Kritiken i koncentrationslejr?

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 08 - side 187-187

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

KRITIKEN I KONCENTRATIONSLEJR?

I forrige Numer af DMT skriver Franz Syberg et Indlæg i Kritikdiskussionen. Summen af de deri indeholdte Betragtninger finder man i følgende Sætning: »Kritikens Opgave er ikke at kritisere, men at finde det gode frem og gøre Reklame for det«. Saa blev vi saa meget klogere: Ned med Anmelderne - gaa blot til Monterossi! Ordet »Kritik« betyder altsaa slet ikke det, som allerede de gamle Grækere i deres Uskyldighed troede det betød, nemlig »Sigtelse«, »Sondring«, »Udvælgelse«, men simpelt hen »Reklame«. Kritikens Opgave er følgelig aldeles ikke den at veje godt og ondt mod hinanden for derigennem at naa frem til en Vurdering. Hvilken Vildfarelse at tro, at Kritikens Holdning lige overfor den skabende Kunst skulde være den at søge at bekæmpe daarlig Smag, Dilettanteri, blodløst Epigoneri etc., for at det virkelig værdifulde kan faa den Plads i Solen, som tilkommer det, - nej, Oplysningen er da heldigvis steget saa meget, at vi nu véd, at det er ufint at sige om en Mand, at man ikke synes, han har Talent. Fra nu af er vi alle Genier - officielt altsaa. Og skulde Kritikeren være saa forbenet, at han ikke godvilligt vil gaa ind paa denne nye Betragtningsmaade, saa skal han tvinges dertil, idet han pænt faar Valget mellem at komme af med Livet eller tage fast Ansættelse som Reklametrommeslager. Heil Syberg! -

Var det en meget varm Sommer i Aar? Ja, men nu er det jo efterhaanden blevet ligesom lidt mere svalt i Luften, saa maaske vil Hr. Syberg velvilligst laane øren til følgende nøgterne Kommentarer:

1) Der er ifølge Grundloven endnu Ytrings- og Trykkefrihed her i Landet. Vi har alle - Hr. S. indbefattet, naar han kritiserer Kritiken - Ret til at udtale os offentligt, selv naar noget vækker vort Mishag, blot vi gør det i sømmelig Form. (Er det sømmeligt at kalde Kritiken en »Kræftsvulst«?!)

2) Det er ikke i første Række Kritikerne, der klamrer sig til Kritikens Bestaaen, men Publikum og især Kunstnerne selv. Hvorfor i Alverden appellerer Kunstnerne dog vedblivende til Kritiken, naar de ikke vil tage det sure med det søde? Den, der ikke kan taale Brødlugten, kan jo pænt holde sig fra Bageriet.

3) »Den Kontrol vi alle er underkastede maa ogsaa bringes til Anvendelse overfor Kritiken«. Vi alle? Ja men Kunstnerne vil jo netop ikke finde sig i nogen Kontrol. Kritiken skal have Mundkurv paa, Musiklivet skal uforstyrret have Lov til at gro ligesaa vildt det vil. Det er vist, hvad man kalder højere Logik.

I øvrigt er det forkert, at Kritikeren ikke er under Kontrol. Rent bortset fra, at hans Virksomhed qua Journalist bliver endog meget skarpt kontroleret af hans Redaktion, foregaar selve »Domsafsigelsen« jo ikke for »lukkede Døre«, - enhver Koncertgænger eller Radiolytter kan jo kontrolere ligesaa. meget han lyster. Vær rolig for det: den Anmelder, der ikke duer eller misbruger sin Stilling, vil aldrig opnaa Avtoritet hverken til at skade eller gavne. Publikums Instinkt eller sunde Sans er gennemsnitlig slet ikke saa smaatkørende, som Hr. S. aabenbart forestiller sig det.

4) Hvad endelig Hr. S.s Bemærkning til Undertegnede personlig angaar, skal jeg tillade mig at holde fast ved, at Videnskabsmanden, Teoretikeren og Kritikeren (i en og samme Person hedder han Pædagogen) lige saa vel er Arbejder i Musikkulturens Vingaard som Komponisten, og at det grundet paa Tidernes Ugunst (den almindelige »Umwertung der Werte«) lige for øjeblikket desværre er de i videste Forstand pædagogiske Problemer, der har størst Aktualitet.

Povl Hamburger.

Årgang 8/1933, nr. 08