På vej mod en ny kulturpolitik

Samtale med kulturminister Jytte Hilden

Af Anders Beyer

- Poul Nyrup Rasmussen udtalte forleden i et interview, at han efter et halvt års tid som statsminister, var ved at finde sine ben, efter at have været ude i de første politiske storme. Hvordan har du selv det nu, efter at have været genstand for mediernes bevågenhed, lige fra interessen omkring din påklædning til barsk kritik, som det f.eks. kom til udtryk i Information den 4. marts 1993 på lederplads, med genoptryk af Richard Mortensens plakat fra 1975 med titlen ""Giv Danmark en kulturminister""?

»Min kommentar til dette må være: nu er pressen ved at finde sine ben i forhold til kulturministeren. Man har nok skullet vænne sig til, at der kom en person, ingen havde regnet med - en person der agerede anderledes end de sidste ti års borgerlige kulturministre. Jeg er politiker 'helt ind i benene'. Det er det, jeg skal måles på - jeg skal ikke synge, så ville I skrige i musiklivet, men jeg skal kunne mit politiske håndværk: jeg skal få mine lovforslag igennem, jeg skal finde flere penge til kulturen, og så skal jeg være med til at sætte nogle debatter igang. Det er ved at lykkes for mig, så der må være nogle, der går rundt med røde ører efter al den sælsomme kritik, da jeg startede.

Økonomiske prioriteringer i musiklivet må musiklivet selv finde ud af, siger kulturminister Jytte Hilden til DMT. Hun vil ikke blande sig for meget i detaljerede fordelingsspørgsmål, men opfordrer til flere debatter internt i musiklivet. Det afholder dog ikke ministeren fra at lytte til nødråb fra musiklivet. Senest har hun fundet 2,5 mio. kroner til de betrængte små orkestre.

Musiklov

- Musikloven har været genstand for debat i de seneste måneder. Lad os lige repetere sagens forløb: Statens Musikråd udsender i september 1992 et forslag til revision af musikloven. Heri argumenteres for en bevillingsforøgelse over en treårig periode, 66 millioner det første år, 67 millioner det andet år og 73 millioner det tredie år. Kulturministeriet beder herefter om en 4-årig plan istedet for en 3-årig. Musikrådet udarbejder en 4-årig progression, som sigter mod en forøgelse på 59 millioner det første år og ender på 73 millioner det C erde år. Kulturministeriet laver forslag til ""Lov om ændring af lov om musik"" i maj 1993. Sagen tages herefter op i Folketinget — i 11. time stikker de Radikale en kæp i hjulet, idet de ikke vil binde Folketinget til en 4-årig fremskrivning. Hvordan kunne en sag, der tilsyneladende var enighed om i regeringen pludselig udvikle sig så skævt?

»Det er en forkert udlægning, når du siger, at de Radikale satte en kæp i hjulet; jeg tror, at alle bliver særdeles tilfredse, når de ser finanslovsforslaget, der bliver fremsat i slutningen af august. Jeg har lagt et forslag til både musik— og folkebibliotekslov frem. Musiklovs-forslaget, som det forelå fra Musikrådet, manglede noget. F.eks. var orkesterudvalgets betænkning ikke inddraget. Det var da ærgerligt - i rådet tænkte man på sig selv, men ikke de andre. Jeg har desuden fornyet nogle af paragrafferne; jeg synes, det er gammeldags at have den meget minutiøse udpindning af, hvad pengene skal gå til 4 år frem. Jeg ønskede at lave en lov, der følger de gode intentioner i musikloven op. Og følger takterne i Musikrådets forslag.

Da lovforslaget blev lagt frem, kom der en meget forkælet reaktion fra Musikrådets formand, Lars Grunth, da han kommenterede lovforslaget i pressen. Hver tredie krone af de mange millioner, vi ekstra finder til kulturen i det næste år, går rent til musikken og den nye musiklov! Og så står Musikrådet alligevel og piver — tænk, jeg synes næsten, det er pinligt. Jeg tror alle i musikverdenen bliver glade. En klog musikpolitisk melding fra formanden, ville have været: »Hvor er det dog dejligt, at politikerne endelig står ved de løfter, de har givet. Vi glæder os til at føre Musikloven ud i livet, få diskussionerne og se, hvad finansloven gemmer, foreløbig får vi vores budgetter forøget med 50%!«

Det, der er vigtigt for mig nu, er dels at gøre noget for de professionelle kunstnere, dels i musiklovs-forslaget med det samme at give det signal til musikskolerne, at de får flere penge. Musikskolerne er blevet en knaldsucces, den succes vil jeg gerne følge op med flere penge.«

- Tillad mig at vende tilbage til de Radikales holdning; er det rimeligt at tolke de Radikales holdning sådan, at man ikke udelukker 4-års planen, men at det blot skal besluttes hvert enkelt år at fortsætte?

