Fra gårdejere til Gent

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 06 - side 225-227

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

Gruppen for Intuitiv Musik (GIM) har netop fejret 30-års jubilæum. Trine Juvik har talt med de tre kunstnere i gruppen Jørgen Lekfeldt, Carl Bergstrøm-Nielsen og Ivan Vintze.


Af TRINE JUVIK

»Jeg gik rundt i nabolaget med invitationer til vores GIM-koncert i Søstrup Elle og delte invitationer ud til folk, som bestemt ikke var musikvante. Nogle mennesker fra København hentede jeg også på stationen, så vi endte med at være en 30-40 stykker til en koncert, der viste sig at bygge bro mellem folk, hvad enten de var vante eller uvante med musik«, fortæller Jørgen Lekfeldt, stifter af GIM. Ved samme lejlighed overværede han en samtale mellem to gårdejere, der var mødt op:

1) Du, tror du, at det her er humbug?

2) Nej, det tror jeg ikke, det er

3) Så er det fandeme pengene værd!

Pengene værd eller ej. Gruppen har nu eksisteret i 30 år, og det er ikke økonomien, der holder folkene sammen på trods af en vis succes, især internationalt.

Ej heller er det lighed i fysisk udseende: Ivan Vincze på 74 år iført cowboytøj og alpehue, Jørgen Lekfeldt 56 år i jakkesæt og Carl Bergstrøm-Nielsen 53 år iklædt stor sweater og med lange krøller. Personligheden har de heller ikke tilfælles, hævder de hårdnakket.

»Vi er ret forskellige personligheder«, siger Carl. »Det kan vi godt sige. Det er jeg enig i«, bedyrer Ivan.

Hvad er det så, der holder en gruppe sammen i en generation? Et kort historisk rids og en summarisk gennemgang af en barndom kan måske føre på sporet. Helt korrekt er det imidlertid ikke at sige, at de tre musikere har holdt sammen i tredive år, men gruppen som sådan har med lidt skiftende besætning nu godt 30 år på bagen.

Uden om Jørgen Lekfeldt kommer man ikke, når GIM kommer på banen. Som musikvidenskabs-studerende, havde han den nu afdøde pianist Elisabeth Klein som klaverlærer. Via klaveret førte hun ham ind i den ny musik, som Jørgen nok havde kendt som lytter, men ikke selv aktivt udøvet. En radiooptagelse i 1974 blev startskuddet til GIM. Tidligere under sit studium havde han dannet og ledet en mere teoretisk gruppe i ny dansk musik, fordi han fandt at alle musikværker blev analyseret på samme vis.

Gruppen for Intuitiv Musik gav med sin daværende besætning et halvt års tid senere koncert på Musikvidenskabeligt Institut og blandt tilhørerne var Carl Bergstrøm-Nielsen.

»En herlig form for ny musik. Man kunne mærke musikken opstå på en både rolig og intens måde. Efter koncerten talte jeg med Jørgen, for jeg tænkte: Hvorfor er jeg ikke med?«, siger Carl, som på det tidspunkt også læste musikvidenskab.

Carl Bergstrøm-Nielsen fik naturligvis adgangskort til gruppen. Med Ivan Vincze, som udgør den sidste tredjedel af GIM i dag, skulle der gå lidt flere år, før han kom til. Helt eksakt i 1982. »Jeg fik et musikalsk chok, da jeg hørte gruppen. Det var en kæmpeoplevelse. Hidtil havde jeg spillet efter noder og i symfoniorkester, men det her var en direkte befrielse«, siger han og fortæller, at han faktisk kom med i gruppen på opfordring, hvilket han aldrig har fortrudt.

