Ud i det ukendte
Hvis du ikke kender den litauiske komponist Žibuoklė Martinaitytės musik, burde du gøre det. Gennem en række betagende orkester- og korværker har hun fremmet den »nye tonalitets« sag, som Schönberg og hans ligemænd aldrig mente var levedygtig, samtidig med at hun har genoplivet den modale længsel fra den baltiske musiktradition. Hendes musik forener stilhed og bevægelse, men på en måde, der adskiller sig markant fra Arvo Pärts.
Hvis du ikke kender den litauiske komponist Žibuoklė Martinaitytės musik, burde du gøre det
Martinaitytės vidtstrakte former summer af en egen indre vitalitet. De udforsker orkestrets muligheder for farve og klang, men drejer ikke rastløst kalejdoskopet. I stedet lader de forandringen ske gradvist og med udsøgt tilbageholdenhed. Hendes kormusik benytter lignende greb – forankret i pedaltoner, levendegjort af interne teksturale opsplitninger og ofte uden et traditionelt sprog, mens den omfavner oprindelige teknikker som inuitisk strubesang.
Alt dette er til stede i Upside Down, der havde premiere i sidste uge på Litauens Nationale Opera i Vilnius. Martinaitytės første opera ville aldrig blive et hurtigt teaterstykke med masser af dialog. Det udgangspunkt kunne have ført hende til et samarbejde med Robert Wilson – den eksperimenterende forfatter og instruktør, der blandt andet stod bag den langsomt brændende surrealisme i Einstein on the Beach. Det lignede et godt match: et ikke-narrativt teaterstykke i Meredith Monk/Philip Glass-traditionen, der passede til bredden, dybden og tålmodigheden i Martinaitytės dybtborende musik.
Robert Wilson er langt fra glemt i det færdige resultat
Da han døde sommeren 2025, havde Wilson skitseret det overordnede koncept og tegnet grundplanen: et værk i tre akter og tre scener, hver med fastlagte proportioner, med teatralske episoder, hvor det arktiske område skulle fungere som ramme, karakter og æstetisk grundlag. Martinaitytė og dramaturgen Konrad Kuhn færdiggjorde det librettoarbejde, Wilson havde påbegyndt, mens hans mangeårige samarbejdspartner Nicolas Panzer trådte til som instruktør.
Wilson er langt fra glemt i det færdige resultat. Den engelske titel Upside Down er hans – på litauisk betyder Apversta Tikrovė noget i retning af »omvendt virkelighed« – mens Panzers iscenesættelse viderefører ånden fra hans tidligere kollega i tempoet, den løse symmetri og det skarpe lysdesign (Marcello Lumaca).
Musik af is og lys
Det, vi ser på scenen, afviger aldrig fra Martinaitytės musiks naturlige fremdrift. Dens enorme vidder og glaciale dybder danner en stærk musikalsk modvægt ikke blot til de billeder af Arktis, vi ser, men til hele forestillingen om at begive sig ud i det ukendte og de vældige følelser, som den proces kan fremkalde. Komponisten har talt om farven blå som et billede på en atmosfære af »det uopnåelige og det uudgrundelige«. Her får vi både lov til at se og høre, hvad hun mener. I sin visuelle enkelhed og følsomhed over for farver har produktionen noget af stemningen fra en iscenesættelse af Hotel Pro Forma.
Det hele bæres af en usædvanligt opfindsom partiturside, som Litauens Nationale Operas kræfter fremfører med stor kunnen under Robertas Šervenikas (som deler dirigentansvaret med Modestas Pitrėnas, der er krediteret som forestillingens musikalske leder). Værket åbner med en rensende prælude for kor og orkester, dybt forankret og sitrende af instrumental aktivitet, som fastholder øret uden nogensinde at bevæge sig væk fra sit grundlæggende udgangspunkt og sin klang – ikke blot ny-tonalitet, men også ny-minimalisme.
Herfra folder partituret sig ud. Hver sektion synes at være vokset frem af de samme rødder, men rækker altid langt ud i forskellige retninger. Meget bygger på diatoniske intervaller eller den modalitet, man kender fra den gamle baltiske musik. Dertil kommer Martinaitytės ekstraordinære øre for klangfarve – percussion som snoet metal og knækkende is – hendes betagende arbejde med overtonespektret, velovervejet brug af harmonika og orgel og hendes evne til at ophobe en kolossal latent kraft i et orkester, der væver forskellige tempi og rytmer sammen. Da hovedpersonen Den Rejsende ifører sig en varm frakke ved ankomsten til Arktis, bliver hun et øjeblik varmet af bløde messingakkorder.
Nogle gange fløjter de, andre gange bruger de gestus, der lyder som inuitisk strubesang
Mod slutningen sættes en enormt udstrålende crescendo-bevægelse i gang, før den giver efter for en sart, krystallinsk coda. Tidligere i værket lagdeles koret gennem teatrets egen akustik, mens det bevæger sig hen over scenen og derefter bag den og ud af syne som en vældig menneskelig tidevandsbølge; den usynlige sang kastes tilbage af ekkoet fra stemmerne i forgrunden. Kor og solister synger på engelsk, litauisk, inuktitut og i slet intet sprog. Nogle gange fløjter de, andre gange bruger de gestus, der lyder som inuitisk strubesang – en videreførelse af teknikker, man også hører i komponistens egne værker Uululations og Aletheia.
En drøm uden fortælling
Martinaitytė beskriver generelt sin musik som »en progression af tilstande«. På det mest grundlæggende plan er det måske, hvad Upside Down er. Omtalen før premieren var omhyggelig med at advare om, at værket ikke har nogen sammenhængende fortælling, og de ni scener minder mere om drømmefaser end om kapitler i en historie. Det er et klassisk stykke postmodernisme i den forstand, at publikum ikke blot fortolker betydningen, men også handlingen.
Men der er også et ret entydigt budskab i værket, som udspringer af den gentagne idé om at forlade et »hjems« tryghed for at bevæge sig ud i et fremmed territoriums desorientering og ubehag. Hver akt begynder i den samme bolig, før den bevæger sig ud i den arktiske vildmark; pointen synes at være, at tryghed kun eksisterer i kraft af sin modsætning. Man kan ikke beskylde Wilson og Panzer for at gøre iscenesættelsen dunkel: Det gestiske sprog er klart, og hvis der er surrealisme, er den forberedt på forhånd (en person dukker op med hundeben, men først efter at en dreng har udtrykt længsel efter en hund). Der er mere klarhed her end i meget af det, man ville se på Copenhagen Opera Festival.
Hver akt begynder i den samme bolig, før den bevæger sig ud i den arktiske vildmark
Det skyldes lige så meget partiturets styrke som produktionens – eller det faktum, at de to er forbundet med hinanden gennem en navlestreng. Hvis opera er en kunstform, der defineres af sin omfavnelse af mange medier, udvider Upside Down dens rækkevidde – ikke blot gennem et partitur, der forener koncentration med bredde, men også gennem en iscenesættelse, der benytter forskellige fortælleformer fra det antikke til det moderne, fra rituel dans til AI (herunder en enkelt ret kikset videosekvens). Operaen skal også sætte pulsen i vejret, og det gør Martinaitytės musik i Upside Down, allerede inden tæppet går.
Žibuoklė Martinaitytė: »Apversta Tikrovė« (»Upside Down«). Lithuanian National Opera and Ballet, 24. september 2026. Spiller indtil 30. maj 2027
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek