Bentzons klavermarathon

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 08 - side 283-285

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det Tempererede Klaver I-XIII i boxsæt på 15 cd'er. Niels Viggo Bentzon, klaver. Classico, CLASSCD 210-25. Vejledende udsalgspris, kr. 399.

Af udseende ser boxen yderst indbydende ud, sådan lidt forårsagtig i kraft af den lysegrønne basisfarve og nogenlunde overkommelig at dømme efter sin volumen. Det imødekommende indtryk understreges fint af forsidens karakteristiske profilfoto af en nærmest kontemplativ Niels Viggo Bentzon af i dag.

Virkeligheden? Ja, den er intet mindre end overvældende, vild burde man måske snarere sige. Alene om-fanget! 15 cd'er med mere end det tilsvarende antal timers musik i form af i alt 624 enkeltstykker for klaver solo. Og det er altså ikke lyv, for der er 13 bind Det Tempererede Klaver, som hver består af 48 stykker, 24 præludier og 24 fugaer, hvilket også kan udtrykkes som 312 præludier og 312 fugaer. I booklet'en hedder det ligeud, at Det Tempererede Klaver er Danmarks største klaverværk. Og taget under ét kan der ikke være tvivl om udsagnets rigtighed.

Der tales også om et livsværk for klaver. Men selv om det er fuldt berettiget at understrege værkets store vægt i Bentzons samlede produktion, er det på den anden side ikke rimeligt at lade det skygge for udsynet til den øvrige del af Bentzons enorme klaverproduktion (for bare at blive i den del af hans vidtfavnende œuvre). Specielt ville det være en fatal underkendelse af den lange række værker fra 1940erne og 1950erne, der forlængst har klassikerstatus i dansk musik og bestemt ikke blegner i lyset af det foreliggende mammutværk. Lad mig fx blot nævne Toccata op. 10, Passacaglia op. 31, Partita op. 38, Træsnit op. 65 og sonaterne nr. 2-7.

Musikalsk oplagring

Selve værktitlen, Det Tempererede Klaver, giver prompte associationer til Bachs Das Wohltemperierte Klavier I-II, og Bentzon betegnede da også sit første bind (op. 157 fra 1964) som 'Bach-kompendium 1'. Senere har han dog kraftigt nedtonet dette tilhørsforhold med udtalelser som denne: »Det Tempererede Klaver har - med alle elementer i sig - ikke en skid at gøre med modellen.« Helt så enkelt forholder det sig ikke med op. 157, hvad jeg tidligere har været inde på i artiklen Niels Viggo Bentzon og 'Det Tempererede Klaver' (DMT nr. 2, 1990/91), hvor der især fokuseres på bind 1, herunder dets relation til Bach (samt mere perifert Hindemiths Ludus Tonalis og Sjostakovich' 24 præludier og fugaer). Til gengæld er der ingen tvivl om relevansen af følgende slutreplik i Bentzons egen note til op. 157 fra uropførelsen d. 12. maj 1965 i Odd-Fellow Palæets store sal: »Det Tempererede Klaver opfatter jeg selv som et mikrokosmos af hele min hidtidige produktionskurve. Musikkens oplagring gennem 25 år.«

For de senere bind er dette forhold i nogen grad ændret, hvilket bl.a. har at gøre med såvel tilblivelsestidspunkt som de givne omstændigheder i forbindelse hermed, hvad jeg senere skal komme med et par eksempler på. Men allerførst de nødvendige facts vedr. kompositionsår og opusnummer for de enkelte bind, oplysninger som beklageligvis totalt mangler i boxsættets booklet og derfor må bringes her:

I: op. 157 (1964), II: op. 379 (1975-76), III: op. 400 (1976-77), IV: op. 409 (1978), V: op. 428 (1978-80), VI: op. 470 (1984), VII: op. 530 (1988-89), VIII: op. 532 (1989), IX: op. 541 (1989), X: op. 542 (1990), XI: op. 546 (1991), XII: op. 554 (1991), XIII: op. 633 (1996).

