DEBAT

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 05 - side 179-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Objektiv bedømmelse

I forrige nummer af DMT skrev Ivar Frounberg fra Ultima-festivalen i Olso, hvor forfatteren også var inde på ansættelses-proceduren af et professorat på Det Kgl. Dansk Musikkonservatorium. Det har foranlediget et indlæg fra rektor Steen Pade fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

DMT's læsere fortjener mere præcis information om proceduren ved besættelsen af DKDM's kompositionsprofessorat.

Ansøgerne er bedømt på baggrund af stillingsopslaget, som nævner de kvalifikationer, der lægges vægt på. Det fremgår også af opslaget, at ansøgere skal dokumentere deres kvalifikationer, og at kompositioner, som skal indgå i bedømmelsen, skal vedlægges ansøgningen. Der var ansøgere, som ikke fremsendte dokumentation eller kompositioner. De pågældende kan derfor ikke erklæres kvalificerede. Forinden udvalget afgiver indstilling til konservatoriet, har den enkelte ansøger adgang til at udtale sig om bedømmelsen af sig selv. Ingen ansøgere benyttede sig af denne mulighed. Bedømmelsesudvalgets indstilling var enstemmig.

Proceduren medfører, at bedømmelsen sker på et objektivt og gennemskueligt grundlag, og at ansøgere behandles ligeligt. Uanset hvilken anden positiv eller negativ viden bedømmelsesudvalget måtte have om ansøgere, er det primære vurderingsgrundlag stillingsopslaget og ansøgningerne med tilhørende bilag og dokumentation. Generelt sikrer dette princip den højeste kvalitet ved besættelsen af undervisningsstillinger, og at usaglige hensyn ikke lægges til grund for bedømmelsen.

Bedømmelsesudvalget bestod af to lærere fra konservatoriet (Hans Abrahamsen og Erik Højsgaard), to eksterne specialister (Per Nørgård og Olav Anton Thommesen) samt rektor, der er født formand. Udvalgets kunstneriske autoritet og indgående kendskab til den internationale ny musikscene taler for sig selv.

I Bent Sørensen har DKDM fået en kompositionsprofessor på højeste internationale niveau, hvis kunstneriske meritter ingen kan betvivle. Jeg glæder mig til samarbejdet.
Steen Pade

Klenau og uvidenhed

"Er ukendskab et kriterium for bedømmelsen af en komponist?" spørger Michael Fjeldsøe i forbindelse med min anmeldelse af Paul Klenau (DMT nr. 3 2002/3).

Handler en cd-anmeldelse om at stadfæste om en komponist er betydende eller ej?, må jeg så spørge tilbage. Nej. En cd-anmelder har ikke til opgave at promovere den ene komponist på bekostning af den anden. Det kan folk som Michael Fjeldsøe tage sig af. Han anmelder cd'er, og det er udgivelsen som er under kritik, ikke komponisten: Er udgivelsen relevant eller ej? Her er mange forhold vigtige at tage i betragtning. Men det er ikke alle forhold, der er relevante at kommentere for alle udgivelser.

Hvor interessant ville det være hver måned at læse en anmeldelser, som alle var stillet op efter det samme skema? Forside, booklet, lydteknik, musikere ..., altsammen slavisk vurderet. Da jeg skulle anmelde dacapos udgivelse af Klenau, var det især et misforhold imellem teksten i bookletten og selve musikken på cd'en, der slog mig. Og jeg valgte at lægge anmeldelsen an på det. Klenau bliver fremstillet som en komponist, som er overset i den tids danske musikmiljø, og det bliver belyst med et citat af Carl Nielsen (Klenau er "en teknisk højt udviklet komponist, der er herre over hele det moderne tyske apparat ...")

Hvor bookletten læser citatet som et udtryk for snæversyn, kan jeg imidlertid kun opleve den ironiserende kommentar som klar og præcis. Samtidig fremhæves Klenau som en komponist med "personlige bånd til i hvert fald to af den anden wienerskoles mest centrale skikkelser" (Schönberg og Berg), og det fremstilles som progressivt, at hans opera Dronningen, i 1941 blev opført som den første tolvtoneopera i Danmark.

