlagt og gnidningsløst gennemført arrangement, der fra alle sider, både det gæstende og det lokale publikums, indbragte musikdagenes kunstneriske leder, Karl Aage Rasmussen, hans hjælpere, især Charlotte Schiøtz, AUT, og Steen Pade, DUT, og værten, den danske ISCM-sektion (= DUT) en syndflod af blussende roser.

Gisela Gronemeyer (Musiktexte, Köln): Det er umuligt at øjne en generel tendens i dette mischmasch.

Tre værker der gjorde stort indtryk?

Oehlschlägel: Holmgreens »Symfoni-Antifoni«, Stockhausens »Mantra«, Edlunds »Brains and Dancing«, Hubers »Beati Pauperes«, Berios »Linea« og Kagels »Dressur« - fordi jeg kan forstå dem.

Zivkovic: Kreneks »Arc of Life« - godt håndværk og god klangfornemmelse. Kagels »Dressur« - sort humor og klarsyn. Adriana Hölszkys »Space« - en af de få kvindelige komponister som behersker orkestermediet.

Brincker: Xenakis' strygekvartet »Te-tra« p.g.a. den energifyldte spænding mellem kalkule og spontanietet. Ligetis »Horntrio« p.g.a. den originale måde at komponere med traditionelt materiale. Lutoslawskis »3. Symfoni« p.g.a. formatet og den tætte sammenknytning af forskellige udtryksarter.

Gefors: Xenakis' »Tetra«, Castiglionis »Sinfonie Guerrière et Amorose« og Ferneyhoughs »Strygekvartet no. 2«, samt Kagels »Dressur«. Hillborg: Berios, Lige tis og Hubers værker - god musik. Melodi, rytme, harmoni og klang er O.K.

Holten: Carl Nielsens S.symfoni, fordi den virkede frisk og ny, Erik Højsgårds guitarstykke fordi dets fabuleren er ganske usædvanlig organisk, og Louis Andriessens »Workers Union« der med uhyre enkle midler præsterer et uforligneligt »sweep«.

Jacoby: Xenakis' »Tetra« - for hans enestående nærvær. Wisharts »Tuba Mirum« for en følsom farce i genuint lydteater. Mur ails »Gondwana« - for en kosmologi der er dynamisk i kraft af materiens indre natur, i stedet for har-monisk-hierarkisk i kraft af en ideologi.

Johansen: Lutoslawski's 3. Symfoni, Erik Højsgaard's »C'est la mer mêlée au soleil« for guitar, Trevor Wishart's Tuba Mirum for tubasolist i instrumen-talteater. -Tre vidt forskellige slags høj kvalitet i blændende udførelser ved henh. Odense Byorkester med Veto, Karl Petersen og Melvyn Poore (bakket op af velkendte, men svært genkendelige Århusmusikpersonligheder i roller som galehuspersonale).

Gronemeyer: Nørgårds »I Ching«, Holmgreens »Symfoni-Antifoni« og Hubers »Beati Pauperes« - selvstændig skrivemåde og karakter.

Tre deciderede dårlige værker?

Oehlschlägel: Murails »Gondwana« -klart lige efter starten. Kreneks »Arc of Life« - simpelt. Antonious »Epi-grams«-teatralismer.

Zivkovic: Samkopfs »Inventions« -uhørt enfoldigt slagtøj sstykke, dårlig indsigt i at komponere. Arvo Parts »Fratres« - ingen distance til det traditionelle materiale. Kaufmanns »Heiligenlegende« - ingen musikdramatik, men meget prætentiøst.

Brincker: Ligegyldigt.

Gefors: Samkopfs »Inventions« -dumt. Kaufmanns »Heiligenlegende« -overtydeligt, prætentiøst. Melnyks »The Knight of Richerenches« - fysisk og psykisk en lidelse.

Hillborg: Kesslers »Violin Control«, Hopkins »The Magic Mountain« og Kaufmanns »Heiligenlegende« - ingen melodi, rytme, harmoni, klang. Holten: Kjell Samkopfs »Invention V« var så pinligt naivt at tæerne sad oppe i knæhaserne, Bortz' TV-show så talentløst og vulgært at man var ved at kaste op. Kaufmanns »Heiligenlegende« var nok det usleste stykke musikteater jeg har set, - og det siger ikke lidt.

