Anmeldelser

R. Wayne Shoaf The Schoenberg Discography. Fallen Leaf Press. Berkeley? California. 1986. 200 s. $ 19.95.

Af Jan Maegaard

Det lille selvbevidste ""the"" i titlen siger noget om ambitionsniveauet hos forfatteren. Det er et stort besvær at stille bibliografier sammen; men discografier er værre. Pladeudgivelser er ofte dårligere dokumenterede end bogudgivelser i vort århundrede. Dertil kommer hele piratplademarkedet, som dog mest giver jazzforskningen hovedpine. Men det er svært nok endda. Der er så mange oplysninger man gerne vil have med udover dokumentationen af selve musikken. Det drejer sig om de udøvendes navne, tidspunkt og sted for optagelsen, musikkens varighed, optagelsens art teknisk set, pladens format, plademærke og -nummer, tidspunktet og stedet for dens udsendelse og den enkelte indspilnings overførsel til andre plademærker end det oprindelige, det er langtfra altid man kan få hele spørgeskemaet udfyldt.

Det første, discografen har at gøre, er at skaffe sig oplysning om eksistensen af så mange plader som muligt inden for det område, der skal dækkes. Det sker bl.a. ved konsultation af en stor mængde kommercielle kataloger, men også ved at gennemarbejde eksisterende discografier og undersøge kartotekerne ved så mange som muligt af de pladesamlinger, der findes, for det er ikke alt der står i katalogerne. Dernæst må han skaffe sig flest muligt af dem i hånden og aflytte dem. Alene dette sætter grænser for, hvor stort et område det er fysisk muligt at dække. Men selv da vil man i reglen stå tilbage med ubesvarede spørgsmål. Tredje fase bliver at gennempløje anmeldelser i tidsskriftlitteraturen, og den er efterhånden ganske omfattende. R. Wayne Shoaf, som er arkivarassistent ved The Schoenberg Institute i Los Angeles, har registreret godt og vel 1000 optagelser af Schönbergs kompositioner og transskriptioner, 101 værker ialt. Hvert værk får til at begynde med sit identifikationsnummer, som der siden refereres til. Der følger en kronologi af optagelserne fra begyndelsen af 1920erne til 1986 med årstal, sted for optagelsen, værkidentifikation og kort navngivelse af udøvende. Graden af usikkerhed, der måtte klæbe ved disse oplysninger, tilkendegives ved et sindrigt system afrunde og skarpe klammer og spørgsmålstegn. Tidspunktet for udsendelsen er f.eks. ofte bedre kendt end optagelsestidspunktet Herefter følger den store hoveddel, hvor værkerne tages op et for et med fyldig dokumentation af samtlige optagelser og deres overførsler. Den fylder 90 sider. På de følgende 46 registreres anmeldelser af optagelserne i 51 tidsskrifter, mærkeligt nok ordnet efterplademærke. Til sidst bringes navne- og titelindices og en fyldig bibliografi.

Det kan svimle for en ved tanken om det antal arbejdstimer, der er nedlagt i denne discografi. Og spørgsmålet melder sig, om det hele nu også er møjen værd. Langt de fleste af de registrerede plader er naturligvis uopdrivelige. Discofilen kan blive grøn af misundelse over alt det, der er, og som han ikke kan få fingre i, Men musikforskeren kan glæde sig. Det kan jo ikke være skjult for nogen, at lydoptagelser i fremtiden vil udgøre en stadigt voksende del af musikforskningens kildemateriale ved siden af de skrevne og trykte kilder, og at der altså er et stærkt stigende behov for dokumentation på dette område. De senere års vok-

