Hvem var vi?

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 05 - side 166-169

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

1) Shotgun Diary

På et hotel i den indre by finder personalet en livløs ung mand liggende på gulvet.

En livløs ung mand.

Han er ikke faldet, har enten lagt sig eller været i tilstand af levitation - måske i selskab med fluernes summen, den halvtomme flaske cognac, en let novemberregn mod det halvåbne vindue. De mørkerøde gardiner har fået tag i rejseflygelets nodepult og ressonanskassen er fyldt med papir.

Papir med ord.

En tjenestepige gyser; den dødes venstre arm hviler på panden. Men den gør mere end det; den peger. Politiet og en læge tilkaldes, men dødsårsagen forbliver et mysterium. Man undrer sig over den vanvittige grafitti brutalt kradset ind i tapetet med de bare negle og dateret med skønskrift i blæk. På gaden nedenfor høres lyden af mønter mod brosten. Isidore Lucien Ducasse - tredje november 1870 var i går, - den lille bog de finder i skyggen er af i morgen: Comte De Lautreamont er til.

Om det at slå ned på anstændigheden som meteoren i oasen anbefaler Poe at man blot skriver og udgiver en lille bog med titlen Mit nøgne hjerte. Der er skrevet hundred tusinde gange mere om denne forfatters rablende, kaotiske liv, end han selv nåede. Anyway - hvad Comte'n og drankeren har til fælles er det totale fravær af selviscenesættelse; de var drevne - drevede til at kravle omkring i sindets kloak med livet som indsats og pris for en renselse af konventioner som chokerede og fascinerede samtiden i en sådan grad, at de blåtstemplede fik lov at gå under som individer; Baudelaire var komplet ligeglad med amerikaneren som den tragiske kunstnertype - han inkorporerede blot de transatlantiske impulser i sin egen produktion og endte for øvrigt selv som et vrag. Om Lautreamont ved man stort set ikke en skid - indledningen til denne artikel er fiktiv; enigmaet forbliver, men hans nøgne hjerte blæste vind i avantgardens sejl og rammer den dag i dag med det omtalte meteorimpact. De turde. De turde være deres kunst.

Og endnu er intet sagt.

2) Mr. Dynamite who nobody knew

Er vi dødsduers overreklamerede overbid når vi overgloende hinanden til live, til overstadighed - alfekys, overbelyste. ... bedst når vi afpelser os, større når vi ikke blir spurgt ...

(Michael Strunge)

Det siges, at de vil gøre det af med traditionen. Og det lugter unægteligt derhenad. Men det handler fundamentalt om selvforsvar; de udfordrer traditionen, før den gør det af med dem; ikke for provokationens skyld, men drevet af kunsterisk-eksistentiel nødvendighed. The establishment vil altid være et samlet resultat af den enkeltes udholdenhed og mod, kun anfægtet af ungdommelig vrede og mistro på et umodent intellektuelt plan. Der er ikke tale om mangel på respekt; den ældre generation baner vejen for den yngre og beundringen rettende sig bagud savner ord. Men stadig er det det drevnes pligt at stritte imod, når følelsen af stagnation i og tvivl omkring ens eget kunstneriske miljø sætter ind; der fyldes selvægte brændsel på det kreative maskineri, raffineret eller påfaldende uraffineret - det sidste i bogstavelig forstand, for hvordan opfattes det, når man i al offentlighed får lov at bruge sprogets syndebukke og skrige eller hviske: Det hele er noget lort ...(?)

Endnu er intet sagt.

3) Læren om planeternes udvikling og en eventuel kosmisk/sjælelig kobling

Generationen fra omkring 1970 voksede op og ind i den stejleste konfrontation med baglandet nogensinde. Verdenen brølede konstant; de unge ville vide mere, prøve mere, gøre det mulige eller umulige eller det umulige muligt. Med et rungende NEJ over hovedet fristedes mange til at vove det forbudte, fordi de ikke anede, hvor de hørte hjemme. "Nå ..."-generationen søgte en identitet, som ikke trak vejret i normen, og for enkelte blev den indre og ydre stagediving fatal. Da punken for alvor slog rødder i slutningen af 70erne, så mange den som den eneste alternative flugt ud af en uniformeret dagligdag, de stiltiende døjede med; det legitimeredes med ét at skeje ud kropsligt som intellektuelt, og den polerede overflade skiftedes velkomment ud med en fælles undergrundstilværelse, - et hér og nu i lys af mørke.

