Ind og ud af det 21. århundrede

Den engelske journalist og musikkritiker Andrew Mellors bog The Northern Silence er en velskrevet, reportagebåren kærlighedserklæring til den nordiske region, som den tager sig ud gennem især partiturmusikken, i nogen grad gennem folkemusikken og i lidt mindre grad gennem populærmusikken. 

Bogen er en slags opsummering so far af forfatterens indgående kendskab til nordisk musikkultur: Siden midten af 00'erne har han skrevet om området for engelske medier, og siden 2015 har han boet i regionen, nærmere bestemt København. En empirisk tilgang dominerer bogen, idet dens materiale udgøres af Mellors mange møder med værker og mennesker vidt forskellige steder i Norden (som i bogen er identisk med de fem nordiske lande foruden Færøerne, mens Grønland og Ålandsøerne ikke inddrages). Det er især her, bogens reportagepræg sætter sig igennem: Forfatteren skriver ikke uden videre om de forskellige landes musik, men tager i hvert eneste tilfælde afsæt i en af de rejser (jævnfør bogens undertitel), han gennem årene har foretaget for at dække en festival, en koncertrække, en pladeindspilning eller lignende. Dermed har bogen en konsekvent site specific-orienteret tilgang, der minder læseren om, at betragtningerne i bogen er udtænkt – og måske skrevet – over en længere årrække. 

Der er brug for det specifikt nordiske perspektiv på musiklivet også fremadrettet

Bogen henter konstant frisk energi ind på siderne i kraft af talrige miniinterviews med nordiske musikarrangører, orkesterledere, dirigenter og musikere, som alle bidrager til at tage pulsen på nordisk musikkultur i det 21. århundrede. Disse interviews giver specifikt bogen en kulturpolitisk dimension. En særlig pointe er her, at Nordens klassiske musikinstitutioner bør interagere mere med deres egne lokalområder snarere end med den omgivende, globale verden, og at institutionerne desuden bør sætte mere fokus på deres egen samtid og umiddelbare fremtid snarere end på historien og kulturarven. Kort sagt: Der er brug for det specifikt nordiske perspektiv på musiklivet også fremadrettet.

De gamle kanoner

Gennem hele bogen veksler Mellor ustandselig mellem de forskellige områder af Norden via associative overgange, der som regel fungerer overbevisende. Men det er sigende, at bogen særligt fokuserer på musik fra netop de tre lande i Norden, der har hver deres storkanoniserede forbillede i henholdsvis Sibelius, Grieg og Carl Nielsen. Det fremgår da også af bogens index, at netop de tre er de suverænt mest omtalte navne i fremstillingen. Den kanoniske fane holdes dog højt uden at de tre komponisters respektive positioner begrundes, diskuteres eller udfordres. Positionerne tages snarere for givet, og der er ikke meget overladt til fantasien her. I den forstand virker bogen som om, at den alligevel ikke rigtigt kommer ind i netop det 21. århundrede, som den ellers i høj grad sætter fokus på.

I øvrigt gør bogens fokus på de gamle kanoner samt samtidsmusikken, at den nordiske musik skrevet i perioden ca. 1930 til 2000 kun er sparsomt berørt, med komponister som Jón Leifs, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Magnus Lindberg som beskedne undtagelser. Denne prioritering kan der bestemt argumenteres for. Men fordi forfatteren helt afstår fra at gøre netop det, efterlades læseren derfor med sine egne tanker om, hvorfor der mon er disponeret på denne måde. Eller ønsker Mellor blot at gennemføre en polemisk pointe om, at denne periode ikke frembragte afgørende nye gennembrud for opfattelsen af, hvad nordisk musik er, og at de tre store – altså Sibelius, Grieg og Nielsen – derfor i dag betyder mere for denne opfattelse end hele den nævnte periodes komponister og værker til sammen? 

