Da kultur blev til penge

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 06 - side 182-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Et kulturliv er ideen om et kvalificeret samfund, hvor vi kan udveksle tanker og ideer, blive inspireret af hinanden og måske også forsigtigt formulere de idealer, der gør livet sjovere, mere farverigt, bedre. Et kvalificeret fællesskab. Chefredaktør på Dagbladet Aktuelt, Kresten Schultz Jørgensen, skriver om, hvorfor dette kulturliv har svære betingelser.

Kultur og penge skal det handle om - på meget lidt plads - hvad der jo gør forhavendet lidt risikofyldt. Jeg tror, det var Niels Bohr som engang understregede, at sandhedens modsætning ikke er løgnen - men forenklingen. Og den kommer jeg så til at gøre mig skyldig i. Jeg kan på den ene side forenkle tingene. Eller jeg kan på den anden side undgå at forenkle tingene, og så til gengæld præsentere vage antydninger. Som pressemand vælger jeg ærligt talt det første: Betingelsesløs forenkling.

Et sted at begynde dét med kulturen og pengene er med en helt aktuel historie om en mand, der illustrerer problemstillingen, synes jeg. En historie der ikke just var ventet, men som stod at læse i Berlingske Tidende for noget tid siden. Den handler om, at Casper Christensen, tandbørste-Casper, tæskeholds-Casper, netop har sagt ja til et job på DR2 (den hemmelige kanal), fordi det er gået op for ham, at man på de store kanaler kun tænker i seere, kun tænker kvantitativt, kun tænker i penge.

»Det er et sygt system«, siger Casper her til Berlingeren om sin tidligere arbejdsplads TV2. »Jeg blev hevet med til alle møderne med de store annoncører, hvor jeg så blev vist frem« - for at skæppe i kassen.

Man ser det for sig. Guldkalven. Og nu har Cas-per Christensen så fået nok. Og hvad har Casper Christensen så med kultur og penge at gøre, kan man spørge? To ting: For det første, at tingenes tilstand, hvad angår den dan-ske kultur, efterhånden har anta-get en sådan karakter, at vi alle-sammen pludselig overraskes, når nogen af hovedpersonerne i kulturens roterende centrum pludselig tager stilling til noget som helst. Vi overraskes. Som man bliver det over hændelser, der egentlig hørte en svunden tid til - og som vi sidste gang blev det, da popsangeren Kim Larsen forrige jul pludselig nægtede at være med i fjernsynets julekalender, da det gik op for ham, at de smås yndlingsudsendelse var gennemsponsoreret af en legetøjsfabrikant.

Situationen er sådan, at vi i dag overraskes over den slags meldinger - selv om de vel egentlig kun er rimelige - og for det andet, at forholdet mellem kultur og penge nu har nået den gensidighed, at det første er en følge af det andet. Kulturlivet er blevet til det, der er råd til, hverken mere eller mindre. Og hvad der er råd til, ja det bestemmes groft sagt af den kulturpolitiske elite, der ikke som tidligere har en mere eller mindre ærværdig eller måske endda lidt højrøvet ambition om at kaste lys over land - men som i dag primært er optaget af ud fra elementære markedslogaritmer at sælge, hvad der kan sælges for penge. Den kulturpolitiske elite er i dag købmænd.

Sådan er sammenhængen. Et sted at begynde er måske med at definere de to begreber, jeg allerede har brugt nogle gange: Kulturen og pengene. Det er vel ret indlysende at vi hver især mener noget lidt forskelligt, når talen falder på kulturen. Må jeg ikke foreslå (og der kommer så endnu en af mine forenklinger), at vi bare i denne sammenhæng skærer igennem alle omsvøbene og slår fast, at ideen om et kulturliv er ideen om et kvalificeret samfund; et samfund hvor vi kan udveksle tanker og ideer, blive inspireret af hinanden og måske også forsigtigt formulere de idealer, der gør livet sjovere, mere farverigt, bedre. Et kvalificeret fællesskab. Som model er det sådan demokratiet fungerer, når det fungerer. Med forestillingen om et kulturelt rum, hvor vi kan mødes med følelsen af at forstå hinanden, uden nødvendigvis at være enige (tværtimod), men også med følelsen af, at det er umagen værd at tale sammen. Demokratiet er diskussionen, kulturen er måden diskussionen føres på.

