Verden iflg. Sørensen

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 04 - side 179-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Søren Møller Sørensen har i DMT nr. 2, 1994/95 fundet det opportunt at lade et surt opstød (vel det eneste korrekte udsagn i hans grausame Salbe?) drive ned over tidsskriftets sider og ud i øjnene på sagesløse læsere. Indholdet af gylpet havde faktisk kun lidet at gøre med min kommentar, som det jo ellers, angiveligt, refererer til. Det er mig kun muligt at forklare SMS' besynderlige amokløb som et udtryk for et behov for at lette sig for den aggressivitet, der naturligt vil gribe et menneske, som har været tvunget til at skaffe sig af med én Stor Fortælling - og nu ikke kan holde ud at nogensomhelst fastholder en anden, kulturel Stor Fortælling. (At han i samme indlæg blot laver genfortællinger på Svend Hvidtfeldt Nielsens og Peter Bruuns artikler, kan jeg kun tolke som påskud - for med sit egentlige ærinde at komme af med sin galde.)

Hermed kunne jeg slutte mit svar, men jeg bør vel forinden kort anføre et par af de mange selvmodsigelser, referat-fordrejninger og vilde 'læsninger', som gør læsningen af SMS' opstød så frustrerende - jeg griber i flæng ned i posen og kan starte med at påpege at mine »tyve år gamle argumenter« (i Pristalen) ikke var rettet mod krav om »direkte politisk stillingtagende musik« - hvilket enhver kan forvisse sig om ved at genlæse citatet i DMT nr, 7, 1993/94, s. 250 og dets 25 foregående linier. Dette bevidstløst ukritiske forhold til egen 'læsning' muliggør naturligvis, at han kan opretholde vreden over for sit (frit opfundne) fjendebillede. Derfor tillader han sig at fremture med selvmodsigelser, såsom at jeg på den ene side ikke begriber P.B.s artikel (: en »svipser« - »forstemmende fejlanbragt«) men - på den anden side - alligevel udøver »obstruktion«! Dette sidste begreb refererer som man ved, til bevidst sabotagevilje og kan vel næppe siges at falde ind under tåbe-paragraffen - som 'svipseren' jo gør...

At jeg - blandt mange andre igennem århundrederne - kan se noget ligefrem indsigtsforøgende ved at forsøge at tyde musikalske udsagn kaldes hermeneutik (fortolkningskunst), og SMS' latterliggørelse af dette (evigt uafsluttede) projekt bidra-ger ikke just til respekten for ham som musikvidenskabsmand - indrømmet: det dyrkes ikke meget herhjem-me (men mange er da bekendte med navne som Adorno, Kurth, Hanslick m.fl.). Inden for litteraturforskningen er jo derimod hermeneutiken en indispensabel praksis.

Da redaktør Anders Beyer i foråret opfordrede mig til at kommentere P.B.s artikel, betingede jeg mig, at jeg forinden udarbejdede et resume, som P.B. derpå skulle acceptere (eller afvise/kritisere/korrigere). Dette skete - med et for alle ret tidsslugende arbejde. Men først derpå skrev jeg altså mit svar, som jeg ligeledes forelagde P.B. - således at han kunne forstå og acceptere grundlaget for min argumentation. Formålet var naturligvis, at vi skulle forsøge at opnå en ordentlig kommunikation ikke mindst for læsernes skyld (et forsøg som nu ligger totalt splattet ud ved SMS' hæmningsløse attak).

Så meget om min 'obstruktion' mod P.B. - og om 'svipserpinligheden' - der altså nu helt er på SMS' side. Værst - og hermed ophører fra min side faktisk enhver samtalemulighed i denne sag - er det imidlertid, at da SMS afleverede sit indlæg på DMTs redaktion, adviserede Anders Beyer ham om denne sagernes sammenhæng. Synd kun at Peter Bruun ikke forstår egen skrift! Kort sagt: Det har været en beklemmende oplevelse at være statist i SMS' show-off...

Per Nørgård

Årgang 69/1994-1995, nr. 04