»Jeg synes ærligt talt, at vi skal vente til finansloven kommer, inden jeg kommenterer det yderligere. Der løber for mange historier rundt; det er en regering, der lægger et lovforslag frem i enighed, og man har respekt for hinanden inden for regeringspartierne. Jeg synes, at musiklivet skal være stolt over og glad for, at regeringen, allerede det første år lægger en finanslov frem, der lever op til det, vi har lovet musikken.«

- Musikrådets forslag til bevillingsforøgelse kommer på baggrund af grundige undersøgelser i organisationerne og i musiklivet generelt. At der rent faktisk er et voldsomt behov for de stipulerede beløb, kan der vel ikke være tvivl om. Og progressionen over en flerårig periode har musiklivet hilst velkommen, idet der så gives mulighed for langtidsplanlægning, udvikling af strategier m.v. Hvis man kun kan se eet år frem, er der en del projekter som ikke kan sættes igang. Jeg tænker på projekter, som inddrager stat, amt og kommune. F.eks. dele af spillestedsstøtten og MGK-kurserne (overbygning til musikskoler), som fordrer en tredelt finansiering. Vil du ikke mene, at det er meget vigtigt at overbevise tvivlerne om, at pengene kan anvendes mere hensigtsmæssigt, hvis der etableres et flerårigt modul?

»Jeg synes du skal stoppe nu: der er fire år på finansloven. Pengene er der. Problemet er for længst løst.«

- Jeg kan altså godt tolke din udtalelse derhen, at du vil arbejde for, at revisionsforslaget kan blive gennemført inden for rammerne af en 4-årig periode og ikke bøje af for kritikken?

»Jeg forstår slet ikke kritikken. Det er meget spændende, at fagfolk diskuterer tingene og kommer med et forslag, men i sidste instans er det nu en gang politikerne, der prioriterer, det må også Musikrådet forstå.

- Hvis vi går lidt mere detaljeret ind i Kulturministeriets forslag til ændring af musikloven, så er der i §3, stk. 2 kommet et nyt afsnit, som ikke stod i den gamle lov. I det nye afsnit hedder det: »Statens Musikråd udarbejder forud for hvert finansår en aktivitetsplan for den del af rådets aktiviteter, der vedrører støtte til musikundervisning, efter- og videreuddannelse samt internationale formål. Planen skal indeholde angivelse af de tilskudsrammer, der inden for rådets samlede bevillinger foreslås afsat for hvert af de tre områder. Aktivitetsplanen forelægges kulturministeren til godkendelse.« Det er unægtelig nye toner. Jeg kan kun tolke dette derhen, at kulturministeren vil have snor i de forskellige områder. Er ministeriet ved at trække kompetence-områder væk fra det kunstneriske fagråd for selv at styre kulturpolitikken?

»Slet ikke, det ville være vanvittigt. Vi har god dansk tradition for, at når vi diskuterer i de specifikke faglige kunstneriske områder, så holder politikerne sig på lang afstand. Men enhver politiker vil gerne følge med i sagerne og foretage prioriteringer. Jeg flytter ikke kompetence-områder, men Musikrådet må, ligesom Teaterrådet, Statens Kunstfond og Statens Museumsnævn, vænne sig til, at der er kommet en politiker i det her hus. Og det er måske dér, pointen er. Jeg har ønsket at lave en fornyelse af denne lovgivning.«

- Ja, det kan man netop se i lovforslagets §3; det nye forslag samler støtteområderne i 5 overordnede punkter. Den gamle lov opererede med en større specificeringsgrad (10 punkter) og Musikrådet føjede flere punkter til, hvor man i højere grad var klar over, hvad der lå inden for loven og hvad der lå uden for loven. Som almindelig bruger kunne man med god ret kritisere de nye rammer for at være så vide og udflydende, at der kan søges om snart sagt hvad som helst. Og det er vel ikke meningen?