Verden åbner sig

Noget fængede, noget drev dem sammen. Musikken naturligvis, men har de andre lighedspunkter? Carl fortæller, at han er enebarn. At han gik på Sankt Annæ Gymnasium, hvor der blev gjort en dyd ud af synge og spille. Som enebarn levede han en indadvendt tilværelse. Spillede klaver, lyttede til klassisk musik og læste. Beethoven og Wagner er to af de komponister, der har påvirket ham meget. ‘Omvendelsen’ til ny musik, var noget, der ændrede verdensbilledet:

»På et sekund kan der ske adskilligt. Jeg undrede mig over den nye musik, og ikke mindst var det en åbenbaring at spille sammen med andre – at opdage den sociale verden.«

»Ja«, siger Jørgen, »vi er begge to enebørn, og vi har begge hele livet beskæftiget os med musik, men jeg tror, du har ret i, at det er en længsel efter kontakt med andre, der gør det specielle samspil i vores gruppe så attraktivt.«

Ivan bryder ind: »Jeg er ikke enebarn, men jeg har haft en voldsom barndom. Min far døde, før jeg blev født. Jeg er vokset op i Slovakiet, og krigen afbrød alting. Vi blev evakueret, og da vi kom hjem, så vi, at vores hus og alt var bombet. Der var absolut ingenting tilbage, men min mor sagde, at jeg skulle gå på musikskole. Hun var meget glad for musik og for at synge. Hun sang i operakoret. I 1951 blev jeg optaget i det nationale folkemusik ensemble (LUCNICA), og vi havde en stor turné. I 1952 blev jeg student fra musikskolen og spillede fortsat bratsch i orkestret. I 1956 skulle vi give koncert i Danmark – i Århus. Århus betyder alt for mig, for der hoppede jeg af. Jeg må nok karakterisere mig som en rejsende sjæl, der har oplevet mange omvæltninger og fået adskillige lussinger af livet.«

»Vi er nok ret forskellige«, siger Carl Bergstrøm-Nielsen. Vi kommer fra forskellige miljøer. Det er jo noget helt andet at vokse op i Slovakiet end i et intellektuelt beskyttet miljø i Danmark. Min far udgav litteratur, så hele hjemmet var præget af intellektuelle sysler.«

Jørgen: »Ja, jeg er vokset op i et rent kvindemiljø. Min far, som var læge, døde, da jeg var tre år, og siden boede jeg sammen med min mor, som var sygeplejerske, min moster, som var lærer og en grandtante, der fungerede som en slags husbestyrerinde.«

Carl: »Jeg ser for mig nogle billeder fra 70erne af Jørgen. Han kunne aldrig finde på at gå på bare tæer som vi andre. Han var altid stiligt klædt.«

»Om min mors sygeplejeuniform kan have noget med mit jakkesæt at gøre«, funderer Jørgen Lekfeldt, »det ved jeg faktisk ikke, men jeg har altid befundet mig godt i den påklædning, også under ungdomsoprøret, så der har Carl da fuldstændig ret.«

»Jeg ved ikke, om det har noget med dit jakkesæt at gøre, men du stod for mig som et omvandrende leksikon inden for ny musik, da jeg traf dig«, siger Carl og ved ikke helt, om han skal smile eller lade være. Associationerne løber dog videre: »Der gik lang tid, før jeg kom ind på livet af dig. Helt anderledes var det med Ivan. Han er østeuropæer og med et helt andet temperament end det danske. Ham fandt jeg temmelig fremfarende og dominerende, og jeg må da også indrømme, at det har ført til visse konflikter. «

Musik taler sammen med ord

»Jeg går en vej«, indfletter Ivan Vincze » og den vej kan jeg føle og sige om, at det er en vej, jeg opbygger og kan forsvare over for hvem som helst til enhver tid. Mennesker i dag bliver knust i industrialiseringen af musik. Hitlister og al den slags. Det hele er blevet aggressivt, alt for aggressivt. I dag er der en masse støj. Jeg vil mene, mennesker skal tilbage til deres rødder, så de kan fornemme de små grænser.«

»Når Ivan holder den slags lange prædikener, så får jeg kun lyst til at sige én ting, og det er Amen«, kan Carl ikke afholde sig for at svare.

Nu tager Jørgen Lekfeldt ordet. Ud over sin cand. phil.-grad i musik er han også teolog, så det med prædiken og amen, leder ham tydeligt på sporet.

