Adrenalin & Opera

En ny opera TYCHO af Poul Ruders og Henrik Bjelke får premiere d. 16/5-87 på Helsingør Theater i Den gamle By i Aarhus. Som ofte tidligere har der også denne gang været problemer med at klare en anstændig financiering af det skabende arbejde, som det fremgår af Henrik Bjelke's artikel. Librettoet af Bjelke er under trykning på Gyldendal/ Arena og forventes at udkomme snarest. I DMT nr. 6 86/87 bringer vi en introduktion af Henrik Bjelke.

Af Henrik Bjelke

adrenalin, -et (ad + renal + in4) hormon med karsammentrækkende virkning dannet i binyremarven: ved stærke emotionelle reaktioner afgives der større mængder a. end normalt, hvilket medfører en sammentrækning af hudens og fordøjelsessystemets blodkar mens der sker en udvidelse af hjertets og de ""viljeskontrollerende"" musklers blodkar og en forøgelse af hjerteaktiviteten (alarmberedskab).

alarmberedskab, system af fysiologiske processer der registreres af storhjernen og betinger oplevelse af emotionel ophidselse.
(Gyldendals røde ordbøger, Fremmedordbogen og Psykologisk-pædagogisk ordbog)

For nu at få det private og i sig selv uvedkommende overstået: når jeg hører ordet ""opera"" tænker jeg automatisk på min moder, der var med til at grundlægge Den Jyske Opera i 1947, hvor hun sang den ene af de fire blomsterpiger i Webers ""Jægerbruden"", sjældent har man set noget så rædselsfuldt som de fire halvgamle gimper, der med hinanden i hænderne sang om kærlighed, blomster og skønhed og bagefter forpestede deres omverden med dårlige nerver og frustrationer over akavet flirt og erotik som besøget af halvberømte, halvdårlige frikadeller alias københavnske tenorer teaterligvis måtte medføre. Og nu til det mere vedkommende, nemlig til sagen om hvordan TYCHO kom til verden, operaen af Poul Ruders, der er lavet over en libretto eller et drama, som er lavet af mig.

Jeg havde regnet med at erobre mig en bedre opfattelse af ""opera"" i løbet af de ti år der i 1985 var hengået siden min ulykkelige mor døde i 1975. Men så kom Cafe Teatrets bestilling på en operalibretto og det har medført et par år ekstra af adrenalinfremkaldende reaktioner på ""opera"" - i det følgende betegnet med (a).

I foråret 1985 henvender Niels Skjoldager sig til mig med en indtrængende opfordring til at skrive en renaissanceopera (a1). Jeg siger, Nej, find en anden, jeg kan ikke lide opera. Han slår op i min bog ""Saturn"" fra 1974 og peger på digtet om exilets fyrster, der skal træde ""ud på strandene"" og møde deres skæbne, og tanken om Tycho Brahes landflygtighed i Pragh melder sig. Jeg siger, Nå så forstår jeg, hvor I vil hen, og siger, at jeg skal tænke over det. Aldrig så snart har jeg sagt det, førend der begynder at blive holdt pressemøder, skrevet artikler og snakket i radio og man beder mig om at læse digtet om exilets fyrster en gang til og det kommer alligevel ikke med i radioen, hvad skulle det også det for, det er jo ikke sikkert det skal med i operaen (a2). Men sådan noget lægger moralsk pres på en digter, så han i stedet for at sige nej går i tænkeboksen. Da jeg hører til de få dánská digtere der bestrider et job om dagen, som er bindende, er min tænkeboks kun åben om natten, så det er til nattakst jeg i godt 9 måneder (februar - oktober 1985) går i tænkeboksen, der i øvrigt er fuld af bøger til research, historiske, filosofiske, astronomiske, prosodiske, metriske o.s.v. Presset udefra forbliver konstant (a3) og øges tilmed (a4). Min far dør i september, det har ikke noget med sagen at gøre men det får praktisk betydning alligevel. Jeg bliver bragt sammen med komponisten Poul Ruders. Jeg bliver ringet op af Franco Cristofoli fra Den Jyske Opera (a5). Den et eller andet oktober vil flyttelæsset ifølge skifteretten ankomme til min bopæl med min fars dødsbo og på samme dato insisterer Cafe Teatret og Den Jyske Opera på et møde (a6), men dels kan jeg ikke af fysiske grunde den dag (a7), dels befordrer møder intet for en digter, og det eneste jeg behøver er befordringer. Men jeg realiserer, at skal jeg på noget tidspunkt samle mig og udkrystallisere, må jeg gå ind i det, der arbejdsteknisk kaldes kontemplationsfasen, som ikke indtræder i mangel af nattesøvn og med en 20 timers undervisningsuge men evt opstår ved at lade sig isolere. Jeg søger og får en måned på San Cataldo klosteret i Italien for november 1985 ensbetydende med en måneds fravær fra job eller sagt i penge ensbetydende med en manko på netto 10.000, hvorfor jeg søger og får den fornødne lønkompensation brutto 20.000 fra Statens Kunstfond. Betingelsen for min familieforsørgerstatus quo er opfyldt, men vi kan ikke snakke løn-for-libretto ud af de penge, men det gør Cafe Teatret under henvisning til at det også søgte kunstfondet, endda med 30.000, det kan jeg ikke vide, for mig kom de 20.000 som en imødekommelse af min ansøgning.

Da jeg 9/12 1985 kommer hjem fra Rom, kan Poul Ruders over for mig kun pege på, at man på dette, nu fremskredne (men alt er vel relativt) tidspunkt allerede omtaler, opererer med, programsætter, bestiller folk, krydser kalendere af - alt sammen, som om det, jeg skal lave, er a matter of fact - en indtruffen kendsgerning, men der er ikke skrevet en linje, og jeg skal nærmest have en tagsten i hovedet for at slippe for kvaler (a8). Imidlertid undfanger jeg på San Cataldo en madopskrift på 9 sider, en ide, sender den hjem til Poul Ruders og beder i øvrigt om frist til 1/4 86. Set fra Poul Ruders synspunkt må det erindres, at det nævnte pres ligger på ham i lige så stort omfang, og ydermere kan han ikke gå i gang, da alt står og falder med, om jeg endelig (og hvornår) fuldbyrder en libretto, så han giver mig et åndeligt spark i røven og siger L akt inden 5. januar og resten inden 1. februar 1986 (a9). Nu har ordet ""gidsel"" både teatralske og politiske konnotationer, men det definerer teknisk en specifik situation. På dette tidspunkt er der således tale om, at librettisten-in-spe sidder som gidsel mellem p.d.e.s. sin uvidenhed om, hvorvidt skæbnen vil mage det så, at han på basis af en ide til et drama også kan skrive det ud i ord, og p.d.a.s. en allerede indgået kontrakt mellem en af landets bedste komponister og et af landets største musik- og sangforetagender, Den Jyske Opera, ifølge hvilken premièredatoen allerede er fastsat for en opera hvis plot, indhold eller artikulation endnu ikke har set dagens lys (al O). Der findes kun een indfrielse eller udfrielse gående ud på: for librettisten at skrive operaen for eller uden penge, thi problemet og den egentlige udfrielse af gidslet er dybere, nemlig at få kreativiteten og imagina-tionen i gang som et andet Deus-ex-Machina, hvorover intet menneske er herre, og ingen bør glemme, at gidslets situation er ufrivillig og håb dets eneste halmstrå.

På 28 dage (9/12 85 - 5/1 86, hvoraf nogle atter med 20 timers ugentlig undervisning og incl. julen og nytåret og hvad dertil hører) nedskriver jeg L akten og på 18 dage, 5/1 -23/1 86 trods fuld 20timersuge, nedskriver jeg 2.- og 3. akten af librettoen til TYCHO. Poul Ruders og jeg enes om, at det her må vurderes som et fifty-fifty-fortjeneste-produkt, siden det ene, librettoen, betinger det andet, musikken, som et vaskeægte conditio sine qua non. Kopier sendes til Niels Skjoldager og Franco Cristofoli, ingen af hvilke endnu til dato har over for mig reageret på modtagelsen (a11).

Min sagfører, Henrik Nebelong (iøvrigt også tilknyttet Cafe Teatret) som hos diverse fonds løbende søger økonoisk støtte til min lidet lukrative skribenttilværelse, søger og får i marts 86 8.000 kr. fra Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond. Poul Ruders, der savner økonomisk garantiordning, truer ved rundskrivelse af 21/3 86 til alle involverede parter med at indstille arbejdet. En uge efter får han 70.000 fra Statens Kunstfond. Ham velundt Dette definerer herefter min pris på librettoen = kr. 70.000. Under et møde mellem min organisation Danske Dramatikeres Forbund og repræsentanter fra Cafe Teatret og Den Jyske Opera tilbyder man mig 2.000 kr. og et løfte om at ville søge yderligere 15.000 hos Teaterrådet samt resten hos private fonds. Under trussel om at tage en anden librettist bevæger Cafe Teatret og Den Jyske Opera mig til nødtvungent at gå med til at lade Danske Dramatikeres Forbund på mine vegne underskrive kontrakt om dette (a12). Cafe Teatret søger derpå en stribe fonds, ikke ifølge sin kontraktforpligtelse over for mig om de resterende penge til mit honorar men om støtte til opsætningen som sådan af operaen, altså støtte til sig selv (a13), får afslag fra samtlige (a14) og insinuerer, at det skulle skyldes, at jeg på egen hånd allerede skulle have søgt disse fonds (a15). Såvel Poul Ruders som jeg mangler tillid til Cafe Teatrets valg af Niels Skjoldager som instruktør og jeg foreslår Julian Visa, der i Bukarest har opsat Elektra og Molière og på Saltlageret en fantastisk version af Alfred Jarry's ""Ubu Roi"", vi, d.v.s. librettisten og komponisten, opsætter et fælles dokument, der udtaler vores tvivl m.h.t. instruktørvalget, men da vi retsligt ingen indflydelse har, bliver dokumentet aldrig anvendt og Cafe Teatret insisterer på Niels Skjoldager. Fra Cafe Teatrets side siger man i øvrigt enten, at man aldrig nogen sinde har lovet mig noget honorar for librettoen (a16), eller også at jeg i god tid skulle have fremsat honorarkrav. Men i månederne februar-oktober 1985, hvor arbejdet endnu først er ved akkumuleres, men hvor de praktiske forberedelser til en opsætning må træffes, har en forfatter lige så lidt mulighed for at skrige op og forlange, hvad han skal have, som det ufødte foster i moders liv har for at skrige op og forlange mælk, det sker først, når de ni måneder er gået og man har et levende væsen og ikke en abort. Det sene tidspunkt for forhandlingen af mit honorar skyldes dette samt det sene tidspunkt, på hvilket Poul Ruders' honorar bliver defineret gennem den garantisum, som han opnår. Fra januar til oktober 1986 skriver og færdiggør Poul Ruders musikken til operaen TYCHO. Men siden Den Jyske Opera er så stærkt indblandet, at premieren skal finde sted på Den Jyske Opera i Århus, kunne jeg godt lide at vide, hvad der skal stå i Den Jyske Operas regnskaber ud for posten ""honorar for operaen Tycho"". Mit indtryk er blevet dette, at Den Jyske Opera slet ikke skal betale noget, fordi de ""overtager"" en opera fra Cafe Teatret, der aldrig har opført den og hvis ret til overhovedet at være med i billedet det har købt for 2.000 kr. plus seksten adrenalinchok i min forkølede eksistens.

København i december 1986