Det interessante her på tærsklen til et nyt årtusinde er, at dét rum ret beset ikke længere eksisterer. I Danmark blev døren taget af hængslerne i 1970erne. I 1980erne og 1990erne blæste taget af. Tidligere var det jo sådan (og jeg kan huske det, selv om jeg også er født i midten af det årti, hvor tingene begyndte at gå den vej, vinden blæser), at vi her til lands havde en diskussion af kulturlivets former, dets muligheder og begrænsninger. Finkulturen, arbejderkulturen, landbokulturen, kulturradikalismen, PH, rindalismen. Altsammen ord for, at det kulturelle blev diskuteret inden for en ramme, hvor diskussionen var vigtig, fordi vi gik ud fra, at den gjorde alle klogere. Og fordi dansk kulturpolitik og uddannelsespolitik blev formuleret inden for den dynamiske ramme: Det var ikke ligegyldigt, hvad der blev sendt i fjernsynet, hvad der blev undervist i, hvad børnene læste, hvad man interesserede sig for.

Oplagstal, sendeflade, seer-ratings

I dag tror jeg ikke det kan påstås, at den kultur-diskussion finder sted i nogen som helst interessant udstrækning. Hvad vi har i stedet er som bekendt en masse- og forbrugskultur, der kan sælges og købes af enhver som gider. Salgsdimensionen er dermed i en vis forstand kulturens eneste fællesnævner: At den skal være tilgængelig kvantitativt for så mange som muligt. At enhver, der kommer råbende og væltende ind i tivoli-teltet er velkommen. At ingen fordybelse eller uddannelse er nødvendig. At alting er lige godt. At anything goes. At der er frit valg på alle hylder - i kulturens supermarked. Og symptomerne er tydelige nok, det er nemlig derfor de medier og institutioner, der i dag formidler kulturen (og det er desværre ofte netop kun medierne) forlængst er holdt op med at diskutere kvalitet, men alene kvantitet (tag bare ordet 'kunst', der jo forlængst er blevet illegitimt, fordi det kræver skelnen). Det er derfor, at de mennesker, der leder kulturinstitutionerne (fx chefredaktører og tv-direktører) i stigende grad bruger ord, de for bare et tiår siden ville skamme sig over: Oplagstal, sendeflade, seer-ratings. Det er derfor vi har børne-tv om søndagen - fordi der er en reklameflade. Det er derfor aviserne har tillæg om alting - fordi der er en annonceflade. Det er derfor de aktuelle medieforhandlinger er brudt sammen - fordi nogen ville give købmændene mulighed for at tjene endnu flere penge. Og det er derfor den kreative underskov af journalister næsten ikke længere findes i min generation, fordi hvem som helst vil gøre hvad som helst for at få sit eget talkshow, og ofte gør det. Det er også derfor, at landets kulturpolitik i årevis reelt har været uden kvalitativ ambition. Man har alene talt om kulturens bevidstløse, kvantitative 'udbredelse' - som det eksempelvis var tilfældet, da København var kulturby, og da absolut ingenting jo skulle overgives til eftertiden. Det var events og spektakulære begivenheder - kaos sat i administrativt system.

Overdriver jeg, kan man spørge? Jeg tror det ikke. Vi lever i dag i et samfund, der anerkender enhvers ret til at tjene penge på hvad som helst, også det totale indhold af samfundets politiske og kulturelle offentlighed. Og her måske en fodnote - jeg kunne naturligvis ikke drømme om at påstå, at massekulturens udbud altid er 'dårligt'. Jeg skal ikke lyde ældre, end jeg er. Quentin Tarantino er en fremragende filminstruktør. Sheryl Crow er en strålende rocksanger - en kunstner. Min pointe er alene den, at vi som samfund har opgivet diskussionen af kulturen, fordi vi har bestemt, at vi som forbrugere skal kunne vælge i supermarkedet, nøjagtigt som det passer os. Ingenting er for alvor godt eller dårligt. Vigtigheden af at diskutere værdidomme og hvordan vi skelner (alt det der kræver uddannelse og indsigt) er ikke længere vigtigt, det at diskutere er nemlig i lodret modstrid med ideen om det individuelle forbrugsvalg: Du skal bare vælge over frysedisken, skal du, ingen blander sig.