Traf Michael Strunge første gang under et højskoleophold i 1985. Han læste digte for eleverne, hvoraf en fjerdedel fniste, når han bævede og hele tiden bællede vand, eller hvad pokker han var på. Var som dis med ord i. Bagefter snakkede vi sammen, og han advarede mod at tonsedrikke i Berlin, hvortil vi på ekskursion dagen efter.

Ud på aftenen røg vi på værtshus i selskab med et par af de ældre lærere. Strunge var rolig, charmerende, gavmild. Efter et stykke tid spurgte enelleranden ham, hvorfor alt i hans produktion absolut sku være så sort og crazy. De efterfølgende fem-ti sekunder varede en evighed, inden han blev reddet af tjenerens: "Taxa til Strunge!" Derefter så han os hver især i øjnene, nikkede hurtigt og gik.

Hvad mon han følte på vejen tilbage? Måske sorgen over, at forfatteren til nogle af de smukkeste digte i nyere dansk litteraturhistorie aldrig var blevet læst. Man forventede "beherskeren af mørket" - ikke den salvende, favnende.

Havde ingen anelse om, at han mere eller mindre havde bebudet sin exit som digter, men jeg forstod senere hvorfor: Der var ikke mere for mennesket at parfumere - tænk at måtte kysse sin pen farvel. Ekstremerne skyggede - læs eller genlæs Nigger 1 og 2 hvor netop Poe citeres før det går løs. Er det et stupidt opgør med den forfrosne tone i tiden - "som i en rus"? En pubertær nonsensrevolte med geværet rettet mod øvrigheden? - nixenbixen - dén mand havde dem alle i bagagen: "Sproget interesserer mig ikke længere - jeg skaber mit eget .. ." Og hvad anmelderne end mente om den "ikketilvænnedeafintellektualiserende" drevede - og som et bid i halen - er i dag et "traditionens åndedræt". Måske traditionen utro, men historisk indplaceret som mere end en fodnote; havde ret i sit eget omfang - siden blev det vort.

Han bed bare i asfalten i 86. Adios amigo.

Er intet sagt.

4) For crying out loud ...

This section is intended for those spending a lifetime for the first time and explains how to use various sections in a simple way. Please read Quick start and follow along by actually being. This will help you to understand most of what you need to know for basic breathing.

This chapter contains a troubleshooting section for use when your existence is not functioning as expected. There is also a list of error messages that you can refer if an error message appears in your brain.

Duty of ...

5) Having a great time

... sprængt til atomer.

Det er endnu muligt at se puljer af æstetiske halvtage, men det er så sikkert som intet er sikkert, at "ny musik" og rammerne den udspilles i, er til respiratoren. Genren har stimuleret andre i et omfang, vi måske ikke engang er klar over, alt imens vi har smækket os ude på lokummet. Det er til grin, når varen ikke emballeres så den ses, uacceptabelt at lytterne udebliver, klaustrofobisk når det endelig lykkes at fylde salen i programnotekvalt andægtighed. Hvad folk lukker ud af kunstprodukter, må de selv ligge og rode med. Hvad der skal til, for at det blir synliggjort, er promotion, friskere koncertsituationer og vovemod. Det sidste gælder festival-planlæggere og i særdeleshed den enkelte selv. Musik der reproduceres, bør i mindre grad stå fast på det fikserede og invitere udøveren ind i en fortsættelse af den skabende proces. For også musikerne er begyndt at røre på sig; de ønsker en del af rampelyset i anden forstand end den sceniske. Der opstår hele tiden nye ensembler, som både komponerer og optræder. Det er en mulig vej frem: Ud med pauser og klapsalver for hvert ottende minut, ind med veltillagte musikalske og visuelle forløb i en atmosfære af smil og imødekommenhed.

