Arvo Pärt: Musikken og Mytologiseringen
At tale med mennesker der har et aktivt forhold til Pärts musik, er altid en god oplevelse. Så snart hans navn nævnes, lyser deres ansigter op, der kommer glød i øjnene, og man fornemmer noget risle langt inde i deres sind af glæde over at have mødt denne musik, en slags taknemmelighed, om man vil. Her er en musik, hvor man som lytter kan give sin kærlighed til musikken frit løb, ja, leve den ud på en måde som man ikke altid kan få lov til i megen anden musik. Det er en musik der tager lytteren som han eller hun er, uden at skelne mellem indviede og ikke-indviede. Som Björk så rigtigt har sagt om Pärts musik, er man ikke blot henvist til at sidde pænt og lytte til den, for man kan gå ind i musikken og bo der. Der er nemlig plads til én selv her. Uanset hvad man måtte mene om denne musik - og der har gennem årene været mange stærke og modstridende meninger om den - så kan ingen påstå at Pärt derfor ikke har gjort et rent ud sagt pokkers godt stykke arbejde for med sine værker at minde om hvilken kraft musik kan rumme og hvilken inspiration man kan hente fra den.