»Det er efter min mening gammeldags med en så minutiøs udpindning i en lov, som det er tilfældet i den gamle lov. Hvor ville vi ikke ende - næste gang ville der måske være 25 punkter med! I fremtidens lovgivning er der tale om nogle rammer, der sættes penge af og laves nogle hensigtserklæringer. Loven skal ikke lægge minutiøst til rette, hvad Musikrådet skal beslutte at bruge af midler om fire år! Det er et klart ønske fra min side, at lovgivningen skal være mere fleksibel, i højere grad passe til tidens toner, om jeg så må sige.«

— Der har mig bekendt været røster fremme, om at ministeriet skulle godkende rammeplaner for alle områderne. Er det rigtigt?

»Det tror jeg ikke. Hvem i alverden skulle sidde herinde i ministeriet og gøre det i detaljer? Nej, hold nu op. I er helt galt afmarcheret i musiklivet, hvis I går og tror, at jeg går og drømmer om noget sådant. Det er jo ikke noget Østland, det her! Jeg har villet lave nogle indsatsområder, en rammelov. Så er det da fint, at Musikrådet har lavet sit forslag, hvor man er blevet enige med sig selv og hinanden. Men hvad med de nye områder? Jeg synes da, at det er lidt ærgerligt, at f.eks. Musikrådet og Teaterrådet har siddet og spillet ping-pong med Danseteatret; det var meget svært at få det prioriteret, der skulle en politisk indsats til for at få den sag igennem.«

— Tanken om en aktivitetsplan, som skal forelægges kulturministeren til godkendelse, ser umiddelbart lidt besynderlig ud fra en anden synsvinkel: hvordan tror ministeriet, det er muligt at give et overslag over prioriteringen på et tidspunkt, hvor Musikrådet ikke har set skyggen af ansøgningerne, for slet ikke at tale om de nye og spændende emneområder, som vil fremkomme af ansøgningerne?

»Skulle vi ikke prøve det, før vi begynder at kritisere? Al begyndelse er svær. Lad os nu se, hvordan det går. Jeg vil meget gerne i dialog med hele musikverdenen og dermed også med Musikrådet. Og jeg har stor respekt for dets prioriteringer, hvor man netop skal vægte mange forskellige ting: store orkestre, små orkestre, klassisk, rytmisk, nyt og gammelt. Men nogle af de forslag, som orkesterudvalget kom med, f.eks. kvoteordninger for den og den tids musik, det hører efter min mening ikke hjemme i den kunstneriske verden. Kvoter er til fisk.«

Landsdelsorkestre

— Du kom før ind på problematikken omkring landsdelsorkestrenes repertoire i din kritik af kvoteordninger. Lad os lige kort ridse den historie op: daværende kulturminister nedsatte i marts 1991 ""Orkesterudvalget af 1991"", der fik til opgave at give en vurdering af de musiklovstøttede orkestres/ensemblers aktuelle rolle og komme med et samlet forslag til deres fremtidige placering og virke for musiklivet. Orkesterudvalget afgav sin betænkning i september 1992. Vedrørende landsdelsorkestrene kan man konstatere, at regeringens lovforslag følger orkesterudvalgets betænkning på de fleste punkter: man anerkender orkestrenes tilskuds-mæssige efterslæb. Man følger udvalgets forslag om oprettelse af særlige tilskudspuljer til styrkelse af repertoireprofilen, udvidelser af orkestrene og turnevirksomhed. Man er enig med udvalget i, at repertoireprofilen har behov for en forskydning hen mod større vægt på dette århundredes musik. Og det tilkendegives i bemærkningerne, at man i ministeriet nærmere vil overveje en række af udvalgets forslag, som ikke kræver ændring af lovgivningen.

Så vidt så godt. Men går man lidt mere detaljeret til værks i sammenligningen mellem udvalgets forslag og lovforslaget, kan man konstatere, at lovforslaget på en række punkter er ændret i forhold til udvalgets forslag. Man har så at sige høvlet de kulturpolitiske knaster af udvalgets forslag; den repertoirepolitiske støttebetingelse i udvalgets forslag har form af en kvoteringsordning, som vil indebære, at alle orkestrene måtte øge andelen af ny og nyere musik; nogen ganske betragteligt, andre mindre. Endvidere foreslår udvalget, at de repertoirepolitiske krav præciseres i et sæt ""Retningslinier for landsdels-orkestrenes virksomhed"". Ingen af disse forslag, der klart sigter mod at holde orkestrene fast på deres repertoiremæssige forpligtelser over for den nye musik, er med i lovforslaget. Kvoteringsforslaget afvises uden anden begrundelse end at det ikke er »hensigtsmæssigt« og at et specificeret krav til repertoire-sammensætningen »ikke (kan) anses for rimeligt, uanset vigtigheden af at tilgodese den nyere tids musik i højere grad end hidtil«.