På overfladen har vi altså fået en ny frihed, kulturen er blevet demokratiseret, hvad der jo isoleret betragtet er godt. Men den er samtidig (i demokratisk forstand) blevet uinteressant, som et rum uden tag og døre, fordi der bag den enorme valgfrihed ligger den rene og skære indholdstømning.

Valgene af kultur er i dag primært et livsstilsvalg - om hvilket tøj vi skal gå i, hvilken musik vi skal købe, hvilken mad vi skal spise. Dybere kommer vi i dag sjældent, fordi vi allerede her mødes af antagelsen om, at alting er lige godt. At kulturen - sagt med en enkelt sætning - er et privat forbrugsvalg. Borgeren er forbruger. Og kulturen og folkestyret er privatiseret helt derud, hvor naboens holdninger ærligt talt rager mig en hattenål.

Kulturel kapital

Tilbage står for mig i hvert fald ét spørgsmål: Hvordan i alverden det er kommet så vidt - på så få årtier? Offentligheden tog lang tid at bygge op, ikke sandt? Kort tid at demontere. Skyldes niveaufaldet, kan man spørge, fx en mekanisme i selve dette demokratiske samfund, der gør, at alting - også indholdet i det kulturelle rum - er betinget af, hvad de fleste mennesker sådan på stående fod ønsker at proppe i munden og intet andet?

Spørgsmålet er vistnok demokratiets ældste. De klassiske demokrati-teoretikere tvivlede jo på, at store samfund kunne fungere særligt kvalificeret. Platon mente ikke, at pøbelen magtede opgaven, simpelthen. Tocqueville mente, at folkestyret ville degenerere til sin egen laveste fællesnævner.

Jeg tror, at svaret er et andet. Jeg tror bestemt ikke, at det moderne samfund af sig selv opløser både kulturliv og kvalificeret folkestyre. Men jeg tror omvendt lige så bandsat, at det her samfund nødvendigvis kræver en række særlige adfærdsnormer af både politikere, borgere og de formidlende institutioner, der udgør den såkaldte offentlighed.

Nogle adfærdsnormer, med andre ord, som vi ikke er født med. Og som afgjort ikke ligger automatisk indlejret i den markedsøkonomi, der jo i disse år er den eneste ideologi, vi for alvor har tilbage. Tværtimod kræver et nogenlunde interessant samfund jo, at der er en vilje til og en ambition om at skabe ting af større værdi end blot penge. Det mente også de tidligste liberalister i forrige århundrede, hvis nogen har glemt det, hvad nogen nok har. Adam Smith var markedsøkonom, men også filosof - han ville da ikke drømme om, at lade både kulturliv, journalistik, oplysning, børneopdragelse og undervisning være underkastet de hensyn, man tager, når nogen skal tjene flest mulig penge.

Markedet var til for at producere varer. Kulturlivet for at få et interessant samfund, fordi et samfunds kvaliteter nu engang også afgøres på, om det frembringer ting af kvalitet. Hvad i alverden skulle et samfunds kvaliteter ellers vurderes på? Vores forbrugsniveau? Kulturen kræver altså en kapital af både ambition og tradition - som ligger ud over markedet og pengene. En kapital, der skal opbygge og vedligeholdes, og som selv om den har eksisteret i dette samfund nu er næsten forsvundet, fordi tilstrækkeligt mange har glemt at vedligeholde den.

Hvem, kan man spørge? De institutioner og mennesker, vil jeg svare, som nu engang skal og kan opbygge kulturel kapital: Kulturlivets institutioner, pressen, familien, skolen og den samlede offentlige sektor under ét. Kulturelle institutioner, der i sagens natur ikke kan fungere kun efter markedets principper af den ret indlysende årsag, at de netop findes for at være ikke mindst en modvægt til markedet. Engang var det vel sådan, at de kulturelle institutioner af netop den grund havde en ret klar dobbeltrolle: For det første at varetage de indlysende forvaltningsmæssige og praktiske opgaver de var tildelt, og for det andet at være en kulturel kraft og ressource i samfundet. Deri lå dobbeltrollen.