Har ikke nogen magisk glaskugle - bare denne prikkende fornemmelse af, at der er noget ravruskende galt. Og hvor skulle det ud om ikke i dette forum?

Skriger ikke mere - var som jeg aldrig var skrigende lungerne ud, skreg så det flød og Nu, nununu læner hun sig tilbøjeligt klæbende mennesket på. Hvem ... sagde?.. De hviskende er ifølge vedtægtere værre end heroin den stilbedøvende flod af ikketænkt glæde ikketurdes, tør-bør-sne.

En flad ensomoverlykkelig enhjørningseleksir tilsat div. effekter. Sorry you. Bruger vi noget i kaffen?

(Michael Strunge)

Sagte? No way ...

6) Efter

They love me like I was a brother
(Radiohead)

Inside a poem (Catch)
Tænk ikke alene.
Dette hjernememento,
- når klangen erindres
er dette ene forever gone.

Riddes af nattens orkidéer
rives itu; af barmhjertigt klarsyn
Idé'er i tusinde som
et svigt af år og
mylder af øjevarmesøgende ildfugle:
Lad os bidde og du skal se eller er hun
beruset og drevet
leende og skræmt bort
og ind i hviskende vids sandhed -
Skræmt bort og ind i hviskende hvid sandhed
Skræmt - og i hvidt.

Han er ikke bange. Han ... tør ikke turde
tø i palmelune tusindesvigtstango:
Lad os bidde og du skal se.
Drevet levende i midnætter tør hun ikke
være. Være. Være ... Værre: Være,

(Michael Strunge)

Way off ...

7) Frem

At ramme med så enorm en kraft at det registreres med mærkbart ubehag på den indre Richterskala, bryde med, bryde ind, rense sig i nattens selvskænkede skønhed, den mundkurvsbærende frigjorte, latterlige, latrinære iscenesættelse af selve eksistensen som kunst - at ha været som en overmægtig skulptur, et produkt vi alle forbruger, men ikke kender yderligere - om dét siges en mulat engang at ha sagt.

Og på et hotel i den indre by finder personalet en livløs ung mand liggende på gulvet kvalt i sit eget bræk.

Kvalt i sit eget bræk og død som bare pokker.

Og det er gået heftigt for sig - alt i rummet er smadret - selv badekarret er smadret og han har skåret i sig selv og er faldet eller kastet mod væggene for der konstateres knoglebrud og betjentene får svært ved desserten efter at ha læst de mange ord og sætninger den løbskes blod mildt kærtegner væggene med i selskab med insekters flugt mod den ætsende sol og en hidsig ghettoblaster sat i højeste gear. Men de finder ingen bog som ridset loves på Please do not disturb. De fandt ikke en skid.

Obduktionen blir en gyser da én af lægerne peger på, at det er lykkedes John Doe at leve 24 år uden et hjerte.

Off duty.

8) Haven't got a clue ...

Folk vil ha blod, vi er alle i Rom - vi lever i konsumalderen; Jerry Springer er overlegen i sit iscenesatte felttog mod biiiip-konventioner - vi er så overindividualiserede, at der ikke længere findes noget samlingspunkt. Så hvorledes gøre det af med en tradition, som ikke kan eller vil være traditionel længere? Der vil altid opstå udbrydere, som virker truende, fordi de anvender så radikalt åndskrudt, at det minder om bevidst tæppebombning. Hvem er de? Aner det ikke. Lad dem sejle deres egen sø - jeg tror heller ikke på et fastland overthere. Men for kort at vende tilbage til begrebet selviscenesættelse - den er uomgåelig som blikfang i showbizz. Der vil komme en tid, hvor behovet for, hvad vi idag opfatter som vulgær underholdning, presser alle traditioner til det ekstrememed det resultat, at begrebet evolution inden for samtlige kunstarter fortrænges af enkeltpersoners evne til at kontrollere. Det ses overalt; det "klassiske" maleri falder for installationer, kunstvideo og Hollywood. Kompositionsmusik er i forvejen så perifær, at dens eneste chance for at bestå en tid endnu ligger i alliancen med MTV. Litteraturen forblir uanfægtet af fænomener som fx Slampoetry, men den vil gradvis tvinges til at kommunikere ad elektroniske genveje, ligesom drama og film konstant eksperimenterer med nye virkemidler.

