Bandfælleskabets tavse sammenbrud
»Find dit eget band«, siger Noah Elias Rasmussen, trommeslager i APHACA, direkte ind i kameraet. I den anden ende sidder hele Danmarks befolkning – eller dem af os, der har stillet ind på årets nytårstale i Deadline. Budskabet er ikke til at overse: Med deres prædiken om fællesskab og solidaritet fremstår APHACA, der sensationelt havde tre af Danmarks otte mest streamede sange på Spotify i 2025, som det sidste håb for en ungdom på vej mod afgrunden.
»Find dit eget band«, siger Noah Elias Rasmussen, trommeslager i APHACA, direkte ind i kameraet
Det er blevet lidt af en generationsfortælling: Historien om at bands igen huserer på toppen af hitlisterne. Efter et årti, hvor solister som Gilli, Rasmus Seebach og Kesi har domineret hitlisterne, er APHACAs succes blevet tolket som udtryk for en akut længsel efter analoge fællesskaber. Mens sociale medier konstant spidsbelaster individet og kunstig intelligens truer med at udkonkurrere den menneskelige kreativitet kan rockbandet fungere som en lindrende, nostalgisk modgift. For selvom APHACAs musik ikke er udpræget tilbageskuende, rumsterer en utopisk nostalgi i deres udtryk: drømmen om at genoplive fortidens modkulturelle rockbandidealer i en ny kamp for fællesskabet. Og de er ikke alene om at gøre bandfællesskabet til popkulturens nye ideal: Guldimund skriver sange med sin familie, Andreas Odbjerg hylder den kollektive skaberproces i Popmanifestet, og i TV 2’s Simon siger finder kendte solister hver uge sammen i nye bandkonstellationer.
Bandfeberen raser. Også på de eksperimenterende musikscener. På blot et år har det legesyge ensemble K!ART indtaget tre vidt forskellige bandroller: som progrockband på Matthew Shlomowitz-udgivelsen Explorations in Polytonality and Other Musical Wonders, Vol. 5, som kortsluttet talkshowband i Michael Hopes Late Night Line-Up på Spor Festival og senest som fiktiv jazzkvartet i Sebastian Brix’ The Quartet på KU.BE.
Bandfeberen raser. Også på de eksperimenterende musikscener
Men her bliver den flokånd, der klæber til popkulturens forestilling om bandet, ikke hyldet, men forvrænget. I det absurde musikdrama The Quartet er fællesskabet ikke længere noget, der forener musikerne. Tværtimod synes de fire at spille på trods af hinanden, fanget i hver deres ensomhed. Og netop i den fremmedgørelse opstår en helt særegen skønhed.
Kvartet i opløsning
Der var noget nær sadistisk over det, komponisten Sebastian Brix udsatte os for i begyndelsen af The Quartet. På den mørklagte scene i KU.BE sad pianisten Rob Durnin med ryggen til publikum. En nærmest eksistentiel stilhed bredte sig, mens vi stirrede ind i tomheden. Netop som nervesystemet havde indstillet sig på isolationen, blev vi revet brat ud af den: Fra højttalerne bragede en højenergisk, bigbandjazzet introsekvens. En konferencier annoncerede kvartetten, men ingen dukkede op. Forvirringen var total, da optagelsen i stedet begyndte at loope de samme tre-fire takter i det uendelige. Også konferencieren var gået i baglås og gentog: »Good morning, good afternoon, good evening, good night«.
Mareridtet tog kun til, da optagelsen langsomt blev sat ned i tempo, indtil musikken gik i opløsning som granuleret, sonisk aske
Den maniske båndsløjfe føltes som en mareridtsversion af Groundhog Day, hvor man med rødsprængte øjne vågner til den samme dag med de samme skingre trompeter. Og mareridtet tog kun til, da optagelsen langsomt blev sat ned i tempo, indtil musikken gik i opløsning som granuleret, sonisk aske. Frem for at sætte noget i værk føltes det, som om koncerten aflyste sig selv. Var det en form lydtortur, vi blev udsat for? Afgjort. Men også en pirrende udrensning, for nu kunne hvad som helst ske.