I artiklen Nogle tanker i relation til mit Tempererede Klaver, bind I-XIII (DMT nr. 2, 1998/99) skriver Bentzon: »Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt til mig selv: "Nu - synes jeg - at bind I af Det Tempererede Klaver skal fort-sætte med bind II" og så fremdeles III, IV, V osv.« Dette er der ingen grund til at betvivle, når man ser på de to første bind, hvor afstanden immervæk er godt tolv år (og hele 222 opusnumre). Omvendt må der senere hen uundgåeligt være opstået en 'værkrækkebevidsthed', som sandsynligvis i enkelte tilfælde har været en medvirkende impuls til at fortsætte. Fx skriver han i et lille forord til bind 3: »This work is the third section of the great 'family-circle', The Tempered Piano.«

Ganske vist sigter han med betegnelsen 'family-circle' primært til de allernærmeste i sin familie, som de enkelte dedikationer retter sig imod, men 'værkrække'-aspektet er naturligvis også med. Et andet eksempel til belysning heraf: Da Niels Viggo Bentzon i 1988 var hovednavn ved Musikhøst, blev han opfordret til at opføre Det Tempererede Klaver bind 1 op. 157, som da havde ligget stille hen i mere end 20 år. Han tog imod opfordringen og leverede en medrivende opførelse af værket, som han altså nu igen efter disse mange år fik i fingrene. Som det kan ses af oversigten over de enkelte binds tilblivelsesår og opusnummer, medførte dette tydeligvis en fornyet impuls til at komponere værker i denne serie - således meget umiddelbart bind 7 og 8 (hvilket direkte kan spores i form af slægtskab til bind 1) og i forlængelse heraf, om end mindre direkte, bind 9-12. Senere da udgivelsen af nærværende boxsæt efter mange års forgæves bestræbelser pludselig viste sig at blive en realitet takket være en imponerende og idealistisk satsning fra Peter Olufsens side (Classico), ja så var impulsen der til lige at lave et bind ekstra.

Orienteringspunkter og satspar

Som nævnt rummer samlingerne hver 24 præludier og 24 fugaer, ordnet efter tonalitet og disponeret sådan: Præludium i C-dur, fuga i C-dur, og tilsvarende i c-mol, Cis, cis, D, d, Es, es osv. I det ydre er opbygningen således bestemt af de to satstyper samt den tempererede skalas tonearter i kromatisk stigende følge, herunder tillige en distinktion mellem dur og mol, hvilket er ret bemærkelsesværdigt i et tonesprog, som på det overordnede plan må karakteriseres som fritonalt (hvor der normalt ikke sondres skarpt mellem dur- og mol-præg).

For en stor improvisator som Bentzon ligger præludiet som type naturligvis lige for, mens fugaen til gengæld betyder stramme satstekniske bindinger. Dem løser han imidlertid let og elegant ved langt hen ad vejen at se stort på den traditionelle opfattelse af fuga-begrebet. Denne holdning slår tydeligt igennem allerede i bind 1, og bliver senere så udtalt, at brugen af betegnelsen fuga (med Bentzons lidt spøgende formulering over for undertegnede for nylig) kunne kaldes et stort 'fup-nummer'. Men dybest set kan dette jo være underordnet, så længe musikken er adækvat i forhold til sammenhængen og de givne intentioner. Allerede i den oprindelige note til bind 1 skrev han: »Sammenstillingen af satstyperne Præludium og Fuga tilstræber i mit opus 157 kun en karakteristik af visse grundlæggende elementer, der historisk set knytter sig til disse 'urformer'.«

I op. 157 er der dog en klar tendens til, at fugaerne (særligt i den første tredjedel) vitterlig er polyfone med genuine fuga-træk. Og selv om tendensen i høj grad retter sig mod tostemmighed, findes der fine eksempler på trestemmighed. Dette 'niveau' reduceres noget i de efterfølgende bind, hvor højst halvdelen af fugaerne har polyfone træk og i så fald normalt ikke er mere end tostemmige. På ét vigtigt punkt er Bentzon imidlertid helt på linie med Bach, nemlig i bevidstheden om præludium og fuga som et satspar.