»Musik og teologi hænger sammen. Det har jeg fornemmet, lige siden jeg var barn og sammen med min mormor, der var med i Luthersk mission, gik i kirke. De to områder kaster lys over hinanden. Det, ordene ikke kan sige, udtrykker musikken.«

»Ja«, siger Ivan Vincze. »Der er helt klart en sammenhæng mellem teologi og musik. Man kan måske sige, at der er tale om et økumenisk mødested. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi fik lov til at spille ved en almindelig gudstjeneste. De par gange vi har prøvet at spille i kirken, har det været til ekstraordinære gudstjenester. Det har været til mindegudstjenester for 2. verdenskrig. På et tidspunkt gik vi brat fra hinanden, fordi Jørgen blev præst i Jylland. Nu kunne vi ikke øve så tit, men samtidig blev vi nærmest en musikalsk familie, når vi kom på besøg. Vi fik bare aldrig lov til at spille i kirken.«

»Nej, men vi har spillet så mange andre steder«, siger Carl Bergstrøm-Nielsen, som dog ikke er meget for at fortælle, hvilken koncert, der har gjort størst indtryk på ham. »Det er svært at rangordne, for gør man det, så siger man jo samtidig, at nogle andre har gjort mindre indtryk.«

»Vi kan da også sige gjort indtryk på en anden måde«, mener Jørgen.

Ivan Vincze er ikke i tvivl. Det var, da gruppen spillede i Weimar, og både de og publikum under koncerten var så veloplagte, at det var til at le over.

For Jørgen er det en koncert i Gent, hvor der var 150 tilhørere, som fuldstændig levede sig ind i musikken.

»Ja«, replicerer Carl ivrigt. »Der var en fællesskabsfølelse med publikum. Det var næsten, som om de havde ører som mikroskoper. Så det var helt umuligt ikke at koncentrere sig.«

GIM har også været udsat for kun at have en (1) betalende lytter til en koncert. Der er dog enighed om, at på trods af, at det organisatorisk gjorde dem slukørede, så blev de alligevel menneskeligt belønnet af nærværet.

»Man kan jo nok lære, at man bare skal blive ved en 20-30 år, og så kan man høste frugterne. Der er vi nået til nu – især i udlandet, hvor mange tænker det samme som os«, siger Carl.

»Altså vores musik det er frie improvisationer, sådan som det efterhånden er blevet etableret rundt omkring, men samtidig er det også kompositioner for improviserende musikere«, fortsætter han inden Jørgen tager over: »Det er musik, som bliver komponeret færdig og spillet på en gang. Her skal man adlyde sin intuition, og så kan det blive en unik hændelse, hvor publikum også ‘spiller med’.«

Sammenhæng i frihed

Såvel Ivan Vincze som Carl Bergstrøm-Nielsen og Jørgen Lekfeldt laver, ud over at være med i GIM, også deres egne individuelle kompositioner, men blandt de tre er der enighed om, at det er en god idé at have en gruppe, hvor man kan prøve sin musik af.

»Det er vigtigt at få lov til at spille sammen med andre, og ellers blev det hele også kedeligere. Jeg mener, det er betænkeligt, hvis det skal være sjældent, at komponister også spiller sammen«, mener Carl.

»Sådan har det været tidligere«, anfører Jørgen. Fra 1100-1700-tallet blev musik altid skrevet til et konkret ensemble. Fra og med Beethoven begyndte komponisterne at skrive ud i den blå luft.

»Jeg går ikke ind for ad hoc musik«, svarer Carl. »Hvis en idé er god, fortjener den også at blive udtrykt så klart, at andre uden mundtlige forklaringer kan realisere den.« » Jeg går ikke ind for at skrive ud i den blå luft,« replicerer Jørgen.

»Jeg mener, det gerne må tage afsæt i en konkret sammenhæng, men der skal være frihed til, at også andre instrumenter og personer kan deltage«, er Carls svar.

Inspiratoren

En person har gruppen dog altid spillet for og af og til. Man kommer ikke til GIM uden at høre navnet Karlheinz Stockhausen. Og man kommer formentlig heller ikke til en GIM-koncert uden at blive udsat for mindst ét værk af den tyske komponist. Ved gruppens 30-års jubilæumskoncert blev der således også opført to stykker af Stockhausen.

