Den befriede komponist: Karl Aages DRØMMELAND genbesøgt af Per Nørgård

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 03 - side 83-84

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»De senere år er ophavsretten blevet stadig mere kompliceret«

K.Aa. Rasmussen

»Af den menneskelige naturs krogede tømmer er der aldrig skabt noget, der er ligetil«

I. Kant

Kun ganske få nætter efter Karl Aages drøm befandt jeg mig selv i det samme Digitalien - men på et senere stadium - efter revolutionen, efter ti-årets største politiske og økonomiske kulturslagsmål, efter Den Grimme Lovs ophævelse!

For mit drømmeblik lå det browsende, downloadende Nettoland, hvor det meste jo var gratis. Den 4. generations friske Nettere ser jeg på vej hen imod Reel Åndelig Ligestilling - trodsende den gamle verdens sanseløse, buldrende bøffelhorde (der bygge mure som rasende omkring den stadig voksende mængde af Net-venlige pakker). Omsider sejrede de frie, brogede og uforudsigelige Nettere over de gamle, priviligerede, fedtlevende røghuls-gravere - under det (især på unge, ubefæstede sjæle) hidsende feltråb: »Musikkens frigørelse!«

I drømmen var jeg naturligvis ældre, men i øvrigt mig-selv-som-komponist for hvem den senere tids hændelser spolede forbi - fra 'den heroiske start': det Store Kulturelle Systemskifte (SKS), hvor kulturminister Anders Fogh Rasmussen, rørt, havde takket Ophavsmændene (OOO) i al almindelighed og prof. Kloge i særdeleshed for hans vidunderlige opbakning til Venstreformandens fikse idé om at negle musikrettighedspengene fra radioens budgetter: »Afskaf nu alle de mure - og lad pengene så gå til bedre programmer for stadig flere folk, på stadig flere stationer«. Alle i skarpeste trav nu, for først at nå ned til den Fladeste Fællesnævner (FF) og derved i øvrigt at opnå - omsider - total åndelig ligestilling på alle kanaler.

Altså: »Tak til ophavsmændene (og -damerne) som jo også nu, til gengæld, tifoldigt honoreres for deres generøse opgivelse af rettigheder1 til egne såkaldte originalværker - som bekendt: Ikke andet end ideer (alternativt: »gas« eller »røg« som Niels Viggo tilstod det i en tv-samtale med Bertel Krarup) - udbetalt til kunstnerne via Statens Store Hulluknings Fond (SSHF), der overtog den tidligere Statens Kunstfonds (SKF) forpligtelser: Tifoldigt!«

Herefter aflønnedes komponisten (tifoldigt i forhold til tidligere indtægt) for netop at 'lukke hullerne' efter de tidligere royalties på egne ... ideer. Del i uddelingerne fik naturligvis kun enhver statsautoriseret komponist (nogen kontrol måtte der jo være - ellers kunne enhver dovenlars bare kalde sig komponist og derpå ernære sig, fyrsteligt, med snabelen i statskassen. De fleste fandt kontrollen fint fungerende).

Udviklingen spolede sig videre for mit browsende drømmeblik og desværre, men alt for forudsigeligt, blev det hurtigt så som så med det fyrstelige ... og det berømmede 'tifoldigt honorerede' blev af skiftende politiske konstellationer kursreduceret til blot symbolsk betydning: en talemåde, noget der lyder flottere end fx 'enfoldigt'. Men det var det, der mentes.

