Live fra universet

Af Louise Steiwer (02.09)

»Altså, jeg forstår det jo heller ikke helt,« indrømmer Christian Skjødt Hasselstrøm. Vi har talt om partikelgeneratorer, algoritmer, hyperobjekter og kvantemekanik, emner som for os begge – to mennesker, der arbejder i et krydsfelt mellem billedkunst og lyd – forekommer ret abstrakt. Alligevel, og måske derfor, har Skjødt Hasselstrøm brugt de seneste år på at skabe tre installatoriske projekter, der kredser om netop kosmisk stråling som tema og materiale.

»Den kosmiske stråling, jeg interesserer mig for, er en form for konstant regn af radioaktive stråler, der kommer fra universet. De fleste af strålerne bliver standset i atmosfæren, men nogle trænger igennem og ned på jorden, hvor de gennemborer vores kroppe, huse, alting, før de forsvinder ned i jorden. 

»Så mens vi sidder her, bliver vi hele tiden gennemboret af stråler fra rummet – det er da vildt, ikke?”

På et tidspunkt har de ramt så meget masse, at de stopper, men de kraftigste stråler kan sagtens nå et par kilometer ned i jorden. Så mens vi sidder her, bliver vi hele tiden gennemboret af stråler fra rummet – det er da vildt, ikke?” 

Vi sidder på en trappe i Nikolaj Kunsthals enorme udstillingsrum i en nedlagt kirkebygning i det indre København. Over os hænger to store sfærer af messing med et utal af pærer, der blinker i en ujævn rytme. En dyb, brummende lyd følger blinkene, mens mindre messingobjekter i udstillingsrummets sideskibe klikker metallisk. Det er Skjødt Hasselstrøms udstilling Meridians, der omsætter den kosmiske stårling til noget, vi kan se, høre og føle.

»Jeg synes, at det er ekstremt interessant, at vi er omsluttet af det her fænomen hele tiden. Det penetrerer vores kroppe og omgiver os konstant, og alligevel forstår vi det ikke rigtig. Jeg tror, det er en menneskelig overlevelsesmekanisme, at de ting, vi ikke kan sanse, de eksisterer ikke rigtig for os. Hvis vi skulle tage alting ind, så ville vi nok ikke kunne rumme det,« siger Skjødt Hasselstrøm og henviser til den britiske filosof Timothy Mortons begreb om hyperobjekter, som betegner enheder, der er så massivt distribueret i tid og rum, at det overskrider den menneskelige fatteevne.

»Mine værker er en slags instrumenter, en udvidelse af vores krop«

Kendetegnende for hyperobjekter er, at vi ikke kan undslippe dem; jo mere vi forsøger at begribe dem, jo mere må vi indse, at vi er filtret ind i dem. De eksisterer ikke bare et sted og kan ikke isoleres til én genstand. Vi oplever dem kun i øjebliksbilleder, der dukker og og forsvinder igen i vores umiddelbare perception. 

At gøre det usynlige sanseligt

»Denne udstillingstrilogi handler meget om, at gøre dét, vi ikke kan indfange sanseligt gennem lyd, lys og rumlig installation. Mine værker er en slags instrumenter, en udvidelse af vores krop og kognition, som gør det muligt for os at begribe det, der ellers ligger udenfor vores sanselige rum. De er ikke sonifikationer eller visualiseringer, men helt reelle instumenter, der opfanger noget, som eksisterer i virkeligheden,« understreger han.

De tre udstillinger,µ, som blev vist på Bloom Festivalen i 2022, Myriads, der fandt sted i et tidligere vandreservoir uden for Aarhus i 2024 og Meridians, der netop er åbnet i Nikolaj Kunsthal, bygger på den samme teknik, som Skjødt Hasselstrøm har udviklet i samarbejde med forskere fra Niels Bohr Instituttet. Det centrale element er en partikeldetektor, som består af et materiale, der kaldes »organisk plastisk scintillator«, og som bliver aktiveret af kosmisk stråling. Når en partikel rammer detektoren, sender den en energi ud, der kan forstærkes som lyd gennem et materiale. I µ, der bestod af et grid af messing-halvkugler med hver sin detektor, blev energien forstærket direkte i materialet, der afgav et klik for hver partikel, der ramte den. Messingmaterialet fungerede således som en højtaler, og klikket er det direkte signal, live fra universet.

