Om uddannelsen af sanglærere til folkeskolen

Af
| DMT Årgang 6 (1931) nr. 08 - side 188-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

OM UDDANNELSEN AF SANGLÆRERE TIL FOLKESKOLEN

AF J. L. EMBORG, VORDINGBORG

I FORRIGE AARHUNDREDE, da Danmark havde en stor Mængde Digtere og Tonekunstnere, myldrede nye danske Sange frem, men den kritiske Sans var ikke altid vaagen, og blandt den store Mængde Folkesange fra den Tid findes meget, som er godtkøbs og dilettantisk. En Vise, en Romance eller en Arie er bestemt til at synges af en enkelt Person med Talent og Kunnen, mens andre hører derpaa, men en Folkesang eller en Salmemelodi er blandt Sangformerne noget for sig; den er bestemt til at synges af alle, mens ingen skal nøjes med at høre derpaa. Dette medfører, at Folkesangen faar sin egen Stil i Bygning og Rytme, hvilket man i forrige Aarhundrede ikke synes at have tænkt over; Tonekunstnerne holdt ikke de forskellige Sangformer ud fra hinanden, men alt er ens, i samme Stil, eller snarere uden Stil, det være sig Folkesange, Romancer, Teatersange, Salmer eller Viser. (Man træffer endnu Musikere, som ikke har klaret sig ud af dette Vilderede!). Der trængtes til en Mand, som kunde plante en Lygte midt i Mørket, og det blev Thomas Laub; takket være det Lys, der udgik fra hans Livsarbejde, ser vi nu i Danmark bedre, hvad en god Folke- eller Kirkesang er, og Interessen derfor er i Dag stærkere end nogensinde. Men heller ikke med Skolernes Arbejde for Folkesangen stod det ved dette Aarhundredes Begyndelse godt til. Det almindelige danske Syn paa den Sag indskrænkede sig til, at det gjaldt om at faa lært en Mængde Salmer og Fædrelandssange og at faa Børn og Voksne til, naar de sang, at raabe saa højt som muligt. Lykkedes dette, bildte man sig ind, at der da var »Liv i Sangen«. Sangundervisningen i Skolerne (de enkelte smukke Undtagelser ufortalt) bestod derfor kun i, at Læreren en Gang ugentlig tog Violinen frem, spillede og sang Salmer og Fædrelandssange, mens Børnene hængte paa, saa godt de kunde. Kun de sangbegavede Børn hængte paa, de øvrige, der havde Vanskeligheder med Stemmen eller øret, forstummede eller »brummede« af Mangel paa kyndig Vejledning. Man tænkte ikke paa, at der ogsaa her kunde være Tale om Undervisning, hvorved Børnenes musikalske Evner kunde komme i Arbejde (»uden Arbejde ingen Udvikling« havde man ellers ofte paastaaet., naar Talen var om andre Fag). Man tænkte ikke paa, at Barnestemmen kunde plejes, saa at Sangen kunde forandre sig fra Raab til Musik og Stemmeorganets Sundhed bevares, og Barnet derved hjælpes til at opleve Sangglæden. I forskellige aandelige Vækkelsesperioder havde Folket sunget meget, men uden Kultur, d.v.s. uden egentlig Sans for Sang, og den opvoksende Ungdom, som ikke havde været med i Vækkelsesperioden, fandt denne Syngen i Tide og Utide frastødende, og triviell hvorfor den fik Ulyst til Sang. Ja, Melodierne selv, som ofte var uegnede til Folkesang, gjorde sit til dette Resultat, idet Sangen ved de upraktiske Steder blev falsk, eller der opstod rytmisk Uenighed i Forsamlingen.