sende interesse for receptionsforskning vil også være vel tjent med de utallige henvisninger til anmeldelser i fagpressen. Der vil blive mere og mere brug for arbejder af denne art. Der er imidlertid et aspekt ved pladeudgivelser, som discografer normalt ikke interesserer sig for, og som Wayne Shoaf heller ikke har taget i betragtning. Det er pladecover-teksteme. Deres kvalitet er som bekendt stærkt svingende; men tendensen er tydeligt opadgående for seriøse pladeudgivelsers vedkommende, og i mange tilfælde er de af en informationsrigdom og kvalitet, som stiller dem på lige fod med den bedste litteratur om emnerne. Oplysning om disse teksters omfang og ophav burde indgå som et naturligt led i den discografiske dokumentation. Under læsningen af denne discografi har jeg haft megen fornøjelse af at betragte varighederne. Divergenserne på området kan være forbløffende. Schönbergs tempi udgør et problem. På den ene side er hans angivelser gennemgående ret hurtige. På den anden side insisterede han på, at hver détaille under alle omstændigheder skal fremtræde klart og distinkt. Tempoangivelserne er altså at forstå som en slags ideal, som man kun må nærme sig, hvis tydeligheden ikke går tabt derved. Det er der nogle der ved. Andre tror, at de for enhver pris skal leve op til tempoangivelserne. Det symfoniske digt Telleas und Melis ånde"" varer i Winfried Zilligs udgave fra slutningen af 1940erne 47'30"", i Rozhdestvenskis fra 1978 knap 39'. Forskellen erpå 18%. Bruno Madernagav i 1962 Serenaden op. 24 en meget tydelig og langsom udførelse på 37', mens Robert Craft fire år tidligere jog igennem den på 29'30"". Næsten en forskel på 21%. Herman Scherchen fik engang en regulær skideballe af Schönberg for at have spillet den 1. kammersymfoni for hurtigt. Det glemte han ikke. Hans fremragende indspilning af monodramaet ""Erwartung"" med Helga Pilarczyk fra før 1961 varer godt 31'. Dimitri Mitropoulos udførelse med Dorothy Dow udsendt i 1952 bliver færdig på knap 19. Her er forskellen godt og vel 39%!

Men langsomt tempo er ikke ensbetydende med kvalitet i udførelsen. Philadelphia Wood Wind Quintet brugte i 1957 godt 43 minutter til at spille blæserkvintetten. Det er nok den ringeste indspilning der findes. De 11 andre er alle hurtigere, og de 10 af dem, som jeg kender, er også bedre. Når det ensemble gav den en så langsom udførelse, var det nok mest, fordi de ikke kunne spille den. Den eneste tidligere indspilning på Dial med Metropolitan Wind Quintet fra 1951 kender jeg ikke. Her blev jeg grøn af misundelse.

Jo, R. Wayne Shoafs bog er - indtil videre i det mindste - THE Schoenberg Discography.

Béla Bartók Black Pocket-Book. Sketches 1907 - 1922. László Somfai ed. Editio Musica Budapest. 1987.

Af Jan Maegaard

Komponisters skitser hører til det mest fascinerende kildemateriale, man som musikforsker har. Men de er af gode grunde oftest svært tilgængelige. Med en moderne teknik er det imidlertid muligt, omend dyrt, atreproducere dokumenter med en tydelighed og nuancerigdom, som gør kopien næsten ligeså god som originalen.

Et smukt eksempel på dette er facsimileudgaven af en af Bartóks skitsebøger, som Editio Musica i Budapest udsendte i efteråret 1987. Det drejer sig om ""den sorte lommebog"". Den har han haft med sig i lommen, når han var på rejse for at indsamle folkemusik i landdistrikterne, og her har han mellem 1907 og 1922 noteret indfald til 18 af de kompositioner, som han arbejdede på i det tidsrum, herunder 10 sider skitser til ""Der wunderbare Mandarin"". Det er let at skelne det blækskrevne fra det bly-antskrevne, og selv orn farvenuancerne i blækket ikke fremtræder med de oprindelige farvetoner, er de dog skelnelige. Skitsebogen er forbilledligt udgivet af László Somfai, Bartók-arkivets leder. Hans omhyggelige beskrivelse af bogens fysiske form følges af en gennemgang af de 34 beskrevne sider med identifikation af deres indhold samt en fortegnelse over de omhandlede kompositioner. Alt på ungarsk, engelsk og tysk. Kun ganske få udkast har ikke kunnet identificeres. Den fornemme lille publikation, der som originalen er bundet i sort voksdug, vil næppe blive den store salgsartikel; men den kan meget vel blive et klenodie for Bartók-elskere og for dem af os, der ikke kan modstå komponistmanuskriptets fascination.