»Den kosmiske stråling er ægte tilfældig i den forstand, at vi ikke kan forudse, hvornår den rammer«

»Jeg tillægger som princip ikke nogen lyd, og jeg gør heller ikke noget ved signalet,« siger Skjødt Hasselstrøm og peger på de store, runde sokler, der står under hver af stærene i rummet og fungerer som bænke. »Inden i soklerne sidder præcis den samme detektorkerne, men på grund af materialet og størrelsen, har de en helt anden, lavfrekvent klang. Når den klang kommer sjældnere, end de lyse kliks fra messing-værkerne, er det simpelthen fordi der kun er to detektorer i soklerne, mens der i alt sidder 12 detektorer i messingkuglerne. Men princippet er det samme,« forklarer han.

På Bloom Festivalen – og senere på Momentum Biennalen i Norge, hvor værket µ blev genopført – var messing-kuplerne placeret i et grid på græsplænen. På samme måde er der noget meget stringent over udstillingen i Nikolaj Kunsthal, hvor materialet synes at være holdt så simpelt som muligt.

Den ægte tilfældighed

»I mine værker er jeg generelt optaget af at gøre så lidt som muligt. Jeg opsætter et helt simpelt system, fx et grid, som giver plads til det, der ligger udenfor min kontrol. Forskerne på Nils Bohr Instituttett taler om true random, den ægte tilfældighed, som står i modsætning til den menneskeskabte tilfældighed i fx en algoritme. Den kosmiske stråling er ægte tilfældig i den forstand, at vi ikke kan forudse, hvornår den rammer. Samtidig er den konstant over tid: Det er eksempelvis radioaktiviteten fra kosmisk stråling, som man måler i kulstof14-metoden, hvor mængden af radioaktivitet kan fortælle noget om, hvor gammel en genstand er. Den kombination af det konstante og det tilfældige er jeg enormt optaget af, og jeg synes, at det kommer tydeligst til udryk, når jeg tilføjer så lidt materiale som muligt.«

»Jeg er ret tiltrukket af omsluttende rum, og for mig må de gerne være voldsomme«

Hvis materialet i Skjødt Hasselstrøms værker som oftest er minimalistisk og udtrykket stringent, så er de rum, han arbejder i gerne store, spektakulære og omsluttende. Kirkerummet med opadstræbende buer, et mørklagt, underjordisk vandreservoir eller en betonbunker ved Vesterhavet er blandt de rum, der tidligere har huset hans værker.

Når lyden rammer kroppen

»Jeg er ret tiltrukket af omsluttende rum,« siger Skjødt Hasselstrøm: »og for mig må de gerne være voldsomme. Myriads, som foregik i et gigantisk underjordisk rum, var eksempelvis en ret ekstrem oplevelse, som fandt sted i totalt mørke, som kun blev brudt af et lysglimt, når en partikel ramte detektoren. I Regelbau 411, som ligger i et gammelt bunkersystem, havde jeg omdannet den ene bunker til en massiv højttaler, som primært arbejdede i det infrasoniske spektrum, altså med lyde, der ligger så dybt, at vi ikke kan høre dem, men tydeligt mærke dem i kroppen. For mig er der et meget stort potentiale i at arbejde i det ekstreme område, fordi jeg er interesseret i, hvordan lyd påvirker os. De to udstillinger påvirkede folk meget forskelligt: Nogle mennesker ville slet ikke ind i rummet, mens andre gik ind i sådan en meditativ tilstand, når de blev ramt af meget lavfrekvente lyde. Jeg synes, det er interessant at stille et rum til rådighed for folk, og hvordan de så bruger det, er udenfor min kontrol.«

I Nikolaj Kunsthal er lydniveauet relativt lavt, omend man stadig kan mærke den i gulvet. En blid oplevelse, i forhold til den mere dronende, tunge lydmur, Skjødt Hasselstrøm ofte arbejder med, men også en nødvendighed, når man arbejder stedsspecifikt i en fredet bygning midt i byen. Vi sidder et øjeblik og lytter, mens jeg forsøger at formulere et spørgsmål, som jeg bliver ved at have svært ved at sætte ord på. Skjødt Hasselstrøm smiler: »Vi har bare ikke noget særlig veludviklet sprog til at beskrive lyd. Jeg tror, at det handler om, at lyd har den kvalitet, at den ligesom penetrerer vores intellekt og rammer os direkte i kroppen og følelsessystemet. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det: Hvor billedkunst ofte er noget, der foregår oppe i hovedet, så spiller lyden på vores instinkter. Gennem lyd kan vi få adgang til følelser og fornemmelser, vi ellers kan have svært ved at komme i kontakt med.«

Hvorfor tror du, det er sådan? Er det en kvalitet ved lyden, der gør den vanskelig at beskrive?

