Kongres om nutidsmusikkens position i Norden

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 68-68

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

I august måned blev der afholdt to musikkongresser i forlængelse af hinanden i Åbo i Finland, en nordisk komponistkongres og en nordisk musikforskerkongies.

Det egentlige møde mellem komponister og musikforskere begrænsede sig til en fællesdiskussion, hvor komponisterne bebrejdede musikforskerne, at de ikke beskæftiger sig ret meget med nutidsmusik. De henviste til, at der for eksempel ikke var nogen nutidige emner på programmet for musikforskerkongressen.

I fællesdiskussionen mindedes nogle af de svenske diskussionsdeltagere den gensidige inspiration, der var kommet ud af samarbejdet mellem musikforskere og komponister i halvtredserne i den såkaldte mangdagsgruppe. Det havde ikke blot haft betydning for komponisterne i Karl-Birger Blomdahls generation men også for musikforskere som Ingemar Bengtsson og Bo Wallner. Og fællesdiskussionens mest konkrete resultat blev en aftale om at indlede et samarbejde mellem den svenske komponistforening og det musikvidenskabelige institut ved universitetet i Göteborg.

Selve komponistkongressen drejede sig om nutidsmusikkens ydre eksistensvilkår og om hvilken indflydelse de har eller bør have på musikken som sådan.

I beskrivelsen af de ydre vilkår virkede den svenske komponistforenings formand Sten Hansons indlæg særlig nedslående. Sverige er jo det nordiske land, hvor nutidsmusikken hidtil har haft det stærkeste fodfæste, med et elektronmusikstudie af international betydning, medradioens veletablerede koncertserie Nutida Musik og det dertil hørende tidsskrift, med den progressive musikuddannelsesinstitution på Edsberg slot og med en betydelig indsats for nutidig musik i den svenske Rikskonsert-virksomhed. Sten Hanson fortalte, at der var foretaget drastiske nedskæringer på væsentlige områder, og at det kulturpolitiske klima er blevet stærkt forringet for den nutidige kompositions-musik.

Fra Norge blev der forelagt en undersøgelse af koncertrepertoiret i tre sæsoner, fra 1979 til 1982. Undersøgelsen viste at 22% af de opførte værker var komponeret efter 1950. Komponisten og musikforskeren Elef Neshei, der havde foreståetundersøgelsen gjorde imidlertid opmærksom på en tendens til at centrere programlægningen omkring relativt få kendte komponister, en tendens der gør sig gældende både i repertoiret som helhed og inden for den nutidige musik. Nesheim kaldte det "en cirkeleffekt, som er af væsentlig betydning for dagens komponister". "Koncertrepertoirerne er egentlig selv-reklamerende, og dermed også i egentligste forstand konserverende."

Det fremgår iøvrigt af Nesheims undersøgelse at tre koncertinstitutioner i Oslo der har ny musik som hovedformål tegner sig for 2/5 af de nyere værker. Det er koncerterne i foreningen Ny Musikk, koncerterne på Høvikodden og på Munch-museet. Det er også her den mere avancerede nutidsmusik præsenteres. I det mere traditionsbundne koncertliv er andelen af musik komponeret efter 1950 18%.

Et lignende billede viste danske opførelsestal baseret på dette års sæsonbrochurer. Det unge Tonekunstnerselskab i København og de tilsvarende foreninger i Århus, Odense og Aalborg tegner sig sammen med radiokoncerter med ny musik for flest opførelser af nutidsmusik. Nulevende komponister er først og fremmest repræsenteret med kor- og kammermusik, hvorimod der knap nok bliver spillet et stykke af en nulevende komponist på hver tredje orkesterkoncert her i landet.

Der var ingen deltagere fra Island. Finland er efter kongres-indlæggene at dømme det nordiske land, hvor nutidsmusikken er bedst forankret, både i radioen og i koncertlivet. Sommerfestivalerne i Viitasaari og i Borgå er fast holdepunkter for opførelser af ny musik, i Borgå koncentreret om det fremragende Avanti-ensemble. Men ghetto-fornemmelsen lurer. Kongressens finske ordstyrer, komponisten og musikforskeren Mikko Heiniö, mente at institutionaliseringen virker som alibi for det øvrige musikliv til at negligere nutidig musik, og at de forpligtelser, der pålægges orkestrene til at præsentere nutidigt repertoire, fører til rutinebestillinger, ofte af korte indledningsnumre, og til at nye værker almindeligvis kun opnår en enkelt, ikke fyldestgørende opførelse.

Efter de alt i alt ret pessimistiske status-rapporter kom turen til mere konstruktive kulturpolitisk-æstetiske indlæg, blandt hvilke Sven Erik Werners vakte særlig opmærksomhed. Det bestod af dels den situationsbeskrivelse, der blev bragt i dmt nummer 3 i sidste årgang, dels i en provokerende skematisering af æstetiske og kulturpolitiske fænomener der vil blive bragt i næste nummer.

1 Elef Nesheim: Konsertrepertoaren - musikklivets speil? Oslo 1988.

Årgang 63/1988-1989, nr. 02