Jacoby: Uinteressant musik var der meget af, og den er ikke interessant at kommentere. Dog: Hopkins »The Magic Mountain« for hans klodsethed. Sutton-Andersons »Heavy Metal Twostep« for dilettantisme - når nu begge disse værker var jury-valgte. Og Bortz for hårrejsende, pretentiøs banalitet.

Johansen: Offentlig udhængning og diskussion af »dårlige« værker, oven i købet på grundlag af enkelt gennemhø-ring midt i en festivalflom af lyd, ville i den grad nærme sig niveauet for dagbladskritik, og jeg af står fra at lufte mine idiosynkraiser. I selskab med ophavsmænd til store flops (ofte de mest begavede og i hvert fald de modigste komponister) ville jeg ikke lægge fingrene imellem, hvis jeg følte den nødvendige åbenhed og kollegiale tillid. Groonemeyer: Kaufmanns »Heiligenlegende« - pseudoreligiøst kitsch. Antonious »Epigrams«, samt Harveys »Strygekvartet« - langtrukken.

Mest overraskende blandt de ældre og blandt de yngre komponister?

Oehlschläagel: Lutoslawskis Shostakovich-stil. Desuden Sten Pades »Strygekvartet«.

Zivkovic: Ligeti - er begyndt at skrive gammelmandsmusik, meget sentimentalt - men usædvanligt godt komponeret.

Brincker: Mest overraskende ældre: Elliot Carter - klaverstykket »Night Fantasies« bl.a. på grund af den rytmiske livfuldhed og det umiddelbare udtryk.
Mest overraskende yngre: Mikael Edlund på grund af strygekvartettens konsekvente udvikling og det komposi-tionstekniske niveau, der vidner om en vældig modning og udvikling af M.E.'s talent i forhold til tidligere værker.

Holten: Af de ældre var der ingen egentlige overraskelser, kun måske at Berios »Linea« stadig forekommer nyt og spændende, - et mesterstykke. Og at Rovsing Olsens »A Dream in Violet« er et meget fint stykke. Blandt de unge var det en skuffende overraskelse at Tristan Murail komponerer profilløse vandmænd. Nogle kalder det dygtigt.

Jacoby: Ligeti (og dog!?!) - blandt de yngre: Edlund, Melnyk og Boudreau. Gefors: Ligeti blandt de ældre - stilen overraskende. Pascal Dusapins »Strygekvartet« blandt de yngre.

Johansen: Krenek's orkesterværk (at han stadig kan, det gamle liv) - og Mikael Edlund, Sverige (strygekvartet med virtuos og »moden« syntese af helt traditionelle akkordforbindelser og satstyper til ét langt, medrivende forløb, - at han allerede kan, og tør).

Gronemeyer: Edlund blandt de yngre -et profileret stykke.

Karakteristiske træk ved de danske værker i forhold til de udenlandske?

Oehlschlägel: Velkomponerede, farverige og upatetiske.

Zivkovic: Meget lineært tænkt, af alle parametrene er melodien vigtigst. Citerer gerne og gør sig lustiga. Gefors: Nyenkelheden. Samt at mange værker ligner hinanden - f.ex. Bucks, Rasmussen og Nørholms.

Brincker: Hos ældre danske komponister undertiden en faretruende ubesværet omgang med neo-fænomener. Hos yngre et imponerende højt komposi-tionsteknisk niveau sammenlignet med jævnaldrende udlændinge (f.eks. Abra-hamsen, Ruders, Pade). Hittborg: Stil-citater, neo-impressio-nisme.

Holten: Ikke andet end at de gennemgående var valgt med større omhu og hensyn til musikkens kvalitet, i modsætning til de jury-udvalgte der næppe kan have været »hørt«. Jacoby: Forholdsvis stor uafhængighed af både tysk og amerikansk tradition, Pluralismen som livsform. (Men selvfølgelig er det ikke enestående). Johansen: Sammenligning en bloc mellem mange værker fra ét lille land på den ene side og ganske få fra hvert af mange lande i resten af verden? Gronemeyer: Den danske musik er menneskevenlig.

Udførelser der bør fremhæves?

Oehlschlägel: Hornisten Robin Graham i Ligetis »Horntrio« og Ardtti-kvartetten i værkerne af Xenakis, Ferneyhough, Scelsi m.m.

Zivkovic: Hornisten Robin Graham, Den Fynske Trio, Rosalin Bevan og Ivar Mikhashoff i Stockhausens »Mantra«.

