Supplement til stilprinciperne

SUPPLEMENT TIL STILPRINCIPERNE

Foranlediget ved min artikel om stilprinciperne i nutidig musik har magister Povl Hamburger fremsat nogle bistre indvendinger, som jeg imidlertid ikke vil kunne polemisere imod, da de betragtninger, der ligger til grund derfor, sikkert bunder i en så væsentlig forskel på magister Hamburgers og mit syn på vor tids musik, at en meningsudvexling næppe vilde føre til et endeligt resultat. Jævnfør her Hamburgers slutbemærkning om, at der til dato ikke er fremkommet nogen ny musik - medens jeg altså er af en stik modsat anskuelse.

Ikke desto mindre er jeg magister Hamburger taknemmelig for hans indlæg, fordi det giver mig anledning til at fremkomme med nogle tilføjelser og uddybelser af min artikel, der fra min side ingenlunde var anset som udtømmende. Først vil jeg gerne oplyse, at artiklen er opstået derved, at jeg var anmodet om at holde et foredrag med påfølgende diskussion om det omhandlede emne på konservatoriet - og at dette igen måtte opgives, hvorfor jeg blev anmodet om at offentliggøre dette foredrag. Jeg kan forstå, at en række punkter heri er uklart formuleret, eller i hvert fald ikke underbygget med tilstrækkelig omstændelighed, og da jeg er en hund efter utvetydighed, kan jeg kun være glad ved at blive gjort opmærksom. på manglende præcision i det, jeg har skrevet. Nogen stor videnskagelig diskussion kan jeg dog af den grund, at jeg ikke magter emnet på den basis, ikke indlade mig på. Det forstår magister Hamburger i kraft af sin hele musikvidenskabelige forudsætning meget bedre - jeg har kun haft til hensigt at give udtryk for min personlige opfattelse af de problemer, som en skabende musiker af vor tid hver dag må stå overfor, og det er muligt, at mange andre opfattelser vil kunne gøres gældende med lige så megen overbevisning. Alt i alt vilde dette være en nyttig belæring om, hvad det er, vi sådan går og tænker på nu om dage, og det er vel det, der har interesse, såsandt man om æstetiske emner alligevel ikke vil kunne føre exacte beviser.

Men nu har jeg imidlertid fået så mange henvendelser fra interesserede parter, der dels slutter sig til magister Hamburgers. principielle protest og dels til mine anskuelser, at jeg alligevel må

sige et par ord. Ikke af polemisk karakter, men kun som supplement til min artikel, hvis stærkt begrænsede form åbenbart har været for knap, idet den som sagt har forudsat en mundtlig drøftelse efterpå.

Fra frk. Else Bartholdy, Askov, har jeg fået et overmåde klogt brev med nogle spørgsmål, som er fuldstændig berettigede, og som jeg skal forsøge at besvare.

Frk. Bartholdy spørger om, hvad jeg mener med, at den nutidige musik udskyder alle biomstændigheder og holder sig til det strengt nødvendige. Herved har jeg tænkt såvel på det formelle, der giver sig udtryk i den knappe form, den let overskuelige struktur, hvad det rent klanglige angår, altså også den enklest mulige instrumentation (ikke fordoblinger, etc.) som på dette, at.alt hvar der er blot og - bar »fyld«, hvad enten det er intetsigende accordrækker eller sekventser, repetitioner etc. eller mekanisk gentagne motivforskydninger, ganske simpelt springes over. Dette kræver en større intellektuel opmærksomhed hos tilhøreren, der ikke får det ind med skeer, kan man sige, fordi vi gider ikke i vore dage, og vi har ikke tid dertil. Populært sagt.

Frk. Bartholdy spørger, hvad jeg forstår ved rytmisk balance, der, som frøkenen siger, forudsætter i hvert fald to modsatte kraftpoler. Ja, dermed mener jeg det vanskeligt påviselige spil mellem linjerne, der holder disse i en svævende situation under hele udførelsen, i modsætning til den rytmiske regularitets, skarpt afgrænsede firetakts periodicitet, hvor balancen netop ikke holdes »gåen~ de«, men afbrydes med hver periodes udgang. Der er i den nye musik ikke to, men en uendelighed af kraftpoler, som så at sige holder hinanden stangen hele tiden, og som skaber en stadig rytmisk og formel spænding, en balance, derved at tyngdepunktet (det motiviske eller dynamiske) ustanselig flyttes rundt i stemmerne, stadig modsætningsvis, ligesom balancekunstneren uafbrudt flytter sit tyngdepunkt alt efter som hans fortsatte »svæven« kræver det. Men billeder er jo kun billeder.