Man erklærer sig i bemærkningerne enig med udvalget i, at »i hvert fald visse« (men altså ikke alle!) orkestre bør spille mere ny musik. Den formulering, vi finder i selve lovteksten, er temmelig 'blød', og det vil i hvert fald med den nye § 4 stk. 2 nr. l være vanskeligt at komme efter et orkester, der afviser at øge andelen af ny musik i repertoiret.

Hvilke kommentarer har du til denne udlægning af lovforslaget?

»Jeg synes igen, der ligger en undertone af, at jeg skulle sidde og være smagsdommer over, hvad orkestrene laver. Jeg tror det er meget vigtigere, at musikerne, publikum, musiklivet selv tager den diskussion, selv finder ud af, hvad der skal vægtes. Der er klare tilkendegivelser i lovforslaget om, at det skal være musik fra dette århundrede, hvor dansk musik er højt prioriteret. Det synes jeg er alt, hvad en minister skal komme med. Det nye lovforslag er en mere tidssvarende måde at lave rammer for, hvordan musiklivet selv kan udfolde sig. Og så er jeg iøvrigt ikke i tvivl om, at den rapport der er kommet, i sig selv har virkning på diskussionen. Musiklivet, d.v.s. orkestrene, må jo selv foretage sine prioriteringer indenfor de rammer, politikerne fastsætter. Det er den kunstneriske opgave. Den kan ikke skubbes over til politikerne. Vi har hver vore opgaver.«

— Med disse ord siger du indirekte også, at det var forkert, at den rapport overhovedet blev lavet?

»Nej, det er sket før min tid, så det vil jeg ikke kritisere. Jeg har i høj grad brugt den, hvad Musikrådet iøvrigt glemte og jeg har medtaget løsning på pensionsordningerne. Det er jo ikke min opgave som minister, at bare sende de betænkninger videre, der kommer rullende - så kunne jeg jo lige så godt sende dem direkte til Christiansborg!«

- Hvis man skulle tale om en ulempe ved kvoteordninger, er det vel også, at det er muligt at komme uden om regler; Mahlers 4. Symfoni fra 1901 er jo også musik fra dette århundrede, men vel næppe ny musik?

»Netop.«

— Landsdelsorkesterudvalget foreslår en specifik fordeling af midlerne til tre puljer. Af lovforslagets bemærkninger og bilag fremgår det, at puljemidlerne under ét administreres af ministeriet efter høring af Statens Musikråd. Der er altså ingen garanti for, at ministeriet vil administrere puljemidlerne i overensstemmelse med orkesterudvalgets kulturpolitiske ideer. Har man i ministeriet gjort sig overvejelser — og i givet fald hvilke — om omfordelingen på de tre puljer af de afsatte midler?

»Det skal vi i gang med. Nu skal vi i første omgang have vedtaget lovforslaget, derefter må diskussionen komme. Jeg er meget imod på forhånd at tro, at vi i 1993 ved, hvordan tingene skal foregå i resten af dette århundrede. Når lovforslaget bliver vedtaget i Folketinget her til efteråret, er det op til alle, der elsker musik her til lands, at udfylde rammerne i lovforslaget.«

— Du siger, at lovforslaget bliver vedtaget. Det vil sige, at man ikke kan forestille sig et helt nyt forslag, som ser anderledes ud?

»Nej, det er en flertalsregering, som har lagt lovforslaget frem. Jeg kunne få det vedtaget den første dag Folketinget gik i arbejde, hvis jeg ville. Men jeg vil da meget gerne lytte til, hvad SF, Konservative og Venstre har at sige, for at få disse partier med i en kulturpolitisk dialog, også når det gælder musik.«

— Så loven træder i kraft pr. 1.1. 1994?