I stedet for en uendelighed af mere eller mindre ensartede præludier og tilhørende fugaer udviser Bentzons tretten bind tilsammen en kæmpesamling af fortrinsvis små stykker, studier og karakterstykker m.m., der hyppigt er baseret på blot en enkelt grundidé. Nogle er ganske korte på knapt et halvt minut, mens andre er noget længere - op til 3-4 minutter, et par enkelte endda 5-6 minutter. Nogle er yderst enkle, mens andre er decideret virtuose (især gældende for de tidlige bind). Nogle er prototypen på improvisation, andre mere gennemarbejdede. Nogle er fascinerende og i visse tilfælde gådefulde, andre er bevægende eller slet og ret medrivende. Enkelte er rent ud sagt kedelige og intetsigende, mens andre igen er storslåede.

Alt er således repræsenteret i dette kolossale bentzonske mikrokosmos, der dog ikke på nogen måde har karakter af collage og ej heller med tilstrækkeligt udbytte kan høres i tilfældige småuddrag her og der. Snarere skal musikken indtages i lidt større, tilpassede doser, fx et helt bind eller i det mindste i store sammenhængende udsnit af gangen, idet de mange forskellige stykker med hver deres karakter og særpræg på en ofte fascinerende måde danner helheder, som rækker ud over summen af de enkelte elementer.

Der kan (som i fx bind 1) være tale om en direkte motiv- eller materialemæssig udviklingsproces fra stykke til stykke, og almindeligvis er der tale om en velfungerende musikalsk og psykologisk afbalancering af de enkelte stykker i forhold til hinanden, hvad der giver selv de mere trivielle eller letbenede en slags berettigelse i helheden. Og netop forekomsten af trivielle eller letbenede ting er som bekendt for mange en tilbagevendende anstødssten ved Bentzons produktion og har igennem årene givet anledning til mange kritiker-bemærkninger med opfordring til at bruge saksen mere. Men sagen er, at man hos ham må tage det sure med det søde, hans skabende natur er nu en gang sådan. Det hele hører med. Og frem for alt: Det mere ligegyldige er betingelsen for, at det særlige med mellemrum opstår - og i øvrigt herved understreges yderligere. Sådan forholdt det sig fx også med en Duke Ellington, hvis mere end 2000 kompositioner bestemt ikke alle er lige vægtige, uden at nogen ved deres fulde fem i dag vil benægte, at han rager op som en af de allerstørste komponister i dette århundrede.

Den sene Bentzon

Med hensyn til placeringen i Bentzons enorme produktion må det erindres, at Det Tempererede Klaver (1) op. 157 først blev til i 1964, da Bentzon var 44 år gammel. Da det næste bind blev holdt over dåben var han tilmed blevet 56. Hovedparten af værket hører således til kategorien 'sen Bentzon'. Og her finder man nok en del af forklaringen på, at netop denne formramme har passet ham så godt. Et karakteristisk træk i Bentzons musik siden 1960erne har nemlig været en generel tendens bort fra de tidligere års brug af gennemføringsarbejde (herunder metamorfose-teknik) i klassisk-europæisk forstand til fordel for en langt mere mosaikagtig struktur, hvor flader eller moduler stilles op side om side. Derved adskiller Det Tempererede Klaver sig betydeligt fra fx de tidlige klaversonater - foruden forskellen i satsernes længde.

Det er tidligere blevet nævnt, at Bentzons nyindstudering af op. 157 i 1988 højst sandsynligt gav impuls til at fortsætte arbejdet med Det Tempererede Klaver - med åbenlyse konsekvenser for specielt bind 7 op. 530, der udviser flere eksempler på slående lighedspunkter med bind 1, hvoraf nogle få skal fremdrages her.

