Mind the gap! Ultima-festival i Oslo 1.-10. oktober 1999

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 03 - side 96-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fire festivaldage i Oslo er næppe nok til fuldt ud at kunne vurdere den ti dage lange Ultima Oslo Contemporary Music Festival (som dens fuldstændige titel lyder på norsk). Mine fire dage var de fire sidste.

Den norske ny musik-festival fandt sted for niende gang. Programkomitéen med festivaldirektør Geir Johnson i spidsen ville her i det 20. århundredes sidste år se nærmere - ikke bagud på vort om føje tid forgangne århundrede, hvilket ville have været spændende - men på 'nye tendenser i britisk musikliv'. Derfor figurerede navne som Jonathan Harvey, Michael Finnissy, Harrison Birtwistle, Brian Ferneyhough, Michael Nyman og James Dillon i de mange programmer, og de to førstnævnte medvirkede in person. Spændvidden alene i disse navne er enorm (Mind the gap!). Men her blev Ultima ikke stående. Mere end tyve andre blev spillet, for en stor del ved koncerten 'Elektroakustisk musik fra England'.

Man kunne tillige opleve, hvad nordmænd betegnede som et særsyn, nemlig en ny norsk opera Sera med musik af den unge Henrik Hellstenius. Forestillingen var skabt i et samarbejde mellem Opera Vest i Bergen og Den Norske Opera. Og sædvanen tro havde man lejlighed til at høre en perlerække af fremragende ensembler, bl.a. udenlandske som Arditti Kvartetten, Nieuw Ensemble, Ensemble Recherche og New London Chamber Choir og norske som Oslo Sinfonietta, Cikada og BIT 20 Ensemble foruden flere af landets symfoniorkestre.

Ultima opererer økonomisk og administrativt på et plan, som er ukendt i Danmark. Et farvefoto af Hendes Kongelige Højhed prinsesse Märthe Louise, festivalens høye beskytter, pryder programmets anden side. Alene dette viser, hvor Ultima er indrangeret i det officielle Norge. Man er deroppe fuldt bevidst om, hvad ny musik-flagskibet har betydet positivt såvel indadtil som udadtil. Som det blev udtrykt fra Oslo bystyres side, er man meget glade for Ultima - og også rede til at betale for muligheden for at kunne opretholde denne glæde. I år havde både stat og kommune tilmed hævet deres i forvejen betragtelige støtte. Alle sejl er sat til for at sikre festivalen et internationalt niveau. Her har det stor betydning, at centrale institutioner i og uden for norsk musikliv bidrager i form af aktivt samarbejde - Den Norske Opera, Henie-Onstad Kunstsenter, NICEM, Norges musikkhøgskole, Norsk Komponistforening, Norsk Musikkinformasjon, Norsk Rikskringkasting, Oslo-Filharmonien etc. Dette har også den effekt, at forskellige publikumsgrupperinger er opmærksomme på Ultima og i det Mindste møder frem der, hvor de er 'hjemmehørende'. Fx er musikhøjskolens koncerter og de sene aftenkoncerter velbesøgte, mens tilstrømningen fx til Kringkastingsorkestret var beskeden. Temmelig udansk er endelig den seks mand store administration, der har til huse i Norsk Musikkinformasjons hus. Udover festivaldirektøren befinder sig her en fuldtidsansat produktionsleder, Howard Gamble, som virkelig har mange tråde at holde fast i.

Sideaktiviteter

Ultima nøjes ikke kun med ny musik. Det er en del af konceptet at inddrage andre, beslægtede kulturelle manifestationer i det omgivende samfund - det være sig udstillinger, seminarer, konferencer, messer m.v. (Mind the gap!). På festivalens første dag kunne man således gå til international konference om 'nyskabelse' på Radisson SAS Scandinavia Hotel med et bredt sammensat panel af indledere. Lige så internationalt var seminaret Club Culture '99: European Forum om 'klubkulturen i Europa', specielt om dansemusikkens aktuelle status. Af udstillinger vistes bl.a. den hollandske computer-musik-installation Krachtgever i Henie-Onstad Kunstsenter, en interaktiv installation kaldet Mimetic Dynamics i foyeren i Oslo Konserthus og udstillingen Mind The Gap! med fotografier fra London, der 'tolker metropolens rastløse puls'. Meget passende var denne flertydige titel blevet sat som overskrift for hele festivalen. Hertil kommer festivalens faste indslag 'Ultima Film' med tre-fire forevisninger om dagen i tre dage og 'Dans for kamera', der ikke byder på dansefilm i vanlig forstand, men på eksperimentalfilm hvori det koreografiske udtryk 'er tænkt i og for et filmisk rum'.