Brincker: Arditti-kvartetten, Gert Mortensen i Nørgårds »I Ching«, Frode Stengaard i Castiglionis orgelværk og De Volharding med Andriessens »Workers Union«.

Gefors: Arditti-kvartetten, Trioen Graham-Gawriloff-Besch i Ligetis værk og Århus-Studiegruppen i Kagels »Dressur«.

Hillborg: Trioen med Ligetis værk, Musica Danica-trioen i Rovsing Olsens »A Dream in Violet«, samt Århus-musikerne (Ib Nørager Petersen, Jan Ole Christiansson, Ulla Schmidt, Frans Hansen) i Berios »Linea«.

Holten: Århus-musikerne i Berios »Linea«, Trioen i Ligetis værk, Karl Petersens Højsgård-udførelse, Melvin Poores »Tuba Mirum«, Steengaard i Castiglioni - samt hans optrædender i øvrigt, De Volharding i Andriessens »Workers Union«, Kontra-kvartetten, Musica Danica-trioen i Rovsing Olsen, Einar Nielsen og gutternes Kagel. Enkelte medlemmer af Radiosymfoniorkestret, som øjensynligt var kosteligt morsomme under koncerten.

Jacoby: Arditti-kvartetten, Kontrakvartetten, Gert Mortensen, De Volharding, Melvin Poore, G.D. Madge i Sorabjis »Opus Clavicembalisticum«, Gilbert Amy i værkerne af Krenek og Murail, Bevan og Mikhashoffs »Mantra«, Århus-musikernes »Linea«, Frans Rasmussen og københavnermusikerne i Boudreaus »Carrousel-Constellations«.

Johansen: se under punkt 2- men listen kunne blive lang!

Gronemeyer: Bevan og Mikashoff i Stockhausens »Mantra«, Robin Graham i Ligetis »Horntrio«.

Plusser og/eller minusser ved arrangementet?

Oehlschlägel: plus-plus. Et meget dejligt koncerthus og en meget fin og kom-munikationsfuld atmosfære. Zivkovic: En katastrofe ved samtlige fremførelser af elektronisk musik - ellers var det overordentligt velarrange-ret.

Brincker: Minus: Orkesterkoncerten med Radiosymfoniorkestret d. 4/11. Plus: Mange - først og fremmest arrangementets tæthed i musikalsk, miljø-mæssig og menneskelig henseende. En meget vedkommende uge. Bedste ISCM-fest jeg har overværet i 20 år. Gefors: Minus: elektronmusikkoncerten. Plus: Fint med tema-koncerter og med de etablerede komponister repræsenterede. Hillborg: Plus: De Volharding.

Holten: Arrangementet stort set vellykket. Den gode ide med signerede koncerter var alligevel ikke så god: hvorfor var udvælgerne ikke selv til stede for at lide med os andre - specielt Nordheims og Henzes udvalg var af rystende konsekvens.

Jacoby: For tæt pakket, ingen tid til at spise, sove og arbejde, snakke sammen. Midnatskoncerterne var dråben der fik hjernen til at løbe over. Til gengæld: Stor genremæssig og stilistisk bredde, tematisk redaktion, flot udbud af de største komponister og af dansk musik ikke mindst. For andre kommentarer: læs Politiken. Johansen: Set med DUT-briller, f.eks.? Minus: visse københavnske mediefolks tykpandede forsøg på at fremmane kunstig konkurrence omkring festivalen mellem hovedstaden og Århus på bekostning af, hvad der fra første færd har været et velbegrundet, og vel fungerende, samarbejde mellem landets to største ny-musik-miljøer. Plus: at det ikke lykkedes disse trompeterende snabelsvingere at puste så meget som ét korn sand i maskineriet, -så at man forhåbentlig i fremtiden kan forestille sig intensiveret samarbejde mellem DUT og AUT.

Gronemeyer: Godt organiseret, i et godt koncerthus. Ideen med at lade komponister signere programmer syntes jeg egentlig godt om, ligeledes at de enkelte koncerter havde en slags tema. Kun synd at der igen var så meget middel mådig musik, men organisatorisk en forbilledlig IS CM-festival - den bedste jeg har oplevet.