»Ja, det er jo netop lagt frem, så vi kunne få en diskussion her i sommerens løb. Det næste der sker er, at vi får en debat i Folketingssalen. Kommer der nye spændende ideer i den nuværende offentlighedsfase, så vil jeg meget gerne se på sagerne med regeringspartiernes ordførere. Men lovforslaget er der principielt flertal for i Folketinget.«

- I landsdelsorkesterudvalgets forslag er repertoirepuljen fordelt med 2 mio. til styrkelse af det 20. århundredes musik og l mio. til opførelse af senromantiske værker og til særlige arrangementer, altså med en tydelig hovedvægt på styrkelsen af den ny musik. I lovforslagets § 7 bliver det til, at der kan ydes støtte til merudgifter i forbindelse med opførelser af værker inden for »særlige genrer samt til særlige projekter«. Præciseringen af, at der med »særlige genrer« primært sigtes til nyere og nye musikalske værker fra det 20. århundrede, finder vi først i bemærkningerne. Kan man ikke frygte for det første, at balancen mellem midlerne til »særlige genrer« på den ene side og »særlige projekter« på den anden side forskydes til fordel for det sidste, især hvis orkestrenes ansøgninger har tyngdepunkt dér, og for det andet, at præciseringen af de »særlige genrer« fortoner sig (fordi den står i bemærkningerne og ikke i selve lovteksten), igen især hvis orkestrenes ønsker peger i en anden retning end den nye musik? - Har man overvejet, hvordan man vil forholde sig, hvis orkestrene på baggrund af den mindre entydige formulering i lovteksten ansøger om midler til alt muligt andet 'særligt' end ny musik?

»Det er slet ikke en ministers opgave at gå ned i den detaljerings-grad, som spørgsmålet lægger op til. Jeg skal ikke blande mig i alt. Jeg har ønsket at sikre nogle indsatsområder i musiklivet; vi har især i de senere år fået den rytmiske musik ind. Den har fået flere og flere midler. Det er jeg meget glad for. Der har tidligere været en tilbøjelighed til alene at prioritere den klassiske musik.«

- Men du må vel have overvejet, hvilke konsekvenser de nye prioriteringsområder vil have?

»Ja, det vil have den konsekvens, at musiklivet selv må til at tage nogle debatter og selv må prioritere. Problemerne skal ikke løses i et ministerkontor, de skal løses dér, hvor folk er. Jeg læser både Musikrådets lovforslag og landsdelsorke-sterrapporten på den måde, at man vil fastfryse noget, som man lige nu har kunnet blive enige om. Jeg tror, der er mere brug for en levende kultur, der kan udvikle sig.«

Hvad skal støttes?

- Hvad angår afsatte midler for 1994, så har musikskolerne fået den ønskede forøgelse af driftsstøtten. Der har længe været talt om, at den brede kultur nu har fået penge i en del år, og at eliten nu står for tur. Det er mig bekendt også din holdning. Kunne du nævne nogle konkrete eksempler på støtteværdige områder indenfor den elitære kunst?

»Musikskolerne var et klart socialdemokratisk ønske. Men nu er der bred politisk opbakning bag musikskolerne, ikke bare i regeringen også hos oppositionspartierne. Musikskolerne skal styrkes, og det med det samme. Det kunne jo være, der gik en ny Mozart rundt ude i Karlebo Musikskole. På den anden side har vi i 80'erne støttet den brede folkeoplysning, oprettet Kulturfonden osv. Det er helt åbenbart for mig, at vi i 90'erne må støtte den mere såkaldt elitære kunst, give nye muligheder for at lave musik, film, teater, både hvad angår bedre vilkår for de udøvende og de skabende kunstnere.«

— Jeg spurgte om nogle konkrete støtteværdige områder.

»Det seneste jeg har gjort er, at jeg i indeværende år har fundet 2,5 mio. til de små orkestre, bl.a. Års Nova. Det er da et godt eksempel på, at vi har lyttet til de små orkestre, som har gjort en særlig indsats. Vi lægger også op til, at der nu skal være to statsensembler. Ved siden af New Jungle Orchestra får vi nu endnu et statsensemble. Vi må nu støtte den professionelle verden, efter i en del år især at have støttet den brede kultur, som kulminerede med Kulturfonden. Statens Kunstfond får markant flere penge næste år.«

- Du har i løbet af samtalen talt om at lytte til miljøerne. Du kunne have valgt en person fra ny musikmiljøet til at rådgive dig i din 'krystalkugle'. Det har du ikke gjort, snarere er der tale om personer, jeg kender fra den kulørte presse. Hvorfor har du ikke valgt en person fra partiturmusikken?