Nede på jorden er det fysisk umuligt at overvære alle Ultimas arrangementer, fordi flere foregår på samme tid. Jeg var altså henvist til at vælge fra (særlig svært var det at fravælge film af instruktører som Antonioni, Richard Lester, Godard og Nicolas Roeg), fordi DMT nok ønskede, at jeg prioriterede samtidsmusikken højt. Herom vil resten af denne rapport derfor handle.

I løbet af mine fire dage hørte jeg Musikkhøgskolens Symfoniorkester, det ti mand store ensemble CIKADA, det helt unge Ensemble Ernst, Kringkastingsorkestret, New London Chamber Choir, Trondheim Symfoniorkester, en opførelse af operaen Sera (med BIT 20 Ensemble som orkester), en koncert-performance med Chris Newman og Michael Finnissy, en Rolf Wallin-koncert, kompositionsværkstedet Bryt Lydmuren! med De unges Kammerorkester og Mød komponisten-interviews med Henrik Hellstenius og Jonathan Harvey.

Musikhøjskolens symfoniorkester består af studerende og gennemfører hvert år tre projekter. Orkestrets faste dirigent havde grundet sygdom med kort varsel overgivet taktstokken til to unge: Eirik Raude og Trond Korsgård, hvorved koncerten i ekstra grad blev de unges. Hvad man indimellem kunne savne med hensyn til egal klang og præcision blev positivt opvejet af engagement og energi, resulterende i medrivende fortolkninger. Hovedinteressen samlede sig om uropførelsen med 35 års forsinkelse (!) af Bjørn Fongaards Uran 235 fra 1963. Fongaard, der døde i 1980, måtte dengang lide den tort at få afvist sit værk, fordi musikerne nægtede at spille hans 'komplicerede' notation, kompliceret, fordi han opererer med forskellige notationsmåder og med kvarttoner. Det tjener Ultima til ære at få gjort en ende på dette gamle udestående - selvom det sker meget for sent for komponisten.

Hørt i dag er det uforståeligt, at Fongaards værk skulle vente så længe. Et mesterværk er det vel ikke, men desuagtet høreværdigt og udtryksfuldt. Især karakteriseres det ved sin trang til at kommunikere. Uran 235 vidner om komponistens dybe humanistiske engagement. Uran 235 er det isotop, hvoraf atombomber gøres, så værket er et indlæg for livet, fornuften og næstekærligheden, som til sidst munder ud i bønnen Dona Nobis Pacem.

Fartein Valens renfærdige lyrik i Nenia fra 1932 forløstes smukt, Sven-David Sandströms effektfulde slagtøjskoncert fra 1994 blev virtuost afleveret, og Finn Mortensens symfoni nr. 1 fra 1957, der vel havde sit tyngdepunkt i de to første af fire satser, fik en kraftfuld fortolkning under Eirik Raude. Alt i alt tegnede koncerten et diskret miniportræt af ca. 60 års norsk/nordisk musikalsk modernisme.