Videre siger frk. Bartholdy, at den beskrevne konsekvente motivteknik trænger til belysning af et eller flere exempler, idet det ikke forstås, om jeg tænker på et motiv som i Carl Nielsens Luciferiske suites 1. sats, mellemdelen. med dets expansion, eller på »fortspinnungs«- tekniken som i det af Hamburger -dterede andet exempel. (Hindemith). Disse to typer er vidt forskellige. Naturligvis, men ikke desto mindre tænker jeg paa ]begge typer og vil i den sammenhæng nævne som exempler både motivtekniken i Beethovens femte, første sats, og skal vi sige i en solosonate af Bach. Nu ved jeg godt, at magister Hamburger vil sige »aha, der har vi det, allerede exemplerne tager han fra den gamle musik, altså har jeg ret, der er intet nyt i den nye musik«. Hvor har jeg sagt, at der ikke i den forudgangne musik fandtes momenter, som er taget op til fornyet udnyttelse i vor tids musik - tværtimod er det jo netop tilfældet - jeg har bare søgt at skildre den nye musik, som den er (eller som jeg opfatter dens politik at være), og det er det, jeg er utilfreds med i Hamburgers artikel, at han ud fra den let påviselige kendsgerning, at der er teknisk slægtskab på en række punkter mellem vor tids musik og tidligere musik, uden videre slutter: altså existerer der ingen ny musik. Det kan man ikke.

Men altså modsætningen til den moderne konsekvente motivteknik har vi i den lille temateknik. Tænk på Grieg. Dermed er alting, også om »den uendelige melodi«, sagt.

Hvorfor blev den polyfone stil en nødvendig følge af, at udgangspunktet for den nye musik blev den rytmisk frigjorte motivteknisk bestemte melodik, spørger frk. Bartholdy mig. En enstemmighed kunde også tænkes og meget af Bela Bartok må henregnes hertil, fortsætter frøkenen. Hertil kan jeg kun svare med en aldeles uforbeholden undskyldning for en ren og skær lapsus, fordi det er indlysende rigtigt, men jeg har bare udtrykt mig ufuldstændigt, idet jeg naturligvis ved polyfon! tager udgang netop i den absolute enstemmighed, jævnfør, at jeg lægger hovedvægten på det centrale i det polyfone, melodien, og derefter går over i melodierne. Nu kan det ikke misforståes, vel?

Når jeg endelig skriver, at vi kan regne med en, skal vi, uden at det kan misforstås, sige harmonisk faktor, mener jeg, at det misforståes som funktionerende harmonik. Det viser sig, at flere har »misforstået« dette, og at min frygt altså har været for ringe Men nu må det da være i orden, håber jeg.

Til slut vil jeg hare sige, at det har været ønsket, at jeg skulde meddele nogle nodeexempler på de to kategorier af polyfoni, som jeg nævner. Det er umuligt her i tidsskriftet. Der er talrige, men se Hindemiths korsange eller Martinus kvartet første sats på den ene side, herunder også for at tage et let tilgængeligt dansk tilfælde Jørgen Bentzons mandskorsange - og på den anden side Milhauds små symfonier, Markevitsjs serenade for tre instrumenter og meget andet. Men det kan vi måske under roligere former vende tilbage til senere.

Hvis de mest påfaldende forsyndelser hermed er rettet, skal jeg være henrykt, min mening er uforandret den samme, uanset den omstændighed, at magister Hamburger ser så sort på tilværelsen og fremtiden og vel nærmest mener, at fanden er løs i vore dage. Og at samme herre i mig har fundet et medium til videre udbredelse af anskuelser, som naturligt nok synes magisteren at være ad helvede til. Knudåge Riisager.