Næsten al den musik, Mellor skriver om, er hørt i nordiske, ofte stedspecifikke omgivelser

Made in the North 

Under læsningen af The Northern Silence kom jeg i tanker om en anmeldelse i et dansk musikmagasin af den grønlandske sanger og sangskriver Angus debutalbum fra 2005, som jeg dengang havde læst. Anmelderen havde undret sig over, at man slet ikke kunne høre Angus grønlandske baggrund – så udpræget anglo-amerikansk var han i sit udtryk, mente denne. Jeg blev provokeret af ordene, eftersom anmelderen her luftede den opfattelse, at en forestillet homologi mellem en kunstners musikalske udtryk og nationale baggrund ville kunne gøre det musikalske udtryk mere troværdigt, end hvis det modsatte var tilfældet. 

Episoden dukkede op i erindringen, fordi Mellors bog er bundet op på en lignende præmis: Musik, der kommer fra Norden, lyder nordisk. Punktum. Allerede på bogens allerførste side mødes læseren med forfatterens redegørelse for et møjsommeligt besøg i de uigennemtrængelige, finske skove. Besøget sætter scenen for denne præmis, nemlig at en homologi mellem nordisk musik og nordisk natur, altså mellem lyd og sted, ikke blot er mulig, men oplagt at forfølge. Det betragtes derfor som en kvalificerende omstændighed, når det er tilfældet, mens det er diskvalificerende, når det ikke er tilfældet. Bogens tilgang bekræfter selv denne pointe, idet næsten al den musik, Mellor skriver om, er hørt i nordiske, ofte stedspecifikke omgivelser. Men det er en smule forstemmende, at præmissen ikke lægges åbent frem som en grundopfattelse i bogens forståelse af det nordiske, men bliver praktiseret uden videre forklaring. Så bliver det endnu sværere at godtage forfatterens gentagne positioneringer af Sibelius som en afgørende forudsætning for eksistensen af nordisk musik som sådan.

Mellor er dog langt fra den eneste, der abonnerer på homologien: Faktisk er det en udbredt antagelse, at det er sådan, hvilket flere citater i bogen da også bekræfter. Jeg er bestemt ikke uenig i, at homologien i mange tilfælde kan opleves som meningsgivende. Men derfor kan den langt fra ophøjes til en generel sandhed i en verden, hvor musik på én og samme tid er et lokalt, regionalt og globalt fænomen, og hvor interaktionerne mellem nær og fjern undertiden er vendt på hovedet, sådan at musik fra den anden side af jorden kan opleves som værende langt tættere på én selv emotionelt og ideologisk end musik, der bliver lavet på den anden side af gaden. 

Dertil kommer, at den homologiske diskurs risikerer at skabe en uhensigtsmæssig os/dem-modsætning mellem de nordiske komponister og sangskrivere, som anses for at lave ‘nordisk’ musik, og de, som ikke anses for at gøre det. Diskursen inkluderer nogle, men ekskluderer andre – uagtet, at det måske er sidstnævnte, som bedst formidler, hvad det vil sige at være nordisk i det 21. århundrede. Og hvad nordiske komponister og sangskrivere med minoritetsbaggrund eller med stærke bånd til fx amerikansk musikkultur måtte mene om Mellors synspunkt står hen i det uvisse – blandt andet fordi sådanne stemmer ikke indgår i de mange miniinterviews. 

Pointen kommer dog så sent, at den ikke får lov til at indgå i dialog med de forudgående kapitler

Bogens problem er dermed, at dens forestillinger om en fælles forestillet nordiskhed ikke blot negligerer de enorme indbyrdes forskelle på de mentale (kunstner)klimaer i hele den nordiske region, men også ekskluderer den meget store mængde musik, der slet ikke er skabt med særlig opmærksomhed på eller bevidsthed om det nordiske. Her spiller det ind, at bogens forestillinger især knytter sig til begreberne 'folkemusik' og 'naturen'. I begyndelsen af bogen indleder Mellor ligefrem en sætning sådan: »Hvis natur og folkesang er overalt, hvor man vender sig hen i nordisk musik …« Man fornemmer af sammenhængen, at ordet »Hvis« skal forstås i betydningen »Eftersom«. Men dermed ekskluderer forfatteren på forhånd de talrige nordiske komponister og sangskrivere, for hvem begrebet »folkemusik« slet ikke giver kunstnerisk mening, eller/og for hvem betydningen af »naturen« er til at overse, fordi de bor i byer, ikke bygder. Mellors opfattelse af, hvad der er »nordisk«, bliver dermed kraftigt udfordret.