Festivalarrangører gør sig store anstrengelser for at skabe afveksling, ikke mindst hvad koncertsteder angår. Udover de traditionelle koncertsale inddrages derfor også lokaliteter, som normalt bruges til andre formål. Fordelen ved dette er, at publikum får mulighed for at opleve forskellige miljøer undervejs i festivalens særlige døgnrytme, ulempen at de musikalske faciliteter er mere sparsomme på de alternative koncertsteder. Cosmopolite og BLÅ er på godt og ondt sådanne steder, og hertil var flere vægtige koncerter henlagt. CIKADA har efterhånden mange år på bagen som ny musik-ensemble på internationalt niveau og har som ensemble vel især sin styrke i selve sammenspillet. Det blev med al tydelighed demonstreret i et rent britisk program med bidrag af James Clarke, Rebecca Saunders, Andrew Toovey og James Dillon. Der er egentlig ikke grund til at gå ind på de tre første, men skotten Dillons L'Evolution du vol (vol: flyvning, flugt, tyveri), en relativ omfattende, mere end almindeligt flyvsk cyklus af sange og instrumentale satser, nød netop godt af ensemblets overlegent sikre håndtering af dets meget store kontraster. I andre hænder kunne det let være faldet fra hinanden.

Et helt igennem dejligt bekendtskab blev Ensemble Ernst, en ung sinfonietta dannet af studerende ved musikhøjskolen, fordi de ønskede at blive ved med at spille musik fra det 20. århundrede sammen efter studietiden. Norsk musik indtager en særlig plads i ensemblets aktiviteter. Der skal ved alle koncerter være mindst ét nyt norsk stykke, og hidtil har ensemblet bestilt otte nye værker. Ensemble Ernst overraskede ved at spille på et særdeles højt plan - teknisk såvel som kunstnerisk. Man må håbe, at det kan holdes sammen, det er nemlig et af de bedste ny musik-ensembler i Norden. Bortset fra 60-årige Jonathan Harvey, hvis substansmættede kvarterlange komposition Tendril fra 1987 fik en fuldt adækvat udførelse, emmede koncerten også på komponistsiden af ungdom. Helge Havsgård Sundes Charade, en uropførelse, var en utroligt veloplagt studie i tonerepetitioner. Komponistens forbindelser til rytmisk musik fornægter sig ikke, men der var på ingen måde tale om et crossover-værk. Dramatisk koncerteren var der tillige i Sam Haydens Partners in Psycopathology og i den i Norge bosatte Mark Adderleys Cloud of Unknowing, begge helt nye stykker. - Ved Kringkastingsorkestrets koncert udgik en uropførelse, som alle havde set frem til: Les gloches (cloches?) de Monsigneur Grieg af norske Asbjørn Scaathun. Derfor samlede interessen sig især om Harrison Birtwistles trompetkoncert Endless Parade fra 1987 med den fremragende skotsk fødte Alistair Mackie fra London Sinfonietta som solist. Programmet bød også på Castiglioni og Takemitsu.

Hovednavn

Jonathan Harvey var repræsenteret med fire værker, bl.a. Bhakti (1982), spillet af Oslo Sinfonietta under allestedsnærværende Christian Eggens ledelse. Harvey fremstod som britisk hovedkomponist. »Både en moderne og en traditionel komponist, men også en klanglig alkymist«, kalder Morten Eide Pedersen ham i festivalavisen Ultima magasin. Det er en god beskrivelse af den stilfærdige englænder. Han drager nemlig nytte af sit indgående kendskab til elektrofoni - bl.a. erhvervet i IRCAM (Paris) og CCRMA (Stanford/USA) - i værker skrevet for traditionelle lydkilder. Faktisk komponerer han aldrig ren elektronisk musik, men 'nøjes med' at tilføje elektronik for at øge sit klanglige potentiale og nå ud over hvad normale vokalstemmer og instrumenter kan præstere. Mange af hans værker er imidlertid rent akustiske.

Harvey lægger speciel vægt på at inddrage religiøse og filosofiske erfaringer af både vestlig og østlig oprindelse. New London Chamber Choir dirigeret af komponisten James Wood gav en storstilet opførelse af Ashes Dance Back fra 1997, der er baseret på et digt af sufisten Rumi (13. århundrede). (Sufismen er en mystisk-asketisk islamisk sekt, grundlagt ca. 700, som især forbindes med den nordafrikanske muhamedanisme). Elektronikken udvider her klangen af menneskestemmer ud mod elementerne vind, ild og vand, som teksten omtaler. Det var næppe et tilfælde, at dette store, brusende værk skulle opleves i universitetets aula, hvor Edvard Munchs store billede Sol pryder endevæggen bag ved og over koret.