Det er det enkelte menneske som objekt og antistereotyp, der produceres og sælges. For kunstnerindividet handler det bare om at liste almengyldig substans ind bag cellofaneringen, men ... det handler om Stjernene ...

Hvad laver de på NASA for øjeblikket? Sidder og regner på, hvordan vi slipper væk. ILOeller privatorganisationer som CARE forsøger at forbedre levevilkårene i Den tredje verden.

På Amalienborg har der lige været kur og én af mine venner tog sig sammen til at støvsuge i går. NASA og en støvsuger? Same story; it all comes down to one. Man kan tænke sig ud i ekstremet, og det er farligt: No weapons beyound this point but your own naked heart.

No way ...

9) M.S. commits bloody suiside

Køl ned - Schakelton er der stadig, Goofy har fagforenings-skvatteri, og jeg går til angreb på en storkoncern i den tro, at min gule kuffert - et damehattenes sikre skjul - er den oversætter, som altid truer med at proppe sin garderobe ned i selvværdet, og traditionen tro kan vi tænke som en lille roman: Første. Vælger ni samfund og ni masker. Første gang går det ad Pommern til. Havde endda solbriller på, som Elvis spejlede sig i. Andet. Intet, - jo, det lykkedes min medpassager at nynne temaet fra en omfangsrig konstellation med den heldige udgang, at hun fik det dårligt og brækkede det hele op på det perfekte tidspunkt. Tredje. Mødet. Strejfer omkring som venlige kødsår. Dolkede selvet og otte pistols rettet mod modet. Og de rejstes igennem dansende på biler og tog den tid, det tar', før salverne satte ind. Såret i hænderne. Skudt i hovedet - det hænder - i sneen. Den abnorme trang til at vaske det af, de arresterede eller smilet med hvilke de indser så maven tømmes når du sover og han spærrer mig ude igen; Face the T-shirt you shit/ Face it before we pull it off ... Fjerde. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe løs. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe derudaf. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe. Pumpe din cykel - den taber luft for hver femte kilometer. Femte: Tar den femte. Sjette. Det var, som om han allerede havde gået ruten og raset ud mod porten et hundred tusind gange, og en dag standser han, ryster tiden af hende, smed mappen eller slænger den elskværdigt for at fake tjekke uret ... som om de allerede har været der, da vi omsider lever frugten ud, - the Illusion: Gnider venstre flade mod netop den væg - lukkes ind; habit på omvendt vane, korteste tvivl - buret og rotterne synger, klager sjældent, forvandling som sovende mønstre; øjeblikke af en druknenes bidden på og aldrig ude af Stand. Sproget finder intet, og hun sår tvivl omkring enhver semantisk korrekthed med den evindelige trussel om elektrobehandling. Det er ikke eventyret, - brand og alfer overalt - måske tilbage. Orden, tid; det indbildte. I nat, min søde, vil du se en side, vi ikke kender. Det er som en sauna; trapperne ned synes at føre op, vækst af velduft, Hollywood'sk DTT., selvstændig blanding af afindtryk formuleret i et subsistensløst nu af orgastisk forfremmelse.

Syvende. Brækmide. Om ... Syvende. Hvis alting blændtes i rampelys eller forcerede definerede de det anderledes? Otte. Lige nu skal jeg i min egenskab af rådgiver stadig slås med Goofys elendige selvangivelse. Ni. Melder mig ud.

(Michael Strunge)

First rest

Changing the velocity sentisivity. Whenever a life is pressed, your troubleshooting sence not only transmits the corresponding note value but also a value how hard you pressed your bad hairday. The VELOCITY function allows you to arrange your appearance in another way beyound the range of transmitted velocity messages.

Put on your makeup transmitting the channel matching the Part or module you wish to control.

Push yourself and you will light up once more.

Morten S. Danielsen"

Årgang 76/2001-2002, nr. 05