Den offentlige forvaltning skulle både forvalte lovene og med hele sin virkemåde og værdier samtidig signalere standarder for, hvordan vi nu engang gør tingene her til lands. Hvordan vi taler med hinanden, behandler hinanden. Pressen skulle ikke bare sælge aviser, den skulle også være en politisk korrektion til politikerne, og en stemme i folkeoplysningen. Og skolen og det samlede uddannelsessystem - ja det skulle naturligvis ikke bare gøre børn til arbejdskraft, give dem formelle kompetencer og erhvervsrettet uddannelse. Skolen og uddannelsessystemet skulle opdrage og danne hele mennesker. Fordi vi ikke bare holdt skole for erhvervslivet, vi holdt skole for mennesker og for det gode liv. Og så videre og så videre.

I dag er det ret indlysende synes jeg, at kravet om kulturel kapital er glemt, og at kun den umiddelbare nyttedimension er tilbage. Kulturen er blevet til penge, kan man sige. Dobbeltrollen er forsvundet. Det gælder den samlede offentlige sektor, hvor kun konkurrence- og rentabilitetsdimensionen i dag hersker, hvor man derfor udliciterer så meget som overhovedet muligt, hvor enhver snak om indhold og værdier i forvaltningen er bandlyst, og hvor meget få mennesker derfor stiller spørgsmålet om, hvordan vi egentlig vil behandle fx børnene og de gamle i dette samfund. Det vi spørger om er altid - altid - hvad administrationen af disse irriterende befolkningsgrupper (børnene og de gamle) skal koste, budgetmæssigt.

Og det gælder skolen og det samlede uddannelsessystem - hvor dannende, opdragende, moralske, etiske, musiske dimensioner så indiskutabelt er i defensiven over for kravet om generel erhvervsrettethed, og meget ofte endda i den surrealistiske modultænkning, der på få årtier har forvandlet det samlede danske uddannelsessystem til en generelt meget usammenhængende størrelse af forløb, kurser og såkaldte frie valg.

Valg, ja. Men som vinden blæser. De danske gymnasier, tekniske skoler, mellemlange og videregående uddannelser er i dag primært styret af hensynet til produktionen af fleksibel arbejdskraft - til arbejdsmarkedet. Dét er slemt nok i sig selv. Og det er dobbelt slemt, fordi produktionen af andre ting - den kulturelle kapital - jo ikke finder sted frygtelig mange andre steder. Familien? Næppe. Pressen? Næppe. Kirken? Desværre ikke i lang tid.

Øvelsen - den grundlæggende øvelse, der drejer sig om at vende udviklingen - er derfor både enkel og svær. Enkel, fordi erkendelsen simpelthen består i at forstå, at kulturel kapital ikke nærmest opstår af sig selv. Den opstår, fordi nogen gør sig umage. Til gengæld må mange tage et ansvar. Og lad mig slutte af med nogle eksempler om det:

(1) For det første det kulturpolitiske ansvar. At minde om, at hvis nogen med ansvar ikke frem for alt varetager de kvalitetsmæssige hensyn, de opdragende hensyn, de dannende hensyn i kulturlivet - ja, så bliver de slet ikke varetaget længere.

(2) For det andet den pressemæssige udfordring. At minde om, at direktører, redaktører og journalister har en forpligtelse til at være andet end informations- og underholdningsproducenter. De er kulturarbejdere.

(3) For det tredje det politiske ansvar, der for politikerne drejer sig om at række ud over lysten til blot at administrere tingenes tilfældige tilstand (eller endnu være: privatisere og individualisere den samlede offentlige forvaltning i en eller anden misforstået 'friheds' navn);

(4) Og for det fjerde endelig det pædagogiske ansvar, der handler om, hverken mere eller mindre, uddannelse som opdragelse og dannelse - snarere end blot som en bevidstløs tildeling af formel viden. Hvem holder vi egentlig skole for i dette land? For erhvervslivets skyld - eller for at skabe gode borgere? Også det svar er enkelt, synes jeg ærligt talt.

Foto opslaget side 182-183:

Marianne Grøndahl.

Kresten Schultz Jørgensen er chefredaktør på Dagbladet Aktuelt

Årgang 73/1998-1999, nr. 06