»Jeg vidste ikke, at det hed lydkunst«

»Jeg tror, at det ligger dybt i vores udvikling, at det er noget helt urmenneskeligt og instinktivt. Jeg husker selv som barn at være meget optaget af min fars højttalere. Han havde sådan nogle store firkantede højttalere, som jeg som lille dreng sad oppe på og mærkede, hvordan lyden afgav vibrationer i kroppen. Jeg tror, at det var dér, jeg fandt ud af, at jeg ville arbejde med lyd.«

»Jeg vidste ikke, at der fandtes et felt, der hed lydkunst, så jeg oplevede det mest bare som en leg og en undersøgelse«

Fra hjemmet i Aalborg gik Skjødt Hasselstrøms vej via Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han spillede trommer og komponerede elektronisk musik. Men sideløbende med studiet arbejdede han og en medstuderende på en serie af eksperimenter, han i dag kalder »hemmelige lydinstallationer.«

»Jeg vidste ikke, at der fandtes et felt, der hed lydkunst, så jeg oplevede det mest bare som en leg og en undersøgelse. Det var sådan noget med at opstille forskellige apparater eller undersøge, hvad der sker, når man sætter to ting sammen: Hvad nu, hvis vi sætter en motor til at bevæge en elastik, der går ned i en grammofonplade, som kører på lav hastighed? Kan vi modificere det her legetøj, så det får en anden lyd? Det var ofte rumlige undersøgelser af, hvad forskellige medier kunne, men jeg kom hele vejen igennem konservatoriet uden at vide, at det vi lavede havde et navn og var del af noget, som allerede fandtes.«

Den eksperimenterende tilgang fra ungdomsårene har Skjødt Hasselstrøm taget med videre i sit arbejde med videnskabelige fænomener som elektromagnetisme på pladen Æter fra 2017 eller dopplereffekten på Ventilator, Trio fra 2013. 

»For mig er det videnskabelige felt noget ekstremt fjernt og meget abstrakt, men på samme tid er det jo noget, der konstant og direkte påvirker den menneskelige eksistens. Der er noget interessant i den kontrast: Når vi overhovedet kan overleve den radioaktive stråling, er det fordi, vores atmosfære blokerer for størstedelen af den stråling, der kommer, så vi burde være ekstremt taknemmelige for atmosfæren og vores ganske særlige planet og måske passe bedre på den,« siger han.

»Det er det bedste, jeg kan gøre: Stille spørgsmål, være nysgerrig og forsøge at gøre hyperobjekterne sanselige«

»Det er også det, jeg synes kendetegner de forskere, jeg har mødt i forbindelse med udstillingstriologien. De har generelt en stor ydmyghed og jordbundenhed, som vi andre nok burde lære noget af. Jeg har jo en idé om, at en af grundene til alle de kriser, vi befinder os i som art, er, at vi har svært ved at forstå og være ydmyge overfor det, vi ikke kan se og høre. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi lærer at forholde os til de kriser, biodiversitetskrisen, klimakrisen og så videre, inden de eskalerer til noget, der ikke længere kan reddes.«

Hvordan gør vi det, når det er så vanskeligt for os at forstå?

»Jeg talte med en professor i kvanteoptik, som sagde, at hvis der er nogen, der siger, at de forstår kvantemekanikken fuldt ud, så lyver de. Det gjorde mig faktisk lidt rolig: Så er det okay, at jeg heller ikke helt forstår det, jeg er jo ikke professor på Niels Bohr Instituttet. Men fordi jeg kommer fra en anden baggrund og har et helt konkret kunstnerisk projekt i tankerne, kan jeg stille nogle lidt skøre spørgsmål, som måske tilmed også får dem til at se lidt anderledes på det hele. Det er det bedste, jeg kan gøre: Stille spørgsmål, være nysgerrig og forsøge at gøre hyperobjekterne sanselige.

Christian Skjødt Hasselstrøms udstilling »Meridians« kan opleves i Kunsthal Nikolaj i perioden 27.08.26–10.01.27