Men Klenaus tilhørsforhold til tolvtonemusikken giver sig altså ikke udslag i en hørbar progressivitet. Det er det forhold, jeg ønsker at pege på. Det er sådan, at det eneste stykke 'tolvtonemusik' på cd'en, nemlig den 7. Symfoni, indleder cd'en. Herefter følger tre stykker af rendyrket senromantisk tilsnit. Herunder de afgjort mere interessante Gespräche mit dem Tod, her giver jeg Michael Fjeldsøe ret. Den 'progressive' 7. Symfoni har en fremskudt plads, som ikke kan være valgt ud fra overvejelser om kronologi eller varighed.

Sammen med booklettens fokusering på denne del af udgivelsen (den 7. Symfoni får en væsentligt længere omtale) er det derfor tydeligt, at der i overvejelserne bag er valgt en strategi, der skal promovere Klenau som en komponist, der er blevet overset, netop for at være moderne. I min kritik af denne strategi vælger jeg en form, som er ironisk, kategorisk og polemisk. Det må være op til folk som Michael Fjeldsøe at være akademisk velfunderede, (danmarks) historieforvaltende og interesseforsvarende.
Casper Brønnum Cordes

Mindre mahogni

Dacapo-debatten i DMT nr. 4 2002/03 demonstrerer et aldeles fundamentalt problem ved denne organisation: En label der vil spænde fra Weyse til Bent Lorentzen henvender sig til voldsomt mange målgrupper på en gang. Det er meget forskellige folk, der hører de ting. Dacapo vil være musikhistorisk museumsedition og udgive ny musik samtidig.

Dacapo-direktør Henrik Rørdams vision med ny musik i dacapo er at gøre den til en naturlig del af det klassiske repertoire. Deri ligger en prisværdig hensigt med at hele splittelsen mellem nyt og gammelt. Denne strategi medfører imidlertid også, at det er meget selektivt, hvad der udgives af nyt, og at de mest eksperimenterende udtryk har en tendens til at lades ude, både når de ligger i forlængelse af klassisk og af jazz.

Set ud fra ny musik er der således noget af et problem. Man kan med misundelse skele til de norske og svenske, statslige labels, som netop vil repræsentere ny musik på en anderledes bred facon og spørge, hvorfor Danmark i den grad satser på fortiden. Dacapo har en særstilling hos Statens Musikråd, idet støtte til pladeudgivelser som en erklæret politik koncentreres her, og dermed en forpligtelse til at tilgodese nutiden.

Prøv at se på hvad store bog- og nodeforlag gør: De deler op i serier, grupper og underlabels med hver deres profil og afsætningsstrategi. Det samme kan pladeselskaber gøre - se fx på Hat Hut Records, ganske vist netop en ny musik special-label, men med international success. Dacapo har allerede gjort noget af den slags med specialtilbud til gynmasieskoler. Nu burde tiden være kommet til også at have en eksperimenterende serie, som ville friske op på dacapos 'mahogni'-image.

Det kræver en nyorientering og en kulegravning af scenen, men nedsæt et udvalg og gør det - DMT's cd-anmeldelser de senere år, der bla. dokumenterer en frodig scene af små labels også her i landet, samt eksistensen af koncertforeninger som Skræp, Spor mv. kunne være inspirationer, foruden spørgen rundt i miljøet. Og bryd med det dogme, at alt skal være dyre ny-studieindspilninger - igen et 'mahogni'-synspunkt! Safterne stiger altså for musikerne med et publikum foran og giver nogle af de mest vellykkede udførelser, og der ligger alt for mange udgivelsesværdige optagelser rundt omkring, både hos ensembler og i institutioner. Her vil musikerne givetvis gerne hjælpe, og man ville til og med få meget for pengene.
Carl Bergstrøm-Nielsen"

Årgang 77/2002-2003, nr. 05