Hører man fx den fine tostemmige fuga (lejlighedsvis er den klangligt seksstemmig) i cis-mol fra bind 7 i forlængelse af den tilsvarende fra bind 1 (hvis mejslede tema tydeligt er i pagt med Bachs eget i WTKl. I), er det let at høre et oplagt temaslægtskab. Også Bach-tilknytningen er i den førstnævnte til at tage og føle på. Ikke blot i temaet men i høj grad også i kontrapunktet til temaindsatser midtvejs og mod slutningen (t. 16 og igen t. 26-29), et kontrapunkt som næsten er identisk med åbningsmotivet i præludiet i f-mol fra Bachs WTKl. II. Dette er særligt bemærkelsesværdigt, da direkte Bach-lån og -vendinger kun sjældent optræder i de senere bind. En sammenligning af de to nævnte Bentzon-fugaer belyser desuden en anden interessant tendens i Det Tempererede Klaver, idet komponisten i de senere bind bevæger sig langt videre omkring i modulatorisk henseende, end det var tilfældet i bind 1, hvor det nærmest var en fast praksis vedblivende at sætte temaet ind i tonika og (i nogen grad også) dominant (jvf. den klassiske kvintbesvarelse). Mens cis-mol fugaen fra bind 1 således udelukkende sætter temaet ind i T og D, byder cis-mol fugaen fra bind 7 på helt andre tonale kontraster, idet temaindsatserne her går ud fra cis, gis, fis, b, d, g, gis, cis og cis (hvor b, d og g repræsenterer tritonus-modpolerne til Tp, D og T).

Et andet eksempel på den særlige relation mellem op. 157 og op. 530 dokumenteres med slægtskabet mellem cis-mol præludiet fra bind 1 og Gis-dur præludiet fra bind 7, både hvad angår tematik og satsteknik. Og yderligere et eksempel: I bind 1 nivel-leres forskellen mellem satskategorierne præludium og fuga fuldstændig i satsparret i H-dur, som er opbygget helt ens - som to sider af samme sag. Noget ganske tilsvarende kan opleves for F-dur parrets vedkommende fra bind 7, der i sig selv er helt uinteressante bagateller, men i denne helhed byggende på kontraster og forskellige tværgående forbindelsestråde alligevel af betydning. Her i bind 7 går en af forbindelsestrådene eksempelvis fra præludiet i Fis-dur, over præludiet i fis-mol til fugaen i gis-mol (sidstnævnte helt uden poly-foni) og manifesterer sig i form af en fælles grundlæggende rytmisk mønsterdannelse og faldende begyndelseskurve. Og kontrasten? Ja den skyder Bentzon ind med præludiet i gis-mol og det efterfølgende satspar i A-dur, som viser ham i ægte koncertant lune.

Quasi una passacaglia m.m.

I en artikel som denne er der naturligvis kun mulighed for at berøre nogle ganske få satser. De kan selvsagt aldrig for alvor gøre det ud for et repræsentativt udvalg ud af en helhed på 624 stykker og belyser derfor kun nogle udvalgte aspekter. Med denne konstatering in mente vil jeg i nærværende lille afsnit yderligere omtale nogle få satser (der alle er af en lidt længere varighed) som et supplement til ovenstående fra bind 7. Først sats nr. 32 i bind 8 som bærer overskriften Fuga i g (Quasi una passacaglia) og simpelthen er en passacaglia af den type, som kendes fra barokken (jf. fx Bach's store Passacaglia i c-mol for orgel), og som Bentzon flere gange selv med stor udbytte har benyttet sig af, ikke mindst i 1940erne og 1950erne.

Der er slet ingen grund til det modificerende 'quasi', da satsen er baseret på et otte takter langt tema, som efter karakteristisk énstemmig præsentation i bassen uforanderligt gentages elleve gange som et klippefast fundament under den fremadskridende overstemmevariation. Denne udvikler sig gradvist hen imod et hvirvlende forløb, som kulminerer i en repetitiv toogtredivtedels figur, inden indledningens majestætiske ro retableres i den sidste variation - med en akkordlig parallelføring af bastemaet, klangligt kendetegnet af fyldige tertser. Når bortses fra dimensionerne er afstanden fra en sats som denne til et værk som Bentzons egen Passacaglia op. 31 (1944) beskeden.

Den står i øvrigt ikke isoleret i bind 8, idet også a-mol fugaen benytter sig af dette formprincip: Et otte takters tema med klar relation til Bach og til Bentzons egne fugatemaer i cis-mol fra bind 1 og bind 7 indleder énstemmigt, hvorpå følger ni variationer, som tilsammen udgør et magtfuldt og fint mejslet satsforløb. Men som i en fuga - og til forskel fra de klassiske passacagliaer - sætter temaet i denne sats ind i forskellige tonearter: a, a, e, e, gis, gis, g, fis, fis og as (!). Her kunne det med andre ord have været berettiget at tale om quasi una passacaglia.