»Der er 30 folk med. Jeg har prioriteret, at der skulle være unge mennesker med og lige mange mænd og kvinder. T.S. Høeg er med — du kommer galt afsted, hvis du kun beskriver ham som folkelig.«

- Næ, han hører vel til i det eksperimenterende avantgarde miljø, som trods god vilje nok ikke har så meget med partiturmusik at gøre?

»Nej, og jeg har heller ikke nogen fra børnehaverne med. Eller bibliotekerne. Kultursektoren har jo netop et Musikråd til at rådgive. Hvorfor er der ikke den ene og den anden med? Det er mit valg, det er min personlige krystalkugle. Som minister har man et utal af professionelle og politiske rådgivere. Der er også brug for en mere personlig vinkel«

- Du talte før om en styrkelse af kunsten. Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt om dit syn på statens forpligtelser i forbindelse med festivaler. Lad os tage en ny musik festival som NUMUS festivalen, der efter ca. 10 år måtte dreje nøglen om på grund af manglende penge. Hvis der er en festival for ny musik man i årenes løb har lagt mærke til i ind — og udland, så er det NUMUS festivalen. Den var et vindue ud mod den omgivende verden, der kunne få et indblik i, hvad der rørte sig i Danmark på ny musik-scenen. Nu er festivalen lukket. De bevilgende instansers holdning harmonerer ikke særlig godt med musikeksporttanken, som er meget fremme i øjeblikket.

»Nu taler vi ikke bare om NUMUS festivalen, men også om eksempelvis Lerchenborg Musikdage og Ebeltoft Festivalen. Jeg gentager: en ministers opgave er ikke at blande sig for meget. Det er helt klart en opgave for et Musikråd, at gøre opmærksom på, at der her er et indsatsområde, som har behov for penge. Det kunne være samme instans' opgave at støtte NUMUS. Hvis vi skal leve op til vores renommé, matche de andre nordiske lande, få et endnu bedre internationalt ry, så kunne vi måske etablere en garantistøtte til festivalerne. En festival er utrolig sårbar over for hvor mange publikummer, der kommer.«

- I Norge betaler man 30 mio. over to år alene til festlighederne omkring Grieg-jubilæet. I Danmark er pengene til festivaler meget små.

»Jamen det er da glimrende, det de gør i Norge. Nu er Grieg også noget særligt. Du har måske lagt mærke til det: jeg har sagt i Jyllandsposten, at det er mærkeligt, at vi ikke gør noget mere specielt ved Carl Nielsen. Der har været rejst en kritik af vores behandling af netop Carl Nielsen, som vel er den eneste, vi kan sammenligne med Grieg. Jeg finder ud af, hvordan Teltet ser ud - hvem gør hvad.«

- Ja, hvem gør hvad? Hvis vi ser på eksempelvis Musik Informations Centret, så kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der fra denne kant er kommet gode tiltag i det seneste år. Men projekterne og initiativerne må følges op med substantiel støtte. Vil du bakke op med fornyede midler her, så musikeksporten kan blive slagkraftig?

»Dels må man have nogle kvalificerede bud på, hvad pengene skal bruges til og så må man stille sig spørgsmålet: hvem er det, der skal stille disse nye krav om midler? Her vil jeg bl.a. lytte til Musik Informations Centret. Penge er jo ikke noget man 'trækker', fordi man synes, behovet er der. - Når vi nu giver ca. 60 mio. mere til musiklivet næste år, så ville det da være mærkeligt, hvis der her ikke også var nye midler til festivaler eller musikeksport. Det betyder så måske, at andre, som har sat næsen op efter flere penge, ikke får helt så meget. Musiklivet må selv tage prioriteringerne, men siden du rejser spørgsmålet og problemet her, så vil jeg spørge lidt mere grundigt de rette steder for at få løst festival-problemet. Det er muligt, at nogen ikke har sørget for at tale festivalernes sag i tilstrækkelig grad. De eksperimenterende festivaler, hvor dele af musiklivet kommer til udfoldelse, er en alternativ måde at nå publikum på. Dertil kommer, som du også selv har sagt og skrevet, det faktum, at festivaler kan give os meget ros og hæder i udlandet. En garantistøtteordning ser jeg som en af løsningerne på festivalernes problemer.

