kortkritik
26.04.2021

Ambient som tragedie

CPH:DOX: »Disintegration Loops«
William Basinski i David Wexlers »Disintegration Loops«. © Cinéma 59 Productions
William Basinski i David Wexlers »Disintegration Loops«. © Cinéma 59 Productions

Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.

I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.

Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.

Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.

© Kristoffer Møllegaard
© Kristoffer Møllegaard

Søren Kjærgaard ved klaveret, Kresten Osgood og Christian Lillinger ved hver sit halve trommesæt, pak choi med shiitakesvampe og ris. Kombinationen af free jazz og kinesisk cuisine er måske ikke den mest oplagte, men onsdag eftermiddag på CC Taste viste den sin berettigelse.

Den franske komponist Erik Satie ærgrede sig efter sigende over, at det parisiske cafépublikum ikke i tilstrækkelig grad ignorerede hans såkaldte møbelmusik. Den slags bekymringer delte Kjærgaard, Osgood og Lillinger næppe på anden aften af deres fem dage lange residency på den kinesiske restaurant på Amagerbrogade. Tværtimod blev der med udpræget showmanship spillet ikke bare på trommesæt og klaver, men også på loftslampe, radiator og Osgoods sko. Der blev råbt, grinet og revet avissider itu.

Fætrene Osgood og Kjærgaard har spillet sammen hele livet, og det kunne mærkes i den selvfølgelighed, hvormed de kastede sig ind i musikken. Sammen med Lillinger brugte de ikke mange sekunder på at finde et fælles niveau af intensitet. Det gyngede, ramlede og knirkede i alle retninger. Musikken buldrede frem, indtil den brat standsede, og Kjærgaards klaver trådte frem i mere rolige og ubestemte passager. Så meldte omgivelserne sig igen: bestik mod tallerkener, linje 5C forbi vinduerne ud mod Amagerbrogade, et æggeur, der ringede inde fra køkkenet.

God mad og god musik har meget tilfælles, men heldigvis gik det ikke op i en mytisk og lidt uinteressant højere enhed. Tværtimod bestod aftenen i friktionen mellem to adskilte sanserum: koncerten og restauranten, lytten og spisningen, den frie improvisation og den dagligdags middagsscene. Satie ville muligvis have vendt sig i graven. Jeg elskede det.

© Mads Smidstrup, Aros

»Musik for mig er medicin, trøst og et spark i røven. Fællesskab, glæde, ventil. Poetisk politisk kompas. Og med årene er musik også blevet til en slags livskapitler, knyttet til bestemte steder, tider og mennesker.«

Marie Arleth Skov er en dansk kunsthistoriker, som har været bosat i Berlin siden 1999. Hun arbejder i krydsfeltet mellem kunst, seksualitet og musik, med et primært historisk fokus på surrealismen og punkbevægelsen i 1970’erne og 1980’erne. Hendes bog Punk Art History blev udgivet ved Intellect Books (UK) i 2023. Helt aktuelt har hun kurateret udstillingen ULYDIG. Kroppen i punk, som kan ses på Aros Kunstmuseum i Aarhus i efteråret 2026. Kataloget til udstillingen er udgivet hos Marrow Press.

© Guannan Kang
© Guannan Kang

自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.

Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.

kortkritikrelease
19.06

Når maskinen begynder at synge

Soli City: »Poetics of a New Estate«
© Clement Mogensen
© Clement Mogensen

Hos Soli City er grænsen mellem det organiske og det syntetiske næsten umulig at få øje på. Hvad man først troede var et helt normalt klaver, glider pludselig ud i en svimmel glissando. Soli City er som en cyborg – halv cello, halv computer – en evne, der formår at sammensmelte strygere og vokaler i digital syntese. En science fiction-drøm tilsat surreelle monologer, der brat stoppes af en skinger kamerablitz.

Kamerablitzens perkussive motiv er gennemgående både på albummet PARADOXE fra 2024 og det seneste album Poetics of a New Estate. Her videreudvikler Soli City det lydunivers, der allerede prægede PARADOXE, og hvor det tidligere album iscenesatte mødet mellem akustiske og digitale klange som en tydelig konflikt, virker de to verdener nu langt mere integrerede. Selv de markante brud føles naturlige fx på »Rooms & Walls« hvor den snøvlende vocoder og de bløde strygere afløses af et insisterende trommespor.

Soli Citys musik rummer en særpræget selvrefleksiv praksis. For når de akustiske klange bøjes og afbrydes af bippende blitz, bliver vi mindet om komponistens fasttømrede evner til at skrive reelt banebrydende musik. Selv den mest fremsynede science fiction er funderet i en nutidig realisme, og på samme måde er ethvert musikalsk nybrud tynget af nostalgiske konnotationer. 

Soli City formår at bearbejde skellet mellem det nostalgiske og kontemporære med relativt simple virkemidler. Og som en sand cyborg, udstilles grænsen mellem det digitale og akustiske som en absurd banalitet.

© Laura Cecilie Krogtoft

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.