»Da jeg var 10 år, sad jeg og hørte radio. Her blev der spillet et stykke af Stockhausen, og jeg tænkte: Wauw. Sådan skal musik være«, fortæller Jørgen Lekfeldt, som derefter satte sig og komponerede et stykke for blokfløjte. Musiklærer Otto Mortensen på Hillerød skole sagde, det var uspilleligt! Adskillige år efter kom GIM på Jørgen Lekfeldts initiativ i kontakt med den kendte tyske komponist.

»Vi er jo født til at møde mange slags mennesker, og det er spændende«, orienterer Carl.

»Stockhausen mødte vi første gang i januar 1983«, fortsætter han, og Ivan indskyder: »Ja den 6. januar.«

»Det var en fantastisk oplevelse. Vi snakkede med ham som med andre kolleger, og det var interessante områder, vi kom omkring«, siger Carl ivrigt.

Jørgen anfører, at Stockhausen er ‘navnet’ inden for nutidig musik, og at han naturligvis som 10-årig ikke havde nogen idé om, at han senere skulle møde sin inspirator fra radioudsendelsen.

»Det er det mest karismatiske menneske, jeg nogensinde har mødt«, siger han og tilføjer, »men samtidig var han venlig og hjertelig, og vi talte om de mest dagligdags ting: Hvor gamle ungerne var og om krybdyr i terrariet.«

»Det var en god idé, at Jørgen tog kontakt til Stockhausen«, siger Carl, »men det er jo naturligt for ham at gøre den slags. Jeg fik punkteret nogle klichéagtige forestillinger ved det møde. Stockhausen var helt nede på jorden.«

»Jeg kan huske, vi gav ham en buket blomster«, siger Jørgen. »Og så for han op med elevatoren.«

»Nej«, siger Ivan. »Manden i receptionen gav ham en vase. Men det var et positivt glansbillede at møde ham. Så store musiske og filosofiske genier fylder uden at dominere. Det var jo hurtigt, som om vi var en del af hans egen familie. Den inspiration, man så får, giver aflæggere.«

»Der sagde Ivan måske alligevel noget fornuftigt! GIM har givet os, at vi på trods af modstand har haft mest fornøjelse. Været på fjerne steder, som vi ellers aldrig var kommet til og mødt mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt«, siger Carl.

»Sådan lidt selvforherligende«, ytrer Jørgen. »Gruppen for Intuitiv Musik dør aldrig. Den giver kunst, glæde og inspiration til den enkelte. Vi fortsætter, fordi vi spreder frø i verden – lidt som en jordbærplante.«

»En JORDBÆRPLANTE?????« Carl er synligt forvirret.

»Ja«, svarer Jørgen. »Den sender aflæggere ud og gror i det nære, men spredes, og det er værdifuldt.«

Carl: »Egentlig tror jeg, at gruppen har ramt plet fra starten. Altså den gang vi startede, var det mere Sturm und Drang både personligt og politisk. Vi skulle videre fra Beethoven. Men det har hele tiden været meningen, at når vi spiller, skal andre gerne blive tankefulde. Faktisk synes jeg ikke, det er så meget anderledes, end da vi startede. Jo, erfaringen gør selvfølgelig, at vi er blevet dygtigere og nok også gør tingene mere direkte.«

»Jeg vil nok mene, at jeg har udviklet mig på grund af gruppen, men intentionen har været der fra starten, så grundlæggende har vi ikke ændret os«, tilføjer Jørgen.

Og hvad har ‘de tre musikanter’ så at sige om deres fremtidige virke og indbyrdes forhold? Er de kommet nærmere eller fjernere hinanden gennem samtalen?

Carl: »Vi bruger ikke en masse tid på at spise og diskutere, når vi er sammen.«

Jørgen: »Det er musikken, der gør, at vi har været sammen i 30 år. Men der er også tale om en menneskelig overensstemmelse. Vi taler godt sammen.«

Carl: »Samtalen her har nok vist mig, at der er flere fælles træk i vore personligheder og interesser.«

Jørgen: »Vi stiler frem mod samhørighed.«

Carl: »Nybyggervirksomhed!«

Ivan: »Når vi er sammen, så sker der noget mærkeligt. Så er det, som om vi var sammen hver dag. Der er samklang.«

Trine Juvik er freelance journalist.

Se også anmeldelsessektionen med omtale af cd’ere med intuitiv musik, red.