Hope selv entrerede som en veloplagt David Letterman-klon i jakkesæt og slips, men noget var galt
Forklædt som band
Det fik mig til at tænke på Michael Hopes Late Night Line-Up på Spor Festivalen, hvor K!ART agerede husorkester og spillede talkshowfunk på repeat, som var de snarere et sample end den ægte vare. Hope selv entrerede som en veloplagt David Letterman-klon i jakkesæt og slips, men noget var galt. Hans gestik var brudt ned i en håndfuld bevægelsesfigurer, som han gentog og kombinerede, som om han gennemgik en krampagtig elektrochokbehandling.
Her blev fremmedgørelsen tværet ud i ansigtet på publikum. Men på ep’en Explorations in Polytonality and Other Musical Wonders, Vol. 5 med værker af australske Matthew Shlomowitz er genreforskydningen mere subtil. Ensemblet går på musikalsk æblerov i en verden af elbas, trommer og keyboard, og den Captain Beefheart-inspirerede avantgarderock lyder umiddelbart mere som et afgangsprojekt fra rytmekons end som noget, en komponist har siddet og udtænkt.
K!ART bliver altså i skabet. Men hvor er det dog forfriskende at høre dem ruske i døren
Men jo mere man lytter, desto tydeligere træder partituret bag musikken frem. Titlerne afslører også en del. Tag åbningsnummeret »I-vi-IV-V«, den musikteoretiske formel for akkordfølgen i »Æblemand« og utallige andre sange. En klinisk modvægt til den organiske bandlyd, der retter opmærksomheden mod det kompositoriske eksperiment. Pludselig fremstår værkets bratte omslag som en gradvis afklædning: Progrocken er ikke et musikalsk udtryk, der kommer indefra, men et repertoire af stilfigurer, som Shlomowitz bruger som byggesten i sin polytonale ondulering af den velkendte akkordprogression. K!ART bliver altså i skabet. Men hvor er det dog forfriskende at høre dem ruske i døren.
Den parallelle ensomhed
Mens Explorations in Polytonality and Other Musical Wonders, Vol. 5 boltrer sig i eksotisk og flabet genreleg, var The Quartet gennemsyret af en forpint alvor. Her var der ingen umiddelbar glæde ved musikken. Den var snarere er en melankolsk last, man dyrker i parallel ensomhed.
Yuan tjattede på stativet og flasken, som om hun tog opvasken
Særligt én scene prentede sig i mig. Klaveret blev kørt til side og afslørede en efterladt lilletromme, som snart også blev fjernet. Tilbage stod trommestativet og en absintlignende flaske, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan uanfægtet begyndte at spille på med sine whiskers. Jeg mærkede straks en knugende ømhed for den lavmælte solo: Den havde intet at vise frem, intet at fortælle. Yuan tjattede på stativet og flasken, som om hun tog opvasken.
Brix’ jazzverden var ikke en omfavnende jamkultur, subjektet kunne søge ly i, men snarere en smertefuld erfaring af at være helt alene i fællesskabet. En stilfærdig, næsten ubærlig kulde.
Der var intet håb at spore i bandfællesskabet. Ingen redning
Guitaristen Mikkel Schou fuldendte billedet ved knap nok at røre sin guitar og i stedet kæderyge en teatersmøg som en anden Ole Jastrau i færd med at destruere sig selv. Der var intet håb at spore i bandfællesskabet. Ingen redning. I stedet fandt The Quartet frem til en betagende, skrøbelig bodegapoesi, hvor samspillet snarere var udtryk for en tavs accept end et forsøg på at løfte hinanden. En stiltiende anerkendelse af den andens ensomhed. Og måske det rummer sin helt egen form for opbyggelighed.
K!ART & Sebastian Brix, The Quartet, KU.BE, 26. oktober