Ingen penge

Det blev altså lidt småt - især efter at det 'enfoldige' yderligere blev skåret ned, nu til brøkdele af det oprindelige Statens Store Stipendium (SSS), som jo havde vakt så stor misundelse i starten inden for de fleste ikke-kunstnerkredse. Nu var det nærmest blevet til det samme, store Nul som, forekom det efterhånden, var (Netto)indholdet af de revolutionshungrende ophavsmænds tanke-tankere. Desværre:

»Der er ingen penge i det!« sukkede operachefen beklagende, da jeg dæmpet-desperat havde antydet muligheden af blot at give mig en slags bonus efter den 100. opførelse af min opera. »Jamen, du har jo een gang fået penge, Gamle Dreng!« sagde han, faderligt overbærende, »Var det ikke hele 30.000 kr. du modtog fra den daværende Statens Kunstfond?« (Jo, det var det) »Og du mener vel ikke, at du skal honoreres flere gange for - kald det så 'produktet', 'ideen' eller operaen, som du vil? Skal snedkeren fx ha' afgift hver gang, du sætter dig på det af ham tilvirkede lokumsbræt - HA?! Eller sender teatret måske afgifter til Ørsteds arvinger hver gang, vi tænder festblussene og udnytter elektromagnetismen.«

Det var en stor fejl, docerede han: »Dengang fra tyverne af, at dine store forgængere, Nielsen og Sibelius, i slutningen af deres liv modtog 'afgifter' for fremstillinger af deres ... ideer ... ligefrem en skam. Herregud, havde de da ikke næsten hver gang fået betalt?! Nåja - var det kun 50 kr. for Valse Triste?! Jo, men husk pengene var mere værd dengang! Og fik han forøvrigt ikke 10.000 kr. for sin femte ... idé?!« sluttede chefen triumferende, før han venligt men bestemt lodsede mig ud af sit fine kontor.

Nej, hullerne kunne ikke mere lukkes, hverken i mine lommer eller i mit hovede: Det gik op for mig, at selve situationen (for kom-ponisterne) kunne kaldes 'hul i hovedet' på trods (eller måske på grund?) af Klåges principielle rethaveri. Jeg var med ét i Principalien, hoppet ind i et veritabelt mareridt: Landets diktator havde ophøjet professor Erasmussens logik til øverste princip for rigets samlede styring. Og, reagerende på det nylige, vellykkede drab på ophavsretten, (ud fra devisen at den jo alligevel ikke kunne håndhæves 100%...) havde bilisterne omsider set lyset ud fra kampråbet: »Befri Trafikken!« Det var bare gået rent ind hos diktatoren: Færdelsreglerne kunne jo alligevel ikke opretholdes (100%). »Se bare«, sagde bilisterne, »fodgængere, cyklister og til tider selv vi bilister kan liste ustraffede over for gult, ja, endog for rødt lys!« Enten måtte man altså bure enhver inde (incl. de rene børn), hvis de forbrød sig eller alternativt: Ophæve hele færdselsloven!

Logikken var skræmmende uimodsigelig og havde ført til de lige så skræmmende resultater. »Krashbang« lød det omkring mig, mens jeg læste de glade budskaber trykt på transparenter ophængt overalt: »Uden den traditionelle færdselslov vil bil- og motorcykelkørsel blive langt billigere, hvad der i vores del af verden vil komme det regionale, det lokale og det særegne til gode.« (Det mindede om et eller andet...) - »Krashbang« ... En bilist havde omsider fået ram på mig, og jeg blev ekspederet hinsides - til

Virkeligheden!

Jeg vågner op og gnider øjnene lettet: Foran mig ligger en (endnu) uforandret verden. Men lettelsen varer kun kort. Mit blik falder på Karl Aages artikel og tror i første omgang det værste: Hvis den mand får magt, som han har agt, så ligger hele vort klassisk baserede musikliv snart i ruiner. Men i anden omgang besinder jeg mig: Selvfølgelig er det da kun en provokation, og jeg kan se hen til at han snart publicerer endnu en artikel med det modsatte synspunkt. For diskussionens skyld. Og med den samme veloplagte snært. Det var da i hvert fald dén, dialektiske, metode, som vi arbejdede ud fra når vi gennemførte vores seminarer, var det ikke, Karl Aage? (Jo, det var det.)

1. bortset fra Klageretten ('droit morale') som dog kun af og til hørtes sukke - og klage - tæt ved de gamle mure.

Per Nørgård er komponist.

Årgang 74/1999-2000, nr. 03