Musik I Danmark på Christian IV's tid 1«° VII (Noder, Engstrøm & Sødriiig 1988)

/ Viser fra Voigtlanders og Terkelsens samlinger. Ed.

Carsten E. Hatting og Niels Krabbe. //. Instrumental ensemblemusik. Ed. John Bergsagel. ///. Musik f or tasteinstrumenter (Voigtiânder-tabulaîuret).

Ed. Henrik Glahn.

IV Messe og motetter af Mogens P eder søn. Ed. Henrik Glahn.

V Motetter af G. Trehou, J. Tollius og V. Bertholusius. Ed. Ole Kongsted.

VI Anonym messe og Lejlighedsmotetter. Ed John Bergsagel og Henrik Glahn.

VII Thomas Schattenberg: Jubilus SJßernhardi. Ed. Esther Barfod, Bo Foltmann, Lisbeth Ahlgren Jensen, Poul Anders Lyngberg-Larsen, Henrik Palsmar og Claus Røllum-Larsen.

Musik fra Christian IV's tid (BIS CD)

389 Kirkemusik ved hoffet og i byen. The Hilliard Ensemble, dir. Paul Hillier. Pedersøn, Schattenberg, Bertholusius, m.m.

390 Instrumental ensemblemusik. Royal Danish Brass, The Dowland Consort, Jacob Lindberg.

391 Verdslige viser, lutsange og musik f or cembalo. Ulrik Cold, Lars Ulrik Mortensen, Rogers Covey-Crump, Jacob Lindberg. BL a. sange fra Terkelsens samlinger og Voigtlanders samling, samt af Dowland.

392 Madrigalen fra syd til nord. The Consort of Musické, dir. Anthony Rooley. Pedersøn, A. & G. Gabrieli, Vecchi, m.m.

Niels Krabbe: Træk af musiklivet i Danmark på Christian IVs tid. (Engstrøm & Sødrings Musikbibliotek 4, Kbh. 1988).

Af Peter Woetmann Christoffersen

Vi er lige blevet færdige med atter engang at aflive et par af musikhistoriens koryfæer - hvem opfører eller kan klare at høre musik af Buxtehude i 1988? Nu kommer så turen til en dansk konge, som forødte rigets rigdom og magt i en sådan grad, at han (næsten) kan regnes blandt historiens store mænd. Han skal fejres inden for alle dele af dansk kulturliv, sådan er det bestemt. Også inden for musikken, for det var ""en af de mest frodige perioder i dansk musiks historie"", og ""i hans lange regeringstid blomstrede musiklivet som aldrig før"", som det slås fast igen og igen med skiftende formuleringer i ovennævnte publikationer. Christian IV og hans samtid gjordemegetud af at befæste styrets glans og værdighed med kostbare foretagender. Musik var -dengang som nu - dyr. Og den var en nødvendig del af et strålende hofliv, der forsikrede omverdenen, kreditorer og undersåtter om kongens magt over tingene med et iøjnefaldende forbrug.

I dag koster den seriøse musik også samfundet mange penge. Men ingen finder vel på at kalde musiklivet i København for ""blomstrende"" af den grund - i hvert fald ikke i den sidste tid. Og man spørger sig, om ikke ""det blomstrende musikliv"" på Christian IV's tid også er en myte som så meget andet. Til en frodig og blomstrende periode kræves andet og mere end et stort forbrug, bl.a. omsorg og begejstring for nye ideer og satsen på det bedste - og af rigtig gammel musik kræves det, at den har overlevet. Det sidste krav kan denne periode ikke opfylde, tidens tand og ildebrande har taget det meste. Men måske nogle af de andre?

