Fyns Unge Tonekunstnere på standby

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 06 - side 218-218

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Når en vigtig koncertforening for ny musik vælger ikke at søge om midler til aktiviteter, er det et umisforståeligt tegn på, at noget ikke er, som det kunne være. Fyns Unge Tonekunstnere har med foreningens formand Jesper Buhl valgt at gå i hi.


Af Jesper Buhl

Kære venner, ny musik-elskere og nysgerrige sjæle.

Nogle af jer spørger måske engang imellem jer selv eller andre: Hvad skete der egentlig med NMO (Ny Musik Odense)? Det blev jo til FUT (Fyns Unge Tonekunstnere), men hvor er FUT henne i verden? Det håber jeg hermed at kunne svare på.

FUT er gået i hi! Vi har valgt at holde en pause, en pause som er baseret på gode som på dårlige tider. Vi har med glæde kunnet konstatere, at den ny musik har sejret. Hvilket ensemble med respekt for sig selv har ikke ny musik på repertoiret, og i koncertsale og kammermusik-foreninger hører man i dag både barok, romantisk, klassisistisk og den nyeste musik i en herlig blanding. Vi bør vel alle glæde os, da god musik altid er skøn, uanset alder. Som man siger: Hver alder sin charme.

På den baggrund kunne vi i FUT konstatere, at der ikke rigtig var brug for os – der kom i hvert til fald ikke tilstrækkelig stort publikum til traditionelle kammerkoncerter. Hvornår kom publikum så? De kom strømmende til, når der var ‘mere’ end kun musik at komme efter; musik med digtoplæsning, dans med kammermusik, blev fantastiske tilløbsstykker, og koncerter hvor publikum selv måtte vælge, hvor i salen de ville stille deres stol gav virkelig genlyd. EVENT er det store løsenord. Har vi så ikke flyttet fokus væk fra musikken? NEJ! For musik er noget, som 90 % af publikum forstår med følelserne, og jo flere følelser, der bliver lukket op for, jo mere modtagelige er folk, også for musik, der virker umiddelbart uforståelig eller endog følelseskold.

Diverse festivaler er jo også events. Andre koncerter som i princippet var lige så fantastiske, blev til tider kun besøgt af meget få. Dette kunne man hverken forsvare over for koncertsted, FUT eller i særdeleshed de optrædende. Vi har med stor undren måttet konstatere, at de mennesker, som skal leve af at formidle musik, stort set aldrig kom til koncerterne, de har ikke tid. I dag er man som studerende spændt så hårdt for, at den fritid, hvor man kunne være nysgerrig inden for sin egen metier ikke eksisterer. Dette er meget beklageligt, da det altid har været de nysgerrige, der har skubbet verden videre, både inden for kunst og erhverv.

Man må ligeledes se i øjnene, at i dag, hvor vi har adgang til stort set det hele, ser vi mindre og mindre. De trykte og elektroniske medier er ikke til at råbe op. Som regel skal man have et godt forhold til journalisterne for at komme igennem; undersøgelser viser nemlig, at »læsere, lyttere og seere ikke interesserer sig for netop DIN koncert«, hvorfor der ikke kan ofres sendetid eller spalteplads på den. Man har således kun sine plakater og sin hjemmeside tilbage, plakaterne drukner og hjemmesiden bliver kun besøgt af de få trofaste, som naturligvis ikke kan møde op hver gang .

Dette kunne lyde som en lang klagesang, det er det også. Der er sikkert meget, vi kunne have gjort anderledes, og meget som skal nytænkes, men til alle jer der har optrådt, lyttet, skrevet og sendt, vil vi bare sige TAK! Og vi glæder os til at komme tilbage og sætte FUT i musiklivet, når vi har sovet og sundet os.

Venlig hilsen Jesper Buhl / formand for et slumrende FUT

Årgang 80/2005-2006, nr. 06