Når det er sagt, gør forfatteren henimod slutningen af bogen faktisk et nummer ud af at understrege, at begebet »nordisk lyd« er vanskeligt at definere, og at det kan være svært overhovedet at høre på et stykke musik, om det kommer fra Norden eller ej. Pointen kommer dog så sent, at den ikke får lov til at indgå i dialog med de forudgående kapitler. 

En særlig musikalsk poetik 

Bogens titel, The Northern Silence, er andet og mere end blot et catchy udsagn. For bogen gør et seriøst forsøg på at forstå, hvordan stilhed i både konkret og overført betydning spiller en særlig rolle i megen nordisk musik, endnu engang med Sibelius som model. Bogen lykkes faktisk med at formulere en særlig musikalsk poetik, som gør sig gældende i de mange smukke, men ofte martrede og dystopiske værker fra det 21. århundrede, som fremstillingen konstant forholder sig til. Mellor selv benytter undervejs Søren Kierkegaards forståelse af angst til at begribe disse forhold, og dette greb bidrager ligeledes til en dybere indsigt i, hvad der overordnet er på færde i dele af den nordiske musik i vores egen tidsalder. 

Godt nok er bandets bassist Lauri Porra, der også arbejder som komponist, et oldebarn af Sibelius

Forfatterens musikalske afsæt er indlysende partiturmusikken, men med behørigt fokus på folkemusikken, og hans viden om populærmusik er i sammenligning hermed betydelig mindre – især hvad angår dens kontekstualisering. Det kan jeg sagtens leve med, fordi hans forsøg på at forstå nordisk musikkultur under ét forekommer at være absolut hæderligt. Og der er brug for tilgange til musik, som fokuserer mere på, hvad der binder de forskellige elementer sammen end på, hvad der skiller dem ad. 

En hel del rock, pop, electronica og hiphop bliver derfor diskuteret undervejs, men ofte mest, når forfatteren formår at associere det til partiturmusik eller se det som en slags folkemusik. Undertiden bliver det meget generelt, som når det om det finske heavy metal-band Stratovarius hedder, at mange af deres numre »kan sammenlignes med de højoktave tonedigte af Richard Strauss«. Godt nok er bandets bassist Lauri Porra, der også arbejder som komponist, et oldebarn af Sibelius. Og godt nok er bandets navn som en våd drøm for de, der hylder foreningen mellem musikkulturerne – men alligevel. Til gengæld når forfatterens indgående analyse af Björks musik i dybden. At hun så kommer til at fremstå som en hyperkanoniseret skikkelse gennem hele bogen skaber dog en unødvendig ubalance i fremstillingerne af området. Og desuden: For bogens yngre læsere spiller hendes musik ikke nødvendigvis nogen større rolle.   

Kritikpunkterne ændrer ikke ved, at The Northern Silence efter min opfattelse vil kunne bidrage til at holde den vigtige samtale om nordisk musik og kultur i det 21. århundrede gående både i og udenfor Norden. Mellors viden om og indsigt i nordisk musik og regionens musikforhold er i den henseende et stort aktiv, som måske rummer flere bøger i sig fremover.

Sagt afslutningsvist til eftertanke: Kan man forestille sig nordisk musikkultur i det 21. århundrede uden Sibelius? Mellor kan helt sikkert ikke. Nogle af os andre kunne måske godt. 

Andrew Mellor: »The Northern Silence. Journeys in Nordic Music & Culture«, Yale University Press, 2022