Musiklivets ydre rammer lader sig rekons truere ud fra arkivalier og beretninger. Niels Krabbe gør i sin lille bog overskueligt rede for, hvad man ved om det uden at skjule de store huller - at musikken er gået tabt bliver desværre næsten et fast omkvæd -og han kommenterer det bevarede repertoire uden for store ord. Også forbruget af musik uden for hoffet får her en velkommen behandling. Hoffet gjorde meget for at opbygge en tidsvarende musikalsk organisation, styrkede den nye instrumentalmusik, hentede musikere og komponister fra udlandet, sendte unge danskere ud for at lære, brugte musikken ved store fester og støttede lejlighedsvise udgivelser af musikernes produktion. Kongens musik fík renommé ude omkring, og de rigelige penge vakte udenlandske musikeres interesse. Alt dette lader sig dokumentere. Men hvad med de musikalske kvaliteter?

Musikpakken her viser, at Christian IV fik solid professionel musik for sine penge snarere end storslået, en satsen på det sikre frem for det banebrydende. Videre at Mogens Pedersøns position som tidens fremmeste danske komponist let lader sig forsvare, og at de tilkaldte udlændinge på få undtagelser nær ikke tilhørte musikkens absolutte topfolk. Over det samlede musikbillede hvileren velkendt stemning af provins, der prøver at være med på noderne.

Den gentagne forsikring om det strålende musikliv synes mest at omhandle alt det der er gået tabt. Hvis blot lidt af den musik, der blev spillet holder samme format som Dowlands Lachrymae eller de værker af Schütz, der sandsynligvis blev komponeret i Danmark, tegner billedet sig helt anderledes. Som det fremgår af listen over udgivelserne, hvor der er sat dateringer på - fra samtidige tryk eller udgivernes forslag, er det meste af den

musik, som det er lykkedes at skrabe sammen fra danske og udenlandske kilder, koncentreret om Christian IV ' s tidlige regeringsår, noget mindre kommer fra de sene år. Fra 1620erne og 30erne er der så godt soin ingenting, og den spredte overlevering yder ingen garanti for at det bevarede er repræsentativt. Der er vidt spillerum for fantasien. De danske som de udenlandske kilders tavshed om, hvad der mere præcist blev spillet og sunget, er dog lidt foruroligende.

En kreds af musikforskere ved Københavns Universitet har benyttet de gunstige bevillingsforhold til at få fyldt nogle huller i dokumentationen af dansk musikhistorie. Samtidig har der været penge til at slå et slag for musikken på det internationale marked ved at lade et fyldigt udvalg indspille på CD'er af sikkert sælgende udenlandske grupper og musikere. Over hele linien har man satset på de bedste inden for deres område: Hilliard Ensemblet, Consort of Musické, Dowland Consort og luthspilleren Jakob Lindberg, og hertil kan vi også roligt regne den danske cembalist Lars Ulrik Mortensen. Lad os se lidt nærmere på de mange udgivelser. En detaljeret anmeldelse tillader pladsen ikke; det må blive ved spredte notater.

Noder:

Hæfterne præsenterer sig nydeligt i stilfuldt hvidt omslag med en lille farvegengivelse af loftsmaleriet fra Rosenborg, hvor Christian IV's musikere spiller fra balkoner (det samme billede pryder CD'erne). Noderne er omhyggeligt bearbejdet og pænt trykt på ikke for tyndt papir, og der er fyldestgørende kommentarer i alle hæfter (i Vol. V er det dog unødigt svært i en fart at få besked om anvendte kilder og lignende). Videre er der de nødvendige redegørelser for teksterne og oversættelser samt nyttige gengivelser af enkelte sider fra kilderne. Der gøres meget ud af at noderne skal fungere i praktisk brug. Således er sangene i Vol. I udgivet både i deres originale form og i arrangement for sang og guitar ved Kristian Buhl-Mortensen. Originalversionens diskant og bas er af udgiverne fyldt ud til en enkel continuostemme (Lars Ulrik Mortensen ledsager heldigvis Ulrik Cold på CD 391 med et noget mere fantasifuldt akkompagnement).1) Vol. VII er lavet af en gruppe studerende ved Musikvidenskabeligt Institut. Så det er naturligvis en fornøjelse af konstatere, at netop dette hæfte opfylder samtlige krav til en brugbar udgave af vokalmusik. Her er alle satser konsekvent forsynet med nodeincipits og angivelser af stemmr-nes omfang, og udgivernes forslag til supplerende fortegn er placeret ovenover nodesystemerne, så man spares for så mange paranteser.2)

