70 minutter indespærret på en knagende byggeplads
Amranthen er et særpræget strengeinstrument, opfundet og bygget af den canadiske instrumentmager Gayle Young. Det består af en trækasse med 21 stålstrenge og tre basstrenge, og dens unikke, organiske klang udfoldes på udgivelsen From Grimsby to Milan, hvor Young improviserer med den amerikanske musiker Robert Wheeler på synthesizer. Optagelserne fra Grant Avenue Studios indfanger mødet mellem det akustiske og det elektroniske i et løst formet, råt forløb.
De næsten 70 minutter fordelt på seks dele giver lytteren en konstant uafklaret oplevelse. Lydbilledet fremstår som en larmende, dystopisk byggeplads: På »Seaweed Slowly Shifting« stryges buer med savlignende klang, fingre kradser, maskiner snurrer, og elektroniske zaps blinker som advarselslys. Senere føjes klokker og pulserende rytmer til i »Mariana Trench«, mens »Consonant Harmony« trækker tempoet ned i en afdæmpet, knitrende atmosfære, hvor få melodiske anslag antyder et midlertidigt ophør i tumulten.
Byggepladsmetaforen er passende, for det mest interessante ville formentlig være at opleve Youngs hjemmebyggede instrumenter live i dialog med elektronikken. Som lydoptagelse forbliver projektet derimod en lukket og indforstået affære. Og selv om From Grimsby to Milan rummer mange fine detaljer, bliver rejsen – fra Grimsby i Canada til Milan i Ohio – lang og ensformig, uden at lytteren får nøglen til at åbne porten til den dystopiske byggeplads.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.