Men der er andre betrængte områder. Selv synes jeg, det er skammeligt, at mange spillesteder må dreje nøglen om. Kulturministeriet har sammen med Musikrådet et ønske om at gennemføre en undersøgelse, der afdækker behovet og finder ud af, hvad vi kan gøre for spillestederne. Til spillestederne har Musikrådet de næste år kun afsat l 1/2 mio. Jeg har et ønske om måske at bruge dobbelt så meget. Denne udmelding fra min side kommer nu, fordi jeg mener, at spillestederne er meget vigtige for den rytmiske musik — på samme måde som lands-delsorkestrene er vigtige for den klassiske musik.«

— Jeg hører dig sige, at du mangler udspil og også modspil fra Musikrådet?

»Jeg spørger mig selv: kommer alle de gode udspil dog ikke snart fra Musikrådet, eller sidder man bare og holder hinanden i skak? Jeg undrer mig over, at f.eks. festivalproblematikken ikke bliver rejst af mine nærmeste rådgivere i Musikrådet.«

Koncerthus

— Det nye koncerthus i København har, på baggrund af den endelige udformning af bygningen, været genstand for diskussion i den seneste tid. Der synes her at være tale om to holdninger til projektet i dets nuværende form; nogle mener, at det er en skandale, at der ikke er blevet plads til noget scenetårn og faciliteter, så der kan opføres scenisk musik. Andre ser den 'rene' koncertsal, der efter sigende skal have gode akustiske forhold, som en meget modig planlægning. Hvordan forholder du dig til denne sag?

»Prioriteringen af den ene eller anden udformning er Københavns Kommunes sag. Jeg synes det er flot, at hovedstadskommunen nu sætter så mange penge på højkant og siger, at nu skal København være en musikby. Der har man så valgt den 'rene' musikløsning, som du siger. Havde man valgt den anden løsning, ville den model også få kritik. - Jeg er midt i et arbejde, hvor vi skal finde en førstepræmie til ombygningen af Det kgl. Bibliotek, hvor der bl.a. andet skal indgå en kammermusiksal til 600 personer. Det er også et politisk signal, at man vælger et rum, som ikke alene er forbeholdt møder og kongresser, men også er så akustisk tilfredsstillende, at det er attraktivt for musikere. Hele projektet passer smukt med Københavns Kommunes initiativ: vi får virkelig musik på havnefronten!«

- Efter alle disse tal og snak om penge, kunne vi måske gå over til det mere visionære; hvordan du vil føre den danske kunst og kultur hen imod 1996 og ind i et nyt årtusinde. Hvad er dine mål og midler?

»Nu håber jeg ikke, at Danmark går i stå efter 1996. Når kulturåret er omme, er det ikke tanken, at sidste mand skal lukke og slukke. Nogle siger: hvorfor bygger vi dog alle de store huse, først Nationalmuseet, så Statens Museum for kunst, Det kgl. Bibliotek osv. - det er indhold uden rammer. Andre siger, at vi alene skal satse på rammerne. Jeg har den holdning: uden indhold ingen rammer, uden rammer intet indhold. Der er kommet mere gang i Nationalmuseet, efter det er blevet ombygget. Og der kommer mere gang i Det kgl. Bibliotek, når vi får et nyt hus. Statens Museum for Kunst vil komme ud af sin tornerosesøvn. Jeg ser ingen konflikt i at bygge huse for slet ikke at sige monumenter; jeg synes, at min generation af politikere har forsømt at give København nogle markante bygninger. Århus har fået sit musikhus, Esbjerg er ved at bygge et musikhus, Holstebro har lavet et fornemt kunstmuseum, der er kommet et nyt kunstmuseum på Bornholm. Trapholt i Kolding ligger der allerede. Dette er et udtryk for en opsparet energi. Der har i lang tid været 'fedteri' med at lave investeringer. Nationalmuseet er f.eks. et godt eksempel på, at der sker noget, når rammerne fornyes.«

- Trevor Davies har i adskillige år råbt op om, at vi grundigt skal diskutere, hvad vi skal putte ind i rammerne. I forbindelse med det nye koncerthus taler man om Den Anden Opera, som endnu ikke eksisterer, plus nogle små institutioner i musiklivet. Det lyder lidt diffust og man kan undre sig over, om Københavns Kommune har en klar forestilling om netop indhold og form.