Thomas Schattenberg var organist ved Nikolaj Kirke og således tilknyttet det københavnske borgerskab og ikke hoffet. Udgivelsen af hans motetter med ""forbindelse til de mystisk farvede bodsfromhedsbevægelser"" er noget af det mest spændene i pakken. Det er ikke genial musik. Men de afprøver en lang række indgange til udsættelsen af de latinske tekster, De er bestemt ikke lette at synge - deres let madrigalistiske holdning er nok mest velegnet for solostemmer. Det er næppe andagtsmu-sik for amatører, og deres kirkelige placering er usikker; hvem i København havde mon midlerne til at vederkvæge sin sjæl med disse opbyggelige toner?

Indholdet af Vol. VI er ikke det mest spændende, men nyttigt at studere på tryk. Messen er kedelig at høre på, men giver et godt indblik i tidens almindelige håndelag; det er på den baggrund mesterværkerne stråler, og Pedersøn (i Vol. IV) tager sig godt ud. Vol. V bringer prøver på udenlandske musikeres kompositioner fra før de blev ansat ved det danske hof, deres kvalifikationer så at sige. De er lidt blandede. Bertholusius motet er en overraskelse, rigtig professionel musik i letflydende international stil, konservativ og sikker. Det er måske ikke så uforståeligt, sådan som det antydes både i forordet og i Niels Krabbes bog, at han blev ansat ved hoffet til en skyhøj gage; musik af den slags er ikke let at frembringe - det er klart demonstreret - og må betales. Udgiveren vil gerne se Jan Tollius som ""en med urette glemt mester""; motetterne giver ikke rigtigt belæg for den vurdering, de er ganske vist mere progressive end de øvrige, men det provinsielt ubehændige ligger måske nærmere for end det geniale.

Plader:

De fire CD'er fra det svenske BIS er som sædvanlig teknisk helt i top. Lydbilledet står usædvanligt levende, detaljeret og aldeles umanipuleret især på de tre plader (389/90/91 ), som Roland von B ahr sel v har produceret med enkel optageteknik (to mikrofoner og en digitaloptager i følge noterne). Ellers er der hvad der skal være af noter, tekster os v. ; teksterne bliver snart nedfotograferet til så lille størrelse, at de lige så godt kunne vedlægges på mikrofilm!

CD 3 8 9 : Milliard Ensemblet har åbenbart ikke følt sig helt vel tilpas ved dette repertoire. Deres indsats lyder som dygtigt bestillingsarbejde uden rigtigt engagement. Desuden er det solistiske ensemble med to fremragende kvindestemmer fejlplaceret i flertallet af stykkerne. For nogle år siden blev den anonyme messe opført af Københavns Drengekor, og da virkede musikken rigtigere. Man skulle måske hellere have brugt pengene på at give drengekoret (eller Esbjergkoret) tid til en grundig indstudering til gavn for både kirkemusikken og efterfølgende koncerter.

CD 390: Er en gennemført fornøj else. The Dowland Consort spiller kammermusik med dansetitler (Paduana-Gaillard og Pasamezzo) for gambeconsort med afvekslende karakterisering, rytmisk levende og med diskrete forsiringer. Nodebilledet ser for en overfladisk betragtning ret ensartet ud (Vol. II), men udførelsen her overbeviser om det modsatte. Kun Foucarts og Schops stykker, der må være tiltænkt violiner, klinger lidt blegt og besværet på gamber. Ensemblets leder Jakob Linberg bidrager med en afdeling luthmusik. Nyhederne er en spændende fantasi af Gregorius Huet, der i Wolfenbiittel underviste den unge dansker Hans Nielsen, og nogle korte s tykker fra Peter Fabricius luthbog, optegnet mens han studerede i Rostock. Royal Danish Brass spiller ikke på originalinstrumenter, men deres virtuose udførelse af Orologios sikre cornetter i piano fuldstændigt som deres 1600-tals navnefæller. CD 391: Lars Ulrik Mortensens udførelse af tre meget afvekslende variationsværkerforcembalo er somman forventer det fra hans side sikker og virtuos. Nok det mest helstøbte på denne plade. De danske og tyske sange til lånte melodier udmærker sig ikke ved originalitet, men ved enkle almengyldige melodier, som er levende endnu. Man forstår hvorfor samtiden blev så optaget af dem, og brugte dem i alle mulige andre sammenhænge. Ulrik Cold er sat på en vanskelig opgave. Han skal fortolke enkle sange på gammelt dansk og et par tyske sange. Han skulle have alle forudsætninger, tekstudtalen er