Naar Tilstanden var saaledes, som her beskrevet, maatte ogsaa Lærernes Uddannelse i Sang paa Seminarierne være ringe, idet ingen forlangte noget af Læreren eller ventede andet, end at han kunde spille Melodier for Børnene. Ganske vist skulde Læreren ogsaa i mange Tilfælde synge for i Kirken, men Folket stillede kun den Fordring, at han kunde synge kraftigt; selv om Læreren af Naturen havde en god Stemme, blev den derunder snart ødelagt og uskøn; han var jo desuden blottet for Begreb om den rette Brug af Organet. Undtagelserne her fra var faa, og at ingen tænkte paa egentlig Sangundervisning i Skolerne ses ogsaa deraf, at Danmark endnu i Begyndelsen af vort Aarhundrede ingen Literatur om Sangundervisning af Børn ejede; endnu i Dag findes kun een lille Bog, der direkte søger at vejlede Læreren i hans Arbejde, mens vore Nabolande, Sverrig og Tyskland, har en rig Literatur om dette Emne, Aar 1900 saa Lærernes Musikuddannelse paa Seminarierne i Almindelighed saaledes ud: 2 ugentlige Sangtimer, hvori Eleven blev hørt i Salmer og Fædrelandssang nu og da lidt »træffeøvelse med pegepind efter tonerække indøvelse af du molskalaen overhøring i sannes lille musiklær som virkelig var meget lill violinundervisning fandt sted en gang om uge saaledes at der blev 5-10 minutter til hver ele reglen det ikke rigtig undervisnin hvor al ting grundlægges saa eleve selv han kommer lang dog er orden forhold sit standpunk men læreren lod eleven spille løs uden hensyn ti tog kejtet paa instrumente udvikling udelukke enkelte elever lærte harmoniumspi teori.

I Løbet af de sidste 30 Aar er Billedet af den danske Folkesang og dens Kaar forandret til det bedre. Efter Laub har mange danske Musikere klaret sig Folkesangens Stil, og de har bragt den en saa værdifuld og rig Tilvækst, at man kan tale om en Fornyelse. Denne Fornyelse har skærpet vort Blik for godt og ondt i vor store uordentlige Vrimmel af tidligere Sange, og Børnene med deres Lærere og derefter Forældrene har modtaget de nye Sange med Glæde. Samtidig har der i Lærerstanden udviklet sig et nyt Syn paa Folkeskolens Sangundervisning. Man indser nu, at Læreren ikke blot skal lære Børnene Melodier, men han maa søge at bringe Børnenes musikalske Evner i Vækst og pleje Barnestemmen, saa at Uvaner i Nerver og Muskler under Sangen forebygges, hvorved der bliver Mulighed for Organets sunde Udvikling. Læreren indser, at. det er ham, der maa lægge Grunden til Folkets musikalske Kultur; alene for Folkesangens egen Skyld er dette nødvendigt. I moderne Sangundervisning er Sang med Smaabørn kommen stærkt i Forgrunden. Læreren maa forstaa at behandle de Børn rigtigt, der ikke straks kan synge, saa at de kommer til at synge i Løbet af kort Tid, han skal opdrage de smaa til Koncentration overfor Toner og Rytmer, en Undervisning i Form af musikalske Lege, en Art Undervisning i Solfége og Rytmik (med Bevægelser) tillæmpet efter Børnene og Formaalet, og han maa forstaa Smaabørns Sangstemmer og behandle dem rigtigt. Denne begyndende musikalske Opdragelse, der for Læreren rummer en Rigdom af henrivende Mornenter, skal varetages samtidig med, at han lærer Børnene Børnesange og Sanglege, som han maa kunne transponere efter Børnenes Alder og Stemmens Udvikling. Efterhaanden, som Børnene bliver større, skal han forstaa at give dem rigtig Undervisning i Tonedannelse (saadan som Børn skal have den), at indføre dem fuldstændigt i Node,skriften (ved Nodeskrivning og Selvvirksomhed) og benytte denne som Middel i Undervisningen (»Sang fra. Bladet« bør Læreren næppe sætte som sit Maal i Folkeskolen, da han har vigtigere Ting at passe, og han skal undervise ogsaa de Børn, der har ringere Anlæg for Sang. Et galt Maal giver Timerne et uheldigt Indhold). Han skal kunne interessere Børnene, og hvor Forholdene tillader det med Kyndighed organisere og lede den flerstemmige Sang, selv om den enstemmige Folkesang er det, hvorom det egentlig drejer sig i Arbejdet, og han skal have Udvikling til at finde sig til Rette i Folkesangsliteraturen. Maalet for hans Arbejde er, at Børnene, naar han har undervist dem i 7 Aar, kan synge gode Folke- og Kirkesange rigtigt, ogsaa fordi de ved Besked, idet de er inde i Nodeskriften og i de ældste Klasser har lært Stoffet ved Hjælp af Noder, og at de forstaar at bruge Sangstemmen sundt og kønt. Kan Folkeskolens Lærere gøre dette Arbejde, saa har de med det samme lagt Grunden til Folkets Musikkultur, uden at man har paalagt Skolen noget, der var for specielt til at komme den ved. De Unge, der har denne Undervisning bag sig, er vel forberedt til at deltage i Folkesangen og i flerstemmig Sang, naar Sangkor oprettes, og hvad de lærte i Skolen, blev dem en Støtte hos Læreren i Klaverspil og Violinspil.