Pressen skrev:

Aalborg Stiftstidende (Peder Kaj Pedersen): »Det har været slående, at de værker, der hæver sig op over den modsætning mellem kompleksitet og enkelhed, der har præget ny kunstmusik siden 40'ernes serielle musik og 60'ernes nyenkle reaktion herpå, er de mest overbevisende. Det gælder de nævnte værker (Xenakis, Ligeti, Lutoslawski) samt en række andre. Der har været en del rendyrket nyenkelhed på verdens-musikdagene og en smule rendyrket kompleksitet, men intet af dette har kunnet aftvinge interesse i en sammenhæng, hvor friske og direkte kompositoriske formuleringer har været i forgrunden.

De danske bidrag har stået sig fint i sammenhængen. Per Nørgårds slagtøj sværk »I Ching«, der uropførtes af den danske percussionist Gert Mortensen, var blandt de største oplevelser, ligesom Pelle Gudmundsen-Holmgreens nogle år gamle »Symfoni-Antifoni« og værker af Erik Højsgård, Hans Abra-hamsen og Karl Aage Rasmussen må fremhæves blandt de bedste.«

Berlingske Tidende (Jens Brincker): »Tonalitlet i dag plejer ikke at være et stort problem i ny dansk musik. Vi har så at sige vænnet os til den. Men i international sammenhæng er det stadig en vigtig sag, om man bruger de treklange og skalaer, som bandt forrige århundredes musik sammen. Eller erstatter dem med andre.

Det er så vigtigt, at selve tilstedeværelsen af traditionel tonalitet bliver til en nyhed, bliver sensation... Når først sensationen har lagt sig kommer spørgsmålet, hvad man skal bruge tonaliteten til. I forrige århundrede symboliserede den troen på den altomfattende harmoni og forsoning - både i musikken og uden for den. Sådan fungerer den stadig i eksilrusseren Arvo Parts »Fratres« for violin og klaver eller englænderen David Sutton-Andersens »Heavy Metal Two-step« for messingkvintet.

Den slags naivitet i vore dage har jeg svært ved at tage. Neo-tonalitet uden bagtanker virker blottet for historisk bevidsthed og dumt på mig. Men andre komponister forstår at bruge tonaliteten kritisk på en selvstændig måde. Danskeren Erik Højsgård, hvis guitar-værk »C'est la mer mêlée au soleil« også er udvalgt af juryen, når langt langt i en personlig udtryksform, hvor de traditionelle elementer ikke bliver til sukkersød klister.«

Weekendavisen (Jens Brincker): »Verdens Musik Dagene i Århus har efter de første fire dages koncerter demonstreret, at fænomenet komposition stadig har gyldighed og er ved at generobre en plads i den kunstneriske bevisthed. Dermed reduceres enkelhed og kompleksitet til uinteressante fænomener. De bliver yderpositioner, som komponister kan identificere sig med og skjule sig bag. Men de har svært ved at formidle andet end holdninger. Det personlige udtryk formidles nu som før af kompositionen.

Erkendelsen heraf er måske det egentlige nye, som ISCM-festen i Århus slår fast. En gammel nyhed, men endnu ikke alment accepteret... Kompleksitet i traditionel Darmstadt-forstand trives stadig, men karakteristisk nok mest blandt komponister, som fra udlandet søger til Tyskland: Koreaneren Yo-unghi Pagh-Paan og englænderen Brian Ferneyhough er festivalens tydeligste eksempler med værker som Pagh-Paans »Pyong-kyong« eller Ferney-houghs 2', strygekvartet, hvor myriader af noder dræber hinanden og bliver til gråhed...

ISCM-festen har været rig på enkelhed, som ærlig talt begynder at kede. Oplevelserne har været knyttet til de værker, hvor komponisten placerer sig mellem det komplekse og det enkle for at uddybe og præcisere enkelheden eller at mestre kompleksiteten og gøre den tilgængelig.«

Politiken (Jan Jacoby): »Er Darmstadt i live? spurgte en af de koncert o ver-skrifter der som en interessant nyskabelse lagde tematiske rammer omkring de enkelte arrangementer, og svaret som denne koncert og en del andre værker gav, var nej. Traditionen dyrkes ganske vist, især i Tyskland hvor den har betydelig prestige, men musikken har eftertrykkeligt mistet sin friskhed. Brian Ferneyhoughs Strygekvartet nr. 2 fortalte med sin uigennemtrængelige fortænkthed især noget om hvorfor denne englænder har slået rødder i Tyskland, og hos en komponist som Helmuth Lachenmann (Salut for Caudwell, for to guitarer) bliver angsten for overhovedet at anvende almindelige toner helt neurotisk, og den knitrende, knirkende stil virker patetisk træt og opgivende.