En sen aften-koncert var helliget komponisten Rolf Wallin. Her fik man - foruden meget velskrevne solo-, duo- og triostykker fra de seneste år, især Twine for xylofon og marimba og Stream for solopaukist gjorde indtryk - lejlighed til at høre premieren på sceneversionen af Laut Leben, en såkaldt Radi Opera. På scenen skiftevis sad og stod en kvinde, jazzsangerinden Sidsel Endresen, omgivet af et elektroakustisk lydlandskab, hvortil hun med stor karaktermæssig variationsrigdom bidrager med en fuldstændig tekstløs sang formet efter og i samspil med elektronikkens lyde. En fascinerende oplevelse! Man kunne få den tanke, at vi foretog et kig ind i fremtiden - en ny genre. (Mind the gap!).

Der blev også spillet dansk musik ved Ultima 1999. Anders Brødsgaard, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen figurerede med ét værk, mens Bent Sørensen med tre værker og et seminar var et af festivalens hovednavne. Hans klaverkoncert La Notte blev ved et tilfælde det sidste, jeg hørte - i øvrigt for første gang live. Det blev den bedst tænkelige afslutning på en stofrig festival, for her i universitetets aula gik det op for mig, hvor inspireret musik der her er tale om. Rolf Hinds indforståede spil og Trondheim Symfoniorkester og dirigenten Zsolt Nagys fine udførelse af de udtryksfuldt syngende orkesterstemmer forvandlede den halve times øjeblik til en enklave uden for tiden. Med fare for at lyde lokalpatriotisk må det noteres, at netop denne orkesterkoncert, der også rummede Karl Aage Rasmussens bevægende Scherzo with Bells, begyndte med store skuffelser som Jon Øivind Ness' Cascading Ordure (1997) og James Mac Millans potpourrilignende Britannia (1995).

Nu vi er ved det mindre interessante: Den engelske performance- artist Chris Newman var anderledes, men glemt så snart det var overstået. (Michael Finnissy stod for det sparsomme klaverakkompagnement). - Operaen Sera var på mange måder sympatisk. Alle involverede gjorde deres arbejde så godt det vel var muligt, men materialet, selve værket - først og fremmest den uhørt tynde libretto - mangler egentlig substans. Aftenposten ramte meget præcis med overskriften Småpussig ny opera. - Derimod er der grund til at hæfte sig ved de dygtige og velspillende unge strygere (i alt 22), som underholdt med gennemarbejdede og høreværdige kollektiv-kompositioner, et projekt man skulle kigge lidt nærmere på fra dansk side. Her var nemlig ikke kun tale om uforpligtende leg med instrumenterne, men om velspillende unge mennesker (ikke en eneste falsk tone!), der blev animeret til at improvisere på seriøse kompositoriske præmisser. Flot!

Hovedindtrykket af Ultima er en festival, der kaster meget ud til publikum. Alt er stort, spænder vidt og hænger på forskellige ledder godt sammen. Helt efter devisen Mind the gap! Men der er også noget diffust over den. Meget (for meget?) kastes blot ud - og det er så op til lytteren/beskueren at tage imod og bearbejde. Koncentration er ikke festivalens stærke side, dertil er der nok lidt for mange bolde i luften. Hvordan står det eksempelvis til med ens indtryk af årets hovedtema 'nyt britisk musikliv' efter Ultimas pletvise præsentation af lidt af det meste? Her kunne festivalen uden tvivl vinde nogle afgørende point ved at tillade sig en større fordybelse i emnerne. Det ville nok kræve en vis begrænsning i udbuddet og en skrappere programlægning. Med de favorable vilkår, som gælder for Ultima, og med festivalens fremragende arrangører in mente, turde det være muligt. For kraftcentret Ultima fortjener dette ekstra løft.

Fotomontage side 97: Ultima blander kunstarterne og signalerer avantgarde med hidsig plakat.

Foto denne side: Ultima-attraktion - Arne Nordheim med Arnofon, skabt af unge norske skulptører. Med Arnofonen »hører man sig vej gennem tilværelsen«, oplyser Nordheim, på venlig forespørgsel fra DMT.

Årgang 74/1999-2000, nr. 03