Af alt dette lærer vi nu, hvad der maa forlanges af Seminariernes Uddannelse af Sanglærere til Folkeskolen, en Uddannelse, som ogsaa i den sidste Menneskealder er gaaet meget frem, takket være nogle Seminariers fremadstræbende Musiklærere. Seminarieeleven skal have Undervisning i Tonedannelse, Nodelæsning, Musikditat og Rytmik (til en i Forhold til Sagen passende Vanskelighedsgrad), han skal lære Violinspil, indføres i Folke- og Kirkesangen og for sin Udviklings og sin Fornøjelses Skyld deltage i Korsang og Sammenspil. Med det indøvede Stof som oplysende Eksempler skal han have Undervisning i Musikhistorie (særlig med Hensyn til Folke- og Kirkesangens Tilblivelse og Skæbne) og i Teori (særlig med Henblik paa det melodiske og Salmernes Harmonisering, tilsvarende Modulation for Orgelelevernes Vedkommende o.l.). Sidst, men ikke mindst, skal han udgaa, fra Seminariet med Forstand paa Børneundervisning i Sang, selv om man ikke kan forlange, at han allerede skal være en øvet Lærer. Paa Seminariet maa han have Lejlighed til at overvære og deltage i god Børnesangundervisning, hvilket altsaa bør finde Sted i Seminariets Børneskole.

Seminarierne har i Aar holdt Optagelsesprøve for første Gang med den fireaarige Uddannelse for øje, og Faget faar nu mere Tid. I øvrigt var det ikke først og fremmest Tid, der savnedes, men et nyt Syn og nye Arbejdsmaader, ogsaa større Krav til Seminarielærernes Uddannelse. Undervisningsplanen er saaledes: 2 ugentlige Sangtimer i I., III. og IV. Klasse, i II. Klasse kun 1; Eksamen tages efter 4. Aar. Endvidere 1 ugentlig Korsangtime og 1 Time til Sammenspil for Elever, der har Betingelser for at deltage, og i III. og IV. Klasse deltager Eleverne i Sangundervisningen i Børneskolen. Violinspillet organiseres i Hold á ca. 10 Elever, der undervises 1 Time ugentlig. Holdene sammensættes efter Elevernes Dygtighed om muligt uden Hensyn til deres Klasse. Ved Anlæg og Flid kan Elever hurtigt arbejde sig op til dygtigere Hold og tilsidst komme med til Sammenspil. I det hele taget bør Eleverne i de fire Aar deltage i et Musikliv, som kan udvikle deres Evner og fange deres Interesse. Det maa dog erindres, at Seminariet ikke er en Musikskole, og der bør være Lejlighed for Elever med særlige Evner for Faget til videre Udvikling efter Seminarietiden (ved Kursus o. desl.). Et Aars fortsat Sanglæreruddannelse f. Eks. ved Det kgl. Musikkonservatorium i Sang, Teori, Korledelse, Musikhistorie og Klaverspil, vilde gøre saadanne Lærere skikket til at betyde noget i den By, hvor de bliver ansat. Af de øvrige Elever paa Seminariet maa man nøjes med at forlange det nødvendigste: At de forstaar, hvad de skal foretage sig med Børnene i Skolen, og hvorledes det bør gøres. Dette er naturligvis Hovedsagen for alle Eleverne, og kan Seminariets Musiklærer her gaa foran, vise dem Børneundervisningen, lade dem hjælpe sig og faa dem til at finde det interessant, saa løser han dermed den vigtigste Del af sin Opgave. Man kan ikke faa alle Landsbyskoler forsynet med Lærere med særlige Evner for Sangundervisning, og det havde været gavnligt for Seminariearbejdet, om de Elever, der kun har dette Fag med af Pligt, havde faaet Lov at afslutte dette Fag efter 3. Aar, mens Sanglæreremnerne kunde have faaet en videregaaende Undervisning i det 4. Aar. Den Ordning lod sig ikke gennemføre i første Omgang, men det maa. indrømmes, at det ovenfor nævnte Timetal tillader et godt Arbejde, ogsaa et Arbejde af den Alsidighed, som jeg her har skitseret. Der er derfor Grund til at tro paa Fremgang, saa meget mere, som det er tydeligt, at Interessen i Lærerkredse er i Vækst, og Laubs Arbejde, samt Fornyelsen, der er fulgt efter, har gjort, at der er noget at samles om og glædes ved.