En tone, otte åndedræt og klangen af venten
Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.
Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.
Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.
Ind i det elektriske netværk
Jeg føler mig som det elektriske netværk i hjemmet. Det første af de fire værker på albummet, Involuntary Expression, begynder i støvsugeren. Fornemmelsen af en ventilator, der langsomt tager til i kraft, glider ind i lyden af en altomsluttende elektrisk støj. Det er, som om jeg bliver ført gennem kablet og ind i væggen. Lyden af et modem. Telefon. Computer. Og videre til for mennesket ukendte steder. Hvis strøm havde ører, ville det lyde sådan.
En langt mere organisk oplevelse er Dusk’s Gait: som at flyve rundt mellem insekters vinger, helt tæt på og i slowmotion, så alle de små, sprøde slag bliver tydelige. Lyden af vind og vibrationer bliver gjort taktil, vand bringes tæt på og truer med at opsluge mig.
The Weathered Piano (quattor tempora anni) er som en mareridtsagtig sekvens, hvor jeg er fanget inde i et klaver, der langsomt bliver smadret af at stormvejr. Strengene forvrænges, træet skælver. Pludselig er det morgen, og regnen spiller på de nu knækkede rester af strengene, mens fuglene synger.
Til slut giver He Slowly Fell and Transformed into Terrain os en kaotisk rejse fra rummet mod Jorden. Pludselige døre, der åbner og lukker, børnestemmer, og snart er vi opslugt. Mine ord kan ikke helt rumme dette albummets mest abstrakte værk.
Barrett, der i februar blev ansat som fast gæsteprofessor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, skaber nogle mesterlige lydskulpturer, der alle indeholder genkendelige brudstykker, men forvrænget, som om man lyttede i en drøm.
Doing it anyway
Schou is a powerhouse – unafraid to try new things, push himself in new directions, and pull us all along with him. We sorely need this energy, and we are lucky to have Schou and his do-it-anyway attitude.
But sometimes do-it-anyway needs tempering a little. Schou spoke about how he prepared this concert without guidance from his teachers. Brave, but I missed a guiding hand, a sharper focus. Both concerts were too long, and not always coherent. I sensed an artist who has defined himself by who he isn’t, but not yet by who he is.
Still, there were glimpses of a unique personality. Stefan Prins’ Generation Kill was an odd choice to start a debut concert with – Schou’s back was facing the audience, and the piece did little to highlight his skills as a performer (I also hated the piece, but that’s a personal matter). So I’m going to pretend that the concert started with Johannes Kreidler’s Guitar Piece – a vile little video-nasty to which Schou fully committed. A perfect manifesto – the absolute nerve of presenting two years of soloist class education by eating your guitar. I wish we’d had more of this playfulness.
But the energy sagged with a disparate selection of pieces that seemed more like a composer class concert than a presentation of a fresh artistic profile. Props to Schou for this – using your debut concert to focus on younger composers is bold, and should be celebrated. I just wish we’d had more Schou. My highlight was Emil Vijgen’s Photobooth Study, where Schou got to engage with his instrument in a different way, let loose a little, and be a soloist.
Schou may present himself as a force of nature, and he is, but there is an air of sensitivity (reticence, even) to his presence that does not always match up with the pieces being performed. Rob Durnin’s What, de facto could have benefitted from some more ‘fuck you’ attitude – the performance was oddly shy.
The late-night concert’s improvisation was fun: it’s always a joy to see Marcela Lucatelli and Henrik Olsson improvise (although Schou was the clear third wheel). However, the concert was overlong, and did not add much to Schou’s profile. I get that he wanted to show more sides of himself, but, again, it came at the expense of focus. Replacing Esben Nordborg Møller’s bloated Drones with Sarah Nemtsov’s lounge-jazz tinged Seven Colours from earlier would both shorten the concerts and sharpen the intention.
But these things are matters of polish. Schou is a rare and exceptional artist, and deserves accolades for his work and for these concerts. With more confidence and time to refine his vision, there is no doubt that Schou will be an essential fixture on the new music scene for years to come.
Én, to, tre, fire!
Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.
Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.
Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.
Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.
Forsigtigt, vildt forsigtigt, fremad
De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.
I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.
Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?
Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.
Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.
Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.
Velkommen, torne og katastrofer
Jamen sikket besynderligt værk, altså, Marianna Filippis Caught in Your Chrysalis, We Grow for akkordeon, violin og cello. Så fuldt af elegant melodiøsitet og filmharmonisk fremdrift, en slags helt uskyldig komposition uden antydningen af et kritisk forhold til sin egen eksotiske skønhedssøgen. Godt, gammeldags smukt. Onde tunger vil sikkert sige, det er sådan, komponister skriver, inden konservatoriet kommer og ødelægger dem.
Så er der mere masochisme – gudskelov, var jeg ved at sige – over de udholdte orgeltoner og nøgterne bratschstrøg i Asger Valentins Orgel & bratsch, som er helt omvendt skåret ind til benet, men alligevel har plads til intim sødme i sin toakkorders tredjesats. Mådehold og ydmyghed, plads til lytteren. Jo nærmere man kommer sin egen selvstændige kunstneriske kerne, des færre toner skal der ofte til.
Åh, og så en finurlig, lille sag af Lasse Winterbottom, Pineapple for orgel, som måske ikke rigtig har nogen retning, men i det mindste har den gæstfrihed at skændes med sig selv hele vejen derhen, inden værket så beslutter sig for brat at holde op. Nå ja.
Og fint nok, for det giver plads til Matias Vestergårds … à la mémoire de … for violin, som er bedre i stand til at afgrænse et forløb. De fineste lyse toner, der afbryder sig selv og begynder forfra med et mere virtuost sigte for til sidst at ende i et lynbugtende leje fyldt med tempo og percussivitet. Inden, selvfølgelig, musikken vender opbyggeligt hjem og har lært lidt på vejen.
Koncertens sidste værk: Esben Nordborg Møllers massive Ordet for orgel, nærmest en lille symfonisk skitse med en lifligt tonerig førstesats og en andensats med langsomme, tonstunge trinvise bevægelser opad kontrasteret af et langsomt dalende fyrværkeri. Slut med at længes mod skibskatastrofer; den sikre ståldød er ankommet, og den kan altså noget.