»Kommunen har nogle overvejelser, og der ligger en debat bag den beslutning, der er taget. Det, der er karakteristisk for de seneste ti års borgerlige politik, er, at man har snakket og snakket men gjort meget lidt. Kulturpolitisk er der til gengæld sket utroligt meget, der er sat mange skibe i søen bare i det halve år under den nye regering. Lå den nye musiklov med de flere penge i min forgængers program? Nej. Folkebiblioteksloven med 6 mio. mere til centralbibliotekerne? Nej. At tage arkitektur og design op som indsatsområder? Nej. At nedsætte en litteraturpolitisk gruppe. Nej.«

Så vil jeg også gerne sige, at Statens Kunstfond bliver revideret til efteråret. Der bliver betragtelige ekstra beløb til Statens Kunstfond. Vi må se nærmere på lovforslaget og finde ud af, hvordan Statens Kunstfond skal virke op imod årtusindeskiftet.«

- Dette diskuterer du altså bl.a. med medlemmerne i din krystalkugle?

»Ja, og med Musikrådet, med gode venner ude i byen, med mit politiske bagland, med regeringspartiernes ordførere. Jeg har netop aftalt, at vi herinde i ministeriets store mødesal, første torsdag i hver måned (i efteråret og foråret), holder debatmøder med forskellige temaer. Det er vigtigt med en åbenhed over for det, der sker lige nu. Én ting kan jeg love musiklivet: det bliver ikke ved med at være, som det har været i lang tid!

Nu er radio og tv jo også kommet tilbage til dette ministerium. Det betyder, at regeringen betragter de elektroniske medier som kulturpolitik. Derfor har jeg, i forbindelse med aftalen om de økonomiske rammer for de to tv-kanaler og Danmarks Radio, prioriteret flere penge til dansk film.«

— Nu kommer du selv ind på de elektroniske medier. Der er i øjeblikket en løbende debat om formidlingen af ny musik i Danmarks Radios P2. Når det gælder billedsiden, så er den ny musik ikke eksisterende her. Der er dog af og til programmer om den nye litteratur, men den nye kompositionsmusik er næsten totalt fraværende. Vil du gøre noget ved det?

»Vi skal diskutere, hvad pokker det er, der foregår i tv-kanalerne og i Danmarks Radio. Men ih, hvor blev de alle forargede, da jeg tog problemerne op. For nylig diskuterede jeg med nogle folk fra Køben-

havns Universitet, som spurgte: hvorfor er der ikke flere kunstprogrammer i Danmarks Radio? Mit svar er: det skal jeg ikke som politiker bestemme, det har vi en bestyrelse til. Men jeg skal bestemt deltage i diskussionen. Vi har brug for et TV-forum.«

- Men du har ikke nogen holdning her og nu til, at den ny musik ikke afspejles i tv-kanalerne?

»Jeg synes, at man skulle stille krav om dette i de relevante bestyrelser. Det er dem, der har ansvar for programlægningen. Eller snakke med diverse programråd.«

- Hvis du ville, kunne du vel også anspore til en bestemt udvikling?

»Ikke som politiker, men i debatten, ja. Hvis jeg gjorde det som minister, så kunne vi risikere, at jeg kom til at stå og puste den enkelte musiker i nakken. Det er ikke meningen.«

- På baggrund af tv-mediets enorme betydning, vil jeg så her opfordre dig i debatten til at slå et slag for i tv-kanalerne at afspejle den del af den nye musik, der fortæller noget nyt om os selv her sent i århundredet.

»Fint nok. Men det er ikke min opgave at lave programmer, men at lytte til eksempelvis det, du nu siger. Jeg er sikker på, at det bliver et af de områder, vi kommer til at diskutere ved de kommende torsdagsmøder, de såkaldte kanalaftener, som jeg nævnte før.«

- Du vil altså tage den nye musiks formidling op ved disse møder?

»Der er ikke lagt en endelig plan for, hvad der skal debatteres, men det kunne sagtens være et tema, ja. Jeg er meget indstillet på at lukke døre og vinduer op. Og lytte til andet end´John Lennon og traditionel jazz - det er nemlig den musik, der klinger bedst i mit sind. Sådan har det nok været for mange i min generation. MIne børn og ders samtidige har måske andre ønsker. Sådan skal det være, slægt skal følge slægters gang.«