forbilledlig tydelig, han er dygtig og har en smuk stemme. Alligevel er resultatet ikke godt. Flere af viserne bliver simpelthen overfortolket. De lystige viser løber helt af sporet, jovialiteten er lige så falsk som 'kongelige' skuespilleres Holberg-sjællandsk, og intonationen ryger ud i det misforstået folkelige. Også de følsomme sange får for meget og bliver småfalske. Det er ærgerligt, for han kan godt, det viser den smukke udførelse af Voigtländers Ein Sommerliedlein"" (nr. 6) eller det helt enkle udtryk i It trofast Hierte gaarfor alting (nr. 16).

På pladen findes også fem langt rigere facetterede sange af John Dowland, mest sørgelige, men også et par lysere. De stammer alle fra hans Second Booke of Songs and Ayres, der er dateret Helsingør i Danmark, den 1. juni 1600. Sammen med Jakob Lindberg hører vi en af de bedste og mest benyttede engelske specialister i at synge tidlig musik, Rogers Covey-Crump. Han synger smukt, rent og tydeligt, hans stemme står nøgent og næsten uden emotion, forsøger at lade Dowlands melodilinie tale for sig selv. Sikkert en reaktion mod de mange lummert følsomme indspilninger af Dowlands begrædeligheder. Det er ganske forfriskende - for en kort tid, så bliver det kedeligt, og forkert ligesom Ulrik Colds overfortolkning af de langt enklere viser. Pladens to sangsolister står ikke til hinanden, og de viser hver for sig en mærkelig rådvildhed over for de tidlige solosange.

CD 392: The Consort of Musické er uden konkurrence, når det gælder madrigaler. Anthony Rooley og hans sangere går også ind for Mogens Pedersøns musik med en helt anden varme end Hilliard Ensemblet. De mindre kendte ""danskere"" får også overbevisende fortolkninger, selv om det ikke kan skjules, at den største udtryksfylde nås hos Gabrieli'erne, hos den mere moderne englænder Richard Deering og i Orazio Vecchi's publikumsoptrækker Tiridola, non dorrrare'.

Jeg kan ikke udstå de forudsigelige årstalsfejringer. Men noget godt kommer der da ud af dem. Christian IV-udgivels-erne er som helhed af usædvanlig høj standard og meget tankevækkende, selv om den almindelige jubel ikke rigtig fænger. Har man monstro overvejet at fejre den gamle konge med et tilsvarende internationalt fremstød på CD'er med hans nulevende landsmænds musik?

NOTER:

1. Ved første øjekast bliver man forskrækket over at der kun findes en enkelt strofe tekst til hver sang. Det viser sig, at de komplette tekster bliver udsendt iet særskilt hæfte, som er lidt forsinket; der kunne godt have været en antydning herom i kommentaren. Flere steder er der forvirrende uoverensstemmelser mellem antallet af tekstlinier og repetitionstegn (f.eks. Terkelsen 3,6 med både første og anden volte midt i sangen og kun een linie tekst); sådanne steder burde udgiverne have normaliseret, og så have beskrevet originalens disposition i kommentaren. I det hele taget virker færdiggørelse og opsætning af dette hæfte ikke helt på højde med de øvrige.

2. Angivelse af stemmernes omfang savnes i Vol. II og VI (i messen; findes dog i kommentaren, hvorfor ikke gentage dem i noden?), og angivelse af de originale nodeværdier mangler i Vol. II, IV og VI. Det er ikke de rene petittesser; for udøvende er det af stor værdi ved et enkelt blik i noderne at kunne tage bestik af en lang række forhold, det sparer tid og kan forebygge fejltagelser. Så små detaljer kan det ikke koste ret meget ekstra at trykke.