Til sidst et par bemærkninger om Fuga i h-mol (con moto) fra bind 4 op. 409, der bærer undertitlen Quasi una Sonata, hvilket bestemt ikke er uden grund. Tilmed bør det foranstående præludium (moderato ma non troppo) medhøres som en langsom indledning til den sonateagtige 'fuga', som præges af nogle herlige reminiscenser af Stravinskij og i kraft af en fugeret midterdel lige akkurat 'retfærdiggør' benævnelsen fuga. Ved sin art og udstrækning står satsen en smule isoleret i forhold til flertallet af de øvrige, og som Bentzon spiller den her, er den både vild og voldsom og i allerhøjeste grad en modpol til fx den tilsvarende slutsats i bind 1, der er inkarnationen af ekstrem enkelhed på alle niveauer.

Udøveren Bentzon

Ud fra de givne præmisser har jeg nu søgt at belyse forskellige sider af værket, dvs. den del som henhører under komponisten Bentzon. Men hvad med pianisten som han præsenterer sig her? Ja indledningsvist må det nævnes, at optagelserne er lavet i forskellige (fortrinsvis) live-sammenhænge under temmelig uens omstændigheder, både hvad angår akustik og instrument. Fx er bind 6 og 7 optaget i AV-Art i 1991 under forholdsvis beskedne forhold og på et mådeligt instrument, mens fx bind 8, 10, 11 og 13 er optaget under gode forhold i Mantiussalen i Birkerød.

Hovedparten af optagelserne er fra 1991, men de sidstnævnte fire bind er optaget så sent som i 1996-97. Det kan høres. Med al respekt var Bentzon på det tidspunkt ikke længere den klaverspiller, han havde været - heller ikke i 1991. Det er der ikke noget mærkeligt i, for i 1996-97 havde han trods alt nået alderen 77, hvilket især høres på den nedtonede dynamiske radius og den reducerede rapiditet. Flere af satserne spilles helt enkelt for langsomt i forhold til såvel satsangivelse som Bentzons egen praksis tidligere. Fx er spilletiden for præludiet i C-dur fra bind 8 (tempo giusto) på cd-optagelsen 2:47, mens en radio-optagelse fra 1989 er helt nede på 1:50. Og for den ovenfor omtalte a-mol fuga fra samme bind er forholdet 3:52 (cd'en) mod 2:15.

Dette er et par af de mere åbenlyse eksempler, men tendensen for de sene optagelser er overalt den samme. Hvilket ikke nødvendigvis behøver at betyde en svækkelse af det musikalske udtryk, selv om det ofte er tilfældet. Bind 1-5 er optaget i Rundetårn i 1991, og her møder man en gennemgående veloplagt Niels Viggo Bentzon, som i flere glimt blænder op for sin karakteristiske vulkanske spillemåde (hvor detaljer i nodebillet dog må vige pladsen for 'helhedsvirkningen') og til andre tider (især i de langsomme satser) spiller med en intensitet og klangsans, som hæver oplevelsen til det sjældne.

For en halv snes år siden skrev en anmelder om et af bindene i serien: »Jeg forstår egentlig ikke, hvad det er, han egentlig vil med sin musik.« Tilkendegivelser af den slags virker mærkeligt akavede i forbindelse med Bentzon, der med sikkerhed hverken ønsker at frelse verden endsige kolportere særlige ideologier med sin musik. For ham handler det slet og ret om nødvendigheden af at komponere på samme måde, som det er nødvendigt at trække vejret. Musikken er der, og den vil ud. Den kerer sig ikke om at handle om noget andet end - musik.

Hørt i umådeholdne doser kan man risikere forstoppelse af nærværende boxsæt. Det er hverken rart eller for den sags skyld retfærdigt over for Niels Viggo Bentzon. Men, som jeg skrev i indledningen, boxen indbyder i høj grad til nærmere kontakt, og man kan roligt lade sig lokke, for det er med alle aspekter et cd-sæt af de usædvanlige, som oven i købet er meget overkommeligt i pris.

Årgang 73/1998-1999, nr. 08