Ganske det samme gjaldt for Jiirg Wyt-tenbach i Claustrophonie, et TV-værk med en forpint skrattende soloviolin i et lille trist rum, i og for sig et udmærket udtryk for komponistens situation for ende af en blindgyde, men mindre interessant for os udenfor.«

»Edlunds Brains and Dancing har samme konsekvens og styrke (som ungareren Miklos Csemiczky's kvartet) i gennemarbejdelsen, men koncentrerer sig om en fundamental dualisme, en konflikt mellem et forpint, søsygeagtigt slingrende stof i kvarttoner og snævre glissader og en luftigt og lyst dansende musik. Kampen er lang og sej og går i optimistisk retning, men en apoteotisk sejr bliver ikke postuleret. Måske står vi her over for et af de betydeligste nye navne i skandinavisk musik.«

Aarhus Stiftstidende (Gilbert Amy i avisens enquete): »På sin vis betragter jeg disse verdensmusikdage som en salgsudstilling for moderne musik, der har vist at der er et marked for ny musik. Jeg har været meget tilfreds med den måde programmerne har været sat sammen på, og jeg synes at der er noget positivt at det har været så varieret. Jeg tolker disse dage som et bevis på at depressionen indenfor ny musik op gennem 70'erne er slut og at vi igen er på vej frem.«

Information (Poul Ruders): ISCM har altid stået som den garanteret »appel-sinfri« musikfest, hvor et par turistbusser triller rundt mellem forskellige koncertsale med en hoben skriftkloge, der sidder og sover til hinandens musik i en lille uges tid.

Men nu er der sket noget.
Dette års danske ISCM-hold, komponisterne Karl Aage Rasmussen og Steen Pade samt pianisten Charlotte Schiøtz har med flid og talent pumpet nyt og tiltrængt blod i det bedagede korpus...

Det mest forbløffende ved denne først-egangsoverhøring (af Lutoslavskis symfoni) var, at formen bogstavelig talt »faldt« på plads, lige så stille og roligt bagefter. Undervejs var jeg noget »katolsk« i hovedet, men så løste det sig altså. Der er jo nok en dybere årsag til, at Lutoslawsky har været hele 10 år om at komponere værket, som ikke hedder symfoni lige ud i luften. Det er symfonisk musik på alle planer, ikke mindst det direkte plan: massivt, dramatisk...
Der står meget respekt omkring Elliot Carter. Han er god til at regne og kan få de mest indviklede papirrytmer til at gå op, - og i. Hans stykker varer altid omkring 20 minutter og i løbet af ganske kort tid lykkes det ham at opbygge en stor, uspiselig mur af kompleksitet. Alt bliver fra hinanden uskelneligt. Men det er meget fint. I New York diskuterer man ikke Carter. Gud forbyde, hvis man skulle begynde at tale om, hvordan det faktisk lyder. Det er slet, slet ikke det, det handler om. Men jeg er ligeglad. Night Fantasies pipler rundt på klaviaturet i en 25 minutters tid. Det er udadlelig, kromatisk modernisme, og det er noget af det uangribeligste man har. Velopdragen musik. Stueren. Man skal ikke være nervøs for, at Carter begynder at lette ben...
Aftenarrangementet handlede om musikteater, en genre, hvori musikerne agerer med og i ly af musikken, der ofte er socialt eller politisk engageret.

Det var en atypisk ISCM-begivenhed, et af de uartige sidespring arrangørerne bevidst havde tilstræbt.
Englænderen Trevor Wisharts »Tuba mirum«, hev stikkene hjem...
Det er rørende og befriende morsomt. En forestilling, som man kan være stensikker på er velegnet til at fornærme den fisefornemme kultur-lobby, der altid klæber ved internationale musikfester.

Det er velfortjent og nødvendigt, at focusere på en sub-kultur af den art. Ellers bliver den ignoreret ihjel af det velnærede, etablerede musikliv.

Et værk som Mur ails er altid sikker på succes, bl.a. fordi det er et så professionelt uangribeligt. Et symfonisk digt, der beskriver et sunkent kontinent i stil med et maleri af Turner, kan aldrig blive farligt. Andriessen, Holmegreen og Rasmussen er farlige. Og ikke mindre dygtige...

