kortkritik
11.01.2023

Flipping the bird with a broken thumb

Faust: »Daumenbruch«
© PR
© PR

Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten. 

Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface. 

Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.

© PR

»Music for me at the moment is a heaven for non-believers.«

Abdullah Miniawy (born 1994) is an Egyptian expressionist, a writer, singer, composer, and actor. Over the years, he has shared the stage with acclaimed artists such as Erik Truffaz, Kamilya Jubran, Yom, Médéric Collignon, Aly Talibab, A Filetta, Hvad, Ziur, Simo Cell, and many others. Miniawy's performances have graced prestigious international stages and venues, including the Festival d’Avignon edition 72, French national theaters, Institute of Contemporary Arts London, Haus Der Kunst museum in Munich, Mao Asian Museum in Turin, even the Louvre in Paris.



In addition to his music career, Abdullah proved his natural acting talent in Alaadine Slim's Tlamess, a Tunisian feature film featured at the Directors' Fortnight at the Cannes Film Festival in 2019. Miniawy was also recognized with a nomination and shortlisting for the Best Actor Award from the Arab Cinema Center at Cannes.



As a composer, Miniawy has created different soundtracks for dance shows, theater productions, and exhibitions, including notable works like Cabaret Crusade III by Wael Shawki premiered at Moma PS1, AMDUAT by Kirsten Dehlholm premiered at Hotel Pro Forma, and Insurrection by Jilani Saadi.



Abdullah Miniawy's influence extends beyond the arts; he was selected by the European Parliament in Strasbourg as one of three change makers from the Schengen area to offer a French-Egyptian artist's perspective on pressing contemporary challenges at the European Youth Event 2021 in the Live Fully section. He also participated in Europe Takes Part, a gathering of 30 diverse speakers discussing new economic models and digital solutions for artists in a post-pandemic world.



Since 2016, Miniawy has collaborated with the German trio Carl Gari, blending avant-garde electronic soundscapes with poetic lyrics. Their debut album, Darraje, was recognized as one of the top 50 albums of 2016 by the American NPR. Their recent release, The Act of Falling from the 8th Floor, garnered attention from Pitchfork, The Quietus, and Wire Magazine, with Zawaj ranking at the top of Resident Advisor's list of Deep Listening tracks in 2019.



Most recently, Abdullah's album Le Cri Du Caire, featuring Erik Truffaz, won Les Victoires du Jazz 2023 award – the French equivalent of the Grammy Awards.  



As a writer, his lyrics have left a mark in the Middle East region, notably during the Arab Spring, where they were displayed in places like the Yarmouk camp in Syria.

© PR

»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«

Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium. 

kortkritiklive
12.10.2024

Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«
© Niels Nygaard
© Niels Nygaard

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

kortkritikrelease
11.10.2024

Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations« 
© PR
© PR

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks. 

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.