kortkritikrelease

En violinist med ild i buen

Darragh Morgan, Ulster Orchestra & David Brophy: »Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland«

Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.

Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.

Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.

kortkritiklive

19.03

De laver snigeren: vokal lyst mellem deadpan og renæssance

Matias Vestergård, Johan Klint Sandberg, ÆTLA: »Sex in Concert«

Christianshavns Beboerhus, 19.03

Sune Anderberg

Otte mennesker sidder ved hver sit kontorbord. Én tager albuen op til munden og stønner dumpt ned i den, en anden begynder at sløvklappe sin underarm, en tredje knirker pludselig som en udtjent springmadras. Men de unge sangere fra ÆTLA fortrækker ikke en mine, deres deadpan er den komiske hovedingrediens i Matias Vestergårds apollinske sketchshow SEX in Concert.

Hurtigt er de videre fra horesats til renæssancemadrigal, overgangen er sømløs, og komikken vandrer med: Et italiensk ord, der lyder som »akvamarin«, bliver til »ah! kvamarin«, og således får 400 år gamle værker af Gesualdo og hans ligesindede et drys vestergårdsk salonhumor. Men bevægelsen går også den anden vej: Vestergårds nyskrevne satser er smagfuldt forsirede med bevægelige stemmer og flirter med streng kirketonalitet.

Bordene rykkes hele tiden rundt, kontorfolket skifter fra tableau til tableau, mens tjansen med at skrive lyrik ind i et googledoc på lærredet går på skift mellem sangerne: Amalie Smith, Marvin Gaye, oprørt kapitalkritik og muntert chatsprog, alt sammen med en snert af lyst, men også især af ambivalens ved lyst. Alt flyder, også Vestergårds satser, der ét øjeblik tester iskold ekkoteknik, det næste skruer op for varmen med formfuldendt barbershop.

SEX in Concert er tydeligt en øvelse, og Johan Klint Sandberg har som instruktør haft en fest med kontorkomedien. Men øvelsen lykkes (selvom hænderne bliver lovlige over dynen): Snart er en time gået, hvor Vestergård, Sandberg og ÆTLA har sneget digte, madrigaler og ny vokalmusik ned i halsen på et ungt publikum. Det kan faktisk godt være sjovt!

Christianshavns Beboerhus, 18.-22.03

playliste

18.03

Mit navn er Rikke Andersen – vil du se min playliste?

»Musik for mig kan noget helt særligt. Den samler mennesker i fælles oplevelser, men den kan også være et meget personligt mentalt værktøj. Personligt bruger jeg musik hele tiden – til at skabe energi på en løbetur, til at skabe koncentration til arbejdsopgaver, eller til at finde ro i pressede situationer, som fx i tandlægestolen. Og så selvfølgelig til at skabe glæde og god stemning. Musik er altid en essentiel ingrediens i de gode minder.«

Rikke Andersen har stået i spidsen for SPOT Festival siden januar 2024. Med en baggrund som spillestedsleder og booker på Fermaten i Herning har hun solid erfaring fra både den kreative og organisatoriske side af musikbranchen. Hun har tidligere arbejdet i pladebranchen, været dybt involveret i markedsføring og kommunikation og har haft fingrene i flere kulturprojekter.

playliste

17.03

Mit navn er Gustaf Ljunggren – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«

Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.

playliste

16.03

Vi hedder Schæfer – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«

Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.

kortkritiklive

14.03

Jeg er et tomt højhus, hvor smerten sidder i alle vægge

Ensemble Lydenskab, Martin Ottosen, Ulla Bendixen, Gerd Laugesen & beboere fra det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken: »Alle sætter spor«

Museum Ovartaci, 12.03

Therese Wiwe Vilmar

Det er både svært og urimeligt at forholde sig kritisk til koncerten Alle sætter spor. Det handler om rigtige mennesker med noget på spil og hjerte, nemlig beboere på det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken. De lagde deres indre liv i hænderne på seks kunstnere og blev således medskabere af i alt ni sange, som fik premiere på Museum Ovartaci.

Projektet Musikalske alliancer er både kunst, forskning og lindring. En samskabelse, der vil give stemme til mennesker i psykiatrien. Resultatet var sange med banjopræget galopleg, smertelige violinstik, tomme huse fyldt af utrøstelig gråd, afrevne torsoer og dybe lange strøg, men også håb, omsorg og bløde kanter. Som medier for livserfaringerne optrådte digter Gerd Laugesen, tre musikere fra ensemblet Lydenskab på cello, violin og guitar foruden pianist Martin Ottosen og vokalist Ulla Bendixen fra elektrofolk-bandet Sorten Muld.

Det var en kompetent flok, der leverede et højt musikalsk niveau. Alligevel virkede det, som om dette vigtige projekt lykkedes med samskabelsen og samtalen, men måske ikke helt med sit kunstneriske udtryk. Var det fordi teksterne var fyldt af klichéer? Eller snarere fordi hele opsætningen oplevedes lidt intern – nærmest som en skolekoncert? På trods af Bendixens vidunderligt luftige og udtryksfulde vokal, stod koncerten stærkest i de få indslag præget af digtoplæsning. Dog måtte jeg ad omveje erfare, at digtene var bearbejdninger, mens sangteksterne var beboernes egne ord. Og det var jo de stemmer, jeg skulle lære at lytte til.