Ja, så er historien forbi og jeg vil gå over til mere generelle bemærkninger. Der er en del værker, der ikke er blevet nævnt, fordi de har bedst af at lide i stilhed. Meget af den moderne musik, også den indiskutabelt gode, lyder ens. Det begynder på samme måde. Man dyrker, undskyld udforsker et bestemt aspekt af musikken indtil monomani og fællesnævneren er hvad jeg vil kalde »pænlighed«. Netop derfor er det en lettelse, når det lyder anderledes. Som Holmgreen. Som Adriessen.

Det kan vel ikke undre, at en koncertuge, der skal spænde over et så bredt udbud, må indeholde stribevis af flovsere, især prætentiøse flovsere. I den omdelte, meget delikate programbog er hvert værk »forklaret«, som regel af komponisten selv. Enkelte eksempler er fantastisk selvhøjtidelige. Prøv lige at se på de karle her. I udpluk:

»det tætte væv af konstruktion som er involveret i selve det at komponere, synker ned under overfladens flakkende bevægelses-spil... «, »...en cyklus som grundlæggende beskæftiger sig med at omsætte visse forhold og kvaliteter i vort solsystem til musikalske ideer«. Titlen beskriver en »broderlig« sammenkomponeret dobbelthed af violin-figurationer og ko-rallignende klangflader. Formentlig (!) er titlen samtidig en mere almen hyldest til det menneskelige broderskab«.
»At organisere ophidsede tilstande i det klingende continuum indebærer at strejfe gennem normaltilstandenes natur og fremprovokere møder«. »Kompositionen er tilegnet ofrene for de latinamerikanske diktaturer« (de må være henrykte).

Hvem har så glæde af ISCM? Ja, ud over det fremmødte kontingent af radiofolk, forlagsfolk, videnskab og anden musikkirurgi, så har de mange komponister ved ISCM en mulighed for, at deres musik bliver fremført i en international sammenhæng. Det kan være et springbræt til en videre karriere.

At det samtidig gerne skulle være til gavn for publikum fra »gaden«, så at sige, må vi håbe er en selvfølgelighed. Der var så godt som fuldt hus hver eftermiddag, aften og midnat, for der var også arrangeret koncerter ved halvelleve-tiden om aftenen. Her præsenteredes bl.a. »fusionsmusik« med Morten Carlsen og Jesper Zeuthen, »Post-Punk«, med gruppen »Under For«. Igen en meget lidt karakteristisk ISCM-disposition, der bidrog til, at festivalen levede.

Det var, blev og er en succes, og der er al mulig grund til at hylde cheftriumviratet Rasmussen, Schiøtz og Pade. Hut ab!

Land og Folk (Walter Zacharias): »Radioens »samspil« havde fået den gode ide at stille sin bus op uden for Musikhuset og spørge tilfældige mennesker, man havde inviteret til koncerterne, om deres mening. Det føg med udbrud som »rædselsfuldt«, »Det går jeg ikke med på én gang til«, »Skal det være musik?« osv.

Mest interessant var Jane Dahlerup-Nielsens udtalelser. Hun havde aldrig før været til en »klassisk« koncert, men var beundrer af Donovan. Den musik, hun nu havde hørt, beredte hende både fysisk og psykisk pine og hun mente, at musik jo skulle være noget, man slappede af ved, noget rart. Dermed afslørede hun hvor dødsensfarlig den såkaldte avantgarde er, fordi den - som en ung arbejder for mange år siden sagde efter at have hørt musik af Per Nørgaard, »Den driver os jo i armene på popmusikken«. Her har vi forklaringen på, at avantgarden nyder magthavernes bevågenhed, det er popnarkomaner, de har brug for som arbejdssla-ver og soldater.«

»De komponister, der fortrinsvis kom til orde i Århus, er flygtet fra deres ansvar ind imystikkens og pseudovidenskabens tågerige. Derfor er deres åndelige døvhed mere tragisk end Beethovens fysiske. For sikkert vil de det ikke sådan. Sikkert føler mange sig som menneskehedens frelsere fra en grum verden. Men frelsen kommer ikke ved bønner eller okkulte handlinger. Den kommer gennem kamp, gennem massernes heltemod, gennem aktiv handling - og det er alt dette, avantgardens guruer flygter fra.«

Årgang 58/1983-1984, nr. 02